Shit ... I didn't expect to see you here again ~Jason

Jason lyttede til hendes ord men gad ikke at høre meningen i dem, han havde lukket fuldstændigt af og sad forsat bare helt stille, uden at trække en muskel, uden den mindste bevægelse, det var kun vinden og varmen fra hendes der fik hans hår og tøj til at bevæge sig, selv ikke engang hans åndedrag kunne ses på ham, intet kunne høres fra ham heller, han lyttede til skoven, til hendes knitrende, han sad forsat bare roligt, følte sig hverken truet eller bange, bange havde han ikke følt længe, heller ikke truet.

”hvis du kan blive mere end 3500 grader varm så skal jeg nok passe på indtil da, kan jeg slappe af” hviskede han tydeligt og fornemmede hun knyttede næverne, han lod hans andre sanser tage over, Han sad roligt og åbnede så øjnene og betragtede hende, ”jeg ville finde en kommentar til det der, men der er ingen… eller jo Du tænder jo stadig på mig” sagde han koldt og lukkede så øjnene igen. Han håbede hun ville se det fornærmende i det, da han jo havde fået hende til at ”sætte ild” til sig selv. Han åbnede øjnene da hun sagde hun ikke ville ”så må jeg jo få dig til det, han kom hurtigt på benene og sprang op og lagde den ene pil på buen efter den anden, og sendte dem mod hende han landede på den nærmeste gren, og sendte flere pile mod hende.

En lav, brummende lyd kom fra Ashley, og det gik op for hende, at hun knurrede ad ham, hun kunne snart ikke klare det længere og var så tæt på at gøre ham ondt. Hun blussede op, men holdte sig i skindet ved hans ord og blev stående imens hun stirrede på ham med flammeblå øjne. Hun slog kort en latter op. "Som om," sagde hun koldt og med en knitrende stemme.
Hun gispede da hun så ham affyre pilen og hun kastede hurtigt en ildkugle imod den så den brændte op kort fra hende, det samme gjorde hun med de næste pile. "Hvorfor vil du begå selvmord?" råbte hun ad ham og så hårdt på ham, samtidig med at hendes blik blev mere trist og ked, hun ville ikke have at han døde. Men så var det at hun missede en pil og hun bukkede sig sammen og gispede af smerten imens pilen langsomt brændte op i hendes mave på grund af hendes varme. Hun tog fat om skaftet og hev den ud i et hurtigt ryk og så så op på ham med et forfærdet blik inden hun vendte hovedet imod jorden og hostede og skælvede. "For Hades da, Jason, hvad er du ude på?" spurgte hun hæst og med en stemme der var tilsløret af smerte og hun kæmpede for at holde sig i sin flammeform, men gløden forsvandt langsomt fra hende og hun endte med at sidde nøgen på den afsvedne jord imens hun holdte om sin kraftig blødende mave. Hun skælvede voldsomt. "Hent min jakke ... vil du ikke nok?" bad hun ham lavmælt, men vidste, at han kunne høre det, hun havde ikke glemt hans gode hørelse.

Jason så på hende da hun knurrede af ham han smilede, han var ved at opnå det han ville, han ville mærke hendes vrede mod sig han så hvor meget hun beherskede sig, han var imponeret over det, men det forsinkede kun det han ville, han ville bare have hendes vrede og had ud af livet, hvis det skete ville han kunne være sig selv igen, han havde troet at hanstur væk fra lejren ville være nok, han vidste hun havde fundet en anden, men det havde aldrig stoppet ham fra stadig at holde af hende, stadig at elske hende ”som om det ikke passer, husk på hvem der kyssede hvem for lidt siden” sagde han roligt.
han så hun brændte pilen ”kan du blive mere end 3500 grader varm?” spurgte han mens han forsatte pilestormen over hende ”jeg vil ikke begå selvmord, hvis du gør det, er det et mord, der var fremprovokeret” sagde han så da han hørte hendes, Han så da pilen gik rent ind i maven på hende, ”Ashley dit store fjols, hvorfor skulle du miste fokus” sagde han og sprang ned på jorden og gik hen til hende, han trak sin sorte dragt af, han havde en hvid undertrøje inden under, og et par tæt siddende shorts han lagde ikke mærk til om hun var nøgen ”Hvorfor skulle du misse den dit fjols, det var meningen det var dig der skulle stå sådan her over mig” hviskede han og fandt et stykke træ ”læg dig ned så skal jeg nok hente din jakke om lidt” han forsøgte at lægge et pres på hendes mave over såret, så det ikke ville brede sig voldsomt. Efter det hentede han hendes jakke og så på hende ”det var ikke meningen de skulle ramme dig, det var meningen du skulle have skadet mig dit fjols” sagde han hurtigt, det var tydeligt han var ved at blive bange, han ville ikke miste hende, ikke på grund af sin egen egoisme.

