Shit ... I didn't expect to see you here again ~Jason

Sted: Skoven.
Tid: Midt på dagen
Vejr: Kun lidt over frysepunktet
Omgivelser: Træer, buske, og andre ting som der normalt er i en skov

Ashley var kommet tilbage til lejren for nogle dage siden efter en længere ophold hos sin far i underverdenen, og det havde været skønt for hende at have været væk fra lejren og al dens drama i et stykke tid, men nu var hun tilbage for at fortsætte sin træning og blive stærkere, men lige nu, lige nu skulle hun bare gå en lille tur i skoven, nyde naturen og det kolde vejr, som heldigvis ikke påvirkede hende særlig meget da hun jo havde en kold temperatur. Små skrammer hist og pist kunne ses i hendes ansigt og hænder, som det var eneste som ikke var dækket af tøj, da hun for en gangs skyld havde en langærmet bluse på og en lædderjakke på udenover sammen med et par mørkeblå bukser og sorte støvler. Hendes klare, blå øjne strålede ganske let imens hun så rundt og smilede over den glæde hun følte ved at være tilbage i lejren igen. Mand, hun havde savnet den.

Jason kom løbende gennem skoven, han havde ikke været tilbage i særlig lang tid, hans bue sad over skulderen sammen med hans pilekrogger, men noget havde ændret sig, hans tøj var mørkt, næsten en dragt, helt sort, et let stof, men holdbart der var skulderplader og beskyttelse ved maven og ryggen i små plader så der var beskyttelsen for ryggen. Albuerne var også beskyttet ligesom hans knæ. Han sprang op i et af de nærmeste træer og sprang gennem dem, han var lydløs og hurtig. Han havde forfinet sin teknik mens han havde været væk. Han nød at have været væk, Hans private arsenal var blevet forbedret, eftersom det første han havde gjort var at opsøge Minerva for at få fat i sit gamle udstyr, og så var han taget ud for at afslutte det han havde startet, og det var lykkedes ham ”døden fra Chicago” havde rejst og igen, han havde nydt at være tilbage, lave forretninger. Han grønne øjne var blevet kolde og tomme. Han sprang ned på jorden igen og løb videre.

Ashley havde egentlig ikke ændret sig så meget siden hun var taget afsted, eller jo, hun var blevet gladere efter opholdet hos sin far, smilet forlod sjældent hendes læber nu og hendes latter havde tit lydt igennem Hades rige.
Og nu så hun en bevægelse der nærmede sig, og Melanie, det lille femårige spøgelse af hendes gamle veninde, viste sig. Det er Artemis's søn, hviskede hun ærefrygtigt og en anelse bange. Kort efter forsvandt hun igen og efterlod Ashley undrende og hun rynkede brynet imens hun bevægede sig hurtigt og lydløst igennem skoven og imod bevægelsen. Det var der hun genkendte den rodede frisurer og hans kropsform og hvordan han bevægede sig. "Jason!" råbte hun og håbede halvt om halvt at han stoppede. Han havde ikke set ham siden at han havde forladt lejren efter at han havde vist hende sin fortid. Hun kunne mærke en pludselig smerte i brystet og sommerfuglene i maven. Det var så lang tid siden at hun sidst havde set ham ...

Jason havde ændret sig en del, mentalt, alt ved ham virkede mere koldt, den varme aura var helt væk. Han smilede næsten ikke mere, eller jo sammen med en pige han havde mødt, men det var stoppet da han så hun blev taget fra ham, på den mest brutale måde, efter det, havde han svoret ved sig selv at intet skulle komme ind på livet af ham igen, ligesom han havde sagt efter tabet af Hunter. Da han så hvordan hun fladt til jorden, mærkede et tomrum i hans bryst der var blevet større. Han så ingen glæde mere.
Han havde fået øje på Ashley, han havde hørt hende, han prøvede at ændre sin rute så han havde undgået hende, da han ikke havde forudset at hun ville sætte i mod ham. Da han hørte hende råbe efter sig sprang han op i luften og fik hurtigt trukket sin bue, lagde hurtigt en pil på den og tænkte kun på at lave et advarsels skud, han sendte den ned foran fødderne på hende, en millimeter fra at ramme hendes venstre fod. Han landede og lagde buen over skulderen igen han vendte blikket mod hende, det tomme og kolde blik, glæden fra de grønne øjne, der var intet tilbage at spore i hans blik. Han lagde hænderne over kors på brystet og betragtede hende bare, ikke et ord slap over hans læber, end ikke et smil, eller genkendelse.

