A Watchfull, Hatefull Eye... - Ann-Sofie

Tid: Ca. 21:40
Sted: Tæt på indgangen til Halvblodslejren
Omgivelser: Mørkt, og ingen andre at se, ud over lysene fra lejren.
Vejr: Vindstille med en fuldmåne højt på himlen.
Dag: Søndag
Årstid: Vinter/forår.
Påklædning: Halfdan gik iklædt hans typiske udstyr, med brystplanen af sort metal der kun dækkede brystkassen, samt hans bomuldsbukser med skæl af læder udenpå. Om sig bar han en ærmeløs frakke/kappe der kunne ligne tyk pels.

En søndag aften skulle ikke bruges forgæves, eller spildes på nonsens. Hvad alle andre brugte en sådan stjerneklar og mørk aften på, kunne egentlig være ham ligegyldigt... dog havde Halfdan ofte vendt sine blå øjne imod den fjerne lejr og de lys der uklart kom derfra. han kunne ikke sige sig fra at være blot en smule nysgerrig, og hvad blot han kunne vide hvad mange gjorde, ville nysgerrigheden være stillet. Men Halfdan var som bekendt af mange, en ensom type. En ung halvgud der var offer for mange forhadte blikke og fascinerede spørgsmål, han dog hurtigt slog til jorden. Halfdan stod på toppen af bakken, i mørket ved et træ. Ikke mange meter foran ham var der den barriere der beskyttede lejren imod dødelige og andre væsner som ønskede at komme ind. Og langt langt derfra, kunne han se vejen. Han havde selvfølgelig medbragt hans tohåndssværd, som var stukket i jorden foran ham, og som hans arme hvilede på i disse øjeblikke. Med hætten fra hans tykke frakke/kappe trukket godt over hovedet, stod han lænet op af træet, og holdte øje med alt hvad der skete, hørte enhver lyd. Nogle gange kunne han endda høre en brummede blik køre på vejen. Han så også hvordan hans varme åndedræt fik den kolde luft til at dampe som hans ekshalerede. Lærerne og lederne af lejren havde fundet en måde hvorpå at stille hans tørst efter ensomhed og ro. Og siden han ikke kunne bruge hele dagen i smedjen, fik han nogle gange lov til at stå vagt ved barrieren, blot for at han kunne drive sin tid i stilhed.

Det var Ann's første aften på lejren, hvilket var skræmmende nok i sig selv, men Ann var også vildt urolig. Hun vidste ikke hvorfor, det var hun bare. Ann havde altid syntes at gå alene rundt udenfor var dejligt. Det beroligede hende på en måde, at føle naturen. Dagen havde været meget stressende. Først skulle hun lige gøre det ene også det andet. Hun havde næsten ikke haft tid til at finde sig til rette. Hun havde kun fået snakkede med en af lejrens andre elever. Ann gik i sine egne tanker og stødte lige pludselig ind i noget! Eller nogen var mere præcist... Hun kiggede nemlig op og så ind i en drengs ansigt. Ann blev vildt forskrækket og skreg. Hun havde slet ikke kunne fornemme ham! Ikke en eneste føelse! Det var ikke særlig normalt for hende, men samtidig var det dejligt at vide, at hun ikke havde kunne sanse hans føelser. "Åh nej! Det er jeg virkelig ked af! Jeg så dig ikke... Jeg var helt i mine egne tanker og pludselig BANG! Så var du der, og jeg er så ked af det!" undskyldte Ann mange gange. Ann studerede drengen lidt. Hun kunne stadig ikke mærke noget fra ham. "Nu vrøvler jeg vist en smule, jeg er Ann," smilte hun.

