Need a helping hand? //Ashley//

''Okay... men sig hvis jeg kan gøre noget som helst for at hjælpe dig eller os...''

Han smilede venligt til hende og han hjalp hende op i sengen igen... det mørke hun rørte ved var faktisk blevet til en andengradsforbrædning, og der var så småt ved at blive dannet en vabel der... han reagerede dog ikke på det... han kyssede hende på kinden blidt...

''Jeg er ligeglad med om det var dunmt... Man gør mange dumme ting når man er sammen med nogen man elsker... Og specielt for dem man elsker, gør man dumme ting.''

Han kyssede hendes hånd igen.

Ashley smilede lidt over ham og sagde: "Det skal jeg nok gøre." Hun så blidt på ham og rødmede over at han hjalp hende op i sengen igen, det var egentlig utrolig sødt og hun følte sig mærkelig rørt over det og kunne ikke lade være med at smile over ham.
Hun trak hånden væk igen og så trist på det røde mærke. "Undskyld," sagde hun bare og anede ikke hvad hun skulle gøre for at gøre det godt igen. Hendes kinder blussede da hans læber berørte hendes kind.
Hun rystede bare på hovedet over ham og sukkede en anelse frustreret over ham, og rødmede da han kyssede hendes hånd endnu en gang. Hvorfor skulle han lige absolut opføre sig så charmerende overfor hende?

Han var glad for at hun nok skulle tænke over det, og han havde det bedre med det fordi det gav ham en følelse af at han godt kunne være vild med hende, det gjorde at han var i lidt bedre humør... Hans vabel var nu vokset så stor at man kunne se ham bide sammen af ren og skær smerte... Han kiggede stille på hende...

''Søde... jeg ved ikke om du kan skaffe noget salve måske?''

Han klemte hendes hånd lidt fordi smerterne i hans krop blev så store... Han slap hende og klemte sin egen hånd...

Ashley kunne godt se at det efterhånden virkelig begyndte at gøre ondt på ham, og hun hadede sig selv for at have skadet ham. Hun slap hurtigt hans hånd og var utrolig hurtigt oppe af sengen og ledte efter en savle til brandsår og vabler, hun fandt det forbløffende hurtigt, åbnede den og smørte roligt og nænsomt savlen på alle de brandsår hun havde givet ham. "Bedre?" spurgte hun blidt og lavt og smilede undskyldende til ham for at have skadet ham sådan og voldt ham så stor en smerte.

Han smilede til hende da hun smurte ham ind... Han sukkede direkte nydende over den lindrende smerte, og han tænkte ikke før han fik det næste sagt ganske blidt... Han havde nydt hendes hænders blidt berrøring mest ved det...

''Hvis jeg kan få dig til det her igen... Vil jeg med glæde lade dig brænde mig igen, og igen...''

Han smilede stille til hende, og lagde sig langsomt ned på ryggen og hev ehnde med ned at ligge ved hans side, eller egentligt halvt liggende på ham...

Ashley kunne ikke lade være med at smile en smule over hans nydende sukken, men hun forstod ham dog godt, det var en af de bedste følelser der fandtes, når ens smerte blev lindret. Hendes kinder blussede stærk over hans ord og så væk imens hun tørte resterne af savlen af sine fingre og lagde den væk igen.
Et lille gisp forlod hendes læber da han trak hende ned til sig, hun blev egentlig ret overrasket, som det kunne høres på hende, og hun gjorde ikke noget til at starte med, hun rykkede sig ikke eller bevægede sig. Hun lå bare lidt stift oven på ham inden hun begyndte at slappe mere af i kroppen og putte sig ind til ham.

Han trak hende stille ind til sig og han vilel bare endnu engang ønske at hun var hans og at han ikke skulle være bange for at han kunne miste hende... han vidste dog at det sidste lod til at være det der var størst mulighed for... han vilel ønske hun ville fortælle om hun troede på det, men det ville nok få hende til at tro på det omvendt...

''Jeg er så glad for at du om ikke andet gider at bruge tid på mig... jeg fortjener det ikke...''

Han holdt hende bare tæt og nussede hende blidt på ryggen. Han kunne ikke lade være, han ville have ehnde både i krop og sind... han ville have hende som hans, men han ville ikke sige det sådan... Han ville lyde ond...