Ashley så ikke pilen før den var ved at ramme hendes fod. Et gisp forlod hendes læber og hun hoppede et stykke bagud og stirrede på pilen og derefter på Jason. De blå øjne skiftede fra overraskelse, til sorg, vrede og til sidst en blanding af raseri og undren imens hun hev hans pil op og skridtede imod ham med nogle hurtige og lydløse skridt, som altid slugte skyggerne al den lyd hun lavede. Hun kunne godt mærke hvordan hendes hud og temperatur blev varmere og steg, og hun kæmpede tavst for ikke at bryde ud i flammer og forbrænde ham. Da hun stod omkring en meter foran ham, rakte hun ham pilen. "Det er vist din," sagde hun med en rolig stemme og så bare undrende på ham. Det gjorde hende underlig trist at se ham sådan, for hun mindedes let om hvordan han havde smilet og leet sammen med hende. Hun vidste godt, at når, eller hvis, han tog pilen tilbage, ville den have et let svedet mærke hvor hendes hud rørte den, hun kunne ikke gøre for det, det skete efterhånden når hun blev vred.

Jason så på hende da pilen satte sig i jorden, et koldt smil prydrede hans læber da han hørte hendes gisp, og han så hun hoppede baglæns, han stod stille og afventede hendes, han mærkede hendes blik og så hvordan de skiftede, et bredere og køligere smil kom frem over læberne. Han så hun hev pilen op af jorden og hvordan hun begyndte at gå mod ham, han lyttede bare til hendes skridt, selvom hun som altid fik hjælp fra skyggerne, han sagde intet og så bare på hende med det kolde blik. Smilet var forsvundet fra hans læber igen. Han mærkede varmen fra hende da hun stod foran ham, og da hun rakte ham pilen sagde han ikke noget ”ja det er vist godt observeret.” sagde han roligt og med en kølig undertone, han bed ikke engang hårdt sammen så kæbemusklerne kunne ses, han var ikke vokset ret meget, men alligevel virkede musklerne under tøjet større, hans muskulatur var blevet større, og det kunne ses tydeligt der hvor beskyttelsespladerne dækkede. Han så ned på pilen og rystede på hovedet og vendte pilen med spidsen op, så den var let at finde når han skulle se nærmere på den.

Ashley så bare hårdt på ham da hun så hans smil, og hvor latterlig og forringet udgave en udgave det var af hans normale smil. Den ... ting der stod overfor hende i det øjeblik, det var ikke Jason, ikke den rigtige, det var godt nok ham på det ydre, men han havde gemt sig bag en facade, en kold facade. "Hvad er der sket med dig, Jason?" spurgte hun, hun kunne simpelthen bare ikke lade være. "Hvorfor er du blevet sådan her? Det er ikke dig." Hun rystede let på hovedet imens varmen fra hendes krop stadig kun blev varmere. Hun kunne godt se hvordan hans muskler var blevet større, men var generelt bare ligeglad om han var blevet stærkere eller ej, for hvis han nu engang prøvede noget, tog det hende ikke mere end få sekunder før hun var gået ind i sit andet jeg, ind i sit es, og så ville han ikke kunne komme i nærheden af hende uden at hans hud smeltede, selv hans pile ville bryde op i flammer før de nåede hende. Ashley selv var vokset et par centimeter imens hun havde været hos sin far, noget hun egentlig var ret stolt af, da hun ikke havde troet at hun ville blive højere.

Jason så på hende han smilede ikke, det kolde blik blev hverken varmere eller køligere da han hørte hendes stemme, han ikke engang lod som om han genkendte den, han virkede ligeglad, viste ikke den mindste form for savn ved dette gensyn. Ikke engang en glædelig tanke over at se hende ikke var der at spore, han havde lagt hende bag sig, alligevel kunne han mærke en lille gnist ved hjertet, noget som burde være blevet slukket da han tog af sted. ”der er intet sket med mig… Dette er mig” sagde han kort og køligt ”jeg er ikke blevet sådan her, jeg er sådan her.” han ændrede ikke engang tonelejet hans stemme var blevet mere hæs, lavere. Han betragtede endes mens hun rystede på hovedet ”du tror du kender mig, men du skrabbede kun i overfladen af det der er mig, min fortid kender du, så burde du også vide hvad det er jeg er” sagde han kort og holdt stadig hænderne kysset ved brystet. Han kunne se hun var vokset, men han gjorde ikke mere ud af det, han ville aldrig skade hende, ikke før hun havde gjort et udfald. Han kunne stadig mærke varmen men hans våben var blevet opgraderet så de var af ren wolfram det hårdeste og stærkeste metal, og med et smelte punkt på 3422 °C ville det tage lang tid at smelte. Det havde også taget tid at lave hans våben efter det han søgte.

