Old friends, maybe more - André

Omgivelser: Bålet, ingen andre, bare stilheden..
Vejr: Varmt..
Tid: ca 21:59..
Påklædning: En sort kjole med v-udskæring. Et par converse..

Daniella sad foran bålet, det flakkede op mod himlen og varmen fra det, spredte sig hen mod hende. Hun elskede varmen fra bålet og af en eller anden grund kunne hun godt lide stilheden, den gav hende lov til at tænke alt igennem. Hun legede med sit hår, snoede det på sin finger. En latter undslap hende og hun smilede. Hendes grønne øjne strålede en smule i aftenens mørke. Hun lå hen over en af de lange flade træstammer af egetræ. Hun elskede duften af natten, den friske duft der lagde sig over lejeren når alle var gået i seng. Hun smilede for sig selv og satte sig op. Hun rodede med sit hår og et suk undslap hende. Hun var ensom..

André listede rundt imellem træerne, han var lydløs som var han trænet til indbrud. Hans øjne analyserede hele området og et lavt suk undslap hans læber. Han havde savnet stedet her, lige siden han var stukket af for at se sin far, havde han ikke været her siden han var tolv år gammel.
Han fulgte en af sine gamle erindringer og fandt frem til lejrbålet. Der var kun én. En pige med mørkt hår sad helt for sig selv. Han listede nærmere pigen og bålet, men gemte sig i skyggen fra træerne omkring, så hun hverken kunne se eller høre ham.
André lænede sig op af et træ og så hen på pigen, han syntes han kunne genkende hende og han var næsten sikker på at det var hende
"Jamen, er det ikke Daniella i egen høje person?" sagde han i et charmerende tonefald. Den charmerende tone var der altid, selv når han snakkede med andre fyre, der var den bare ikke lige så tydelig at høre.
Han håbede virkelig det var hende, han troede det var, for han havde savnet hende og hun var nok en af de få grunde til at han var kommet tilbage til lejren den aften.

Daniella hørte den stemme. Den savnede charmerende stemme. Hun trak vejret dybt og vendte sig så om ” og om det så ikke er André i egen person ” Sagde Hun og et let grin undslap hende. Hun smilede charmerende til ham og rejste sig op. Hun lod sine arme glide om bag hans nakke og krammede ham hurtigt. Hun slap ham dog hurtigt. Deres fortid var lang. ” Velkommen tilbage ” Sagde Hun med sin stemme der istedet for at være fjendtlig som normalt, nu var forførende og venlig. Hun smilede og satte sig igen ned på træstammen. Hun klappede på pladsen ved siden af sig som tegn til at han skulle komme hen og sidde ned. ” Hvor har du været? ” Spurgte Hun roligt og holdt sit blik på flammerne..

André smilede stort til hende, han havde vist savnet hende mere end han ville indrømme overfor ham selv. Han lagde sine arme om hende og krammede kort igen, slap hende lige så hurtigt som han havde lagt dem om ham.
Han lød hende tale og gik hen og satte sig ned ved siden af hende. Han kiggede på hende, indprentede alle hendes ansigtstræk og kiggede på hendes øjne. Han tog øjnene til sig inde han begyndte at snakke, han kiggede ind i flammerne, blev nærmest forført af deres intime dansen.
"Min far har ikke villet lade mig gå, men nu blev jeg træt af ham... Fem-seks år i hans fangeskab, og så var du der jo ikke mere" Hans stemme blev en smule mere charmerende og drillende. Han vovede at lægge armen om skulderen på hende og skævede til hende. De havde jo været venner siden de mødte hinanden nærmest, selvom han nok dybt inde altid har villet være mere end det. Men det havde han aldrig indrømmet til andre end sig selv og sine indre tanker. Og han havde ikke tænkt sig at sige det, ikke direkte til nogen i hvert fald.

Daniella betragtede ham. Hun havde villet fortælle ham så meget men han var der ikke. Hun havde følt sig ensom uden ham. ” Du ved godt at jeg blev nødt til at gå fra Hades, det var vigtigt.. Jeg har været ensom uden dig ” Sagde Hun roligt men med den samme forførende stemme. Da han lagde armen om hende puttede hun sig ind til hans skulder. Hun lagde armen om hans liv og smilede imens hun så på flammernes dans. Hun nød at mærke hans arm over hendes skulder, hans varme der smeltede ind mod hende. Hun stoppede tankerne med det samme, ville ikke tænke. Hun ville bare nyde det her øjeblik. Hun tænkte tit sådan i nærheden af ham men ville aldrig indrømme det. Hun kiggede på ham. ” Jeg har savnet dig ” Sagde Hun og mødte hans blik....