Ashley vidste at det her ville gå galt og at de ville miste hinanden fuldstændig, på grund af hende, hvorfor skulle det her osse lige ske? Hun ville jo ikke miste ham, hun ville ende med at savne ham utrolig meget og mangle at snakke med ham. "Hvorfor skulle jeg dog ikke det?" spurgte hun undrende. "Det er du da!" Hun udbrød det næsten og så nærmest forfærdet på ham og så ham fast i øjnene. "Du er mere end bare værd, Aydan, din lille mide!" Hun skulede af ham, men kunne ikke holde masken længe før hun begyndte at smile til ham.
Hun sukkede og puttede sig ind til ham imens hun lukkede sine øjne og slappede bare af.

//Svarene bliver nok kortere nu, da jeg skal se film med familien ^^

''Måske fordi jeg som den nar jeg er... har ødelagt dit liv, bare fordi jeg er selvisk...''

Han sukkede, det var noget de havde talt om men han hadede sig selv for det stadig. Hvorfor kunne han dog ikke bare have været hans eget gamle jeg, men han vidste jo ikke hvorfor han var faldet helt præcist det var bare sket...

''Jeg er ikke ligeså meget værd som dig... Du synker hvis du nogensinde ville vælge mig... Men jeg kan jo også forstå at sandsynligheden for at du vælger mig er minimal frem for den anden...''

Den sidste del hviskede han og mumlede han ganske stille så hun fik nok ikke alle ord...

Ashley rystede bare på hovedet over ham. "Du er ikke en nar bare fordi du er været forelsket i mig, eller for at være selvisk," sagde hun blidt og smilede en anelse til ham. Hun sukkede lidt og ønskede selv at det hele bare var tilbage til det gamle igen, at de bare var venner og ingen problemer havde.
Hun rystede bare på hovedet over ham og så væk, selvom hun ikke hørte hvert et ord han sagde, forstod hun godt meningen med dem. "Jeg ..." sagde hun, men anede ikke hvad hun skulle sige.

''Ashley kan jeg få snadheden? Tror du nogensinde du ville vælge mig?''

Han var nød til at spørge... Enten ville de glide fra hinanden, eller også kunne dette måske redde dem, selv han godt vidste det ikke ville... Han hadede sig selv... han ville bare opleve hende som hans kæreste... Den pige han havde holdt mest af på lejren... Mere end hans eks, og hun ville ikke have ham... Eller sådan så han det...

''Du ved jeg vil gøre alt for dig ikke?''

Han kyssede hende på panden...

"Jeg ville vælge dig," sagde hun, sandfærdigt. "Hvis det her var sket for nogle måneder siden, før jeg havde mødt Angus." Hun så ned og væk fra ham imens hun talte. Hun mente det og hun vidste, at det ville være meget lettere for dem begge hvis hun bare rejste sig op og gik sin vej, lige nu, men hun kunne bare ikke få sig selv til det. "Jeg ef ked af det, men det er sådan den ligger," mumlede hun skamfuldt og ventede nærmest på at han skubbede hende væk fra sig og gik.
Hun nikkede til hvad han sagde, smilede en anelse og nikkede. "Alt andet end bare at være min ven," sukkede hun og smilede trist til han imens hendes kinder blussede over at hans læber endnu en gang kyssede hendes pande.

''Men nu ville du vælge ham?''

Han forstod hende jo godt... Han havde jo først lige erklæret sin kærlighed til hende, mens Angus nok havde brugt uger og måneder på det... Han havde været som en kæreste skulle og hvad havde Aydan gjort for hende? Intet... han havde bare rodet med hendes liv...

''Jeg...''

Han vidste ikke hvad han skulle sige, og selv om han ikke havde hørt hendes svar græd han... Han følte sig knust... To gange blev hans kærlighed taget fra ham... Folk kunne ikke se ham som andet end en ven eller et misfoster der intet fortjente... Hvis han havde været alene var han nok tyet til selvskaden igen...

"Jeg ved det faktisk ikke," sukkede og vred sine hænder nogle gange imens hun ikke turde at se på ham. Det var ikke om hvem der var kommet først og havde brugt længst tid på hende, det var hvem der betød noget bestemt for hende, og det gjorde de begge, dog bare på hver sin måde.

Da han sagde, Jeg, og så han græd. "Årh, Aydan," hviskede hun blidt, lagde sine arme om ham og krammede ham ind til sig. Det var ikke på grund af ham, fordi han var et 'misfoster' eller hun kun kunne tænke på ham som en 'ven', det var hende der var noget galt med og lige nu havde hun bare brug for sin ven ... hun løftede dog alligevel hans ansigt op og pressede blidt sine læber mod hans.