Ashley kunne godt mærke at hendes træning havde båret frugt, for for nogle måneder siden havde hun gået amok på ham og nok endt med at såre ham alvorligt i løbet af sit raserianfald, men nu, nu kunne hun stå og lade hans ord pile af på hende. Det var derfor at hun ikke sagde noget til hans ord, men bare sendte ham et irriteret blik.
"Hvis jeg koncentrere mig, så ja, sagtens," sagde hun med roligt blik og blev ved med at brænde hans pile af. "Jeg ville aldrig dræbe dig!" Hun så forfærdet på ham og det var derfor at hun missede en ene pil.
Hun sad nu bare og gispede let af smerten og gav ellers ingen andre tegn på smerte. Hun så lidt halvbange på ham. "HENT NU BARE MIN FUCKIN JAKKE!" råbte hun ad ham og så vredt på ham, hvorfor gjorde han det ikke bare? Hun overvejede kort at rejse sig op og hente den selv. Da han bad hende om at ligge sig ned, så hun bare på ham og slog hånden væk fra sig da han prøvede at røre ved hende. Hendes hånd var koldere end normalt da hun langsomt mistede blodet i sin krop. "Hent ... min ... jakke," snerrede hun ad ham og så op på ham med et hårdt blik, men hun rystede stadig og hun var bange, men hun skjulte det.
Da han kom tilbage med jakken, rev hun den ud ad hans hænder og ledede hurtigt i sine lommer imens hun prøvede at dække sig med den. Hun fandt en lille flaske frem og åbnede den og tog hurtigt en lille slurk af den og mærkede så hurtigt kort efter hvordan hendes indre lappede sig sammen og såret langsomt begyndte at danne skårpe. Derefter lukkede hun den og åndede lettet op inden hun lagde den tilbage i sin lomme og fandt et stykke sort stof, som hun hurtigt fik over hovedet, og det viste sig, at det var en sort kjole i enkelt snit som gik hende til midten af lårene. Først der vendte hun sin opmærksomhed imod ham. Hun var vred, men også såret, hvilket kunne ses i hendes blik. "Jeg ville aldrig kunne dræbe dig, Jason aldrig," sagde hun i et roligt toneleje og rejste sig langsomt op og stod så kort efter skælvende på benene. Gudenektaren, som havde været det der var i flasken, havde allerede hjulpet meget og såret var healet og hun havde fået genvundet noget af sit blod igen, så hun var ikke helt så svimmel som før.

Jason så på hende og rystede på hovedet, han kunne ikke forstå at det ikke var ham der sad sådan som hun gjorde, det der, han ville ønske det var ham, hvorfor havde hun ikke bare gjort det, han fattede hende ikke, og det vidste han at han aldrig ville komme til men nu var han ligeglad, hans plan havde slået fejl, for første gang var det ikke gået som han ønskede det, og det ville koste i sidste ende. Det vidste han, det stod så klart som det kunne, han havde lavet en fejl et sted, men hvor det vidste han ikke.
”så lad os se om vi kan få dig helt der op ikke sandt, det skal være sjovt for os alle sammen, så lad os se dine små kræfter” hans stemme var hånlig som den aldrig havde været før ”det bliver du nød til, for ellers gør jeg en ende på dig” sagde han kort og kontant, han havde ingen intentioner om at stoppe, ikke før han så hun havde misset den pil der ramte hende.
”Det burde jeg faktisk ikke, for du kan bare lære at holde fokus og koncentrere dig, tror du at en rigtig fjende havde stoppet op, og tænkt sig at gøre som jeg har tænkt mig?” spurgte han kort og koldt, han betragtede hende bare. Han havde kun stoppet fordi han stadig elskede hende, men han ville ikke vise det, han ville ikke vise hvor meget han havde savnet hende. Han havde ønsket hun havde skadet ham, så han kunne tage det med sig i graven, så ingen ville finde ud af noget om ham, ikke mere end han allerede havde fortalt nogen, han skulle aldrig have åbnet sig for nogen, han havde altid været alene, og det var sådan han skulle have det, alene og ensom, men det var bare for sent det var gået op for ham, hvor galt han var gået i det. ”ja.. ja.. Jeg skal nok” sagde han bare roligt efter han havde mærket da hun slå hans hånd væk ”tænk at jeg hjælper dig, når du ikke vil have min hjælp, jeg er for venlig, for mild” mumlede han til sig selv.
Han mærkede da hun ræv jakken ud af hans hænder ”det er for sent at skjule noget, det billede er ætset ind på min hukommelse for evigt” sagde han koldt, og rystede på hovedet ”bare vær glad for jeg er ligeglad med dig” sagde han og gik hen til et træ, og sprang op i det. ”jeg håber at du få det bedre hen af vejen, og at du kommer dig fuldt ud.” han satte sig på en gren, og begyndte at synge nynne en melodi, en sørgelig en af slagsen.

