Start of the Chaos ~Noomi~

hun trak bare på skuldrene. Hun var ærligtalt røv ligeglad, hun vidste jo hvad det bragte med sig anyways.
Hun så bare ned på sin mave, tavs, og så derefter ned i jorden og lukkede øjnene afventende

han kiggede undrene på hende, da hendes blik lagde sig på hendes mave.. det var som om at noget ved hende hun var bange for.. måske sig selv? aligevel lod han en hånd let over hendes mave for at teste sit teori.. ''hvad er du bange for?'' han lod blikket på hendes ansigt afventende af hendes reaktion... om hans lille teori eller tanke nu holdte stik...

hun prøvede hurtigt at rykke sig væk, da han rørte hendes mave. Hun undgik nøje at se ham i øjnene, så han ikke så de små tårer der var på vej frem i øjenkrogene. Hun bed næsten efter ham, mens hun knurrede

han smilede let ''ser man det, et lille barn, og dig som jeg troede var så uskyldig, så hvem er faderen?'' han kiggede let på hende og lod hånden som begyndte at glide ned langs hendes skuldre og ned af hendes side mens den anden hånd fjernede sig fra hendes mave ''hvis det stod til mig lige nu ville jeg skære barnet ud og more mig ved at lege med det, men det ville nyx samt også erebus ikke bryde sig så meget om, men hvem ved?'' han lod hånden videre mod hendes mave og op forbi mellem hendes bh og på hendes kind hvor efter han rejste sig op '' bare roligt barnet vil dø nå du føder det, det skal jeg nok sørge for, så skal du ikke være bange længere'' han gik over til sin taske og rodet lidt og der efter fandt et reb frem, og gik over til hende igen

hun hev efter vejret ved hans ord. Hun rystede, tæt på bevidstløshedens rand.
Hun støttede sig op af træet, mens hun mærkede tårerne glide ned af hendes kinder. Hun mærkede gråden i halsen, men kvalte den ved at holde vejret.
Præcis som hun havde gjort hver gang hendes far havde lynet bukserne ned.

Hun bed sammen, og prøvede at holde sig vågen, men det var nært umuligt. Hendes blik blev mere og mere sløret

han lod sig tag fat om hendes nakke og lod hende på knæ forbøjet så hun havde mulighed for at kunne brække sig mens blikket forblev på hende, han overvejde og kigge på hvad hendes tanker kunne være, da det lignede at hun ikke er en som elsker denne tur, men dette var jo trods alt kun begyndelsen, så mindet får hun nok snart plantet vidre ind på sig.

Hun kunne mærke at han rykkede på hende. Hun skulle ikke brække sig endnu, men hvis mindet krøb endnu mere ind på hende, var det næsten en realitet.
Hun lukkede øjnene, rystende. (ligesom inde på Cupcakes badeværelse xD)

hun kunne lugte sin fars barbersprit. Hans ord, hans hæse stemme. Hans stønnen.
Hun bed sammen, men sanseindtrykkene kom bare væltende.
følelsen af hendes arme, der blev spændt fast til sengens stolper. Lussingerne når hun græd eller sagde fra.
Bæltet mod hendes bare ryg...

Nu kom tårerne væltende ned af hendes kinder, i stride strømme: hun kunne ikke længere styrer det. Hadet til hendes far, og hadet til denne person der nu holdt hende foroverbøjet smeltede sammen, lod hende åbne øjnene igen.

han lod sig sætte rebet mens hendes tåre blev lagt om hende og strammede om hende for at sikre sig at hun ikke ville kunne komme fri af hans greb, mens blikket på hende forblev og han morede sig ganske over hendes tåbelige tilstand, mens han nu lagde den sidste knude foran på hendes mave og lod sig om for an hende med blikket på hende da hun åbnede øjne ''så.. du er klar til morskaben?'' han kunne se i hendes øjne at en flamme et eller andet sted var tændt, måske ville hadet begynde... eller flammen ville bluse op... eller at den ville dø ud...

hun bed bare sammen, mens hun ventede på at det var overstået. Hun forventede at dø denne gang. Det havde aldrig været meningen at hun skulle overleve sin tid i lejren.

Hun så væk fra ham, og bed endnu mere sammen. Hun var jo ynkelig! Hvorfor kæmpede hun ikke bare imod? Var hun så latterlig? Dengang med Anubis havde hun gjort alt for at overleve, så hvorfor ikke nu? Var det hendes tid?

''ved du hvad jeg elsker allermest ved reb?'' hun så på ham, med en smule sindssyge i øjnene.
''...Det er en del af naturen.'' rebet løsnede sig let, og tillod hende at sætte sig ordenligt.
''Søn af Nyx, har du et navn?, eller er det meningen at jeg skal hade en jeg end ikke kender navnet på?'' hun stirrede ham i øjnene, inden hun tog en sten, og snittede rebet over.
''vil du slås? Fint, så kom.'' knurrede hun, da hun vidste at han ville nyde at se hende tabe. Hun ville hellere dø, end at lade ham udnytte hende ét sekund mere

han kiggede forbløffet på rebet ''artemis.. selvfølgelig!'' han kiggede der efter tilbage på hende ''en pige som er datter af en skov jager en et af samme slags som min egen moder, og at dræbe dig og tag dig som bytte ville være at vænære din moder, men på den anden side er det stadig jagt for mig, og dette betyder at din moder ikke kan gøre noget'' han smilede roligt og lod sig tag fat om hende hals ''det eneste det kræver er at jeg tag kniven her'' en kniv kommer langt somt til syne i hans højre hånd, ''og skær dit hals over som en offer gave til artemis for den gode jagt, og eftersom det er nat er dette nyx teritorium'' han smilede let og morede sig over hans lille leg og tog fat om hende skuldre og lod kniven forsvinde fra hans hånd og lagde hende på ryggen og lod sig selv sætte sig over hende med benene støtte for ikke at presse for meget på maven, og lagde en hånd fra hendes hals ned over hendes bryst.''at more sig før din død intraffer lyder som en god måde at dø på, synes du ik?''

Det var ikke til at fatte. Troede han seriøst at Artemis tog imod sin egen datter til ofring?!
Hun blottede tænder da han rørte hendes overkrop. Allerede nu var hun got øm, på grund det vangerskab hun gennemgik.
''flyt dig, ellers er det dit hoved min mor får i offergave! Og jeg mener ikke det på dine skuldre!'' snerrede hun vredt, inden hun vred sig hårdt for at komme fri. Dog vred hun overkroppen så hårdt at hun fik trykket på de smadrede ribben. Hun klynkede og krøb sammen.

et let smil var på hans ansigt ''tja.. jeg kunne ende dit liv nu, men det ville jo ikke være sjovt, så lad os starte morskaben lidt'' han lod hånden glide ned over hendes bryst og gav et let dask over det og der efter tog fat med den anden hånd på hendes andet bryst ''at være let påklædt er aldrig en god ide, du burde vide det.'' han lod der efter sin lette kniv frem igen og skar midten af hendes bh op og lod blikket på hende mens kniven lod let over hendes ene bryst og den anden hånd fortsat med at være på hendes bryst.

Hun spærrede øjnene op, og ved sig igen, denne gang så hårdt at hun væltede ham af. Hun var svag og træt, men INGEN rørte ved hende!

Hun dækkede sin overkrop med sin ene arm, og satte i løb tilbage til lejren, uden at sige sig tilbage

igen blev han forblyffet, hvordan hun havde formået sig at kunne vælt ham, dog morede det ham og han rejste sig op og satte et let løb for at få fat i hende, med tankerne om hvordan hun havde kommet fri, han blev mere og mere et med mørket for at sikre sig hendes besvær med at se ham..
denne her skulle ikke slippe væk. ikke når han morede sig så godt...

*hvorfor fanden er der aldrig et sværd i nærheden når man skal bruge det!?*
Hun var nået ind i hytten, og tog en top på, hurtigt og ledte nu efter et sværd, men opgav. Hun tog sin bue og pil. Han skulle fortryde at han havde rørte hende.