Han ville ønske han vidste hun bare havde brug for sin ven måske han kunne lægge følelserne væk fra ham bare for en tid? TIl hun havde fået det bedre... Så kunne han håbe hun bageftere stadig ville have nogle følelser for ham..: han vidste hun havde brug for ham som ven, og han ville prøve... Det fejlede dog da hun kyssede ham... Han gengældte hendes kys... Han så på hende bagefter da han slap kysset igen...

''Søde... Har du virkelig brug for mig som ven? Skal jeg forsøge at lægge følelserne væk? OM ikke andet så for en tid? Vil det hjælpe dig?''

Han ville gøre hvad han kunne for at hjælpe hende...

Ashley vidste godt hvor umådelig dumt det var at kysse hende og at hun aldrig skulle have gjort det. Hun sukkede da han gengældte kysset og fortsatte det selv indtil han slap det. Hun så på ham med lette røde kinder og et undskyldende blik.
Hun så ret overrasket på ham da han begyndte at snakke om dét. "Jah, bare som en ven," sagde hun undskyldende og så ned. Hun rystede på hovedet til resten af hva hun sagde. "Jeg vil ikke tvinge dig til noget, Aydan." Hun så blidt på ham for en tid inden hun genert så ned i sine hænder.

//Smutter i seng nu, nat nat

//Så du kommer med et enkelt svar mere? xD

Han smilede bare venligt til hende, og han kunne høre at hun gerne ville have ham som en ven... Han vidste han ikke ville kunne holde det ret længe, nok kun en time måske to, og hvis de var rigtigt heldige og gode kunne han måskeeee holde det i tre timer... Han tvivlede dog på det...

''Hvis du mener du vil få det bedre med mig som ven, om det så kun er for en tid, vil jeg godt forsøge... For at du får det bedre søde...''

Han smilede venligt til hende...

Ashley vidste godt at det var håbløst at bede ham om at være hendes ven når han så tydeligt havde mange andre slags følelser for hende. Det gjorde ondt på hende at hun ville miste ham. Hun sukkede lidt over ham, men smilede dog alligevel. "Tak, Aydan, det betyder meget at du vil gøre det," sagde hun med en blid og sørgmodig stemme, og et lille smil på læben. Hun anede ikke hvad der ville blive af dem, det eneste hun vidste var at hun ville miste ham snart.

Havde han vidst at hun hele tiden tænkte på at hun var sikker på at hun ville miste ham ville han være såret af to grunde... Et at hun ikke ville kæmpe for det, og to fordi så vidste han at det var fordi hun havde taget det valg at hun hellere ville være sammen med Angus end ham, men han var vel også tusind gange bedre for hende end Aydan var... Han var sikkert en af der veltrænede Drenge i lejren... En af dem der kunne lade være med at komme til skade hele tiden...

''Ashley du vikrer næsten overbevist om at du mister mig? HVorfor? Har du taget det valg da at du vil vælge ham?''

Han så på hende stille... Han ville ikke kunne leve ret godt den næste tid, hvor længe vidste han ikke, hvis han havde ret i at hun havde taget det valg...

Ashley havde det virkelig som om at han kunne se lige igennem hende, noget hun fandt ret irriterende lige nu. Hun ville gerne være sammen med dem begge, men med Angus var det dog bare mere romantisk anlagt imens det med Aydan var fordi at han faktisk betød utroligt meget for hende og at hun ikke turde at tænke tanken til ende med hvad der ville ske hvis hun mistede ham.

Hun rystede bare på hovedet. "Jeg ved det bare," sagde hun trist. "Fordi at jeg elsker dig." Hun løftede blikket og så ham i øjnene. "Men det er jo ikke som du vil have," fortsatte hun og smilede trist. "Og hvis jeg vælger ham, så vil du sikkert ikke være i nærheden af mig, og så ville jeg såre dig." Hun så ned igen og sukkede trist. "Og jeg ville hade mig selv for at have såret dig, fordi du betyder så meget for mig ... det er ikke fordi at jeg ikke vil kæmpe for os, det er bare det ... der har aldrig været et os." Hun så ikke på ham, turde ikke, hun var bange for hvordan han ville se på hende nu.

''Så det du siger er, at du aldrig vil kunne se os i et forhold med hinanden? Mellem os vil du kun kunne se et venskab? Jeg forstå det ikke, du virker til at ville mig det ene øjeblik som faktisk en kæreste, men det næste øjeblik vil du kun have mig som ven... Hvilken del af det der er sand?''

Han så på hende en smule trist og såret... Han ville bare gerne kende sandheden, men hun kunne ikke rigtigt give ham den... Han kunne mærke en knugen i hans mave og en følelse af at der var nogen der forsøge at knuse hans hjerte med en hånd... Han kunne ikke lide den følelse... Hvorfor skulle det her ske for ham?