Ashley ville aldrig kunne skade ham, hun var ikke sådan, hun var ikke afhænger af vold, men brugte det kun som sidste mulighed, og det var det ikke nu. Hun ville ikke lade ham være alene, hun ville være der for ham, hvis han altså ville lade hende være der for ham, hvilket han næppe ville. Så da han endelig var på vej over for at hente hendes jakke, sendte hun ham et taknemmeligt blik og sendte ham et lille, tappert smil. Hun rystede på hovedet over hans ord og så op på ham da han var oppe i træet. "Du er ikke ligeglad med mig, havde du været det, så havde du ikke hjulpet mig," sagde hun med et lille smil og så op på ham. "Vil du ikke være sød at komme herned så vi kan snakke, eller skal jeg kravle op til dig?" Hun så op på ham og hævede let det ene øjenbryn. Hun skælvede stadig og hun kunne mærke det dunke over hele hendes krop og hvordan giften tærede på hende, dét at han havde fået hende op i det røde felt og fået hende til at forvandle sig, havde været skidt for hendes helbred, da hendes hjerte bankede utrolig hurtigt inden forvandlingen, imens og efter, så giften havde spredt sig mere og hun var virkelig usikker på benene. "Kom ned, Jason, vil du ikke nok?" bad hun og så op på ham inden hun støttede sig til et træ der var ved siden af hende.

Jason så på hende, han vendte blikket væk fra hende da hun snakkede til ham, ”du tror jeg ønsker dig død, det har jeg aldrig gjort, jeg vil bare ikke have et liv på samvittigheden som ikke har fortjent at falde for mine fødder” sagde han koldt han rejste sig ”hvorfor skulle jeg komme ned til dig?” spurgte han så ”som om du ville kunne fange mig” sagde han roligt og fjernede masken og hætten fra hans ansigt. ”jeg kommer ikke når man kalder på mig, jeg kommer ikke når man beder efter mig, jeg kommer når tiden er inde, når jeg er parat, folk får fat i mig på de mest specielle måder, men aldrig ved at bede mig, jeg opsøger mine klienter, jeg opsøger mine mål, og der er intet der kan ændre det.” hans stemme blev lavere og mørkere han trak en kniv frem, og begyndte at studere den og dens balance. Hans blik svømmede hende han sad i sen egen verden. Han kom tilbage til sig selv efter noget tid, og stirrede frem for sig, og lagde kniven væk igen han satte sig igen, lænede sig op af træet og sukkede tung og længe, langsomt vente han blikket mod hende. ”jeg fatter ikke du bliver ved, hvorfor er du her stadig?” spurgte han koldt ”Tror du det her kommer til at ændre noget?” spurgte han så ”tror du jeg har lyst til at komme og snakke med dig, være hos dig, være din ven, så m du tro om igen” sagde han så og lagde hænderne bag nakken.

