well. Rape and murder... lets avenge that! (Ashley)

Tid: 23.05
Sted: Ashleys fødeby...
Omgivelser: Huse og politigården lige forude...
Vejr: Lettere trykkende.
Påklædning: Sort ødelagt bluse... Hvide løse bukser...

Han kiggede på hende kort... Havde hun mon overhovedet lyst til det ordentligt? Han gad ikke helt bekymre sig om det... Han ville gøre det lige meget hvad, og ingen grund til at bekymre sig mere om tingene end nødvendigt. Han ville jo gøre det selvom hun ikke ville, og det vidste hun nok også godt...

''Hvor er politistationen?''

Han havde ikke den store lyst eller tid til bare at fjolle rundt og gøre underlige ting som at tale med hende om urelevante ting...

Ashley stod ved siden af Arc i en sort tanktop og et par knælange bukser. Hendes blik flakkede nervøst rundt i de omgivelser hun havde vokset op i. Det hele lignede sig selv. Hun kunne let mærke sit hjerte banke løs i sit bryst. Hun skævede let til ham. "Det er lige ned ad gaden og så til højre," sagde hun lavt og med sin medfødte syngende accent. Hun rystede let da hun begyndte at gå og holdte blikket nede imens, det sidste hun manglede lige nu, var at hendes moster kom forbi.

Han fulgte bare med hende ned af gaden og rundt om hjørnet... Han så politi stationen og nu skulle han sådan set bare vide hvilket rum han skulle lede i... Og hvordan han fandt det... Enten sagsnummer eller dæknavn de havde valgt at give sagen... Så han vidste hvor han skulle lede efter svinets DNA...

''Ved du hvilket rum jeg skal lede i? Kender du sags nummer eller dæknavn?''

Han håbede virkelig hun gjorde... Fordi ellers skulle de ind og se om de kunne få fat i det på en anden måde... det var alt de kunne gøre lige der...

Ashley så på ham med et svagt panisk blik. Hun lukkede kort øjnene og trak vejret dybt før hun forklarede ham hvor og under hvilket navn det burde være. Da hun åbnede dem igen så hun på ham, fangede hans blik. "Tak," sagde hun med en svag stemme. "Jeg kan ikke sige dig, hvor taknemmelig jeg er over at du gør det her." Hun så på ham med det ærligt og dybt taknemmeligt blik.

''Selv tak...''

Han satte i løb ned od politigården, hvor han løb rundt så han var der omkring ved det rum hun havde fortalt... Han forsvandt og dukkede op derinde, hvor han ledte skuffer og kartotek igennem for at finde ud af hvor det hele var henne... Han fandt det, tog noget af DNA'et og forsvandt så ud igen, og løb tilbage til hende...

''Vil du med? Eller vil du bare gerne have jeg klarer det selv?''

Ashley stod stille og fulgte ham med blikket indtil hun ikke kunne se ham mere. Hun lagde sine arme om sig selv og ventede tålmodigt på at han skulle komme tilbage.
Da hun kunne se ham igen, gik hun ham stille i møde. Hun nikkede. "Jeg vil se hvem der gjorde det," sagde hun stilfærdigt.

Han nikkede bare og gjorde tegn med hovedet til at følge ham... Han var jo ikke ligefrem den mest snaksalige fyr man kunne møde... Og derfor gjorde han ikke så meget i at sige tingene men hellere bare hentyde til det med kropssprog eller lignende...Han begyndte at gå meget målrettet i retning af byens udkant... ud mod den del hvor det ikke så ud til at være særligt rart at leve, der hvor folk nok flygtede fra det...

Ashley nikkede bare let og fulgte lige så stille efter ham. Hun så rundt imens og kunne let så hvordan hendes barndom havde udspillet sig. Hun skjulte sit ansigt bag sit hår da de gik forbi hendes mosters hus, hun var så bange for at hendes tante kom ud, men hun var nu sikkert stadig på arbejde for at få råd til husleje og mad. Ashley savnede sin moster så utrolig meget og hadede det faktum, at hun havde efterladt hende med ikke andet end et brev.
Hun rystede tankerne af sig og så på Arc mens de gik videre.

Lidt længere fremme var der et meget slidt skur... Med sorte gardiner rullet for... Han gik stille hen til huset, og bankede lige sp forsigtigt på døren før han hurtigt vendte blikket mod hende igen... Nu sagde han noget...

''Han bor her... Skræmmende nok...''

Han stod så bare og ventede på at han åbnede døren til at han kunne få ham at se og hun kunne... Så hun kunne forsvinde og han derfor kunne udføre det sidste og sende ham ned til hades... Den dybeste del...

Ashley så på skurret og nikkede langsomt. Hun knyttede sine næver og bed tænderne sammen. "Arc," sagde hun lavmælt. "Ved du godt, at ånderne selv bestemmer om de vil ned til Hades?" Hun så på ham nu med et roligt blik. "Og ham her vil sikkert ikke af egen fri vilje." Et smil formede hendes læber, men der var intet venligt i det. "Jeg bliver nødt til at blive her," sagde hun roligt.

''Jeg skal nok få ham til at bede om nåde, og bede om at fosvinde ned til hades... Han vil inden jeg er færdig med ham, længes efter at have tilladelse til at tage til hades...''

Han vidste ikke hun kunne hjælpe ham med det... Fordi hvis hun kunne, ville det jo gøre det meget nemmere for ham... Det ville hjælpe ham med at sikre sig at han endte hvor han skulle...

Manden åbnede døren... Han var stor, muskuløs og ret så velplejet faktisk... Han var nok de 2 meter og lidt mere høj... Aydan stirrede ham bare dybt i øjnene...

''Lukker de os ind?''

Han fosvandt og dukkede op bag manden...