André smilede og nød lyden af hendes forførende stemme. Hendes stemme snoede sig nærmest om ham, legede med ham, forførte ham, der var ingen tvivl. Han kiggede på hende med et blik, der tydeligt viste hvor meget han enlig holdte af hende. Hvorfor var hun dog stukket af fra Hades? Han havde savnet hende hvert evig eneste sekund siden da, og hans savn var aldrig blevet for mindsket. Tvært imod, den var nok blevet større for hver dag der var gået.
Da han mødte hendes blik, prøvede han at skjule det kærlige i hans øjne. Han holdte øjenkontakten lidt, men kunne ikke få et ord frem. Han slog blikket ned og så ind i flammerne igen, bare for at se på noget andet.
"Jeg har savnet dig, virkelig meget... Hvorfor stak du af?" Han prøvede at skjule hvor sårbar han enlig lød og hvor fortvivlet han var. Hans blik flakkede og han kunne ikke finde noget at fokusere på, indtil han drejede hovedet og så på hende igen.

Daniella kunne se gløden i hans øjne. Hendes grønne øjne glimtede af den glæde hun følte ved at han var der. Hun lyttede til ilden, til dens vilde udbrud. Som om en del af hende var inde i bålet. Hun lyttede til hans spørgsmål, kunne sagtens høre hvor såret han blev. Hun tænkte sig godt om inden hun svarede. ” Jeg var bange, Hades slog mig ” Sagde Hun usikkert. Hun lagde sit hoved på hans skulder og hendes hånd nussede hans ryg. ” Jeg fortryder det også nu, dengang var jeg ikke så klog som idag ” Sagde Hun med den forførende stemme. Hun slap ham og flyttede sig et par centimeter.. Hun ville vise ham noget. ” Du kan godt huske mine evner ikke? ” Spurgte Hun roligt ham og hendes legesyge smil viste hvor glad hun var for at kunne vise ham det. Hun blinkede en enkelt gang og hendes lange sorte hale snoede sig i luften. Hun fik den til at forsvinde og gik så hen til ham igen. Hun satte sig overfor ham og holdt hans blik. Hun smilede forførende til ham..

André tillod sig at nusse hendes skulder, ganske blidt, som var han bange for at hun ville opdage det. Men hun nussede jo ham på ryggen, så hvad var det værste der kunne ske?
André nikkede, han vidste jo godt hvorfor hun var taget afsted, og han forstod hende jo godt. Hvis bare hun havde fortalt ham at hun tog afsted, sådan så han ikke bare vågnede en dag til sin fars banden og råb som sagde alle muglige grimme ting om hende og at hun heller ikke havde fortjent alt det han havde givet hende.
Han sukkede lavt og næsten lydløst og skubbede mindet væk, hun var her jo nu.
"Jeg ved godt at han slog dig, jeg kunne se det" hans stemme sænkede sig en smule da han sagde de sidste ord og han lukkede sine øjne for en stund.
Han åbnede dem dog igen da hun slap ham og rykkede lidt væk, han tog straks sin arm til sig og lyttede til hvad hun sagde imens han kiggede på hende med et nygerrigt blik.
Han kiggede på halen, smilede og nikker anerkendende. Det var helt utroligt hvad den pige dog kunne.
Da hun satte sig overfor ham, smilede han sit skæve og en smule charmerende smil. Han nød tiden sammen med hende og han havde savnet at se hende smile og le. Selvom at den sidste tid hun havde været hos hans far ikke havde værete så munter endda. Han forstod ikke sin far, men han respekterede ham. Han kunne bare ikke tilgive ham for det han havde gjort mod Daniella.
"Du bliver mere talentfuld fra hver dag der går" sagde han muntert og lo glad til hende.

Daniella kiggede på ham og så skete det. En eksplosion i hendes sind, et bur der blev låst op. Savnet efter ham. Hun lukkede kortvarigt øjnene og savnet var værre end nogensinde. Hun lagde sin ene hånd på hendes egen pande og trak vejret langsomt og kontrolleret. Hun åbnede igen sine øjne og betragtede hans øjne. Hun lod sit ansigt nærme sig hans, hun lod deres læber mødes. Hendes ene hånd listede sig om på hans ryg og pressede ham ind mod ham. ” Jeg har savnet dig så meget ” Hviskede Hun..

André ikke bare så det ske, han kunne også mærke det. Han kunne mærke hvordan en følelse ramte hende, men hvilken vidste han ikke.
Han vidste ikke hvad der skete, før det skete. Han tænkte ikke over det da hun lænede sig frem, han gjorde det bare. Han lænede sig frem mod hende da hun lænede sig frem mod ham. Han lagde blidt en hånd mod hendes kind og kiggede hende i øjnene, inden han lukkede dem og tog imod hendes læber.
Det var helt overvældende, følelsen af hendes læber mod hans, han ønskede aldrig det skulle stoppe. Varmen spredte sig rundt i hans krop og varmede ham op, hans hjerte føltes som om det ville eksplodere, men det gjorde det ikke.
Han åbnede sine øjne da deres læber ikke rørte hinanden længere og han kiggede på hende. Så på sin hånd mod hendes kind, og prøvede at skjule det smil der havde bredt sig ud over hans læber.
"Jeg har også savnet dig, du var nok den største grund til at jeg kom tilbage" hviskede han blidt og kærtegnede prøvende og en smule tøvende hendes kind.