Ashley rystede stille på hovedet og sukkede. "Jeg tror ikke, at du ønsker mig død," sagde hun i en blid tone og så op på ham imens hun lyttede til hans ord. Hun stønnede frustreret og irriteret inden hun tog fat i en af de nederste grene og begyndte at hive sig op. Langsomt og utrolig besværligt kravlede hun op i træet hvor han sad i. Det var et held at hendes sår ikke brød op. Da hun så endelig kom op til ham, satte hun sig i en gren lidt under hans. Og da gispede hun en anelse efter vejret og kunne mærke hvordan giften var ved at sprede sig i hendes krop. "Men den her gang er en undtagelse, for jeg opsøger dig, og jeg har ikke tænkt mig at gå nogen steder," hviskede hun hæst og halvkvalt og hun skælvede af anstrengelserne. Hun lukkede sine øjne og sukkede over ham. "Men jeg vil altid være hos dig, Jason, om du så vil have mig eller ej," sagde hun lavmælt. Hun hostede ned i sin hånd. "Jeg har ikke godt af det her, Jason, min forvandling skader mere end den gavner med det dumme gift i mit blod. Jeg kan ikke træne, jeg må ikke få mit hjerte til at banke hurtigt, jeg kan ikke gøre noget!" Hun lænede hovedet tilbage imod stammen og så op på ham med tårefyldte øjne. "Hader du mig?" spurgte hun så pludselig og så op på ham med et par tårer løbende ned ad kinderne. Hun hadede at være så følsom, men hun kunne jo ikke gøre for det, hun var som hun var.

Jason så på hende og løftede et øjenbryn. ”Så du tror ikke jeg ønsker dig død?” spurgte han og rejste sig op ”Hvad får dig til at tro at jeg ikke ønsker dig død?” tilføjede han og betragtede hende bare. Han lyttede til hendes frustrerede og irriterede stønnen, han betragtede hende mens hun tog fat i de nederste grene, han gjorde ikke noget for at hjælpe hende, men gik længere ud på grenen mens hun kravlede op. Han var nået ud på spidsen ag grenen og overvejede at springe ned, for at irritere hende ved at hun så skulle ned. Han vendte blikket og så at hun havde sat sig unde den gren han havde valgt. Jason lyttede bare til hendes gisp, han smilede lidt og knækkede nakken og lukkede øjnene ”du har ikke godt af det du gør, og alligevel gør du det, du er en underlig og irriterende person” sagde han bare og blinkede da han åbnede øjnene ”og du tror jeg vil lade dig opsøge mig, hvis jeg valgte at rende” sagde han så ”du ville ikke kunne indhente mig” Han stemme var stadig rolig, der var intet der tydede på at han var ved at tø op. Han rystede så op hovedet ”du har ikke tænkt dig at gå nogen steder, så du bliver altså sættende her hvis jeg vælger at gå?” spurgte han så. ”hvad er dog det for noget lort at lukke ud, med at du altid vil være hos mig… Du er ikke en skid hos mig når det kommer til stykket, du er hos en anden, så jeg vil ikke have du er hos mig.” sagde han så og sprang ned ”det er ikke min fejl, at der strømmer gift rundt i dit blod, der gør at du ikke kan lave noget fysisk” sagde han så ”det er dit og din kærestes problem” han tog dragten af, og hans krop var blevet dækket af flere ar forskellige steder, han satte sig ned, og lukkede øjnene begyndte at glide væk. Han nåede at høre hvad det var hun sagde. Han rystede på hovedet over hende ”jeg hader dig ikke, jeg vil ikke have noget med dig eller andre at gøre, da jeg ikke vil lukke flere mennesker ind i mit liv, der er for mange der er kommet til skade på grund af mig” hviskede han.



Jason kom til sig selv igen en halv time efter, han åbnede øjnene og kom op og stå igen, trak vejret dybt, og tog dragten på igen han strakte sig, og gik hen til et træ der stod længere væk fra det han havde været oppe i sammen med hende, han sprang op og stillede sig op af stammen og spejdede ned mod lejren.

Ashley så op på ham med et lille grin. "For så havde du ikke hjulpet mig da du ramte mig i maven med den pil," sagde hun roligt og så op på ham. Hun sukkede da hun så at han var på vej ud til det yderste af grenen han havde siddet på. "Hvorfor går du hele tiden, Jason?" spurgte hun roligt og gjorde alt hvad hun kunne for at holde sig selv og sit hjerte i ro, men synet af ham der nærmest veg væk fra hende smertede hende i hjertet. Hun trak lidt på skuldrene. "Fordi at jeg er pisse stædig," sagde hun stille og så roligt op på ham. Hun trak på den ene skulder og hvilede hovedet tungt imod træstammen. "Måske ville jeg følge efter, måske ville jeg ikke, det har jeg ikke bestemt mig endnu," sagde hun stille og så op på ham med et trist blik.
Hun lukkede sine øjne og sukkede tungt. "Jeg er her ikke for dig, fordi at du ikke vil lade mig," sagde hun stille. "Og bare fordi at jeg har Angus, betyder det ikke at jeg ikke kan være sammen med andre." Hun så op på ham igen og trak på den ene skulder. Hun så lidt overrasket op på ham. "Hvordan kan du virke så ligeglad? Det dræber mig," sagde hun lavmælt og så lettere såret på ham inden hun så væk. Endnu en gang trak hun bare lidt på begge skuldre og sukkede tungt, men nikkede så til sidst. Da han faldt hen kravlede hun ned ad træet og satte sig nede ved træets stamme og undersøgte sin mave efter pilen.