Ashley kunne let mærke den smerte, den nåle skarpe smerte der skar i hendes bryst, hendes hjerte, bare ved synet af hans kolde ydre, det kolde smil, og den mangel på varme omkring ham. Hun sukkede over ham og rystede let på hovedet. "Jeg ved det godt, Døden i Chicago," sagde hun og slog det hen med en lille håndbevægelse og så på ham med et blik der ikke kunne tydes. Hun tog en dyb indånding, holdte den inde i et stykke tid, inden hun pustede tungt ud og varmen forsvandt hurtigt og efterlod dem i den kolde vinterkulde. Hun bed kort tænderne sammen og så væk fra ham, ud i skovens dyb og kom til at afsløre et stort sår ved siden af hendes hals. Det var let at se, at det næsten kun lige havde lagt skorpe og at der var lidt betændelse i det. Såret forsvandt under jakkens krave. Hun havde stødt på nogle problemer på vej tilbage til lejren. Kort efter så hun på ham igen og sendte ham et halvhjertet smil. Et kort hvidt ar lå over midten af hendes hals, lige midt på halsen. Det var et lille minde om deres sidste møde, der hvor han rejste og hun havde prøvet at stikke ham en lussing, men var endt med at ligge på den kolde, hårde jord med en kniv for struben. Kniven var så gået igennem huden på hende og da hun jo skulle kigge til siden en gang imellem var såret hele tiden gået op og først helet helt flere måneder efter at hun havde fået det, og hun var endt med at få det lille ar.

Jason så på hende han kunne se hende, han ville gerne holde om hende, sige undskyld, fortælle at han savnede hende, men hvorfor skulle han det ville være et tegn på svaghed, noget han ikke besad, han havde kun styrke, intet kunne ændre på det, han ville være ligeglad med om hun var kommet videre, om hun havde fået et andet liv. ”det er ikke døden i Chicago det er Døden fra Chicago” sagde han og så på hendes hånd da hun slog det væk, med den ubetydelige lille håndbevægelse. Han gengældte hendes blik, sendte dog bare det kolde og hårde blik tilbage, han lyttede til hendes åndedrag, smilede ikke, mærke da kulden kom tilbage, men lod det bare ligge, han sagde ikke noget, vidste ikke om han bare skulle vende om og begynde at gå mod hytten hvor han hørte til, bare efterlade hende her alene, han ville ikke bekymre sig om det, han havde mistet hende en gang, og kort efter det, Hunter og derefter Victoria, han havde mistet nok i hans liv, og det var det der havde vækket lysten til at blive jæger igen trække i udstyret, og blive Døden fra Chicago. Han så arret fra deres sidste møde, han sagde dog ingen ting, smilede bare over det ”jeg kan se du stadig har den gave jeg gav dig, hvor længe var det om at komme til at se sådan der ud?” spurgte han køligt, og roligt, han vendte blikket op mod himlen, skulle til at kalde på Hunter, men kom så i tanke om at hun ikke var hos ham mere, han spændte i kroppen, og bed hårdt sammen lukkede hårdt sine næver og blikket blev endnu mere køligt, endnu mere hårdt, han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han savnede hendes meget, hun havde været hans første egentlige ven, og han havde elsket hende.

Ashley så bare trist på ham, hun havde savnet ham, det havde hun virkelig. Synet af ham der gik havde hjemsøgt hendes drømme længe, hvor hun havde løbet og løbet, men han var kun kommet længere væk. Hendes kinder blussede let op da han rettede hende og hun så lidt væk. "Du ved hvad jeg mener," sagde hun bare og så på ham igen med et roligt blik. Den eneste grund til at hun havde lavet den lille håndbevægelse var at hun var ligeglad med om han var så kold, myrdede andre, han ville stadig være den samme i hendes øjne, uanset hvad han gjorde. Hun så på ham og hans smil og fnøs over hans spørgsmål. "Du skar nærmest struben op på mig, og så spørg du hvor lang tid det tog?" sagde hun og tog sig til halsen og kom til at strejfe sit store sår på siden af halsen. Hun rystede let på hovedet og kørte så en hånd igennem sit hår og sukkede over ham imens hun betragtede hvordan han kiggede op imod himlen og en gennemsigtig falk kort kredsede om ham inden den forsvandt igen. "Hvordan døde hun?" spurgte hun lettere fraværende imens hun stadig betragtede det sted falken havde vist sig. Da hun så på ham igen, vidste hun, at hun havde gættet rigtigt. Hunter var død. Så forstod hun egentlig bedre hvorfor han var blevet sådan.

