Here comes the sun! -Amaranthe

Tid: 13.00
Sted: Arenaen
Omgivelser: trænings dukker og få halvguder der træner, sand, alt hvad der hører til
Vejr: Solen skinner fra en skyfri himmel
Påklædning: se profil billede, metal rustning, en bronzehjem med en blå fjer pynt.

Matt kom løbende fra Ares hytten hen mod Arenaen.
Det var en fantastisk dag, solen skinnende, fuglene sang, alt var bare perfekt, perfekt til at træne.
Matt var en af de typer der ikke fik nok træning, han kunne kun træne, det var det eneste han kunne gøre, eller det var det inden han kom til lejren var det, det eneste der kunne holde han hovedet højt, mobberier osv. Hvilket til sidst gav Matt den følelse af at han kun kunne træne, og gøre det rigtigt.
Selvom Matt havde boet det meste af sit liv i lejren, havde han stadig været uden for, for at se hvordan omverdenen var, det fandt han så ud af, verden var ond og man kunne kun stole på sig selv.

Matt kom tættere og tættere på arenaen, han trådte ind på sandet og så rundt.
Det var vildere end han havde drømt om, selvom Matt havde været i lejren stort set hele sit liv, havde han aldrig været i arenaen, han havde for det meste været i skoven og træne, men aldrig før havde han været her.
Matt stod med åbent mund i et stykke tid, han var målløs, det var helt som han forestillede det.

Men livet måtte gå videre, og han løb hen til en af de dukker der stod, han begynde så stille at stå og slå på den, dukke sig og gentog det så.
Han havde en hvidtank top på, cowboy bukser, et par sort sko. Udover sin hvide tank top, havde han en metal brystplade, grunden? 1. den var tungere, ergo mere træning, 2. metal beskyttede mere end læder, så det var en win-win situation. Udover rustningen havde Matt også en hjelm med blå pynt og til sidst havde han på sin skinneben to par metal skinnebensbeskyttere.
Våben? Ganske simpelt 2 sværd på ryggen, og tilsidst havde han et skjold.
Det var varmt, Matt tog hjelmen af og fjernede svedet, var der nogle der var værd at kæmpe mod? Han var jo selv Søn af Ares.

Amaranthe stod ved indgangen til arenaen, hun vidste ikke om hun skulle gå derind og hvis hun endelig skulle, hvad skulle hun så lave derinde? Hun kunne ikke lide at slå løs på en eller anden fægtegal person og hun kunne ikke se meningen i at slå løs på nogen sammenbundet halm.
Men nu hvor hun var her, kunne hun vel ligeså godt tage et kig ind og måske kæmpe mod nogle af sine søskende, de eneste der faktisk forstod hvor irreterende det var at alle forventede man elskede at slås og at man var nogle af de bedste, de eneste der kunne sætte sig ind i hvor irreterende det var at alle trak sig væk når man spurgte hvem der ville kæmpe, de eneste der vidste hvor ked af det man kunne blive når man fandt ud af at de andre var bange for en når man havde vist sine evner inde for kamp.
Hun gik ind på den overstrøgede bane og så rundt på de kæmpende. Alle havde sveden glitrende på panden og nogle få havde den endda dryppende ned på savsmuldet. savsmuldet hvirvlede rundt og landede helt andre steder end de var kommet fra når de kæmpend eveg frem, tilbage elelr til en af siderne, dukkede sig eller hoppede op i luften.
Hvad de skulle deroppe fattede Amaranthe ikke, man kunne jo ikke ændre retning i luften, de havde da heller ingen strategisk sans!