I mørket var Halfdan begyndt at høre nogle skridt, og åndedrættet fra en anden skikkelse. Hurtigt fandt han dog ud af at det blot var en anden Halvgud, tydeligvis ny. Halfdan sagde ikke noget, men med hovedet på skrå betragtede han hende som hun blev ved med at komme nærmere. Hun havde ikke set ham, eller det træ han stod ved for den sags skyld. Halfdans pande blev rynket og han rettede sig op fra træet da hun var faretruende tæt på. Hun måtte være blot en smule retarderet eller bare utrolig uopmærksom? Og selvom de stadig var indenfor barrieren var det heller ikke sikkert at gå rundt i mørket, især ikke så tæt på barrieren. Han besluttede sig for ikke at rykke på sig, og der var ikke nogen ord der røg ud af hans mund, i stedet blev han stående og rokkede sig ikke ud af stedet da hun på klodset vis stødte ind i ham. han var meget højere end hende, så han kiggede blot ned på hende med de blå øjne under hætten. Selvom hvis han havde haft lyst til at komme med et udbrud eller sige noget, så havde han ikke kunnet nå det, siden hun i det samme begyndte plapre på en noget så irriterende måde. Den eneste reaktion fra ham, var dog at næsen blev rynket en smule, men ellers stod blikket fast mod pigen. Da der endelig var bare en smule stilhed imellem dem, selvfølgelig ud over hendes ventilerende åndedræt og hans lave utilfredse grynten, tog han fat i hans store sværd som var stukket i jorden imellem dem. han trak det op af jorden, og stak det derefter i jorden igen, denne gang ved siden at træet i stedet for foran hende. Betænksomt? måske...
Hendes stemme skingrede i hans hoved, og efter flere timers stilhed og ro, var hendes snak som brag af torden der hamrede imod hans trommehinder. Han så sig omkring efter hun havde fortalt ham hendes navn. I et kort øjeblik var han stille og trak lidt på læberne. "Halfdan..." svarede han så endeligt men med blikket forbi hende og imod barrieren.

Ann kunne føle en meget lille snert af irritation fra ham. Det kunne næsten ikke mærkes, men det gjorde alligevel Ann en smulle nervøs. Det hjalp dog en smule, da han fortalte, hvad han hed.
Ann syntes der var frygteligt stille. Hun satte sig ned og kiggede lidt ud over landskabet. "Undskyld hvis jeg er irriterende," mumlede Ann. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Denne Halfdan var yderst underlig. Folk plejede at være meget venlige overfor hende, også før hun kom til lejren. Det kunne selvfølge også have noget at gøre med, at hun måske havde brugt sine evner ubevidst. Måske skulle hun bruge sine evner på Halfdan... Bare for at gøre det hele nemmere, og for at få den akavet stilhed af vejen! Problemet var at det ville være dumt, og folk skulle helst lide hende, for den hun var. "Du ved Halfdan... Jeg kommer nok til at sidde her et godt stykke tid," sagde Ann bare for at prikke lidt til ham og se hvordan han ville reagere.

//Undskyld det er så kort//

Halfdans ene hånd hvilede på det store sværd, og den anden var grebet om den tykke kappe der var smidt om ham. Han forventede at hun ville gå videre efter at have stillet ham et par spørgsmål, men det var åbenbart ikke tilfældet. Selvom hendes undskyldning var passende, svarede han ikke på den, men kiggede stadig ud i mørket. Det eneste lys der var omkring dem, var lyset fra månen og stjernerne, og så lyset fra en fakkel der sad til et træ ikke langt fra dem. Han kiggede mod hende, stadig uden at lade deres øjne mødes da hun satte sig ned, og kom nu til den konklusion at hun nok ikke havde tænkt sig at gå nogen steder. Dette var skam også noget hun hurtigt påpegede, med en stemmer der til ham virkede blot en smule pirrende og provokerende. Dette fremkaldte et suk hos ham, og han rettede sig op for derefter at læne sig op af træet igen. "Vil du også blive siddende når Harpierne og den lille Kobalos forsøger at komme ind?" spurgte han med en mørk stemme, og et lidt kynisk smil på hans læber. De var rimelig skræmmende væsner for nogen der aldrig havde set dem før, og var ofte nævnt i uhyggelige historier fra den græske mytologi. De forsøgte af og til at komme igennem barrieren, men hellere dem end kykloperne og de andre større væsner. Selv havde han kun set dem en enkelt gang eller to, men der var masser af dem rundt omkring lejren, som nytteløst forsøgte at bryde igennem barrieren. Halfdans slap sit sværd og krydsede hans arme over hans brystkasse. han forsøgte at slappe af, men det syntes lettere umuligt nu hvor hun også var der. Måske forsøgte han at skræmme hende lidt, for siden hun var ny, måtte der være en masse ting hun ikke vidste om livet i lejren endnu. For selvom de var i lejren hele tiden, var det aldrig helt sikkert.