Hun havde bare siddet lidt og døset en anelse da hoppede ned ad træet og hun sukkede over ham. "Hva' så nu, Jason?" spurgte hun roligt og betragtede ham med blide øjne.

Jason rystede på hovedet over hende ”som jeg sagde, det var ikke dig, der skulle komme til skade, det var mig, men du er bare for svag til at gøre det nødvendige” sagde han så og spændte musklerne i kæben, han så op på himlen og knyttede næverne. ”Er det svært at fatte, at jeg går, fordi jeg ikke vil have noget med dig at gøre?” spurgte han så ”det er derfor jeg går, jeg vil ikke være sammen med dig” sagde han så. Han kunne høre hendes hjerte ”Tænk at du bliver nød til at anstrenge dig så meget, kom nu bare med det, giv mig hvad jeg har fortjent” sagde han så langsomt og roligt. Han vendte sig mod hende og betragtede hende med det kølige smil. ”ja du er pisse stædig og forstår åbenbart ikke en besked om at du bare skal holde dig væk fra mig” sagde han så og vendte sig væk fra hende igen. Han betragtede hende mens hun hvilede hovedet på træstammen ”måske skulle du lade være med at følge efter mig, så du ikke kommer til skade” sagde han så og sukkede kort og rystede på hovedet.
Han vendte sig og så på hende ”jeg vil ikke have du er der for mig, jeg vil have du skrider ud af mit liv” sagde han så og tog sig til skulderen og trak vejret tungt. ”så du er sammen med en anden, og derfor skulle du kysse mig, du har seriøse problemer pigebarn” sagde han og så på hende med et koldt blik ”jeg håber du har tænkt dig at fortælle ham det” sagde han så. ”Hvordan jeg kan være så ligeglad” Han grinte det og smilede så over det ”fordi du ikke er mit problem, nok elsker jeg dig stadig, men du er ikke det værd, det er ikke mig der mister noget ved at du går bort” sagde han så. ”det er det der sker når man forsøger at beskytte dem der holder af en, de fangede mig, mens jeg ikke var i min dragt, og jeg ville ikke fortælle dem hvad de ville vide, det kostede” sagde han ”og hvad skete der med hende.. De tog hende fra mig” sagde han så kort ”jeg forsøgte at glemme dig ved at være sammen med hende, men der skete aldrig noget, et kys i ny og næ, men aldrig mere end det” sagde han mest for sig selv.



Han rejste sig og sukkede og så på hende ”jeg ved ikke med dig, men jeg vil ikke være det sted du er, så jeg overvejer at smutte” sagde han så og så på hende ”men hvorhen ved jeg ikke endnu, eller også bliver jeg her og håber at du opgiver dit formål og lader mig være i fred” sagde han så langsomt og betragtede hende. ”du kan ligeså godt opgive at åbne op for mig” sagde han så kort og knyttede næverne.

Ashley sukkede stille. "Jeg er ikke svag nok til at tage en andens liv," sagde hun stille. "Jeg vil ikke fordi at jeg ved hvilke pinsler der venter de dødes sjæle når de kommer ned til Hades." Hun så op på ham med et roligt blik. Åh, hun havde skam set hvad der fandtes i Hades og hvad der skete med sjæle som havde taget andres liv og eller havde begået en anden forbrydelse. Hun så tristere på ham og sukkede tungt. "Skal jeg give dig hvad du fortjener?" spurgte hun roligt og så på ham med et blik fyldt med blandede følelser. Hun trak endnu en gang bare med den ene skulder og så roligt på ham. "At komme til skade er en del af livet ved at være halvblods," sagde hun med et skævt og trist smil og så på ham med de sørgmodige øjne.
"Jeg er ikke sammen med ham, vi er ikke kærester," sagde hun stille. "Og jeg vil fortælle ham alt om det her næsten gang jeg ser ham, for jeg vil intet skjule for ham." Hun så roligt og blidt på din gamle kærester og mindedes kort ved hans smil og grin, som hun sikkert aldrig ville se igen. Hun lyttede til hans ord og nikkede lidt. "Det gør mig ondt, at du mistede hende," sagde hun blidt.