Jason betragtede bare hende og hendes triste blik, hans læber forholdt sig stadig i ro, an ignorerede hans savn fuldstændig, intet slap ud af ham, han fjernede hænderne fra sit bryst og så ned i jorden, kort efter lukkede han øjnene og grinte af hende da hun sagde at han vidste hvad hun mente, hans latter var kold mens han rystede på hovedet ”nej det ved jeg faktisk ikke” sagde ha kort ”for mig viser det mig hvor meget mit liv egentlig interesserede dig, hvor meget jeg egentlig interesserede dig” sagde han kort og roligt samt køligt ”jeg kan ikke have været meget værd for dig så” sagde han bare, og vendte op og gik hen under et af de nærmeste træer og lænede sig op af det, inden han lagde hænderne over kors på brystet igen, og bøjede det venstre ben så foden var på træet ”ja jeg skar næsten din strube over, men gjorde jeg det?” spurgte han ligegyldigt og betragtede hende køligt ”for i mine øjne er du stadig i live, ellers ville du ikke stå her” sagde han bare koldt, han lod en hånd køre gennem hans hår, lukkede øjnene og tænkte tilbage på deres sidste møde, nu slap der et smil frem. Han åbnede øjnene igen, og varmen var kort varigt tilbage i hans blik, men det forsvandt hurtigt igen ”ja måske spørger jeg hvor lang tid det tog med at hele fordi jeg gerne ville vide om du måske var en lille smule okay, oven på det” sagde han køligt og hårdt. ”det vil jeg ikke snakke om, hovedsagen er at hun er væk, og at jeg er alene” sagde han iskoldt, hans stemme var gået fra lav til et uhørligt hvæs der klart signalerede at han ikke ville dele det med hende, om han nogensinde ville det, vidste han ikke selv, det måtte tiden vise, han vidste at han måtte vinde sig ind på hende igen, og det samme måtte hun ved ham hvis hun ville.

Ashley sukkede over ham. "Jason, du aner ikke hvor meget du betød for mig, hvor meget du stadig betyder for mig," sagde hun i en træt tone og så bare trist på ham. "Synet af dig der bare gik fra lejren, fra mig ... det syn hjemsøger stadig mine drømme, for uanset hvor meget eller hvor hurtigt jeg løber, så kom der bare mere og mere afstand imellem os." Hendes blik lå imod hans grønne øjne og veg ikke fra dem et eneste sekund, et tydeligt tegn på at hun talte sandheden. Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil og hendes kinder blussede ganske svagt.
Hun rystede let på hovedet over ham. "Jeg kunne stadig have stået her, død eller ej, og tro mig, var jeg død, havde jeg hjemsøgt dig," sagde hun alvorligt, men smilet der spillede om hendes læber antydede at hun drillede lidt. Hun så godt den kørte varme i hans smukke, grønne øjne, men det var væk så hurtigt at hun ikke var sikker på at det havde været der eller ej, uanset hvad, så bankede hendes hjerte en anelse hurtigere end før. Hun tøvede kort, inden hun sagde; "Det tog nogle måneder før såret var helt healet, jeg blev ved med at træne, så jeg kom hele tiden til at bryde det op." Hun trak let på skuldrene og bed sig kort i underlæben og så på ham med et roligt blik. Hun gik langsomt over til ham og lagde tøvende og prøvende hånden imod hans skulder, klar til at han bare skubbede hende væk igen. "Jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men hun er her stadig, hun vogter stadig over dig, hun vil nok altid være hos dig," sagde hun og så blidt på ham. Hun vidste godt hvor meget Hunter betød for ham. Og med de ord tog hun sin hånd til sig og trådte et par skridt tilbage for ikke at udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt.

Jason hørte hende sukke, ”Nå så jeg betyder stadig noget for dig, den må du faktisk lidt længere ud på landet med” sagde han bare stille og roligt, der var stadig intet der forandrede sig ved ham, han betragtede hende ”så du siger at det stadig hjemsøger dig” sagde han så og smilede køligt, hvordan ser du det, jeg ser det som en god ting at jeg forsvandt, jeg behøvede ikke bekymre mig om andet end Hunter og mig selv, men så mødte jeg en kort efter jeg havde mistet Hunter, hun fik mig til at føle mig hel, men så mistede jeg også hende, så nu er jeg færdig med at lukke mennesker ind i min sjæl, jeg vil ikke have nogen tæt på mig mere, før jeg finder den rette” sagde han langsomt og kort, han sukkede så og vendte sig væk fra hende da han så hendes kinder der blussede.
”tror du at de døde skræmmer mig, jeg er mere bange for de levende end de døde, de levende kan skade fysisk, de døde skader kun psykisk” sagde han så køligt og betragtede hende ”at du havde hjemsøgt mig, ville ikke være andre steder end i mine drømme, men da jeg dræber uden samvittighed, ville det ikke betyde noget, jeg sover som en sten, uden drømme, uden fortrydelse” sagde han, han lød sadistisk, han lød som en morder, han lød som om han kun levede for at slå ihjel, det kolde i hans øjne blev endnu koldere mens han snakkede om død, ”så du kan nok se, du skrammer mig mere end de venner du og din far kan sende efter mig” sagde han så kort. han kunne høre da hendes hjerte bankede hurtigere end før, hvis han ikke havde stået op af et træ var han sprunget tilbage. ”du skulle måske bare have holdt dig i ro til det var helet, så havde det været langt pænere nu” sagde han så bare og så på hendes hånd da han mærkede den på sin skulder, han reagerede ikke, da han ikke ville give hende endnu et sår og ar, han havde jo aldrig haft det som en hensigt at skade hende fysisk og det ville han stadig ikke ”jeg ved godt hun stadig er her, men det er ikke det samme, jeg kan ikke snakke med hende, ikke se hende, hun er en del af mig, men den del af mig virker tom” sagde han, han så da hun trådte tilbage, hvilket fik ham til at smile, hans overfald på hende hvad åbenbart, haft en effekt.