//Jeg tror jeg overlever //

Ann kunne tydeligt se og høre at hun ikke var ønsket her. Det undrede hende at Halfdan kunne være så kold. Hun hørte Halfdan sige noget og lyttede opmærksomt, for det virkede ikke som om hun kunne få mange ord ud af ham, men det Halfdan sagde skræmte hende en smule. "Hvis du bliver her, gør jeg også!" sagde Ann stædigt. Ann kunne nok ikke få Halfdan til at syntes om hende naturligt, så hun valgte, at nu hvor han allerede syntes, at hun var irriterende, at hun ville irritere ham lidt mere. Hun rejste sig op og gik helt hen til ham. "Hvad er der galt med dig Halfdan?" spurgte Ann muntert. "Er du blevet såret? Kan du bare godt lide at skræmme folk væk? Eller er du bare født som et fjols?" Ann gik lidt rundt om ham, mens hun studerede ham, op og ned. Ann begyndte at finde Halfdan underholdende. Han var nok ikke den sødeste i verden, men han var meget underholdende.

Sød var Halfdan ikke, og havde nok aldrig været det i andres øjne. Han fandt en vis form for tryghed og selvtillid i hvad han kunne, og hvad han var god til. For alt hvad han brugte tid på, var han god til, ingen tvivl om det. hvad han derimod ikke brugte ret meget tid på, var alle andre omkring ham. Hvorfor skulle en Halvgud ellers stå vagt på halvblodsbakken? Halfdan havde en masse at give sig til, men så alligevel ikke meget at lave.
Halfdan blev stående med armene krydset over brystet, og med blikket ud i mørket. Hendes stædighed var beundringsværdigt, men alligevel blot endnu en faktor der gjorde hende irriterende at være i selvskab med. For sandheden var at hun larmede og snakkede for meget. Det ville være som at holde en fest på vejen der gik et stykke derfra. Inden længe ville der ikke være nogen tvivl om hvor de to befandt sig på bakken.
Halfdan svarede selvfølgelig ikke, men tog blot en dyb indånding og blinkede en enkelt gang med øjnene. Dog, da hun rejste sig op, og gik helt hen til ham, følte han sig tvunget til at vende de blå øjne mod hende, og kiggede ned på den blonde pige foran ham. "Jeg er født sparkende og skrigende, voldsom og ustabil fra fødslen... Forskellen på os er blot at jeg accepterer denne side af mig selv." svarede han roligt med en hæs stemme, alt imens hans blik fulgte hende som hun begyndte at gå rundt om ham, og det træ han stod ved. Hans stemme var ikke særlig høj, men han talte tydeligt selvom den hæse stemme var meget markant. hans blik gik væk fra hende, og et skævt, kynisk smil bredte sig diskret over hans fyldige, sammenpressede læber. "Du, derimod. Du har været smuk fra det øjeblik du åbnede dine øjne, og vil være det til det øjeblik de bliver lukket permanent. Du er ikke vandt til at folk, og drenge især, beder dig om at tie stille... men lad mig være den første." Sagde han og kiggede så hurtigt på hende med sammenknebne øjne, og lænede sig frem imod hende. "Ti stille...!" sagde han så, hårdt, men stadig ikke ret højt. Næsen var rynket, og efter han havde fastholdt et næsten truende blik på hende, vendte han så blikket væk fra hende, og gik tilbage i hans originale position med armene krydset over brystkassen, og lænet op imod træet bag ham.

