Halvblodslejren
Hej med dig!

Velkommen til Halvblodslejren! Godt at du fandt sikkert frem. Vi håber ikke at monstrene har været en alt for stor besværlighed.

Og hvis du allerede er en lejrdeltager i lejren så velkommen tilbage! Håber du har nydt din tid udenfor lejren!
Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Tidsplan


År | 2018

Årstid | Sommer

Måned | August

Latest topics
Top posting users this month
Noe
 
Nolan
 
May
 
Alexa
 


Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Go down

Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Indlæg by Elena on 30/7/2018, 04:21

Sted Halvblodsbakken i skyggen af Thalia's træ
Tid Eftermiddag mellem 12-13
Omgivelser Der er utroligt nok ingen andre. De fleste er ved stranden grundet varmen
Vejr Det er sommer, så der er dejlig varmt og solrigt, dog med en dejlig brise
Påklædning Link
Hår og make-up Link
Milos' påklædning Link, med en rød flannel, som hans mor ;-)
@Dallas <3

Efter at have jagtet sin næsten to årige dreng rundt i nogle gode minutter var en dobbeltseng det eneste, der separerede mor og søn, da de stod over for hinanden i noget, der næsten fik det til at ligne en uskyldig, mexicansk standoff. Moren stod på den ene side med en skjorte i højre hånd og den venstre hånd hvilende på hendes hofte i en autoritativ manér for at udvise alvorlighed igennem hendes kropssprog. Hendes mine afspejlede sig blot efter dette; hun havde let løftede øjenbryn og læberne var spidset en smule sammen. Et typisk ansigtsudtryk hos en person, hvis tålmodighed var ved at løbe op.
Sønnen stod på den anden side med et stort smil, der kunne smelte et hvert hjerte. Hans hænder hvilede mod sengens overflade, for på trods af, at drengen næsten var to år gammel og kunne gå fint på sine egne to ben, så havde han ikke fravænnet sig fra at støtte sig op ad diverse møbler og personer, når han gik på eventyr og til sidst skulle stå stille. Nej, han var stadig ikke glad for følelsen af at stå helt stille uden nogen form for støtte, men hvad han til gengæld var umådeligt glad for, var at irritere og drille hans mor til bristepunktet. Noget han så fint havde arvet fra hans far.
"Milos, we're gonna be late," lød det frustreret fra halvgudinden. Hendes frustration blev dog blot mødt af en øredøvende og skinger latter fra hendes søn, der som svar slog sine håndflader mod sengens overflade i ren begejstring, "just put on the flannel!" tilføjede hun.
Den lille dreng rystede på hoved uden at lade det store smil falme bare den mindste smule. Han havde nægtet sin mor at lade hende klæde ham på med en skjorte, da han simpelthen mente, at det var for varmt. På trods af, at hans mor gentagende gange havde forklaret ham, at det var for at forhindre, at han blev solskoldet, så fortsatte han sin påståelighed. Dét var desværre noget, som han nok havde arvet fra hende. Halvgudinden endte med at sukke dybt. Hendes ansigtsudtryk blødte op, og hun sendte sit barn et kærligt smil, hvorefter hun smed skjorten hen på sengen, så den dækkede hans håndflader.
"Tell you what. You put the flannel on I will carry you aaall the way, and I'll let you take it off when we get to the hill," drengen så ned på skjorten med et overvejende blik og lod sin overlæbe dække sin underlæbe. Det var et fristende tilbud hun kom med. Hans mor fortsatte dog i den samme pædagogiske tone, "But! hans blik mødte hendes, "If you don't wear the flannel, I will call your uncle and cancel your playdate" afsluttede hun og lagde armene over kors, hvorefter hun trak blidt på skuldrene. Drengen gispede over det ultimatum, som hans mor havde stillet ham, hvorefter han rynkede utilfreds på næsen, da han egentligt stadigvæk ikke havde lyst til at tage den på, men han ville hellere se sin onkel.
"So what's it gonna be?"

