Chasing the Moonlight - Nora

Sted: Jordbærmarkerne
Tid: 02.15
Vejr: Få ensomme skyer, ellers stjerneklart.
Omgivelser: En masse jordbær.
Påklædning: Sorte jeans, sort hue, mørkeblå skjortebluse, converse.


Dallas hev en ordentlig portion frisk luft ned i lungerne, og pustede det langsomt ud mens han talte til 10. En ensom sky gled forbi halvmånen, og trak en lang skygge med sig over jordbærmarkerne, der strakte sig foran ham. Han fulgte med skyggen. Glidende skridt kendte jordens små bump og planternes rødder under hans fødder, og hans blik var rettet fremad, mens han lod sig glide uset med i skyggerne. Månen kastede endnu engang sit blege lys ned på marken, og Dallas satte sig på hug blandt planterne, og ventede på den næste sky.
Han havde krydset åbne marker, skove, gader og stræder ved at lade skyggerne kamuflere sig, og havde efterhånden mestret at bevæge sig uset. Mennesker ville aldrig lægge mærke til ham, hvis han ikke havde lyst til at blive bemærket - men mennesker var i grunden heller ikke de klogeste. Det var ikke deres skyld de ikke engang kunne se igennem the Mist, så hvordan ville de kunne se ham. Folk så dét de ville, tænkte han, og hvis de ikke forventede at der var én i skyggerne; så var der ingen i skyggerne.
Det var lidt af en sport for Dallas. At løbe rundt og se hvor godt han kunne snyde nymferne på marken. Hermes sønner var normalt en del af det, og de spillede på hvor mange jordbær de kunne stjæle uset, men i nat var Dallas alene. Han kunne ikke sove.
Når der var stjerneklart var det svært for ham at falde til ro. Hans fødder sitrede, hans hoved snurrede og han blev altid nødt til at gå ud for at kigge op i himlen for at falde ned igen.
Midt på marken stoppede han, med et smil.
Han satte sig på hug, og lod sig glide ned og ligge blandt de snørklede grønne blade med blikket rettet mod den næsten skyfri himmel. De små enlige skyer fortsatte med dovent at gemme månen for ham, og kaste små skygger ned på marken, og stjernerne var som små natlamper, der lyste op på den mørke himmel.
Dallas sukkede tilfreds.
Han greb ud efter et af jordbærrene ved siden af sig, og smilede let for sig selv, mens han tog den første bid. Det var ved at være slutningen på jordbærsæsonen - men nymferne i lejren havde jordbær selv i snevejr. Han klukkede let over tanken om jordbær i snevejr, og måtte hurtigt slå hånden for munden, fordi han havde glemt, at han var et sted hvor han teknisk set ikke måtte være.