Ann stoppede med at gå rundt og stilte sig foran ham. Hun hvilede hænderne på hofterne og smilede. "Jeg er glad for at du komplimentere mit udseende," sagde Ann, som godt vidste at det var ondt ment. Hun kiggede på Halfdan. "Jeg er mere end vant til at folk beder mig holde mund, du er bare den første halvgud, der siger det," sagde Ann tvært. Smilte Halfdan nogensinde? Hvis han gjorde, blev det nok ikke, mens hun var i nærheden. Hun stod lidt og var helt stille i, hvad der føltes som en evighed. Så stak hun hovedet helt hen til Halfdan. "Du ved nok at man kommer langt ved at være sød og måske smile en lille smule ik'?"


//Du skriver så meget! Det får mit til at se småt ud -.-//

Hun fortsatte med at irritere ham, næsten grænseløst, og det begyndte langsomt at overskride hans grænse for hvad han ville tolerere. Atter svarede han ikke på hendes kommentar, en kommentar der blot virkede alt for selvfed... som om hun var nonchalant overfor alt andet end at være 'sød og smilende' og se godt ud. Hun brugte sikkert timer foran spejlet dag ud og dag ind, alt imens hun selvsikkert lænede sig op af det faktum at hun så godt ud, og kunne få drenge til at tigge og trygle om et enkelt smil fra hendes bløde læber. Idet hun igen åbnede munden, og hendes blide vokal fløj ind igennem hans ene øre, og hurtigt ud igennem det andet, kiggede han væk, forbi hende og ud i mørket igen. Halfdan smilte med et suk over hendes tale. Dette var åbenbart en leg for hende, at forsøge at pisse ham af? Hun var uden tvivl en datter af Afrodite. Født til at forføre og hjernevaske andre med hendes skønhed og hypnotiserende røst. Stadig stod han lænet op af træet, og med armene over hans brystkasse. Hans hoved blev atter vendt imod hende, og hans øjne søgte hende. Det kunne godt være at hun var irriterende, og at hun pirrede hans nerver som ingen andre havde formået at gøre, men hendes 'leg' kunne nu godt ske at have moret ham lidt indtil videre. Med et nik imod mørket smilte han lidt kynisk. "Prøv at smil til dem der og se om det virker..." sagde han køligt, og vendte blikket ud i mørket, rimelig tæt på hvor de stod, dog på den anden side af barrieren. Der stod 3 skikkelser. Rimelig små, men forfærdelige, og med lysende øjne. De var korballosser, også kaldet gobelinere eller gremlinger. Små usandsynligt onde væsner... I det samme hoppede de ud af skyggerne, og hamrede løs på barrieren med små knive eller deres bare næver, hvæsende og vrede.

//Det må du undskylde //

"Prøv at smile til dem og se om det virker," vrængede Ann i en dårlig udgave af Halfdan. Hun syntes at Halfdan var irriterende, men samtidig kunne hun godt lide ham. Han var sig selv og var pisse ligeglad, med hvad andre syntes om ham. "Jeg tror jeg vil kalde dig Femmer," smilte Ann, "så kan jeg være Hassel." Efter hun havde sagt det studerede hun lige Halfdan's højde og... Han var ikke lille ligesom Femmer. Han var faktisk ret høj.
Pludselig sprang nogle små mærkelige væsner ud. Ann skreg. De begyndte at slå løs på barrieren. Det gav hende sådan et chock, at hun lige frem gemte sig bag Halfdan. "De kan ikke komme ind vel'?" spurgte Ann nervøst.


//Du er ikke tilgivet! XD//

Hendes imitation af ham, var ikke særlig overbevisende, og viste måske at hun nu også var ved at se ham som værende irriterende? Måske ville hun endda forlade ham, og lade ham være i fred? Et smil skulle lige til at plante sig over hans læber, men så fortsatte hun. Da han ikke rigtig vidste hvad hun talte om, rynkede han sine øjenbryn og kiggede ned på hende. Lidt stod han og nikkede uforstående til hvad hun sagde, og rynkede let på næsen. "Hvad fabler du om?" nåede han at få spurgt til, lettere irritabelt, inden de små sataner begyndte at larme. Halfdan selv blev ikke bange, men stod blot med hænderne ned af siden, og fronten vendt imod dem ved barrieren. Hendes skrigende reaktion morede ham, og var jo egentlig hvad han havde ledt efter. Dog opdagede han hende først stå bag ham da hun spurgte ham. Halfdan så sig over skuldren og ned på hende, nu med et diskret kynisk smil og et hævet øjenbryn. Han hævede bare sine skuldre som et spørgsmålstegn over hendes spørgsmål. Dog vidste han at de ikke kunne komme ind, med mindre de fik hjælp af en gud, og ingen guder gad og hjælpe disse værdiløse væsner... onde, udspekulerede, men dumme og værdiløse væsner.