Med en fuldt pakket taske på ryggen og en livlig to årig dreng, der havde slået sin ben rundt om hendes højre side, i armene, begav Elena sig op ad Halvblodsbakken. Livslang træning, der skulle havde forberedt hende på at møde det værst tænkelige på en slagmark, havde vist sig nyttig til meget andet end blot dét. I stedet for at løfte tunge våben og svinge dem rundt, så kunne hun i stedet bære på Milos, der havde arvet ADHD fra både Julien og hende, hvilket resulterede i, at han konstant vred sig i Elena's arme og stillede alle tænkelige spørgsmål uden nok mellemrum til, at hun kunne besvare dem alle. Dog havde hun lært at være yderst tålmodig, i hvert fald når det gjaldt hendes søn. Så hun smilede blot og lo af hans pludselige udbrud, når han fik øje på noget spændende. Hun priste sig dog lykkelig, da hun endelig nåede bakken og genkendte en velkendt skikkelse ved Thalia's træ. Hun fjernede venstre hånd under måsen på Milos, så hun kun holdte ham med sin højre, og pegede hen mod skikkelsen, hvorefter hun gispede og lænede sig ind mod sin søns øre.
"Look, Milos! Who's that?"


Sidst rettet af Elena 5/8/2018, 03:30, rettet 1 gang

_______________________________
Elena Cale Pierce Soul Johnson
The Demigodess
avatar
Elena
Admin

Fulde navn : Elena Cale Pierce Soul Johnson
Alder : 23
Antal indlæg : 866
Join date : 21/12/11
Bosted : Bag Hovedbygningen i et tre-værelses minihjem med Milos og Julien

http://halvblodslejren.danskforum.net/

Tilbage til toppen Go down

Re: Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Indlæg by Dallas on 1/8/2018, 22:32

Dallas var for sent på den.
Hvorfor var han altid for sent på den? At bo i halvblodslejren havde lært ham rigtig mange ting - den virkelig verden havde lært ham endnu mere - men der var én ting, han bare ikke syntes at kunne ryste af sig, og det var hans manglende evner til at administrere tid. Det var som om, der altid kom ét eller andet vigtigt op, så snart han var på vej ud af døren. Idag havde det været ballade mellem nogle sønner af Artemis og nogle sønner af Athena. Som vejleder var det i bund og grund Dallas' ansvar at holde sine halvsøskende ude af problemer, så han var blevet nødt til at bryde slåskampen op og være sikker på, den ikke ville bryde ud igen.
Hidsig over Athena-sønnernes manglende evne på forståelse, havde han tampet hen til Athena hytten, for at snakke med Annabeth og bede hende have en snak med de to gutter, men siden lejren stort set var tom, havde der ikke været nogen i hytten, og han var blevet nødt til at vende om, og sende de 4 drenge hen til Chiron, da han ikke selv havde hverken tiden eller overskuddet til at tage sig af drengestreger lige nu. Han ville gemme dén energi til Milo.
Taken om den lille energibombe fik Dallas til at smile, så snart han begav sig mod halvblodsbakken. Knægten var allerede to år gammel, og Dallas havde fra første sekund han havde set det lille menneske foran sig, følt sig beæret over overhovedet at være i nærheden af sådan et lille mirakel. Han havde taget onkel-rollen på sig med rank ryg og var meget hurtigt blevet enig med sig selv om, at selvom han var vildt forelsket i den lille vildbasse, var det så meget sjovere at være onkel end det ville have været at være far - han kunne få lov at lege og være smart og sjov og en lille smule fræk, fordi det ikke var ham der skulle opdrage på den lille dreng. Så selvom Elena nogen gange sendte ham knivstikkende øjne, når han rakte tunge eller hjalp Milo med at charmere sig ind på pigerne i lejren, var det det hele værd.

Dallas nåede endelig toppen af bakken, som han for mange år siden var løbet op ad med en sur vindånd i ryggen, og fødder der var ødelagte af at løbe igennem skove og marker,
og han vendte sig om, for at betragte udsigten.
Hjem, tænkte han, og smilede tilfreds for sig selv. Han havde brugt mange år hvor han ikke havde kunne finde ud af at falde til nogen steder, men de sidste par år havde han holdt igen med missioner, og havde fokuseret på at hjælpe lejren og være vejleder for sin hytte, og endelig følte han sig ikke rastløs længere. Dét var hjem. Han lænede sig op af stammen til det store, smukke træ, og da han spottede Elenas skikkelse, bærende på en sprællende abekat, blev følelsen af hjem kun forstærket. Det var de små øjeblikek som dem her, der fik ham til at gå i seng med varme i sit hjerte og et smil på sine læber.

Han satte sig på hug, og åbnede armene med et bredt smil, som en invitation til Milo om at løbe hen og give ham en krammer.
"I bet you're too tired to run all the way over here, monkey!" Kaldte han med en drillende udfordring i sin stemme.