Ashley rystede trist på hovedet og så væk fra ham imens hendes hår begyndte at slå gnister. Bogstavelig talt, det løftede sig let op og små gnister fløj fra det, fik det til at se levende ud. "Det er sandheden, din ..." sagde hun hæst og så på ham med et blik der flammede. Det blå i hendes øjne lignede flammer og hendes hår løftede sig i en lille bølge af gnister og luften blev varmere omkring dem. Hendes små raserianfald var blevet oftere og oftere siden at hun havde opdaget sin nye evne, og hun var til skade for sine omgivelser. Hun kunne huske første gang Angus havde set hende i sit es ... det var heldigt at han kunne tåle flammerne, for ellers havde han været død nu.
Hun rystede på hovedet over sig selv og en lille gysen gik igennem hende da varmen lige så stille forsvandt igen og flammerne i hendes blik forsvandt. Hun så mere roligt på ham og nikkede medfølende. "Jeg er ked af at du mistede alle du holdte af," sagde hun i et blidt tonefald og kørte hænderne igennem sit hår for at fjerne de sidste gnister.
Hun smilede en anelse over ham. "Du undervurdere de døde, Jason, du aner virkelig ikke hvad de er i stand til," sagde hun og trak lidt på skuldrene. Hun vidste præcis hvad de døde kunne finde på og kunne gøre, de stærkeste af dem kunne endda også påvirke andre fysisk, eller hvis en afdød var bundet til et Hades barn, så blev de stærkere derpå, ligesom Melanie var bundet til Ashley.
Hun trak let på skuldrene og så bare på ham med et lille skævt smil. "Det ville jeg ikke, for så havde jeg mistet mit sidste minde," sagde hun lavmælt og så på ham med et roligt og ærligt blik. Hun nikkede forstående. "Jeg ved præcis hvordan du har det." Hun så ned i sine hænder og pillede lidt ved en af hendes mindre skrammer. Hun så op lige tidsnok til at se ham smile, og små gnister sprang fra hendes hår. "Hvis det sker igen, så må du være forberedt på at blive brændt af," sagde hun i et roligt toneleje, men med et faretruende glimt i sine øjne.

Jason så på hende mens hendes hår begyndte at slå gnister, han fjernede sig ikke ud af flækken, ikke en eneste muskel foretrak sig i hans krop, end ikke en nervøs trækning ved hans øjne, han lukkede dem bare og opslugte varmen og smilede så han lyttede til hendes ord ”din hvad?” spurgte han køligt han åbnede øjnene og smilede kort ”kom med det, hvad er det jeg er?” spurgte han og rettede sig op og viste en smule interesse for hende nu. Han så ind i hendes øjne og smilede ”bare kom med den vrede, du har holdt inde mod mig, hvis du ikke tror jeg kan rende fra dig eller sende en pil gennem dig, så må jeg skuffe dig, du kan ikke fange mig, og din flammes varme skal være høj” sagde han så og sprang op i et træ og satte sig på en gren og lænede sig op af stammen og lagde hænderne bag nakken. Han gjorde ikke noget for at pirre hende endnu mere, eller for at køle hende ned, hun måtte selv slås med hendes vredes problemer. ”måske skulle du prøve med en psykolog” sagde han så langsomt og kort.
”du skal ikke bekymre dig om mig, det er livets gang, jeg er van til at miste hvad jeg elsker og holder af… Ja det smerter at miste hvad man elsker og holder af, men livet går videre, men jeg har bare sat nogle andre mål for min fremtid” sagde han langsomt og så ned på hende, han vendte blikket mod himlen og smilede, friheden i naturen var det eneste sted han følte sig sikker og fri. Han hørte da hendes hænder kørte gennem hendes hår, han lukkede øjnene med en tanke i hovedet.
”jeg undervurder aldrig, jeg siger bare jeg ikke frygter de døde.. Jeg ser de levende som det jeg skal passe på” sagde han ”for man skal passe på dem man elsker, for det er dem der såre en mest” sagde han så ”det kan godt være du kan se dem, men jeg har endnu ikke oplevet at de døde er kommet efter mig eller har skadet mig, så derfor kan jeg ikke undervurdere dem. De levende derimod har jeg set og følt hvad de kan gøre, derfor ved jeg hvad jeg skal frygte” hans stemme var rolig og behersket, men stadig kold.
”du ville hellere rende rundt med et grimt sår der minder dig om hvad din kæreste gjorde ved dig, fordi han mistede besindelsen i et kort sekund efter du havde forsøgt at overfalde ham” sagde han bare roligt, han vendte blikket mod hende men sagde intet mere end det ”så du ved hvordan jeg har det?” sagde han så langsomt og rystede på hovedet over hende, men han passede stadig på at han ikke kom il at pisse hende af, han ønskede nemlig ikke at starte en kamp som det første efter han var kommet hjem, han trængte til at slappe af, bare et kort lille øjeblik. ”hvis hvad sker igen, så bliver jeg brændt af, det vil jeg se før jeg tror på dig” sagde han roligt.