Ann prøvede at slappe en smule af, men Halfdan's skuldertrækken hjalp ikke. "Jeg snakker om Kaninbjerget," svarede Ann efter noget tid. "Måske kan vi se den sammen en dag?" Hun kiggede lidt på Halfdan's udtryk. "Eller ikke..." Ann kiggede på Halfsan's holdning. Han virkede ret afslappet, i forhold til at der var små uhyggelige væsner lige foran dem. Tog han pis på hende? Kunne de overhovedet komme ind? Hun skulede lidt til ham. "Jeg har lyst til at kalde dig en masse ting lige nu," mumlede Ann. Hun forventede at det ville more ham, at han havde pisset hende af, så hun prøvede at beherske sig nogenlunde. Hun mindede sig igen og igen om, at han umuligt kunne være så slem, som han gav udtryk for. Hun kiggede på de små bæster. De var skræmmende. Hun gik lidt tættere på Halfdan uden at opdage det, så skræmmende var det for hende!

Atter engang fattede han ikke hvad hun snakkede om. Havde hun ærlig talt regnet med at Halfdan kendte til noget som helst ved navn Kaninbjerget? Blikket han sendte hende sagde åbenbart også mere end nogen ord han ville kunne udtrykke, for hun trak den hurtigt i land igen. Selvom han var stor fan af moderne teknologi, var det nu ikke film der fyldte hans hverdag. Sjovt hvordan de kunne blande det moderne med det oldgamle... Halfdan stod stadig vendt imod de underligt skræmmende væsner, dog med en øjenkrog imod Ann-Sofie, da han lagde mærke til hvordan hun skulede til ham, men stadig gemte sig mere og mere bag ham. han smilte kynisk ved hendes ord, og vendte sig lidt mere mod hende. "hvorfor gør du det så ikke? Hvad holder dig tilbage?" spurgte han provokerende. Han kunne udnytte dette til at fremprovokere vrede og irritation ved hende, og derved vende hendes lille 'leg' imod hende selv. Gad vide om hun ville nyde det så? Da hun kom lidt tættere på ham, vendte han sig imod de små væsner. De skræmte hende åbenbart gevaldigt. Endeløst gjorde de alt hvad de kunne for at bryde igennem. Igen og igen slog og hamrede de på barrieren imens de hvæsede og sendte oldgræske skældsord imod dem. Halfdan blev grebet af en voldelig trang til at gøre dem gevaldig skade. Han havde lyst til at brænde dem. Han havde lyst til at træde udenfor barrieren, og simpelt sagt... slå dem ihjel. Halfdan trådte imod barrieren med et skummelt blik i øjnene, væk fra Ann-Sofie, og stillede sig med spidsen af hans fod i selve barrieren, og et overlegent blik ned imod de små dyr. Hvis han stod blot nogle få centimeter tættere på dem, ville de kunne nå ham. Hans røde hår begyndte at lyse lidt kraftigere, tændt af ilden inde i ham... Han havde næsten glemt alt om at Ann-Sofie var der.

"Fordi de ting jeg vil kalde dig, har jeg ikke løst til at sige højt. Ordene er ikke beregnet for dine ører Femmer," sagde Ann, en smule mere muntert end før. Hun kunne pludselig se, at et eller andet ved Halfdan forandrede sig. Han var ikke sit normale irriterende og underholdene jeg. Han havde et blik, som kunne besrkive som en slags besættelse. Men hvad var det han var blevet så opslugt af? Hun så ham gå nærmere kanten af barrieren. Hun prøvede at hive ham væk fra den, men han var meget stærkere end hende. Hun kunne ikke rykke ham en centimeter. "Hey Halfi! Kaninbjerget handler om overlevelse, og de ville aldrig gå hen imod små uhyggelige væsner!" sagde Ann desperat. Hvad havde han gang i? De små væsner skræmte hende, men Halfdan's besættelse af de små væsner skræmte hende endnu mere. Måske kunne hun irritere ham nok til at han ville fokusere på hende? "Femmer din idiot! Kom herhen lige nu!" råbte og skreg Ann.

