The woods - Halfdan

Tid: Midt på eftermiddagen
Sted: Skoven
Omgivelser: Træer, buske, mos etc
Vejr: Solen skinner fra en skyfri himmel. Lunt.
Påklædning: Click

For foden af et af skovens store træer sad Nuka og nød solen. Solen som skinnede ned gennem træernes sparsomme blade, nøgne grene og enkle knopper. Øjnene var lukkede,og ansigtet rettet direkte mod solen. Dens stråler fik hendes hud til at fremstå gylden. Mere end den den normalt var. Hvis hendes øjne havde været åbne ville ligeså have været gyldne. En farve de altid blev når hun solens stråler fangede dem.
Svagt bed hun sig i læben. Endnu var hun ikke kommet sig helt over sit sidste møde med en af lejerens elever. Halfdan, søn af Hefaistos. Deres sidste møde sad stadig i hende. Ikke så meget længere, men stadig. Han havde gjort et voldsomt indtryk på hende. Bogstavelig talt.
Kort sukkede hun. Rystede svagt på hovedet. Hun ville ikke længere tænke på ham, det dårlige humør overtog hende altid når hendes tanker kredsede om deres sidste møde.
Nogle få sekunder åbnede hun sine øjne og rettede sit blik mod jorden. Ved siden af hende lå et kogger og en bue. Bare for en sikkerhedsskyld. Man vidste jo aldrig. Derpå lukkede hun igen sine øjne, og rettede sit ansigt mod solen.

Beklædning(Til højre på billedet selvfølgelig): Clicky!

Hurtigt rettede Halfdan på det stof, eller dårligt belagt 'bandage' der var om hans ene hånd. Det var ikke usædvanligt at han bar sådan et bandage, håndteret af ham selv, men denne gang var grunden dog blot en smule anderledes. Denne gang havde han ikke slået en anden halvgud, men hamret løs på alt han kunne få sine fingre i inde i smedjen. Skaderne var så store at Halfdan var blevet sendt ud i skoven, for at hugge brænde fra et sædvanligt sted hvorfra lejren hentede brænde. En mild straf hvis man spurgte ham, for skoven var et rart sted at være. Den var så stor at man nemt forsvandt imellem de mange træstammer, og langt nok væk fra lejrens aktiviteter at man ikke længere kunne høre deres larm.
Med lange og tunge skridt, samt en store kløve-økse mod skuldren, gik han igennem skoven. Hans skridt gav en smule lyd da det nogle gange knækkede nogle grene, og trådte i bunkevis af visne blade snart optaget af foråret. Men hvorfor havde han gjort dette? Grunden kunne på meget simpelt vis besvaret via et navn: Nuka. En datter af Apollon han havde mødt. Mødet var ikke endt godt, men hvilke af hans møder endte nogensinde godt. Dette møde var dog i stedet endt i voldsomme råb og sure miner. Og ikke mindst tårerne, det satans tårer.
Han fik øje på stedet, og trådte over et væltet træ. Han hamrede øksen i en stor stamme, og begyndte at smide nogle stykker brænde hen i en bunke tæt derved. Fysisk arbejde var intet problem for ham, så dette ville være som at være på ferie fra alt hvad der var dårligt ved lejren.

Lyde hørtes i skoven. Blade der blev trådt på. Grene der blev knækket under vægten af en person. Sikkert en fra lejren. Nuka drejede hovedet mod lyden. Bevægelsen var hurtig, og som resultat af den blev hun svagt pisket i ansigtet af sit lange hår, der den dag var sat op i en hestehale.
Hvem kunne dog have forvildet sig ud i skoven? Det var jo ikke det sted, som de ligefrem blev rådet til at gå hen. Det var i hvert fald ikke hendes erfaring. Uden dårligt nok at trække vejret og bevæge sig, lyttede hun til skridtene. Lange og tunge. Det virkede ikke ligefrem som om, at personen var gået derud af egen fri vilje. I så fald, var personen ikke i det bedste humør. Selvfølgelig var det bare et gæt, men hvis man lyttede ordentligt efter ville man kunne få den del af vide om en person man ikke kunne se, gennem deres gang.
Forsigtigt rejste hun sig op, uden at lave for megen støj. Hvem kunne det være? Skridtene var kommet yderst tæt på. Mens hun klæbede sig op af træet, gik hun en kvart omgang omkring det. Dermed burde den fremmede ikke kunne se hende, mens hun selv ville have frit udsyn til personen.
Og længe ventede hun ikke, før den fremmedes indentitet blev afsløret. Få sekunder efter at hun havde ændret position landede hendes blik på Halfdan. Og hun stod og så måbende på, mens han gav sig til at hugge brande.

Med den fysiske styrke og kendskab til våben Halfdan besad, var dette barnemad for ham. Efter at have smidt en masse stykker brænde over til den store træstamme, tog han med den ene hånd, fat i øksen, og med den anden placerede han et stort stykke brænde derpå. Det var ikke raketvidenskab, men i stedet ligetil og et stykke arbejde hvortil hjernen så og sige ikke skulle bruges per nødvendighed. Derfor slog han ligesom alt fra, og hørte intet andet end hans eget åndedræt, og hver gang den store økse kløvede træet. Solens stråler ramte på dette sted, da træerne var væltet og der var direkte adgang. han bevægede sig rundt med krum ryg og et udtryksløst ansigt, der måske tyede blot en smule på koncentration. Selvom han egentlig aldrig rigtig nød noget fuldt ud, så fandt han da en vis tryghed i det fysiske arbejde, og i det typiske faktum at der aldrig var ret mange i skoven.
For guderne vidste hvilken gang, tog han endnu et stykke træ og placerede på stammen. Han trådte bagud, og svingede den store økse over hovedet med begge hænder, og kløvede træet i to stykker der røg til hver sin side. Denne gang lod han dog øksen sidde i stammen, og vendte sig i stedet imod Nuka. For nogle få øjeblikke siden havde han set hende ud af øjenkrogen, men ikke gjort noget indtil dette tidspunkt. "Hvad laver du her?" spurgte han, og lagde derved med det samme ud med en fjendtlig stemning. Hun skulle ikke ligefrem regne med en undskyldning lige med det samme, eller en sorgfuld, undskyldende mine fra hans side. Hvis han var heldig, ville hun forlade stedet, og så behøvede han ikke at skulle forholde sig til alle de stærke følelser og konflikter imellem dem.