Ashley kæmpede virkelig for ikke at miste besindelsen, men det var svært. "Din kraftidiot," råbte hun ad ham inden hun med nogle få skridt var ovre ved ham, tog fat om ham og pressede sine brændende læber imod hans et kort øjeblik inden hun tumlede tilbage, overrasket over hvad hun selv lige havde gjort. Hun hev let efter vejret og hendes håndflader havde efterladt små, røde mærker på hans hud da hun var ved at forvandle sig. Håret udsendte gnister og øjnene flammede, og hun prøvede hårdt ikke at forvandle sig, hun ville ikke, hun ville bare ende med at skade ham, og det ville hun ikke kunne klare. Det glædede hende da han hoppede op i træet tæt ved dem, for så kunne hun måske få lidt mere styr på sig selv, men ved hans ord samlede der sig en lille ildkugle i hendes hånd og hun kastede den efter ham så den ramte få centimeter fra hans ansigt og sved træet. "Du skal passe på med dine ord," sagde hun koldt og prøvede virkelig at få styr på sig selv og sin evne.
Hun rystede let på hovedet over ham og sukkede over ham, men svarede ham ikke, hun var træt og udmattet over at have holdt sin evne i skak og rystede ganske let af udmattelsen. Hun kom med en lille klukken. "Jeg prøvede ikke at overfalde dig, kun på at stikke dig en lussing, og med god grund, du var på vej væk, du skulle til at rejse og du havde ikke tænkt dig at sige det mindste til det til mig," sagde hun med et træt smil og så roligt på ham. Hun tøvede lidt inden hun så undrende op på ham. "Kaldte du lige dig selv min kæreste?" spurgte hun undrende, dog med et lille smil om læben over det og lagde hovedet på skrå imens hun betragtede ham. Det sædvanlige nysgerrige glimt var endnu en gang til at se i hendes klare, blå øjne.
"Hvis du overrumpler mig igen," sagde hun og sukkede over ham. "Bare tro mig, du vil ikke se mig forvandle mig, og plus, du har jo aldrig ville se mig nøgen, så hvis du overlevede, så ville du ikke kunne se på mig når jeg har forvandlet mig tilbage," sagde hun med et smørret grin om læben og trak let på skuldrene.

Jason så ned på hende med et smil, han kunne se hende kæmpe en indre kamp, smilet bredte sig over hans ansigt ”så du syntes jeg er en kraftidiot” sagde han og havde egentlig forventet noget bedre af hende. Han mærkede hendes læber mod sine og stivnede ganske kort over det, mærkede smerten på sin hud og læber, han så på hende da hun tumlede tilbage han mærkede kortvarigt smerten men lod det ligge, han havde fået det på den måde at smerte styrkede, han så bare på hende ”Jeg troede du var kommet videre og at jeg var en kraftidiot” sagde han bare lavt og roligt mens hans så på hende. Han lyttede til hendes åndedrag og smilede kort over det ”jeg troede ikke du kunne lide mig” sagde han og sprang op da ildkuglen kom mod sig, han så den svitse træet, han så på det ”du brude passe bedre på med de der ting, folk kunne komme til skade” sagde han og rejste sig op på den gren han var kommet op på.
Han så på hende mens hun rystede på hovedet og sukkede han sprang ned og landede nede foran hende ”det er næsten det samme, du ville udøve vold og jeg forsvarede mig selv ”men jeg skal ikke bebrejde dig, ja jeg ville forlade stedet her for at afslutte det jeg startede, og det er gjort nu, men det kostede noget, meget mere end jeg havde regnet med” sagde han så og gik lige forbi hende inden han vendte sig og så på hende ”ja jeg ville rejse uden at sige noget til dig, jeg ville ikke skade dig, men det gjorde jeg, og det er jeg ked af, jeg ville aldrig have skadet dig” sagde han roligt og så på hende, han nikkede kort ”ja jeg ville nok have betragtet os som kærester inden jeg rejste.” sagde han kort ”så ja, jeg var din kæreste på daværende tidspunkt” sagde han kort han så hendes nysgerrige blik.
”jeg vil ikke overrumple dig igen, da der ikke er nogen grund til det” sagde han kort og rystede på hovedet over hende ”det kunne være sjovt at se hvad der ville ske” sagde han blot, ”jeg behøver ikke at se på dig, selv hvis jeg overlever” sagde han ”jeg behøver end ikke at se på dig nu, det er noget jeg selv har valt og vælger” sagde han kort og betragtede hende.