_______________________________
Were's the glory
in repeating what others have done?

Dallas Michel
avatar
Dallas
Vejleder

Fulde navn : Delius "Dallas" Christopher Michel
Alder : 24
Antal indlæg : 165
Join date : 24/04/12
Bosted : Halvblodslejren, Long Island, New York. Hytte 8, Artemis.

Tilbage til toppen Go down

Re: Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Indlæg by Elena on 5/8/2018, 03:28

Den lille dreng, hvis energiniveau altid synes at være på højtryk, forårsagerede et varmt og blidt smil på hans mor's læber, imens hun betragtede ham. Der var ingen tvivl om, at Milos var kilden til Elenas glæde. Det havde været hårdt og psykisk udfordrende at bære drengen i fyrre uger, men resultatet af at holde ham i sine arme efter fødslen var stridighederne værd; men de fyrre uger havde ikke været nemme. Det var ikke en hemmelighed, at Elena havde oplevet mange tumulter i sit liv, før Milos kom til, som havde resulteret i heftige traumer, der måske ikke var blevet bearbejdet helt igennem. Hun havde mistet sin far i en ung alder af ti år, og med kun få måneders mellemrum kom hun ud for en kanoulykke med hendes trillingesøskende, der resulterede i, at Benjamin forsvandt, hvilket udløste en reaktion i Christel, der gjorde, at hun nu led af en sjælden sygdom, der tvang hende ind og ud ad komaer, der kunne vare få timer til flere år. Denne omgang havde nu varet fem år. Benjamin vendte tilbage til lejren i 2010, fem år efter ulykken, men forlod blot lejren igen fem år efter og efterlod Elena alene. Han efterlod hende kun med en telepatisk besked; han var draget ud for at finde en kur til deres søster. På daværende tidspunkt var Julien blevet en del af hendes liv, hvilket var én af årsagerne til, at Benjamin tænkte, at hans forsvinden ikke ville påvirke hende synderligt meget. Men han var ikke barn af Apollon, han var barn af Athene, ligesåvel som Elena var. Han havde aldrig kunnet forudsige de traumer, dét endte med at påføre hende. For slet ikke at nævne andre dårlige oplevelser og kærligheds intriger, som hun havde gennemgået i mens. Det eneste, der forankrede hende til sund fornuft, var hendes konstante træning.
Gennem årerne havde Elena lært, at dét at slå løs på trædukker og vinde over andre lejrdeltagere i kamp var væsentligt mere tilfredsstillende og psykisk befriende, end at tage en alvorlig snak med Chiron, eller lejr-rådgiveren. Nej, hun skulle ud med frustrationer og traumer ved at være krigerisk voldelig med høj adrenalin pumpende i hendes åre. Ikke snakkesaglig med en person, der blot ville dømme, konstatere og diagnosticere hende med noget, som kun guderne måtte vide. Træning blev en essentiel del af hendes liv, eksistens og vigtigst af alt; identitet.
Året efter blev hun forlovet og gravid. De fyrre uger, der fulgte, skulle vise sig at være noget af det hårdeste, hun nogensinde ville gennemgå. Hun havde aldrig været god til at artikulere sig højlydt gennem udtalte ord. Hun gjorde det gennem forlængelser af hendes lemmer; våben i den ene hånd, skjold i den anden, en fastbundet dolk om det ene lår og en daggert om det andet. Men det var jo ikke en ansvarlig måde at udtrykke sig på, når man pludseligt havde et barn voksende i maven. Så hvad kunne hun gøre?
Julien havde tilbudt at være en eksklusiv sparringspartner for hende, da han ikke stolede på nogen andre i lejren til at udfylde den post, men det holdt ikke ved længe, da det hurtigt gik op for Elena, at der egentligt ikke var meget ved at duellere, når man ikke kunne give sig fuldkommen. Hun var datter af Athene! Halvhjertet slåskamp var ikke noget for hende, hun var da ved guderne ikke fem år gammel, hun var blot blevet gravid. I stedet måtte hun finde alternativer til at holde sig aktiv og i form, hvilket hun fandt i løb. Men selv dét varede kun ved i de første måneder. Nogle af hendes halvsøskende synes ikke, at det var sundt for barnet, og selv Julien havde ytret sig om sine bekymringer, men det var trods alt også hans barn, så det var givent, at han var mere påpasselig. Elena var derfor nød til at kigge indad og acceptere, at hun simpelthen ikke kunne leve efter hendes normer. Dette resulterede dog i en depression for hendes vedkommende.
Hun var blevet afleveret til Halvblodslejren som spæd, hun kendte derfor ikke til meget andet end dét at træne. Pludseligheden i at opgive det helt tog hårdt på hende, selvom det blot ville vare i nogle måneder. Som en halvgudinde led hun af ADHD, hvilket betød, at det ikke var let at sidde stille. Hun havde ikke delt denne sårbarhed med Julien højlydt, men han kunne tydeligt mærke det på hende, ligeså vel som andre i hendes lille omgangskreds kunne. Hendes samvittighed groede kun værre, for hun følte sig selvisk. Hendes depression og negative tanker ville påvirke hendes ufødte barn, og af hvilken årsag? Fordi hun ikke fik lov til at svinge med farlige våben og sætte både hende selv og barnet i fare?
Selve fødslen var heller ikke nem. Det var jo ikke sådan, at der blev født en masse børn i lejren, så nymferne og de frivillige halvguder, havde ikke megen erfaring med at bringe et barn ind i verden. Der havde ikke været mange komplikationer, men alligevel nok til, at Elena var blevet alt for bekymret for sin søns sikkerhed. Men det lykkedes. Miloseus Magne Johnson Marks kom grædende i verden den enogtyvende september, international fredsdag. Og dét var præcis, hvad han bragte med sig; fred. I hvert fald for en stund. For på trods af, at hendes ét og alt endelig var kommet til verden, så lurede hendes depression stadig i skyggen af glæden. Få uger efter fødslen indså Elena, at hun havde fået fødselsdepression. Noget, som hun stadig kunne mærke symptomer på to år efter.