Hun trak bare lidt på den ene skulder og sukkede over ham. "Jeg har tænkt mig at blive her lidt tid," sagde hun lavmælt og lukkede sine øjne idet hun lænede hovedet tilbage imod stammen og prøvede at ignorere smerten der spredte sig i hendes krop.

Jason herten hendes sukken, ”Du er ikke i stand til at retfærdig gøre en andens forbrydelser, hvis du udlevere mig til politiet, vil jeg blive dømt til døden” sagde han roligt og koldt. ”Det er derfor jeg vil have du skal gøre det, så dør jeg med et smil på læben” sagde han langsomt og så ind i hendes øjne ”jeg ønsker det er dig der sal tage mit liv” sagde han langsomt ”jeg er for selvglad til at tage mit eget liv” hans stemme var rolig og behersket han så på hende og lukkede næverne. ”Ja du skal give mig hvad jeg fortjener, og mere end det” sagde han roligt og betragtede hende, et lille smil kom over hans læber og forsvandt så, det smil han havde før han blev kold, det var der kun i brøk delen af et sekund. ”du fatter det ikke.. Jeg lod dem fange mig, for at skåne hende, det var kun fordi hun var blevet set sammen med mit andet jeg, at hun blev fanget, de troede hun vidste hvem manden under masken var” sagde han kort og sukkede så. ”jeg ville skåne hende” sagde han så.
”nå okay i er ikke kærester, i er bare mere end venner” sagde han så og begyndte langsomt at gå mod hende ”Det er godt du kan åben dig op overfor en, eftersom du skjulte alt for mig, tro ikke at jeg ikke ved noget om din bog” sagde han og vendte sig væk fra hende ”ved du hvorfor jeg skred?” spurgte han kort og spændte kæben igen ved at bide hårdt sammen ”jeg skred for ikke at miste dig, men det var aldrig dig jeg skulle være bange for at miste det var mig, jeg mistede mig selv til det jeg nu engang er.. Jeg er Døden, jeg frygter ikke døden, Jeg frygter de levende, og jeg føler, Dem og deres lidelser” hans stemme var blevet ustabil.


Han så på hende og lagde hovedet på skrå og rystede så på det. ”Du burde passe bedre på dig selv” sagde han roligt og kort ”at se du lider for mig til at føle mig tom, men du er ikke mit problem længere” hviskede han og gik langsomt over mod hende. ”Det du går igennem er en del af dig selv” sagde han kort og satte sig foran hende ”du skal slippe det løs, og blive til det du er” sagde han så.

Ashley så bare på ham et kort øjeblik. "Hvorfor ville du dø med et smil på læben hvis det var mig der gjorde det?" spurgte hun undrende og rynkede på brynet. Hun forstod ham ikke, men der var en ting hun vidste. Hun ville aldrig dræbe ham. Ikke af egen fri vilje. Hun nikkede lidt. "Det er da altid noget." Hun smilede til ham, bare en lille trækken i den venstre mundvige, intet andet.
Hun sukkede lidt. "Jov, jeg fatter det, du ville prøve at redde hendes liv ved at blive taget istedet for at gå op imod dem og derfor sætte hende endnu mere i farelyset," sagde hun blidt og stille imens hun betragtede ham med et roligt blik.
"Jeg har svært ved at åbne op," sagde hun lavmælt idet han nærmede sig hende og alt farve forlod hendes ansigt da han nævnte hendes bog. "Du ... lad være med at sige, at du har læst i den." Hendes stemme blev mere faretruende og en lille flamme blev tændt i hendes øjne.
Hun rystede lidt på hovedet, selvom han havde vendt sig væk fra hende, og hun ventede nærmest spændt på svaret. Hun rystede så lidt på hovedet over ham den her gang. "Du er ikke døden, Jason, det kan du aldrig blive, den rolle er taget," sagde hun stille, hun forsvarede nærmest sin far. Ved lyden at hans ustabile stemme fik hun lyst til at gå over til ham og ligge armene om ham, men hun gjorde det ikke. Ikke fordi at hun var bange for ham, men fordi at hun ikke ville skubbe ham mere væk.