Ashley skulede ad ham og bed tænderne sammen så det arbejdede i kæberne på hende. "Årh, der er så meget du ikke ved om mig," sagde hun sammenbidt og så hårdt på ham over hans smil. Hun hævede let det ene øjenbryn og så bare på ham. "Er du døv, eller hvad?" spurgte hun irriteret og knyttede næverne. "Har du ikke hørt en skid af det jeg har sagt?" Hun så bare på ham og samlede ilden fra sit indre i sin hånd og så på ham. "Nej, det var slet ikke meningen," sagde hun sarkastisk og med et smil om læberne. Hun var ved at være træt af det hele.
Hun rystede på hovedet over hans forklaring og så senere hans undskyldning. "Du er ked af at du skadede mig, right," sagde hun med en hård tone og så roligt på ham. "Du sagde det som om, vi stadig var kærester, det er bare det." Hun trak lidt på skuldrene og så bare på ham. Ildkuglen lå stadig i hendes håndflade og hendes hår slog let gnister.
Hun hævede let det ene øjenbryn. "Sjovt er ikke ligefrem sådan jeg ser på det," sagde hun i en rolig tone og slukkede ilden i sin hånd ved at knytte hånden sammen. Hun sukkede bare lidt over ham og trak på skuldrene.

Jason så på hende mens hun skulede, han rystede på hovedet over hende og gik forbi hende. Han så sig ikke tilbage, mens han tog hætten i dragten over hovedet og sprang op i et træ og gik ind i skyggerne, han satte sig ned ”Ja der er meget jeg ikke ved om dig, og der er meget jeg ikke vil vide om dig” sagde han. Da han hørte hvad hun sagde grinte han koldt ”ja jeg er døv, det var derfor jeg kunne føre en samtale med dig før” sagde han og hans latter forstummede. ”jeg har skam hørt hvad du sagde, men derfor betyder det ikke at jeg kunne lide, eller vil gøre noget ved det” sagde han ”og du burde finde en psykolog” sagde han så bestemt med en provokerende undertone.
”ja jeg er ked af at jeg skadede dig, for normalt skader jeg for at dræbe, men det var ikke meningen du skulle have det ar, det var ikke meningen jeg skulle have forsøgt at gøre det” sagde han lavt og sukkede kort. Han lænede sig tilbage op af det træ han var kommet op i, han trak et af sine to kortsværd og begyndte at slibe det. ”vi er ikke kærester, det endte da jeg forlod lejren uden dig” sagde han så lyttede bare til skoven og alt hvad der foregik omkring ham.
”jeg siger bare at jeg vil gerne se hvad det er der ville ske med dig, hvis jeg forsætter med agt pisse dig af” sagde han blot og vendte sig så han kunne se ned på hende.

Ashley kom med en lille irriteret lyd og gnisterne fløj fra hendes hår. "Som hvad? Hvor mange jeg har været i seng med? Hvad jeg har lavet i forsøg på at glemme dig?" spurgte hun med en irriteret tone og bed tænderne sammen imens hendes håndflader blev varmere. Hun borede neglene ind i huden på sig selv for at holde sig i skindet. "Pas på med hvad du siger," hvislede hun vredt og så nærmest bedende på ham under den begyndende vrede i hendes blik.
Hun nikkede lidt, godtog hans undskyldning, men begyndte bare at gå frem og tilbage i underskoven et stykke tid inden hun stoppede op, tog jakke og sko af og gik længere ind i underskoven hvor hun lagde det et mere sikkert sted inden hun gik tilbage igen og fortsatte med at gå frem og tilbage, nu kun iført en tanktop, bukser og bare fødder. Man kunne se en masse hvide ar løbe hist og pist over hendes arme og skuldre, sammen med en masse små, nye sår, skrammer og blå mærker. Og nu kunne man se at såret på hendes hals gik helt fra kindbenet af og ned til hendes skulder og var bredt og stort. "Det ved jeg fandme godt, at vi ikke er," sagde hun kort for sig og fortsatte med at gå frem og tilbage imens hun prøvede at køle sig selv ned, men hendes fødder afsatte svedne mærker i græsset og hendes hud skinnede ganske let op i den mørke skov imens hendes hår slog gnister hver gang vinden legede med det. "Hvorfor?" spurgte hun irriteret og blev ved med at gå frem og tilbage. "Har du ikke hørt rygterne om mine evner?" Hun så kort op på ham med øjne der var blevet til blå flammer. Hun tog blikket til sig igen og fortsatte med sin lille gåtur. Hun skiftede med at knytte og slappe af i hænderne og rystede dem en gang imellem imens varmen bredte sig ud fra hendes krop og hendes hjerte havde sat farten utrolig højt op, det bankede efterhånden så hurtigt at det ville have været livstruende for dødelige.