Milos vred sig voldsomt i hans mors arme, så snart han så sin onkel gå ned i knæ og åbne sin arme for ham. Hans efterfølgende ord hjalp heller ikke just på drengens i forvejen heftige bevægelser. Elena kunne ikke gøre andet end at læne hoved tilbage med et misbilligende blik for at undgå Milos' flyvende arme og sætte ham ned uden at tabe ham. Som et lyn løb han afsted mod sin onkels favn, hvilket fik hendes ansigtsudtryk til at blide op. Hun lod et suk forlade hendes læber, hvorefter hun sendte et håbløst smil og hovedryst i ryggen på sin søn, der hurtigere end forventet havde formået at vandre op ad bakken i fuld fart og i mål hos sin onkels arme. Hun tog fat i rygsækkens stropper og rettede til, hvorefter hun selv begav sig det sidste stykke op ad bakken for at samles med de to andre.
"You had to entice him like that, didn't you" halv råbte hun af Dallas i en professionel, sarkastisk tone, da hun var nået halvvejs mod dem. Der var skam ikke et spørgsmålstegn bag den udtalelse. Det retoriske kunne skam tydeligt høres. Hendes smil var ikke falmet den mindste smule, da hun endelig nåede hen til dem. Hun stillede blot tasken i skyggen af træet og stod afventede med armene over kors og betragtede dem. Milos' latter var næsten øredøvende, noget som hendes ører efterhånden havde vænnet sig til. Han var et lystigt barn. Altid smilede og glad. Der skulle ikke meget til for at frembringe en latter hos det unge barn, hvilket til gengæld kun varmede hjerter omkring ham. Han var en glædespreder. Han havde en charme over sig, som ikke kunne beskrives, man kunne kun sætte pris på den. Ikke én dag passerede, hvor Elena ikke takkede guderne for at skænke hende med én sådan livsglæde personificeret i hendes barn. Hendes søn. Hendes lille Milos.
"Millo! Be careful with your uncle, you know he's getting old!" skældte hun drillende af sin søn, hvilket blot fik ham til at le endnu højere.

//Ved godt, at det første afsnit er lidt langt, men har trods alt heller ikke emnet med Elena i 2 år, så det er lidt for at få en føler af, hvordan det har gået hende/hun har haft det. Regner selvfølgelig med, at Dallas har været en fortrolighed under al hendes tumult, da hun ikke har turde snakke med Julien om det, fordi det trods alt omhandlede hans barn, hvilket kun ville stresse ham yderligere. Du skal endelig ikke føle dig presset til at give et svar med samme længde, det forventer jeg overhoved ikke!!!
Tænker at jeg beskriver hendes fødselsdepression i mit næste svar, så det her svar ikke bliver alt for uoverskueligt <3