Ashley prøvede at finde ordene, hun tøvede i et stykke tid. "Dem begge," sukkede hun så, og vidste godt at hun skyldte ham et rent svar, men hun kunne jo ikke give ham det. "Jeg kan sagtens se dig som en kæreste, og jeg kan lide synet, men ... jeg er forelsket i Angus, det ham mit hjerte tilhører, og jeg kan ikke ændre det, Aydan." Hun så forsigtigt op på ham og mødte hans triste og sårede blik, og det skar hende i hjertet at se ham sådan. "Så jeg tvinger mig selv til kun at se dig som en ven, fordi det ville være bedst for os begge, og jeg er så ked af at skulle gøre det her mod dig, men jeg er nødt til det." Hun fik sværere og sværere ved at tale, og hun havde det som om en stor klump havde sat sig i hendes hals og uanset hvad hun gjorde, kunne hun ikke få den væk. "Men uanset hvordan jeg vender og drejer det her, kan jeg ikke beholde både dig og Angus i mit liv," sagde hun halvkvalt og tørrede så diskret sine øjne som muligt. "Så jeg forstår godt hvis du ikke vil se mig fremover." Hun så fortsat væk fra ham for at han ikke skulle se smerten i hendes blik.

Han lyttede bare til hende, og han forstod godt det sidste hun sagde... Først det med at hun ikke kunne beholde dem begge, og så til sidst den del med at hun forstod hvis han ikke ville mere... Hun kunne lige så godt have givet ham et brev med et stort fedt 'AFVIST' uden på hvor han så indvendigt fik at vide... 'Jo du virker da okay... Men ham her han er bare fantastisk så det bliver ham...'

''Nej Jeg forstår... jeg er ikke noget værd i forhold til ham... jeg er jo bare vennen, som kan erstattes af din kommende kæreste...''

Han rejste sig op og begyndte at gå... Han vaklede men blev ved med at gå, han var nød til at komme væk før han faldt grædende sammen, men han nåede kun to meter væk før det skete... Han krøllede sig sammen til en klump... Han ville ikke have hende væk... Men han vidste ikke om han skulle lade sig selv knuse eller hende... Han valgte det første...

''Ej undskyld Ashley... Det er da helt i orden at du vælger ham... Han er nok også en god nok fyr...''

Han smilede bare venligt til hende, men hans øjne var stadig triste, sårede, knuste og tårene løb...

Ashley rystede over hovedet over ham og så bare trist ud. "Du er mere end bare noget værd," sagde hun blidt og med en fast stemme. "Du betyder så meget for mig, okay?" Hun så fast på ham og kunne ikke lade være med at ligge sine hænder mod hans skuldre og holde ham fast. "Du kan ikke erstattes." Hun mente hvert et ord hun sagde. "Dig og ham har helt vidt forskellige pladser i mit hjerte, okay?" Hun så nærmest bedende på ham og bed sig nervøst i underlæben.

Hun lod ham bare rejse sig, men da hun så ham vakle, rejste hun sig op og var klar til at gribe ham hvis han faldt. Hun var hurtigt oppe da han faldt sammen og endnu hurtigere ovre ved ham pg nede på knæ. Hun lagde sine arme om ham og holdte ham tæt inden hun fik ham langsomt til at se på hende og lagde sine hænder mod hans kinder og undersøgte hans ansigt og lod dem glide op i hans hår og søgte hans blik.

Hun rystede på hovedet over ham. "Du mener det jo ikke, Aydan," sagde hun med et trist smil og begyndte trist at tørre tårene væk fra hans kinder og prøvede selv at holde tårene tilbage. "Kom her," sagde hun bare kort for sig inden hun trak ham ind i sin favn og holdte ham tæt.

''Selvfølgelig mener jeg det ikke! Jeg er forelsket i dig... Jeg vil dig det bedste og måske det er forkert af mig, men jeg er også selvisk, og jeg vil være den der faktisk er i dit hjerte, og ikke bare sidder udenfor indtil han sårer dig, og så bliver jeg taget ind for at trøste dig...''

Det var den fremtid han så for sig selv hvis det her gik som han frygtede. Han kunne virkelig ikke have det her mere. Han orkede det ikke, først Noomi der bare skred fra ham uden nogensinde at fortælle hvorfor eller hvorhen og nu hans bedste ven, der ville folade ham for en anden fyr...

''Lad være...''

Han lod hende dog trække ham ind i sin favn...