Unwinding - Janelle

Det var blot en helt almindelig dag i Halvblodslejren og Annabeth var netop på vej tilbage fra spisning. Før det havde hun været i arenaen for at træne, som sædvanlig. Men hun var træt af den samme rutine dag ind, dag ud. Derfor var hun nu gået hjem til hytten, Athenes hytte, hvor hun boede med sine halvsøskende. Hun var nu bare i humør til at slappe af og slå hjernen lidt fra, hvilket ellers var rimelig umuligt for hendes overanalyserende væsen. Men hun havde aftalt at mødes med sin halvsøster, Janelle, som vist allerede var hjemme i hytten. Janelle var ankommet samme år som Annabeth selv, ikke lang tid fra hinanden, og de havde hurtigt fundet en tryghed i hinanden, da de begge havde været nye til Halvblodslejren. De to mindede også rigtig meget om hinanden, på ufattelig mange punkter, hvilket både fik dem til at skændes en gang i mellem, men også havde resulteret i et virkelig tæt forhold. Mange af deres fælles træk var måske egentlig også mere Athene-træk, så det var ikke helt så udsædvanligt, at de mindede meget om hinanden på nogle punkter. Men uanset hvad, var Annabeth i hvert fald virkelig taknemmelig for at have en så god veninde i lejren, som hun havde kunnet læne sig op ad helt fra starten, så de begge kunne lære at finde deres plads i lejren. Det måtte vel også have været en bonus for Janelle, så man ikke var helt ligeså alene i starten. At veninden så ovenikøbet var en søster, gjorde jo kun båndet endnu tættere. Godt nok var alle i lejren knyttet sammen af det faktum, at de var halvt menneske og halvt gud, men det betød jo ikke, at man alle sammen sad omkring lejrbålet og flettede hinandens hår. Annabeth var bestemt ikke lige glad for alle lejrdeltagerne, og der var især børn af visse gudeforældre, som kunne gå hende noget så meget på nerverne, men det betød ikke at hun bedømte folk på deres guddommelige forældre. Bare fordi hendes mor hadede Poseidon, betød det f.eks. slet ikke, at hun havde et problem med Poseidon-børn. Klart, der var da nogle irriterende ind i mellem, men det var gældende for alle hytterne – inklusiv hendes egen.
Men nu var hun på vej for at være sammen med en af dem, som hun nød at være sammen med, og dette var lige, hvad hun trængte til. En stille og rolig, afslappende omgang søster-hygge. Hun nåede frem til hytten og trådte indenfor, imens hun tog sine solbriller af. Hun var fuldkommen neutralt klædt i en helt almindelig, sort t-shirt og et par halvstramme jeans. Et afslappende outfit til en afslappende aftale.

Påklædningen: Dette her uden tasken

Med næsen dybt begravet i en bog, skannede Janelles øjnene nærmest bare siderne til sig, imens hun fik tiden til at gå. Hun ventede på sin højtelskede halvsøster der kunne ankomme til hytten når som helst. Annabeth og hende havde efterhånden opbygget et tæt bånd igennem deres mange ligheder og fælles interesser. Selvom Janelle ikke var typen der tiltrak venner i stimevis, havde Annabeth og hende alligevel formået at finde sammen, hvilket Janelle blot satte pris på. Det var rart at vide, at hun havde en der havde hendes ryg.
Måske var det en særhed at Janelle ikke havde været nede at spise denne aften, men sulten havde ikke været til stede grundet nogle bekymringer hun rendte og baksede med, så derfor var hun blot blevet i Athene-hytten, da alle de andre var draget ned for at spise.
Med et suk lukkede brunetten bogen og lagde den fra sig. Hun svang benene udover sengekanten og fik i samme handling et glimt af sin beklædning; en stor og ulden sort sweater med et par hvide jeans og sorte glimmerstrømper med røde hjerte. Mode havde altid været en interesse for hende, men ikke en hun ligefrem skiltede med i sine søskendes tilstedeværelse. Så kunne der nemt komme drillende kommentarer om hvorvidt hun mon i realiteten tilhørte Afroditehytten - hvilket jo egentlig ikke burde være en kritik, men det var det alligevel lidt.
Som døren gled op, rettede Janelle straks blikket i denne retning. Et blidt smil bredte sig på hendes voluminøse lipgloss-skinnende læber. "Hey, Anna." Hilste hun og rejste sig fra sengen der knirkede under hendes afsæt.

