Friends or enemies? What about 'Frenemies'? ~ Angus

Beklædning En langærmet bluse, med skovmandsskjorte udenpå. Og en Sort læderjakke. Et par jeans og et par solide vandresko. På hovedet en sort hue der sad halvvejs ned over ørerne.

Det var typisk at guderne valgte at det skulle være koldt, på den dag hvor Angus normalt plejede at træne. Eller, han trænede nu hver dag. Men derfor kunne de godt have gjort vejret lidt varmere! Den lidt kulde og lidt sne skulle alligevel ikke holde Angus tilbage. I hans næsten arrogante stædighed var han alligevel trukket i tøjet og gået udenfor. Ikke nødvendigvis for at træne, men bare for at røre sig, i stedet for at sidde indenfor og lave ingenting. På den måde var Angus vel lidt af en arbejdsnarkoman, og heller ikke meget for at socialisere med sine halvsøskende. Så var det sjovere at begive sig udenfor og bekæmpe naturens kræfter, så og sige. Men det var jo også bare kulde og sne. Regn var meget værre ifølge Angus, da han aldrig rigtig nød at være gennemblødt.
Angus havde gået rundt i skoven i lidt over en time, og have brugt tiden på at kaste med et kastespyd. Hvis han kunne ramme sit mål med kolde fingre og sne i øjet, så kunne han også ramme sit mål en solskinsdag. Han havde ingen handsker på, og troede ikke engang at han ejede handsker. Derfor var fingrene lidt kolde, men de skulle nok klare sig. Ellers frøs han ikke særlig meget, selvom han selvfølgelig havde det koldt. Endnu en gang kastede han sit spyd med næsten al sin styrke, og med et sus, fløj spyddet igennem snevejret inden den hårdt ramte et træ, og lidt frosset barn fløj til alle sider. Han smilte tilfreds, og puttede begge sine hænder i lommerne inden han med sænket hoved begyndte at gå hen imod spyddet, og bare gøre det hele forfra.

Angus havde selvfølgelig ikke set Kendall ude i skoven, men da han hørte et hurtigt skrig, blev hans blik og opmærksomhed rettet imod det træ han havde kastet spyddet imod. Han stoppede op og rynkede sine bryn idet han fik øje på hvad der måtte være en pige. Hun så i hvert fald næsten firkantet ud med hvad der syntes at være meget tøj, så hvis hun ikke havde skreget, ville han nok ikke have kunnet se at det var en pige. Han tog et par hurtige skridt imod hende og spyddet og lagde derefter hovedet lidt på skrå, stadig med hænderne i sine lommer. Han undgik at hilse på hende ved navn, da han jo godt kunne se hvem det var. Det var da Kendall, men var det den samme Kendall han kendte? Hun virkede så, vred og irriteret. Well, det kunne han vel også forstå siden han næsten havde ramt hende med sit spyd.. men alligevel.
Uden hverken at smile eller grine, hævede han bare sine øjenbryn og hintede imod træet med et nik med hovedet. "Det gjorde jeg da også, jeg kastede det mod træet. Og sjovt nok, så ramte jeg træet." Svarede han hende igen, og betragtede hende. Han havde ikke engang snittet eller strejfet hende. Hvad var hun så sur over? Han gik nærmere og smilede lidt provokerende til hende idet han tog fat i spyddet. Hun var en særlig type. En datter af Harmonia der alligevel kunne finde på at råbe og skrige. I et lidt for højt toneleje hvis man spurgte Angus. Dette var skam heller ikke første gang hun havde råbt efter ham. Han rokkede lidt med spyddet. "Jeg er sikker på at træet er enig med dig." Svarede han så bare og smilte diskret idet han i et enkelt tag trak spyddet ud af træet, og vendte det op i luften, med den anden ende mod jorden. Han placerede sin ene hånd på hans hofte og kiggede på hende. Det var altid lidt sjovt at drille hende. For hvis man kunne få datteren af Harmonia op i det røde felt, så var det altså noget af en bedrift. "Hvad render du så rundt i skoven og hvæser for?" Spurgte han, stadig med øjenbrynene hævet i en spørgende tone, og fastholdte sit blik på hende. HUn så helt komisk ud med alt det tøj.

Undskyldninger var generelt ligegyldige, og så ville Angus nu hellere høre på forklaringer i stedet. Det var en næsten kristen mentalitet, at man kunne blive tilgivet for hvad som helst bare ved at undskylde. F.eks. at stikke en person en lussing, og derefter tro at det alt sammen blev okay igen efter en undskyldning. Det var lidt sjovt, for Angus var jo vokset op i Iowa, populært kaldt; Guds Stat. En amerikansk stat hvor næsten alt handlede om Gud, kristendom og baptisme. Men nu kendte Angus jo til nogle andre guder, guder hvis blod rent faktisk flød i hans egne årer, og gav ham kræfter og egenskaber der brød alle forestående ideer mennesket baserede sine tilværelser på. Så nej, Angus troede ikke på at undskyldninger var svaret. Det handlede om at imødekomme og acceptere konsekvenserne af sine handlinger, handlede om hybris og Nemesis. Så skulle hun undskylde for at vrisse efter ham? Nej. Hun kunne gøre det godt via handlinger og gestusser der viste velvilje og hendes naturlige glæde og charme.
Det var altid lidt koldt at stå stille i sådan noget vejr, men han blev dog stående og betragtede hende stadig. Han skævede mod træet og hullet i barken. "Åh, ja. Det er jeg sikker på. Den står jo bare og hænger, imens vi andre knokler for at holde varmen." Lød det fra ham, stadig i en tone der lød næsten helt sarkastisk. Jooh, Angus havde skam en lettere sans for humor, også selvom han ofte tog ting lidt for seriøst. Men vind og vejr var overhoved ikke noget der kunne få ham op i det røde felt, og han næsten nød de forandringer naturen konstant bød på. Derfor var der altid et lille diskret smil over hans læber, der næsten fik ham til at se helt tilfreds ud. Stadig med sin ene hånd om spyddet og den anden på hans hofte, blev han stående og kunne mærke en kold vind imod hans ryg der bed lidt i hans nakke og forsøgte at snige sig under hans hue. "Låst ude? Af hytten?.. En kold fornøjelse." Svarede han bare, diskret uforstående. Han kunne slet ikke se hvorfor mon de havde lukket hende ude i dette vejr. Vejret var koldt, og så havde hun valgt at komme til skoven, som ikke altid var et sikkert sted at befinde sig. Det var jo ikke kun halvguder der vandrede rundt imellem træerne.