_______________________________
Elena Cale Pierce Soul Johnson
The Demigodess
avatar
Elena
Admin

Fulde navn : Elena Cale Pierce Soul Johnson
Alder : 23
Antal indlæg : 866
Join date : 21/12/11
Bosted : Bag Hovedbygningen i et tre-værelses minihjem med Milos og Julien

http://halvblodslejren.danskforum.net/

Tilbage til toppen Go down

Re: Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Indlæg by Dallas on 7/9/2018, 12:46

Dallas sitrede af glæde. Da Milo begyndte at sprælle og næsten ramte Elena med sine hvirvelvindsbevægelser, klappede han muntert i hænderne og ventede tålmodigt på den to-årige, der vaklede op af bakken. Til Dallas' stolthed blev barnet på benene næsten hele vejen op uden at bruge hænder til at støtte sig.
"Noooo!" Råbte Dallas med en overdramatisk stemme, og greb fat i det lille energibundt, der tumlede ind i hans arme. Han lod sig vælte bagover med knægten over sig, og hvinede som om han var blevet overfaldet. "Nobody told me there were dangerous monkeys on Long Island," gispede han forfærdet, og blev belønnet med et øredøvende hvin af latter fra den lille halvgud. Dallas kunne ikke lade være med at le højlydt over de ekstatiske hvin, der kom fra ham.
Han formåede at gribe fat om Milo og trille rundt, så han kunne tage fat om benene på ham. Så rejste han sig op, og hev en hvinende Milo med sig, der leende dinglede på hovedet nu. Dallas rystede ham let, og klukkede muntert da han blev belønnet med flere hvin. Noget af det han absolut elskede ved børn, og da specielt sin nevø, var hvor glædesskabende de var. Milo kunne grine, og Dallas ville mærke alle negative tanker han havde båret rundt på, fordufte som dug for solen. Når det lille barn grinede, var det bare et slag af glæde i alles ansigter, tænkte Dallas, der endelig vendte Milo rundt, og lod ham stå på egne ben. Elenas drilske kommentar kom lige i hælene på ham, og Dallas vendte sig endelig om for at hilse på halvgudinden, der uden tvivl havde fået så stor en betydning i hans liv, at han aldrig ville kunne beskrive det for andre. Hans hjerte,
der før var blevet fyldt med glæde og latter, fyldtes nu med varme og tryghed, og han rakte smilende hånden mod hende. Han sendte Milo et opgivende blik og rullede med øjnene over kommentaren.
"Don't listen to your mom, monkey, she hasn't seen my true strength yet," svarede han, og smilede drilsk til Elena, som om hun aldrig nogensinde havde slået ham i kamp - de vidste begge to godt at Elena ville kunne få Dallas på jorden indenfor et minuts tid, og det fik ham til at smile en smule nostalgisk over de mange gange de havde trænet sammen. Han hev endelig Elena ind i sine arme, og aede hende blidt over håret, mens han omfavnede hende.
"How're you doing, you?" Spurgte han, og gav hende et kys på panden, før han holdt hende ud i strakt arm, og gav hende et skeptisk, inspicerende blik, som om han nægtede at tage et 'jeg har det godt!' for gode. Han vidste bedre end nogen anden, hvor hårde tre år de sidste havde været for hende, og selvom han var glad for at se hende komme mere og mere på toppen, var han konstant bekymret for, at hun ville falde tilbage i depressionen. Derfor var han også sikker på at se hende hver eneste uge,
helst flere gange om ugen, og sørgede altid for, at ligegyldigt hvor travlt han havde,
så havde han altid tid til at se hende og Milo og hjælpe til hvor han kunne - også selvom hun aldrig ville indrømme, når hun havde brug for hjælp.
Milo havde bevæget sig hen til dem, og kiggede en smule nysgerrigt op på de to voksne.
Dallas rodede ham muntert i håret. "You're taking care of your mommy, right monkey?" Spurgte han med et bredt smil, og blev belønnet med et barn der stolt smilede op mod ham, og nikkede. Dallas klappede ham på skulderen. "That's my boy."

//Undskyld for både længden på svar og længden på ventetiden!! Har simpelthen ikke haft krea i evigheder <3

_______________________________
Were's the glory
in repeating what others have done?

Dallas Michel
avatar
Dallas
Vejleder

Fulde navn : Delius "Dallas" Christopher Michel
Alder : 24
Antal indlæg : 165
Join date : 24/04/12
Bosted : Halvblodslejren, Long Island, New York. Hytte 8, Artemis.

Tilbage til toppen Go down

Re: Picnic date with the best uncle! - Dallas <3

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum