Start of the Chaos ~Noomi~

han trak på skuldrene og lod sig følge med og tænkte at dette ville være en perfekt udfordring for ham, spicielt når det var et fremmet hjem han skulletil at indtræde i, men om hun havde tænkt sig at slå ham ihjel mens han sover ville være en stor tanke som vækkede i ham, men om det generede ham var ikke den største effekt, da det ikke ville være første gang nogle prøvede at tag hans liv ''tak'' sagde han af ren hødlighed og respekt, men om nu hvor han tænkte over det havde han aldrig fået hende navn af vide, og heller ej havde hun fået hans.. ''foresten mit navn er Ventor, og dit?'' han kiggede roligt på hende mens han let fulgte med.

hun bed sammen. Hun var blevet påbudt at være venlig overfor nyankommende. At behandle dem med respekt og værdighed.
Og alligevel kunne hun ikke få sig selv til at præsentere sigselv med fornavn. Det var bare sådan noget hun ikke gjorde.

''D'Alvatorez..'' mumlede hun så lidt efter, mens hun gik videre.

han kiggede roligt på hende med et let blik fast lagt rundt i lokalet som de trådte ind i, men hans tanker forblev stadig på hende, om hvorfor en tøz som hende som virkede så ligeglad med livet kunne tilgive eller ignoere sådan en hendelse som han havde lagt på hende, men oven i købet virkede hun hellere ikke som som kunne finde på at blive gravid... så om dette havde været personligt ønkse eller ej ville undre ventor en del.. måske kunne han ikke været den første som har været hård mod hende.. men dog begav ventor sig jo ikke helt så langt til dette.. selv om tanken strefede ham, han lod blikket tilbage på hende og hørte hendes halv mumlem of fik ordet ''Torez'' men kunne ikke helt høre det, men lod sig kigge roligt på hende, mens han roligt gik med ''sødt'' sagde han med en rolig stemme mens tankerne om tortur midler begyndte at sætte ind i hans sind...

Hytten var opdelt i forskellige sektioner; hver sektion havde en seng, en kommode, en bogreol og personlige ejendele. Undtagen én seng, den seng som Noomi gik hen til. Hun sparkede en taske væk, og ind under sengen, hvorefter hun nikkede til ham.
''Du kan sove her.'' sagde hun bare, inden hun satte sig i en vindueskarm og så udenfor. Trangen til at sove var væk. Helt væk. Istedet blev hun ved med at tænke på, hvordan hun skulle fortælle Aydan at han skulle være far. Det ville blive noget af en opgave at få ham til at slappe af over det.

Hun så lidt på Ventor, og derefter udenfor igen, uden at sige noget. Hun så lidt på verandaen, hvor han havde overfaldet hende første gang. Hun sukkede opgivende og fumlede lidt med sit pandesmykke.

Ventor lod blikket roligt på sengen og den taske som blev sparket ind under, og gik der efter ved siden af hende og lagde sine ting på sengen, ''tak'' kom ordne næsten liggende på hans tunge da han sagde det, og hans blik lagde sig nu tilbage på hende da han havde sat sine ting på sengen, og blikket af hende side på vindues kammen og kigge ud undret ham en del

* før var hun tidligere barks og rå, og nu virker hun næsten.. svag * det undret ham en del over det, men han lod der efter blikket tilbage på sine ting og rundt i rummet.

han nyd lidt at kunne være her inde, der var masser af plads, men om hun ville myrde ham i dette værelse ville ikke være nogle overaskelse for ham, måske får han lov til at more sig før hun slår ham ihjel, eller om hun gør det denne nat, hans blik blev lagt på hende igen med et let suk ud af hans mund ''må jeg tilspørge hvem faderen er, eller er dette en hemmelighed'' han ventede roligt mens blikket stadig var på hende

* hmm måske skulle jeg høre rundt omkring om hvem der gjorde hende gravid.. men om de vil tag denne overaskelse seriøst eller om de allerede ved det kan jo ikke overaske nogle.* tanken om at vide hvem der havde gjort dette begyndte næsten at blive helt spændene som et barn der ventede på juleaften dagen før. . .

''lad os få én ting på det rene,Ventor.'' hun så nu direkte på¨ham.
hendes øjne skød næsten lyn.
''der er ingen far, der er intet barn. gå i seng, og pas dig selv, inden jeg melder dig for overfald.'' hendes stemme var hård og kold, men noget under den bævede. Som gråd, i ren smerte.
Hendes mave, siden han havde spændt hende fast i skoven, havde gjort usandsynligt ondt. Og hun var ret sikker på at grunden til smerten, ikke havde noget med menstruation at gøre.

Hun hoppede ned af vindueskarmen, og satte sig på verandaen, med døren lukket efter sig. Hun tog sig til maven, klynkende.

han kiggede lidt mistroisk på hende, men lyttede roligt *truer hun mig..* da hun roligt gik ud af varandaen og står nu der begyndte en rolig vrede, *måske truer hun mig, men i så fald er hun vist dårligt til dette..* han kiggede roligt tilbage og tog ikke helt hendes Trudslev alvorligt, selv om hendes tegn på at hun ikke så ud til at ville havde at nogle skulle vide hendes lille hemmelighed ville spørgsmålet jo blot være hvem der havde det sidste ES i hånden, måske kunne hun formåede at få ham smidt ud, men dette ville blot skabe viden om hendes lille hemmelighed blandt de andre, og før eller siden ville det jo komme ud, så måske havde han sit lille pigebarn her i sin hånd, men alligevel så hun ud til at være urolig, måske burde han afstraffe hende, dette ville være lidt underholdene fra hans side, tankerne om at straffe hende for at vove at true ham virkede fræstende men om der nu var andre i denne hytte var jo uviden for ham.. men så alligevel, det kunne jo trods alt være sjovt.
Han kiggede på hendes ene hånd som ikke havde håndjerne om sig men så hun havde næsten flået den af sig, og med kød til og med, han rejste sig op og tog nøglerne til håndjerne og gik ud til hende, og tog fat i den hånd håndjernet sad fast ved, og låste den op, ude at kigge på hende, og fokuserede på at få sit lille stykke legetøj tilbage som efter hans mening havde moret sig glimrende med. .

Hun rev hurtigt sin hånd til sig, sammenbidt.
''lad mig være i fred.'' sagde hun stille, mens hun krøb sammen. smerterne i hendes mave voksede for hvert minut der gik.

''gå ind i seng.'' mumlede hun stille. Hun kunne ikke lide at vise sin sårede side. Den del af hende, som en skræmt dyr, krøb sammen og klynkede på hjælp.

Hun bed igen hårdt sammen og så væk.

en vrede dungede op i ham da han lige havde sat nøglen i og var ved at få fat i sine håndjern, som blev fjernet fra hans syn og en arm blev der efter slyngede over hendes hals og hånden tæt ved hendes mave hvor spidsen af den kniv fra mørket nu kom til syne, ''lad os få det kort på det rene, jeg er ikke som de andre skvat her over, jeg gad ikke at være her, smid mig ud om du vil, meld mig for mord, men at benægte mig mine ting er noget jeg ikke acceptere, og jeg er ligeglad hvems barn du har, hvis du ikke ændre lille vrede for mig og nægter mig dette mister du barnet for så skal dette være min største fornøjelse at fjerne det permenent også slipper jeg jo for at høre faderens navn, men bare rolig barnet skal nok blive fodret til hades hunde, det vil den nok elske, hvis du altså fortsætter med at benægte mig min ting. Har vi forstået hinanden?'' hans stemme var kold og kynisk som natten selv og blikket på hende forblev, hans vrede var værre end før og han havde aldrig været så vred siden den gang det formået CIA at finde en lille mappe om ham og en gæst fra dem nået at åbne den, han lod knivens spids tæt ved hendes mave skind så hun kunne mærke hans alvor, uden at prikke hul i hendes bare hud.

hun hev vejret i små stød, på grund af smerten. Hun rystede igen, og blev blegere og blegere mens hun stirrede ind i øjnene på ham.
''jeg nægter ingen deres ting. Det gjorde bare ondt.'' Hendes stemme virkede kold og mat, rystende.

''flyt dig..'' hviskede hun, mens gråden voksede i halsen på hende

kniven forsvandt og hånden lagde sig over hendes hånd som håndjerne sad i og han løftede den op så hun kunne se dem ''dette er hvad jeg kom efter, så slap af'' han lod armen fra hendes hals og over mod nøglen for at låse den op og fjernede de fra hendes hånd, han gik ind mod værelset og sukkede kort ''vil du ha jeg skal hjælpe dig med dine sår, eller ønsker du at gøre det alene'' han havde stadig ryggen til hende og et blik blev lagt på hans håndjern som så ud til at være lidt bøjert men i en okay fin stand, han vendte sig om for at kigge på hende en sidste gang og give en let kommentar, men var ikke helt sikker..

hun bed sammen mens hun prøvede at sætte sig om. hud og kød var en mangelvare på hendes ene hånd, og den anden hånd var kold og følelsesløs efter blodtabet.

''bare lad mig være i fred..!'' klynkede hun da hun gled ned og ligge igen, med hovedet hvilende på verandaens først trappetrin.

han gik ind og hentede sin forbindinger han havde i tasken, han var ligeglad med hende, men at lade hende forbløde havde han ingen tanker om, for så kunne han jo ikke more sig.. han tog også et falk rense stykker, i tilfælde af at hun skulle havde fået betændelse, og gik ud til hende, og satte sig på hug, og tog roligt fat på hendes under arm for at se hvor slemt det så ud, godt nok var det kun hånden, men han ville ikke tillade sig og røre ved hende sår, eller i nærheden, men aligevel lod han blikket på det for at kunne bedømme om det var værd at gå til lægen med.

Hun rev hurtigt sin hånd til sig, da hun mærkede ham røre ved hende. Hun rystede, og prøvede at trække sig væk fra ham. Hun var sårbar, og mest af alt, hun var utrolig træt.

Hendes øjne, hvor end hun gerne ville holde dem åbne, gled i. Hun var tæt på bevidstløsheden, alt for tæt. Få sekunder, et halvt minut måske, og hun ville ikke længere kunne holde sig ved bevidstheden.

''lad nu væ...'' hendes ord døde hen mens hun så alt sortne for sig.

Ventor kiggede kort på hende og smilede lidt, han lod hænderne under hende og løftede hende op og gik mod det værelse hun havde givet ham, og lagde hende på sengen, med blikket på hendes hånd, han gik ud og kiggede rundt efter et badeværelse med en klud i hånden og kom tilbage for at tørre blodet fra hendes hånd væk, hvor efter rense kludene som sikkert ville svig, men da hun så ud til at være ubevist lod han ikke holde tilbage med det lette smil.

noomi lå helt stille, mens lydende omkring hende blev højere og højere. trin, vejrtrækning... berøring... en seng. en våd klud mod den flåede hånd.

hun rev hånden til sig, ubevidst.

ventor sukkede og gik over til sin taske og fandt en tynd aluminium kæde frem og begyndte at spænde hendes fødder og arme fast til sengen mens blikket lå på hende og der efter gik over mod døren for at låse den, og lagde en klud om hendes mund for at sikre at hun ikke begyndte at skribe, mens han gik over til hendes krop og smilede let, hvor efter en kniv kom frem fra hans hånd og lod sig let skære hendes mave op for at fjerne barnet som han så inderligt hadet, men måske lærte dette hende at man ikke pissede på ham, hans blik var roligt på hende, mens han lod sit blik på det uvokset barn som lå der, mens kniven nu tog fat og skar navlestrengen over mens blikket på blodet der dryppede virkede let, han gik over og lagde det rullende ind i et viskestykke, og blodet fik hans hjerte til at hamre hårdere, aldrig før havde han nydt at lade så meget blod på hans hænder, og han gik nu over for at tøre sine hænder i et viskestykke, og gik der efter over til hendes mave for at sy det stykke hud han havde skåret over ved maven, et let smil bredte sig da han lod nålen gennembore hendes hud for at lige så fin lade lappe hendes hud tilbage igen, så der nok ville komme et lille ar... mens blikket på det lille fostre var en let fornøjelse, og blodet som lå på hendes mave skulle han sikkert også gøre rent... men han kunne lige så godt gøre det rent nu hvor hun alligevel var bevist løs, selv om hendes krop var ret pæn, det skulle jo ikke undre nogle at hun var datter af artemis.. de plejede jo altid at være kønne men farlige som løver, men en hver løve kan altid sættes i et bur og blive tam som en killing, med kun mørket i deres sind. Tanken om at havde sin egen lille killing lød ikke så dårlig, måske kunne han bruge hende til noget, skræmme en iriterrende nabo dreng væk som konstant fortsyred ham eller være den tjener i huset som gjorde rent, og som belønning fik lov til at vaske hans tøj, se det var ikke så tosset. Han lod kluden over hendes bare mave og vaskede blodet væk, mens han låste døren op og gik ud for at skylde den blod røde klud da det ikke lyd som om nogle var hjemme...