Hendes ord var utydelige og slørrede i hans hoved, men han vidste dog at hun talte til ham, og den høje klang hendes stemme bar, skar i trommehinderne. Med en langsom men dog fraværende bevægelse med hovedet, så han sig lidt over sin skulder imod hende. Dog var opmærksomheden imod de små væsner blot centimeter fra ham. De var besatte, og så ud til at ville gøre hvad som helst for at kunne når ham. Det var lige før det begyndte at sloges indbyrdes for at være den der stod tættes på ham. Han ville nok havde gjort det samme hvis han var dem. Halfdan trak hans hætte ned af hovedet og satte sig ned på hug foran dem, og hovedet lidt på skrå. Han var en halvgud, søn af Hefaistos, og de vidste det ikke engang. Men viden om hvad han var i stand til at gøre, ville sikkert have skræmt dem væk allerede, og hvad ville der så være sjovt og underholdende i det? Halfdan hævede hans ene hånd lidt op og ud til siden. Parallelt med de bevægelser han gjorde med hånden, bevægede hans store sværd sig også. Magnokinesis var en farlig ting. Det store tohåndssværd, som var stukket i jorden tidligere, rokkede på sig, og blev trukket ud af jorden. Svævene i blot nogle par sekunder, vendtes klingen imod barrieren og de små væsner. Med en hurtig bevægelse, sendte Halfdan sværdet afsted i høj fart... som en pil mod sit mål. Den store klinge gennemborede en af væsnerne, og inden dets skrig kunne høres, sad klingen fast i et træ, med væsnet hængene derfra, dødt. De to andre var mundlamme, og kiggede hurtigt på den døde, og på Halfdan. Der gik ikke mange sekunder før de så besluttede sig for at bakke bagud, tilbage ud i skyggerne, og forsvandt fra deres syn. Halfdan trådte derefter igennem barrieren, ikke længere skræmt af hvad der måske eller måske ikke kunne være derude, og tog fat i sværdet. Da han trak det ud af træet og ud af kobalosen, blev det lille væsen til støv. "Måske har du ikke lagt mærke til det endnu... Men dette er Halvblodsbakken, ikke kaninbjerget." sagde han blot, køligt imens han tørrede det misfarvede blod af klingen, og gik tilbage igennem barrieren til Ann-Sofie.

Ann var helt stille, mens det skete. Hun var mundlam, og en smule irriteret over at Halfdan skulle være så god til sådan noget. Selv var hun elendig med et sværd, og hun kunne da slet ikke få det til at svæve! Hun måtte dog anderkende, at det Halfdan havde gjort var ret imponerende. Selvfølgelig ville hun aldrig indrømme det over for ham. Hun skulede i stedet for til ham. "Ja, det har jeg skam lagt mærke til. Kaninerne er meget venligere!" vrissede Ann. "Og man kunne selvfølgelig også lave nogle seje ting med et sværd og dræbe små væsner, i stedet for at gå sin vej! Nu skal du have mord på din samvittighed! Det er sørme flot!" Ann vidste godt at det ikke var Halfdan, som hun var vred på. Hun var bare stadig en smule skræmt. Hun havde endnu ikke vænnet sig til alt det med de modbydelige væsner! Ann hadede bare at vise frygt, og nu havde den store idiot Halfdan set hende bange. Hun fortrød at hun have himlet op over ingen ting.
Ann blev ved med at sige til sig selv, at de var væk. Til sidst kiggede hun bare på Halfdan med et helt normalt blik. "Du, Femmer? Hvordan er du blevet så kold og følelsesløs?" spurgte Ann blidt. Ingen irritation, ingen vrede, bare nysgerrighed. Hun havde måske en smule ondt af ham?