Følelsen af kærlighed eksploderede i hende. Det var ikke noget hun nogensinde havde drømt om. Aldrig!. Varmen fra ham der forsigtigt kyssede hende tilbage, Hans hånd mod hendes kind. Et smil spillede på hendes læber da hun kiggede på ham. Hun sad helt stille da han forsigtigt kærtegnede hendes kind. Hun kunne mærke den tøvende bevægelse som om han var bange for at hun ville forsvinde. Hun kunne intet sige men alligevel lod hun deres læber mødes igen. Han betød alt for hende. Hvordan havde hun overlevet uden ham. ” Jeg skulle være blevet med dig ” Sagde Hun blidt og hun flettede deres fingre sammen. Hun mærkede sine forsigtige bevægelse. Hun var så bange, bange for at det var en drøm. Hun lænede sig ind mod ham og lagde sit hoved mod hans skulder. Trykkede sig ind mod ham..

André havde aldrig troet det ville ske, han havde håbet og drømt om det, men havde altid haft en fornemmelse af at det aldrig ville ske. Han havde altid troet at han bare var som en ven for hende, så han havde jo altid bare ladet som ingenting, som om hun også bare var en ven for ham. Men sandheden var jo, at det havde aldrig været sådan for ham. Deres læber mødtes igen, følelsen var så skøn, så uvant og havde været ønsket så længe, at han nu var sikker på han ville brænde op af den varme som hun gav ham, bare ved at hun så på ham.
Han lagde sine arme om hende da hun lagde sit hoved på hans skulder. Han holdte hende ind til sig, som ville hun forsvinde hvis han gav slip igen. Han ville ikke kunne bare det hvis det der var sket nu her var en drøm, endnu en af de drømme som han havde haft, men denne her var anderledes. I de drømme han havde haft, var der altid gået et eller andet galt lige inden deres læber mødtes. Måske var det her ikke en drøm?
Selvfølgelig var det ikke det! Han var jo lige kommet tilbage til lejeren og følelsen af at have hende hos sig var alt for ægte til ikke at vær virkelighed.
Han spærrede sine øjne op, nej hun skulle ikke være blevet hos ham, hun gjorde det rigtige da hun stak af derfra. Det var aldrig meningen at hun skulle have været der til at starte med.
"Nej, du gjorde det rigtige da du tog afsted, du skulle bare ha sagt det til mig, så var jeg taget med dig.." han mente hvad han sagde, han bebrejdede hende ikke, overhovedet ikke. Han forstod fuldt ud hvorfor hun havde gjort som hun havde. Hans stemme var lav og en smule svag da han sagde det, men om han mente det var der ingen tvivl om.

Daniella nød hans nærhed. Hun havde altid troet at han var ude efter alle andre end hende selv. Hun havde haft dårlig samvittighed og været på sit værelse med øjnene fulde af tårer hver gang han var sammen med en anden pige. Hun kunne huske det så klart, vis han skulle træne med en af de andre lærlinge. Hun trykkede sig ind til ham, hans friske duft fyldte hende. Hun lyttede til ham, hans stemmes smukke klang. Hun så op på ham, den tillid hun følte til ham blev genspejlet i hendes øjne. Hun lagde en finger på hans læber. ” Dont say anymore ” Hviskede Hun og kyssede ham på halsen. Hendes hånd nussede ham blidt på halsen. Hun nød bare at han var der...

André havde aldrig set hende som nogen af de andre. De andre var bare, piger. Hun var Daniella. Der var en ubeskrivelig forskel, som han ikke kunne forklare. Der var bare noget forkert ved de andre piger.. De var.. De var ikke hende.
Jo der havde vel været nogen der havde været søde og pæne og sådan, men de var ikke hende. Det var den eneste fejl ved dem, de var ikke hende. Og hun ville ikke være sammen med ham når han skulle træne med de andre, og det havde såret ham, men han lod som ingenting og lo og fin venskaber med de andre, men han følte aldrig for de andre som han gjorde for hende.
André indåndede duften af hende, duften fra hendes hår, fra hendes hud, hendes duft. Den gav ham en form for ro og han holdte hende tæt ind til sig.
André skulle lige til at sige noget mere da hun lagde sin finger mod hans læber, og han lo efter hun havde bedt ham om at tie stille.
"Allright, I'll be quiet" hviskede han og lagde en hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt op til hans, han kærtegnede hendes kind i stedet for at holde hende under hagen længere og lod prøvende sine læber presse sig blidt mod hendes.

Daniella lyttede til hans charmerende stemme der smøg sig om hende i en omfavnelse. Minderne væltede frem, hende der faldt på ryggen overvældet af latter med André der hjalp hende op. Hun smilede roligt og lod endnu en gang deres læber mødes. Han var hendes engel. Da deres læber mødtes eksploderede kærligheden i hende, den varmede hende, blæste alt kulden ud af hendes sind. ” There is no Juliet without her Romeo ” Sagde Hun med hendes tygge engelske accent. Hun smilede roligt til ham og hendes klare øjne betragtede ham nysgerrigt. ” Tempt not a desperate man” Gengav Hun William Shakespeare. Hun trådte derefter et skridt tilbage og snurrede rundt. Hun kiggede så dybt ind i hans smukke, klare øjne og et drilsk smil spillede om hendes læber. En drilsk latter undslap hende kort da hun lod sin hånd kærtegne hans kind..