Hun åbnede langsomt sine øjne og så træt og udmattet på ham. "Det er ikke min skyld at jeg blev overfaldet af en Kimære, jeg burde have været død," sagde hun lavmælt og nærmest helt afkræftet. Men hendes blik var stadig tændt af hendes indre flamme, den var ikke slukket, hendes blik var stadig stærkt. Hun grinede lavt over ham og rystede lidt på hovedet. "Nej, det er giften der prøver at stoppe mit hjerte." Hendes stemme var en lav mumlen og hun gøs kort.

Jason så på hende og rystede på hovedet ”det er lige meget hvorfor jeg ville dø med et smil på læben hvis det var dig” sagde han kort og så på hende og lukkede næverne og rystede på hovedet over hende. Han fattede hende ikke mere, men han havde heller aldrig forstået hende. Hvorfor forstod hun ikke bare, at hvis hun ville gøre noget for ham, så ville hun gøre det han bad hende om for denne ene gang. ”Det siger du jo” sagde han så og lukkede øjnene og strakte sig så, han så på hendes mundvig,
”Jeg fortalte dem at det var mig der havde kontakt til ham, og hun havde brug for hjælp, og derfor fik de mig, og derfor er jeg dækket i ar” sagde han så og lukkede sine øjne, han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, han rystede kort og bed hårdere sammen. ”ved du hvad, det er ikke dig jeg skal snakke med angående dette” sagde han så
”ja overfor mig, andre kan du jo sagtens åbne op overfor” sagde han så køligt og smilede over hende ”jeg siger ikke en skid, om jeg har læst den eller ej” sagde han kort ”du kan bare komme an” sagde han så da han så hendes øjne. Han smilede tilfreds. ”hvad er der, kan du ikke lide at jeg ved noget om dig som du ikke ville fortælle mig, selvom jeg åbnede mig for dig” sagde han så kort og koldt.
”Du forstår ikke hvad jeg mener med døden, jeg jæger for at dræbe, og jeg er ligeglad med hvem og hvad der ryger med… Jeg er det sidste de mennesker kommer til at se, jeg er den sidste stemme de ville høre, inden deres åndedrag ville ralle ud. Følelsen der strømmer over en når man ser livet rende ud i et andet menneske eller dyr, den følelse er der intet der kan sammenlignes med” sagde han så og lod tungen glide over hans læber ”derefter at tage deres hjerte og ofre det til min mor” Han vendte sig og så på hende. ”Der er intet der overgår den følelse” sagde han langsomt.

”jeg siger bare, jeg håber snart det overtager dig” sagde han så køligt og lagde hovedet på skrå. ”Jeg håber du vil tilbringe den sidste tid sammen med de mennesker du holder allermest af” sagde han så og gik væk fra hende og satte sig ned op af et træ.

"Det er ikke ligemeget for mig, Jason," sagde hun roligt imens hun bare så på ham med et køligt blik. Hun kunne ikke forstå hvordan det bare så pludselig havde ændret sig imellem dem, og hun var ked af at de var blevet så fjerne overfor hinanden. Hun sukkede tungt over ham og lænede hovedet ind imod træstammen bag hende imens hun skælvede let.
Hun så på ham og nikkede lidt. "Det er jeg da ked af," sagde hun stille og så på ham. "Om det er mig eller en anden kan da være ligemeget, eller hvad?" Hun så lettere nysgerrigt på ham og trak lidt på den ene skulder.
Hun tog en dyb indånding og da hun pustede ud, sagde hun; "Da jeg var fem opdagede jeg liget af min bedste veninde i den sø vi plejede at lege ved, alle de ar jeg har er ikke selvpåførte, de er påført af andre der var bange for mig, som mobbede mig og jagtede mig igennem hele byen og da de endelig fangede mig ..." Hun gøs og så ud i luften med et fjernt blik. "Min moster kender du til. Jeg blev misbrugt af andre, som du nok husker at jeg fortalte dig." Hun trak lidt på den ene skulder. "Da jeg var ..." Hun stoppede sig selv inden hun nåede at fortælle om den periode fra hun var tolv til tretten. Dét var noget ingen vidste. "Jeg tog et liv da jeg var tretten, et andet menneske. Jeg kan sende folk tilbage til Hades, hvis jeg ønsker det, og ja, jeg har en helvedeshund som jeg kan påkalde hvis jeg vil." Hun så på ham og smilede let. "Du spurgte mig aldrig, så jeg sagde intet." Hendes smil blev mere køligt og hun sukkede. "Man læser ikke en andens dagbog, Jason, så finder jeg ud af at du har læst den ..." Resten af sætningen lod hun stå ud i luften. "Jeg ville gerne have at du vidste alt om mig, men jeg kan ikke bare fortælle om mig selv bare sådan, det tager tid, tålmodighed." Hun sukkede stille og ignorede hans næste ord. "Det tror jeg ikke på," sagde hun alligevel til slut og så roligt på ham.


