When Strangers Meet-Fideliana

Delia hoppede frem imellem alle folkene. Hendes retning var drikkelse, hun havde spist nu, men havde ikke lyst til at gå tilbage til hytten. I stedet ville hun blive her og snakke med hendes venner og søskende. Hun var stadig forholdsvist ny i lejren, men de få venner og søskende hun havde fået et godt forhold til, gjorde det hele meget nemmere nu. Specielt aftensmaden lg frokost, alle måltider når de alligevel var samlet så mange. 
Hendes kjole svang sig rundt om hendes ben og krop. Hendes fødder var bare, hun havde ikke tænkt sig at få sko på før der varvsne, selvom folk bad hende om det hele tiden. Hun blev jo alligevel ikke syg, så hvorfor? Hun havde det bedre med en god forbindelse til jorden, og det følte hun bedst uden sko. Omkring hendes ansigt og skuldre dansede hendes lange bløde hår. Hun hoppede rundt og drejede mens hun nærmest dansede sig gennem menneskemængden. Folk skulede og sukkede, men hun var ligeglad. Et par af hendes søskende fik et smil lige inden hun bragede ind i en. Hun stoppede med det samme og så på personen. Det viste sig at være en pige. En pige hun aldrig havde mødt eller set før. "Ej det er jeg forfærdeligt ked af!!" Hun så virkelig undskyldende på pigen. Det var ikke meningen, Delia kunne aldrig finde på at gøre nogen noget. Hun ville ønske hun kunne gøre noget, men det var for sent nu. "Kan jeg gøre noget? Ej undskyld..." Hun mente det virkeligt.Hun prøvede at finde ud af om hun kunne gøre noget, samle noget op, eller tørre af, men det så ikke ud til det. I stedet blev hun bare stående foran pigen med et undskyldende blik og hænderne for munden.

Skylar kunne mærke hvordan det forhenværende indhold i glasset, nu trængte ind i hendes sko. Noget der fik tæerne til at krybe sig en smule sammen, trods det kunne have været meget værre. Heldigvis kunne det ikke ses - ja, udover den lille pøl det havde formet foran hende, og mellem pigen der - tydeligvis ved en fejl - havde stødt ind i hende. Det var som om Skylar lige skulle genfinde balancen over både sin tallerken, og over det resterende i glasset, før hun mødte pigens øjne. Noget overrasket hvilede stadig over hendes eget ansigt, men mest af alt var det lettelsen der kom frem i de blågrønne øjne.
"Det'.. Det er helt fint." Sagde hun dernæst. Egentlig lød hun mest af alt som en der netop havde løbet et marathon, men sammenstødet havde hun også fået pusten fra hende. Nej, hun var bestemt ikke så hårdfør som mange andre i lejren måske var. At få et chok så let vidnede lidt om, at det måske ikke krævede meget at få det til at give et sæt i hende. Hun sendte dog pigen et lidt prøvende smil. Det var ganske kortvarig, men reelt. Som om hun prøvede at signalere, at der virkelig ingen skade var sket. Udover at nogle af lejrfællerne sikkert havde fået sig et godt grin.
"Det var ligeså meget min skyld." Tilføjede hun dernæst; "Du behøver ikke gøre noget." Svarede hun så dernæst, og løftede prøvende fødderne - som om hun trippede lidt mod jorden, og skulle teste hvorvidt de sad fast til det våde indhold derunder eller ej. 
"Det skal nok tørre."  Netop da hun så ned mod sine fødder, kunne hun ikke lade være med at bemærke at pigen overfor hende var barfodet. Ikke fordi det overraskede hende gevaldigt - men Skylar var selv ikke glad for den mindste smule kulde, så det fik nærmest hendes nakkehår til at rejse sig, ved tanken om selv at gå rundt på bare tæer. "Jeg har ikke spildt noget udover dig vel?" Skylar lod blikket møde pigens igen. Skylar var ikke synderligt bekymret for hendes eget tøj, men mere for pigens.