Jason sad bare oppe på den gren og lukkede øjnene han lyttede bare til hende, ignorerede hende ”ja.. Jeg ved ikke en skid om dig, og du ved alt om mig, du åbnede dig aldrig op overfor mig, så hvorfor skulle jeg ikke være ligeglad med dig, ligeglad med hvad du har lavet, laver og vil lave, der er intet i dit liv der har en interesse for mig, ”hvorfor skulle jeg passe på, som om du ville kunne nå at fange mig inden jeg vil have sendt en snes pile gennem dig” hans stemme var rolig og gik fra kold til køligere. Han rejste sig og satte sig på hug på grenen og sprang ned på jorden ”hvis du vil have mig undskyld, har jeg bedre ting at tage mig til end at stå her, og snakke med dig” han var stadig kold i holdningen og hans stemme. Han begyndte at gå væk fra hende.

Ashley sukkede irriteret over ham og knyttede næverne sammen. "Jeg åbnede mig op for dig, jeg tog dig med hjem, du mødte min moster," sagde hun med sammenholdet tænder. Hans ord irriterede hende grænseløst, og gløden under hendes hud tog til og hun vidste, at hun snart ville forvandle sig.
Hun fnøs hånligt over ham. "Dine pile ville ikke kunne må at ramme," sagde hun koldt og med en underlig gnitren i sin stemme. Hans ord og holdning var for meget for hende, hun kunne ikke forstå hvor meget han havde ændret sig, hun kunne stadig ikke helt fatte, at det her var Jason der stod overfor hende. Og så skete det, på få sekunder gik der ild i hele hendes krop og hendes tøj brændte op og forsvandt og efterlod hende med sit ild. Havde man set på hende imens, ville man have været nødt til at kigge væk. Varmen fra hende var hård og der var ild i hele hendes krop, som om ilden lå oh kørte rundt under hendes hud, og hendes hår var blevet til flammer, det eneste blåt var flammerne i hendes øjne der nu betragtede ham hårdt og vredt. "Det er det her du gør bedst, skride," sagde hun isende koldt med den varme gnitren i sin stemme. Ildkuglerne begyndte at forme sig i sine hænder og hun var så tæt på at kaste dem efter ham. "Det er det du altid har gjort og altid har gjort." Hun snerrede vredt af ham og rystede let af vrede.

Jason så bare på hende mens hun snakkede, han rystede på hovedet ”ja du tog mig med hjem til din moster, og jeg hyggede mig, men du fortalte mig aldrig noget som dig selv, jeg ved ikke en skid om hvert eneste lille ar du har på din krop, Det eneste jeg kender til, det er det sår jeg gav dig” sagde han køligt og roligt, han blev bare stående, stadig køligt og roligt, med blikket rettet mod hende, inden han vendte sig væk.

”Du tror du kan nå at blive varm nok til at de ikke ville kunne nå dig” sagde han hånligt og satte sig ned og lukkede øjnene, lagde hænderne i en meditations stilling, han sad stille og roligt helt roligt, han trak ikke en mine, gjorde ikke noget for at komme væk, hans bue og pile sad bare på ryggen, han havde gjort sig helt forsvars løs, ved at sidde på den måde som han gjorde han mærkede varmen fra da hun forvandlede sig, sveden var endnu ikke begyndt at komme frem på hans hus, han mærkede det som en naturlig rolig varme, han trak på smile båndet, hun havde ikke fattet at han legede med hende, han ville se hvor meget han kunne pisse hende af. Han var lige glad med konsekvenserne, han følte at han havde levet, og oplevet et helt livs smerte, og han var klar til at tage ind i døden, ”Jeg har ikke tænkt mig at skride” kom det koldt fra ham.

Ashley råbte kort frustreret og ordløst af ham. "Jeg fortalte dig om hvad der var sket i min fortid, og du spurgte aldrig til mine ar, det tager tid før jeg åbner helt op," sagde hun i en kold rolighed og fuld med lyden af ilds varme knitren. Hun kunne ikke fatte hvor meget han kunne få hendes pis op at koge.

"Du aner ikke hvor varmt det bliver," snerrede hun koldt og knyttede næverne og så hårdt og koldt på ham. Hele hendes krop var i flammer, og det lignede at hun var nøgen, og så alligevel ikke. Flammerne kørte lige under hendes hud og udsendte en varme der fik de nærmeste træer til at blive svedet ganske let og bladene til at krølle sig sammen og langsomt falde af og gå op i flammer. Alt hvad der var indenfor fem meter af hende blev hurtigt sort og visent. "Det kan jeg se," sagde hun irriteret og så på ham, nu med mere undren i blikket. Havde han virkelig bare leget med hende? Hun kunne ikke fatte det, og det gjorde hende bare endnu mere irriteret på ham. Men hun slukkede ildkuglerne i sine hænder. Og det var der hun fik øje med skyggen omkring ham, en let skygge der næsten ikke kunne ses, men det var alligevel tydeligt hvad den ønske symboliserede. Han ville gerne dø. "Du får mig ikke til at gøre det," sagde hun koldt og roligt.

//Du ved godt, at varmen der udstråles fra hende er omkring samme temperatur som fra lava, ikke?