Hun lo stille over ham. "Jeg dør ikke, Jason," sagde hun stille og så hårdt på ham. "Jeg har ikke tænkt mig at dø, jeg kæmper imod det, for hvis jeg skulle være død, ville jeg allerede være det." Hun smilede køligt til ham, men udmattelsen var malet i alle hendes træk.

”Det er ligemeget når jeg siger det, forstå det” sagde han bare og vendte blikket mod hende, hans blik var koldt og mørk, der var intet godt i det overhovedet. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå det, kunne hun virkelig være så dum. Noget han ikke havde troet om hende, han havde set hende som forståelig og venlig, men det var ikke det han så nu, han så noget han ville væk fra, noget han ikke ville kunne holde ud at være sammen med, han vendte sig væk fra hende og bed hårdt sammen igen, i mens han knyttede næverne.
”Nej du er ikke, du forstår ikke, du forstår intet” sagde han koldt og hårdt. Han begyndte langsomt at slappe af og løsnede op i kroppen ”nej der er en grund til at jeg siger som det er” sagde han og så stadig ikke på hende ”Men det er ikke noget jeg regnede med du ville forstå” sagde han så ”der er ingen der forstår det der foregår hos mig” sagde han så, han så ned af sig selv. An forstod ikke en gang sig selv, andet end at det han gjorde var en form for jagt, men det var stadig mord.
”Tror du ærligtalt ikke jeg er ligeglad med hvad der foregik i dit liv, jeg ved hvad der er værd at vide fra dit liv” sagde han så koldt, ”og jeg ved hvad du er gået i gennem” sagde han så langsomt, ”jeg ved hvad du har været udsat for” sagde han langsomt og vendte blikket mod hende. ”du var et udskud men du er overmenneskelig, og mennesker er bange for det de ikke kan forklare” sagde han langsomt ”så nu kan du åbne, så snart du tror jeg ved hvad der står i din bog, vil du åbne op overfor mig” sagde han koldt, ”men tro ikke at jeg ikke kendte til det, du lige har fortalt mig, for du afslørede selv din fortid, og jeg ville ikke have vist noget om hvis du ikke havde den med rundt på vore rejse” sagde han langsomt og kort ”og det var så lidt at jeg gik din moster helbredt” sagde han bare og vendte sig, Han var ikke bange for hende på nogen måde, og derfor frygtede han ikke hvad hun ville gøre ved ham hvis hun troede han havde læst i den. ”Det er en sjov måde du så rent faktisk gør det på, jeg har lige sagt jeg kender til din bog, og så begynder du at åbne op, du var med mig rundt, og så min fortid, man ville tro det ville være nok til at du ville åbne op overfor mig, men nej, jeg får ikke noget at vide, jeg betalte din mosters hjælp, og stadig ikke der får jeg noget at vide, men nu, åbner du op, på grund af en bog, du tror jeg har læst i” sagde han kort og koldt ”hvad tror du lige om mig, jeg læser ikke i min kærestes hemmeligheder, men jeg vidste det ville få dig til at reagere, men jeg forventede ikke denne reaktion” sagde han så ”tænk at du tror det om mig” sagde han så langsomt ”som om jeg ville gøre det mod dig” sagde han så ”jeg har fundet alt muligt om dig, alle andre steder fra, men var ikke sikker på om noget af det var sandt” sagde han så og bakkede væk fra hende.


”nu havde jeg lige håbet at jeg aldrig ville se dig igen” sagde han så kort og koldt ”for så kunne jeg sige, og jeg siger det nok alligevel, dette bliver sidste gang du kommer til at se mig Ashley” sagde han så og trak hætten over hovedet og begyndte at gå ”jeg vil ikke have noget med dig at gøre mere, du er ude af mit liv, og ikke længere mit problem” sagde han så og gik langsomt ind i mod skoven væk fra lejren igen.

//Kunne den unge herre mon have lyst til et nyt og frisk emne?