Ventor opgav da han ikke kunne se hende længere, og kunne lige så godt gøre sig klar på det værste, han vendte om og gik over for at samle sin taske og sine ting op, og kom i tanker om hans håndjern han lagde hende i, hvor efter han kiggede rundt på jorden for at se om hun nu havde kommet fri af dem og smed den på jorden, eller om hun stadig havde den på.

den skærende smerte af de stramme håndjern fik hende til at bide sammen. I farten havde hun smadret den ene op, og der nu hang et smadret håndjern låst fast til hendes hånd. Great.
Hun samlede sit pandesmykke op, en gave fra sin mor, og tog det på, hvorefter hun gik ud i natten igen

Ventor lod blikket rundt og kunne ikke helt finde den, men lod der efter vidre på sin taske og samlede den op, og sikrede sig for ikke at skulle støde ind i hende at bevæge sig ind mod træerne og ladet sig lukke øjne for at slappe lettere af, mens hans sanser var halvt afslappet men stadig på vagt,han viste intet men regnede med at hun sikkert var løbet tilbage til hytten og skaffet muskler til at få fat i ham, men om det vaar sandt eller ej var ukendt for ham, så han forberedte sig og lod sig roligt igennem træerne for at sikre sig ikke at blive forfuldt...

en pil skød gennem luften, på vej til at snitte hans kind.
Hun stod omkring 100 meter fra ham, med spændt bue.

Hun var rasende

han mærkede snittet og gispede kort sekundt, og kunne mærke en vrede i mørket, og med et lod han sig blive som mørket selv, ukendt og uforuseelig, han gik nærmere mod hende og lod sig komme bag hende med blikket på hende og han smed tasken og greb fat om hendes hals med kniven som roligt kom til syne ''en fejl, og din død vil komme''

Hun grinte kort over hans ord.
''MIN død? Min søde ven, tøver du med kniven? En skam.'' Hun drejede sig i hans greb, så de stod ansigt til ansigt.
Hun lod sine læber strejfe hans kort, uden yderligere omsvøb.

Hun så bare på ham, og ventede lidt på at kniven ville flå hendes strube op

han smilede roligt og det blev større og større mens kniven forsvandt og hans blik og greb løsnede sig ''endelig en som ikke er bange for døden'' han sukkede kort ''mit navn er Ventor, og jeg har ledt i de 10 år som nu er gået i mit liv på at møde en af samme slags, en som ikke er bange for døden, og har set rædsler til sine ende, men om du er en af disse slags ville jeg teste, og du bestod tilykke'' han lod et let smil forsvinde ''men andet spørgsmål er, vil du dræbe mig? eller ønsker du kun at få hævn over de ugerninger du har fået fra mig'' han kiggede roligt på hende, ventende på hendes reaktion med et let smil

''Hævn er Aydans område.'' hun trak på skuldrene.
''jeg har ikke den store sans for retfærdighed.'' Hun smilede roligt.

''næste gang du vil teste en, så lad være med at røre ved hendes barn. Du står virkelig ikke i den gode bog hos mig.'' hun blottede kort tænder, inden hun bakkede ud af hans rækkevidde.

''glad for at du morede dig. Godnat.'' hun bukkede hovedet let, og begyndte så at gå tilbage mod lejren for at få sovet.

han kiggede lidt forvirret, og rodet lidt i tasken ''vent lidt!'' sagde han roligt og tog fat, ''som tak for legen, og den som er din er en heldig fyr'' og trak en rose ud af tasken, ''som en undskyldning for min opføresle, og som plaster på såret, dog gør med det som du vil''

''behold den. Jeg har ikke brug for blomster.'' sagde hun bare og gik videre. Hun havde ikke den store lyst til at modtage blomster fra en der lige havde prøvet at slå hende ihjel.
Hun sukkede inden hun stoppede op.
''du kan sove i vores hytte i nat. jeg tvivler lidt på at Nyx's hytte er klar endnu.'' sagde hun roligt