Warzone - Julien

Tid: Klokken 22.00.
Vejr: Vindstille og omkring 15 grader.
Sted: Spisestedet i Lejren.
Omgivelser: En hel masse mad, kaotiske border og @Julien
Påklædning: Sorte jeans, en hvid T-shirt og en mørkeblå bumper - smurt ind i madrester.

Nathan stirrede opgivende frem for sig. Normalt følte han sig ikke dårligt tilpas, hvis han blev lavet midtpunkt for en fest; normalt var han glad og smilende; normalt havde hans ansigt en varm glød, men lige nu følte han sig kold, akavet og ukomfortabel i spotlyset. Folk havde fniset og grint, og for en gangs skyld, følte han sig glad for at folk var gået mod deres hytter igen. Han sendte et koldt blik mod smoothien, der var blevet hældt ud over hans ene sko.
Spisestedet lignede en kampzone. Der var mad og drikke over alt og nogle af bordene var væltede, for at fungere som skjold eller fort for nogle af halvguderne. Nathan selv havde befundet sig med sine halvsøskende bag et bord det meste af kampen, og havde glædeligt og højlydt deltaget i hvad der bestemt havde været årets madkamp i halvblodslejren. Normalt var Mr. D og Chiron rimelig ligeglade med spontane festligheder som eksempelvis en madkamp, og Mr. D plejede højlydt at heppe på sine børn, men ikke i aften. Det var gået så godt, indtil alle pludselig var stoppet med at kaste mad og råbe harmløse forbandelser efter gudernes børn, fordi det langsomt var gået op for folk at Mr. D var blevet helt stille. Sådan... Faretruende stille. Lidt ligesom momentet før en stor storm. Nathan havde kigget op på guden, og havde spærret øjnene op, og fordi hans krop susede med adrenalin og hans humør havde været så godt, havde han ikke kunne holde en hjertelig, varm latter inde. Så var Dionysus eksploderet.
Hvis du nogensinde er blevet råbt af af din folkeskolelærer, så prøv at fordoble følelsen med 235. Nathan havde ikke engang haft energi eller vilje til at svare igen eller komme med en joke for at løsne stemningen, og selvfølgelig var hele skylden derfor blevet smidt i hovedet på ham. Nu stod han her, med ordrer om at rydde hele lysningen op, sammen med en anden halvgud.  "Skal vi have en kampstrategi eller sådan noget?" Spurgte han tørt. "Her føles som en kampzone." Julien, søn af Hermes, så vidt han huskede. Måske var det ham der havde startet madkampen eller ramt Mr. D. i hovedet, men Nathan følte sig stadig trådt på, over at han var blevet sat til at rydde op, bare fordi han var kommet til at grine. Han sendte Julien et opgivende blik.

Påklædning: Normale jeans, den orange lejr t-shirt og normale converse sko - også godt smurt ind i madrester og andet sjovt. 

Julien betragtede spisestedet med et smil rundt om munden. Det var ikke fair, for det var gået ud over Nathaniel, men hold op hvor havde det været sjovt. Hvordan madkampen havde startet var han ikke helt sikker på. Han var faktisk næsten sikker på det havde været en af hans søskende, og det ville virkelig ikke overraske ham. Men han havde heller ikke været langsom til at hoppe med på vognen. En chancen for at smide mad efter Athenes bedrevidende unger (ja han var forlovet med en af dem, men de var stadig bedrevidende)? Chancen for at få Afrodite tøserne til at hvine? Ikke om han ville spilde den! 
Det var egentlig først da Julien fik sendt en fin, stor håndfuld taziki i panden på Hr. D, at han ikke havde overvejet hvad de stod midt i. Da alle blev stille gjorde Julien også, men det var så svært ikke at grine. Det var heldigvis ikke ham der havde grinet først eller højest, så det var ikke ham der fik møgfaldet - til at starte med. Da stakkels Nathaniel var blevet råbt godt og grundigt af, var Julien blevet sat til at hjælpe. Han var ikke sikker på om Hr. D vidste at det var ham det havde ramt ham, eller om det var fordi Julien var vejleder for den hytte der havde startet galskaben. Uanset, så stod han altså her sammen med Nathaniel. Jo, det var mød irriterende. Men da alle var væk kunne han altså ikke lade vær med at grine. For hvornår havde Hr. D sidst set så sjov ud? Og pludselig kunne han godt huske deres navne. Julien var en ballademager af hjerte, han kunne ikke lade vær. 
"U-undskyld!" lo Julien. "Det var bare pra-prakfuldt!" Julien måtte samle sig for at tage det lidt mere seriøst. De havde en opgave at løse, og han ønskede bestemt ikke flere problemer med Hr. D. Manden var ikke ligefrem sjov at strides med. 
"Jeg er virkelig ked af det gik ud over dig. Jeg mente ikke at ramme Hr. D. Men helt ærligt, det var så meget det værd!" Han så på Nathaniel der nok ikke var enig, og fik en mere seriøs mine. "Altså, for mig. Jeg er godt klar over du egentlig tager min straf." Han smilede lidt medfølende. "Undskyld." 
Julien så sig omkring og overvejede lidt hvordan de skulle starte det her. Borde skulle rejses, mad skulle renses væk. Kunne de ikke bare smide det hele ind i bålet og sige det var et offer til guderne eller noget? Nok ikke. 
"Hvis vi nu starter med at rejse hele det her kaos op og få det på plads. Så kan vi altid finde kost og spand." Julien havde det faktisk virkelig dårligt med Nathaniel var blevet hevet ind i det her. Var han ikke søn af Apollon? Vil det sige han gik glip af fællessang ved lejrbålet på grund af Julien? Wow, han skyldte vist drengen en tjeneste eller to.