Ashley klukkede blidt. "Men når han er død, så har du ingen magt over ham," sagde hun med et grumt smil. "Men det har jeg." Hendes blik blinkede mørkt og grumt. De ville nu engang osse være en fin lille gave til hendes far, og hun kunne bede ham om at straffe ham.
Hun så på manden der dukkede op med et hadefuldt blik, men bevægede sig ikke ud ad flækken. Melanie dukkede op ved siden af hende og så på manden. Så spærrede hun øjnene op og forsvandt. "Det er ham," sagde hun med en rolig stemme.

Hvis hun havde magt behøvede han jo ikke at tænke så meget over det... Manden blev bang og vendte sig om mod Aydan... Som bare så manden i øjnene... Uden at vende det væk overhovedet...

''Husker du en lille 5-årig pige... Ved navn Melanie?''

Han hold sin hænder bag ryggen hvor hans våben sad, så han kunne trække dem frem når det var nødvendigt...

//Kan du styre manden?

//Sagtens//

Manden stirrede bange og forvirrende på Aydan og spærrede øjnene op da han nævnte den fem-årige pige. "N-n-nej," stammede han og bakkede bagud for at undgå den sære dreng, der var et eller andet ved ham, der skræmmede ham. "Jeg kender ingen pige, ved navn Melanie," sagde han lidt efter, da han havde fået mere styr på sin stemme. Han turde ganske enkelt ikke se væk fra drengen.

Ashley stod bare og stirrede på manden, hun overvejede virkelig bare at finde den kniv frem, hun havde gemt i sine bukser, og kappe hans rygrad og gennembore hans hjerte. Men hun ventede og var lidt nysgerrig over hvad Arc kunne finde på.

''sikker?''

Hans stemme var mørk, dunkel og skræmmende... Han gjorde alt for at manden skulle blive bange... Han trak en tynd lang nål frem... som han pegde på manden med, før han hurtigt forsvandt og dukkede op bag manden, hvor han stak nålen ind mellem nogle af mandens ryghvirvler og skar nerverne over så hans ben blev helt lammede...

''Er du helt sikker på at du ikke kender en Melanie... Som endte sine dage i en sø, efter du voldtog hende...''

Han slikkede nålene ren, mens han stirrede på manden igen...

"Ja! Jeg er sikker," sagde manden en smule panisk og skulle til at prøve at flygte da drengen pludselig forsvandt. Han så sig forvildet rundt og mærkede så nålen. Han faldt sammen i et smertesskrig og prøvede at vende sig om mod drengen. "Okay, okay," sagde han panisk. "Jeg husker det godt, Melanie, den lille blondte pige." Han så skræmt fra pigen til drengen og prøvede at komme væk. "Hvad har du gjort ved mine ben?!" udbrød han skræmt og panisk. Han rystede over det hele. Han var en værre kujon, på trods af hans størrelse.

''Jeg har intet... Det er Melanie der har gjort det...''

Han smilede ondt til ham... et rigtigt grumt og ondt smile, som han sendte ham som fortale at der ikke var nogen vej ud...
Han trak seglet frem fra rygge, og lod det skære i hans lår uden at det blev dødeligt... Han vidste det ikke ville gøre ondt på manden...

*se dit blod løbe... Senere gør det måske også ondt på dig...''

Manden stirrede skrækslagen på drengen og rystede over det hele. Han stønnede af smerte over det kødsår drengen gav ham. "Jeg har ikke gjort noget!" sagde han stønnende og med en svag stemme. Han havde aldrig været så bange hele sit liv.

''Du er svag... Du slipper ikke for smerter før du angrer...''

Han hakkede seglet ind i knæskalden på ham... Mens han lod karambitten skære ned igennem hans overarm... Og gik så ellers bare rundt om ham mens han kiggede på ham ondt og grusomt...

"Okay, okay!" Nærmest råbte manden. "Jeg gjorde det!" Han tænkte ikke klart længere, smerten overskyggede alt. "Jeg gjorde det." Han så på drengen med et blik fuld af skræk og smerte. Han stønnede af smerten og ville bare have en ende på det.

''Du gjorde hvad? Og angrer du?''

Han smilede ondt... Mens han prikkede ham i panden med sin kniv, og bare morrede sig med det... Han var ikke nogen flink fyr på det punkt når man var syg som den mand var...

''Vil du hellere synke til den dybeste afgrund af Hades's rig end at lade mig lege mere med dig?''

Han skar i hans anden arm med kniven...

"At jeg voldtog pigen og dræbte hende!" Råbte han i afmagt. Han krympede sig under kniven og stønnede. Et kort øjeblik stirrede manden forvirret på drengen. "Jeg er katolik," sagde han bare. Og klynkede derefter i smerte.

''igen vil du hellere til Hades end at lade mig lege? Giv op på din tro, og lov at du tager ned til Hades, når din tid kommer... Så skal jeg nok stoppe med at pine dig...''

Han skar lidt mere mens han hakkede seglet ind i hans albue i stedet for knæ, og bare nød at se manden vride sig i smerte... Og vide at han fik ham til det... Han elskede det virkelig meget...

"Jeg giver op min tro," gispede manden og mente det lige i det øjeblik. Han ville bare have smerten væk. Han krympede sig på grund af kniven og den smerte bevægelsen kostede ham. Han klynkede pinefuldt. "Jeg skal nok tage ned til den forbandede Hades," sagde han, selvom han ikke rigtig vidste præcis hvad det betød.

''Godt!''

Han trak knivene ud og gik lidt væk... Så manden lige kunne nå at komme sig og tro det var slut... Inden han forsvandt og dukkede op bag ham, og lod knviene skære igennem hans hals, langsomt og smertefuldt indtil hovedet bare faldt af, og rullede hen af gulvet...