Noomi lå bevidstløs i flere timer. Først da solen skinnede ind i ansigtet på hende, prøvede hun at sætte sig op, men forgæves. Hendes skuldre var låst fast, hendes ben kunne knap bevæge sig.
Først var det kun en smule svien i maveskindet, men langsomt gjorde det mere og mere ondt. Hun kunne ikke se hvad han havde gjort, men det gjorde ondt. Tårerne voksede i øjnene på hende.

Hun vred sig for at komme fri, rystende. Galden blokerede hendes hals, og følelsen af at kaste op blev større og større.
Hun ville skrige, men hendes hals snørrede sig sammen.

Ventor rejste sig op,og gik over til hende med et let smil ''godmorgen, sovet godt?'' han havde ikke sovet så meget men nok tilat kunne fokusere, mens blikket på hende forblev ''vil du havde en god nyhed eller en dårlig nyehhed?, nik hvis ja, ryst hvis nej''

hun rystede straks på hovedet, mens hun prøvede at vride sig fri.
Hun klynkede lavt over smerten da hun bevægede hoften.

Hun stirrede op på ham, rystende. Hun kunne ikke fatte at han gjorde dette mod hende! Hun havde hjulpet ham, accepteret ham! Og nu, nu lå hun bundet til en seng, med en utrolig smerte i hånden, brystet og maven.

Hun mærkede gråden presse sig på, men undgik at græde. Ikke mens han så på.

han lagde hånden let på hendes kind og nussede den, ''du ligger sikkert nu og siger ''hvorfor?! hvorfor gjorder du det?'' og svaret er let, jeg vil væk herfra, forsvinde fra lejren være ustøt ud fra dette fængsel, da dette kun er for Zues og alle dde storslåedet guder ikke for os som er søn af en undergud, og jeg nyder hellere at være i det fri istedet for at være her, du har godt nok være sød mod mig, men troededu virkelig at jeg ville lade sig ustraffet for at være så flabbet overfor mig, men som en lille tak for at give mig husly, et sted hvor jeg kunne tilbringe natten og lave lidt ballade skal du havde tak for, men du skal vide nu at det du før havde er væk, nu kan du sige til mig at intet barn fandtes og ingen far er der, men bare rolig, hades hund får den ikke, det gør du, som et lille minde om mig'' han gik stille og roligt rundt omkring sengen og smilede roligt mens han lod gardinerne for, så mørket i rummet blev lagt, og hans blik på hende forblev, ''om du vil slå mig ihjel eller lade nemisis om dette er jeg ret så ligeglad med, da jeg ved at nemisis kun vil blive betragtet som undergud og det samme som alle andre under racer som åben bart ikke er lige så acceptable til at være guder som Zues eller Hades'' han lod sig over til hendes kind og lod en kniv fra hans lomme komme frem, ''men før jeg går skal du havde en sidste fornøjelse fra mig'' han lod kniven skære hendes tøj op så hendes krop blev bar på sengen.

hans ord skar i hende. Hun havde prøvet at være hans ven, men han vendte hende ryggen. Han havde taget hendes barn fra hende, og nu også hendes stolthed. Hun vred sig, uden mulighed for at komme fri.
Hun ville skrige, men halsen lystrede ikke.
Hun ville vride sig fri, og slå ham ihjel, langsomt og voldeligt.

han kiggede roligt på hende mens hun desperat prøvede at vride sig fri, han lagde sig over hende og gav hende den første lussing mod hendes kind ''lad os gøre dette kort, jeg bestemmer, mit ord er lov, hvis du nægter kommer du til skade'' han lod endnu en lussing mod hendes kind og bevægede sig vidre om mod sin taske og fandt en let hånd pisk frem, hvor han lod et par slag mod hendes bare overkrop mens et let smil blev lagt på hans ansigt.

hun blottede tænder, sammenbidt.
''flyt den pisk!'' knurrede hun, inden hun vred sig hårdt.

Langsomt, fik hun sat sig lidt op. Hun støttede sig på albuerne, og prøvede desperat at dække sin overkrop

''JEG BESTEMMER!'' sagde han hårdt og lagde et knæ i maven på hende og der efter lade hans knæ ligge på hendes torso mens hans blik blev lagt på hende ''gør hvad jeg siger og du slipper for yderligere smerte'' han lod pisken falde på gulvet og lagde den første næve mod hendes ansigt ''er det forstået!?'' en vrede fråsset over ham og han nægtede at give slip på hende, ikke når han havde hende lænket fast til sengen, og slet ikke at lade hende ude af syne nu.