Øjeblikket efter Annabeth var trådt indenfor døren til Athene-hytten og havde fået sine solbriller af, blev hun mødt af et glædeligt syn. Janelle rejste sig fra sin seng og hilste på søsteren, der sendte hende et bredt smil tilbage. "Hey, Nell!" Det blev sagt med begejstring i stemmen, da Annabeth havde set frem til noget hygge-tid med sin halvsøster; og vigtigere end dét; sin veninde. Hun havde heller ikke set noget til Janelle hele dagen, hvilket ikke skete alt for ofte, da de jo trods alt boede i samme hytte. Godt nok havde Annabeth sit eget værelse med tilhørende badeværelse – et af goderne ved at være hyttens vejleder – men hun bevægede sig jo stadig igennem fællesarealerne hver dag.
Sønnerne og døtrene af Athene var ikke altid lige gode til at sætte sig ned og slappe af i grupper. I hvert fald ikke en version af afslapning, som andre folk ville se for sig. I Athene-hytten stod den sjældent på chick-flicks, serie-marathons og lignende. De holdt spilleaftener fra tid til anden, men det var egentlig sædvanligvis ikke en afslappende affære, eftersom de fleste – hvis ikke alle – Athenes børn havde det med at være lidt for konkurrenceprægede. Annabeth var heller ingen undtagelse. Når der blev spillet spil i hytten, måtte også hun minde sig selv om, at det burde handle om at have det sjovt, ikke om at vinde. Sikke noget sludder. Måske det kunne gælde, hvis hun spillede med andre end sine søskende, men blandt den flok, gjaldt det hundrede procent om at vinde. Man kunne vel kalde det for søskenderivalisering.
Generelt var Annabeth bare ikke forfærdelig god til at slappe af, selvom hun nogle gange yndede at gøre forsøget alligevel. Ligesom andre halvguder, havde hun ADHD, der gjorde det yderst svært at sidde stille og ikke være i gang. Og hun var som regel i gang. Om det så var fysisk træning – hvilket det jo egentlig så ofte var – eller mentale øvelser eller hvad som helst andet. Det var heller ikke nemt at slappe af, når ens hjerne kørte på højtryk konstant. Godt nok var hun generelt en rimelig optimistisk person, men hendes høje intelligens tillod hende kun at være en vis mængde optimistisk. For som man sagde, ignorance is bliss. Det ville uden tvivl være nemmere at komme igennem tilstedeværelsen, hvis man ikke havde alt den viden, som Annabeth havde grundet sit ophav. Hendes nætter var bestemt ikke altid lige bekymringsfrie. Hun havde haft mange søvnløse nætter igennem tiden, fordi tankestrømmen ikke lod hende få fred. Det var noget nær umuligt at falde i søvn om aftenen, fordi hendes hjerne aldrig slog fra og lod hende sove. Dog kunne hun distraheres, hvilket også var målet, når hun forsøgte sig med afslapning. Det var en fantastisk følelse at kunne slå hjernen fra, om end ikke i længe ad gangen. Det var også meget nemmere at nyde nuet, når man ikke var i gang med at overanalysere alting.
"Vi savnede dig under aftensmaden. Er alt okay?" Hun nåede hen til Janelle og gav hende et let kram. Så betragtede hun hende opmærksomt, mens hun ventede på et svar.

// Valgte at skrive direkte tale på dansk, så kan det altid ændres, hvis du foretrækker engelsk :-) //