Delia fjernede langsomt sine hænder fra ansigt da pigen snakkede. Hendes gråblå øjne udstrålede stadig dyb undskyld, hun brød sig ikke om at være skyld i den her slags. Hun ville hellere feste eller have det sjovt, ikke spilde over alt på tilfældige uskyldige piger. "Jeg er stadig ked af det, det var min fejl. Jeg skulle have set mig for. Undskyld, virkelig!" Hun trippede lidt på stedet, mest af dårlig samvittighed. 
Hun så lidt ned af sig selv, helt kort da hun blev spurgt om hun var ramt. Hun rystede på hovedet. "Nej nej! Jeg har det fint. Jeg er mere bekymret for dig. Det var ikke vin vel? Det er bare IKKE til at komme af med igen, jeg har prøvet det!" Hun grinede lidt og trak på skuldrene. Det var ikke ligefrem nogen skam som datter af Dionysos, vin var en del af hendes hverdag. 
"Mit navn er Fideliana. Jeg er altså ikke så klodset normalt! Virkelig. Jeg plejer faktisk at være ret heldig... EHm, kald mig bare Delia forresten. Det er nemmere og hurtigere." Hun så sig lidt rundt for at finde et eventuelt sted de kunne sidde. Hun ville gerne sidde med pigen, hun virkede ikke til at have andre at sidde med, desuden følte hun at hun skyldte hende noget nu. "Vi kan sidder der ovre." Hun pegede imod et bord der var frit. "Vil du op og have noget mere i dit glas? Jeg var på vej derop selv, for at hente noget at drikke.. Altså, vi skal ikke sidde sammen, men jeg tænkte bare.. Jeg har ikke set dig før, og måske ville du gerne? Og så har jeg det stadig dårlig med.. Alt det" Hun pegede mod den lille plamage af det der var i pigens kop før. Som altid plaprede hun bare løs, det var en dårlig vane hun skulle holde op med, det var meningen hun ville lære pigen at kende, ikke fortælle hendes egen livshistorie, eller bruge en evighed om at snakke om at hente noget at drikke.

Man kunne tydeligt se på pigen, at hun beklagede. Sommetider måtte Skylar huske sig selv på, at ikke alle i lejren var de såkaldte 'hårde typer' som hun - fordomsfuldt - havde dømt dem til at være. Nogen ville måske ikke have ulejliget hende ét eneste blik, hvis de - ligesom pigen - ved en fejl var stødt ind i hende. Mange typer ville måske bare være gået videre, og ikke rigtig prøvet at tjekke om alt var okay. Skylar vidste selv, at hun også havde del i fejlen. Det var ligeså meget hende der var stødt ind i pigen. Eller... Hun havde i hvert fald stået i vejen, og havde været i sin helt egen 'lille verden'. 
"Det gør virkelig ikke noget." Sagde Skylar så med en tydelig forsikrende tone i stemmen. Dernæst smilede hun. Et mere oprigtigt smil. Et af dem hun ikke havde skænket mange siden hun kom til lejren. Bare fordi hun havde svært ved at falde til, skulle det vel heller ikke betyde at hun skulle være kølig overfor andre folk, der ikke havde gjort hende noget galt. 
Skylar rystede på hovedet; "Nej, det var bare saft." Svarede hun så; "Jeg må indrømme at jeg ikke er den heftigste vin-drikker." En lille latter gled over hendes læber, uden hun egentlig vidste hvorfor. Det var ikke just en usikker latter, men som altid galt det lige om at overstå den første fase i en samtale. Den fase hvori hun som regel var lettere akavet og ikke vidste hvad hun skulle gøre med sig selv. Derfor var hun glad for at denne pige - der netop havde præsenteret sig som Fideliana - tog et initiativ. 
"Tro mig - det er helt fint. Jeg er som regel den type der støder ind i folk. Jeg er vist ikke så sikker på benene." Sagde hun og hævede den ene mundvige lidt højere end den anden i et smil. Fordi hun ikke havde nogle hænder ledige, kunne hun ikke just trykke pigens hånd, som hun normalt ville gøre af høflighed. Derfor nikkede hun til hende, da hun præsenterede sig selv: "Rart at møde dig Delia. Jeg hedder Skylar. Du må egentlig bare... ja, kalde mig hvad du vil." 

Skylar blottede tænderne i et smil, ved Delias tilbud.  Hun kunne i hvert fald ikke lægge skjul på, hvor glad hun var over denne gestus, selvom det kunne være, at Delia blot gjorde det fordi hun ville rode bod for sin handling. Og efter hvad Delia havde sagt, lød det i hvert  fald som om det havde noget med den dårlige samvittighed at gøre. Egentlig var Skylar ikke voldsomt glad for, kun at få sådan et tilbud på grund af medlidenhed, men et tilbud som dette - et tilbud der trak hende væk fra isolationen - virkede som noget hun ikke kunne sige nej til.
"Du skal ikke have det dårligt med det." Påpegede hun roligt; "Jeg har det fint. Jeg vil gerne sidde med dig, men du skylder mig ikke noget." Hun smilede venligt til hende. Dernæst nikkede hun over mod bordet med mad og drikke, "Så kom med." Dernæst gik hun de få meter over mod bordet, og greb den nærmeste messing-kande. Roligt begyndte hun at hælde op i sit glas. Denne gang hældte hun ikke nær så meget i, så hun ikke skulle ende med at plaske endnu mere ud over gulvet. Denne gang fordi hun sikkert selv var voldsomt klodset.