Have I not suffered enought Ashley?

Tid: 19:00
Sted: Bålet
Omgivelser: Folk sidder som man ville forvente.
Påklædning: Bukser og den ødelagte trøje

Aydan sad bare stille og kiggede ind i bålet han sad langt nok væk til at han ikke var ordentligt oplyst af bålet da han ikke ligefrem havde lyst til at nogen skulle genkende ham. han havde ingen han kunne holde ud at være sammen med. den eneste han kunne lide var ikke en der rigtigt kunne lide ham, set fra hans syn. Han sukkede lettere opgivende over sig selv. han kiggede bare ind i bålet... Kniven lagde i hans hånd og dansede mellem fingrene som altid fordi han skulle havbe noget at pille ved og det var rart at have muligheden for skade tæt på.

*Skal vi stoppe det nu?*

Ashley havde en en-skulderet bluse på, for at beskytte det store sår på hendes venstre side af halsen for det slid det gjorde at have det dækket med stof, og et par tætsiddende jeans og converse. Blusen var sort og i et meget enkelt snit, bukserne var mørkeblå og skoene var igen sorte, og den amulet, hun efterhånden altid gik rundt på, af sort marmor lå om hendes hals så kæden kunne ses, men selve amuletten var skjult under hendes bluse, præcis som det plejede. Et lille smil spillede om hendes læber, for på trods af hendes store sår og giften der løb i hendes årer og tærrede konstant på hende, så var Ashley faktisk ret glad igen, hun lo og smilede mere end hun havde gjort længe, men smilet på hendes læber falmede dog da hun så den skiggelse der sad helt alene på en af de mindst oplyste stammer ved lejrbålet. Aydan. Hun havde ikke set ham længe ... heller ikke efter at hun var kommet tilbage til lejren, det var derfor at hun nu var på vej over til ham, men et hjerte der knugede om sig selv i frygt af hvordan han mon ville reagere på hende, om han ville skubbe hende væk eller hvad han ville gøre. Hun satte sig ned ved siden af ham og så på kniven i hans hånd inden hun vendte blikket imod hans ansigt og sendte ham et lille, prøvende smil. "Hey Aydan," sagde hun lavmælt og så på ham med sine blå øjne. "Hva' så?" Spurgte hun, i mangel på bedre. Hun anede helt ærligt ikke hvad hun skulle sige til ham.

//Krea!

//For meget! xD //

Han kiggede på den skikkelse der kom tættere på ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv da han kunne se hvem det var han havde jo fået det gjort klart sidste gang at han bare var en ven i hendes øjne, men han kunne måske forsøge at være det for hende? Nej han vidste godt det aldrig ville fungere... Han følte dog at han var lidt nød til at give det et skud og et forsøg. Han kiggede på hende stille og roligt.

''Jo jeg er endelig kommet ud fra mit værelse...''

Han sukkede han ahvde været der konstant udover når der blev spist der var hurtigt ovre og hente noget og ellers sad han på hans værelse eller flakkede rundt via hans evne for at undgå andre folk. Han smilte ikke og han legede bare mere vildt med kniven... Den bevægede sig bare hurtigere og hurtigere mellem hans fingre.

''Hvad med dig?''

//Hvorfor?! xD //

Ashleys smil falmede lige så stille da han ikke gengældte det, og hun endte bare med at se utrolig trist ud, selvom hun virkelig prøvede at skjule det, så kunne det tydeligt ses i hendes blik. Hun endte med at miste ham, før eller siden, og hun vidste, at hendes hjerte ville briste den dag det skete. Hun nikkede lidt. "Hvorfor har du da ikke været ude?" spurgte hun undrende og lagde hovedet let på skrå imens hun betragtede ham med det sørgmodige blik. Hun vidste ikke, at han havde været så fraværende for det hele i den tid hun havde væk, hun havde dårligt nok hørt hvad der var sket i lejren imens hun var væk. Hun trak selv lidt på skuldrene. "Jeg er næsten lige kommet tilbage, så," sagde hun stille og trak ud på den sidste stavelse. Hun så på ham, men sukkede så opgivende og vendte sig mere imod ham så hun sad mere med front imod ham så hun ikke behøvede at skulle dreje hovedet for meget og derved bryde såret op. "Hvordan har du det?" spurgte hun så, med en stemme fuld af bekymring og et blidt og trist blik rettet imod ham imens såret på hendes hals var mere synligt for den her vinkel.

Han kiggede bare på hende han trak lidt på skuldrende selvom han ikke havde nogen grund til at gøre det, han vidste bare ikke hvad han skulle sige han følte ikke der var noget han burde sige, men så alligevel ville han gerne sige tingene fordi han jo heller ikke ville være nedern og være ond overfo hende.

''Fordi jeg egentligt ikke har haft nogen grund til at være sammen med nogen... de få jeg har været sammen med har egentligt bare grinet af mig når jeg virkede trist eller været ligeglade... jeg gider ikke folk mere...''

Han sendte hende et kort blik. han vidste hun havde været væk og den dag hun smuttede var faktisk også den dag han havde valgt at gemme sig helt væk, der havde han før da haft hende han kunne rende rundt og kigge efter men snakke til hende havde han ikke gjort.

''Hvor har du da været?''

Han hørte hednes spørgsmålet, spørgsmålet han faktisk ikke havde lyst til at svare på men det satte noget igang inden i ham der fik ham til at knuge om kniven, han havde bare lyst til at hakke den i sig selv... Han kunne vel godt gøre det?

''Elendigt!''

Ashley nikkede lidt og så ned i sine hænder. "Det er jeg ked af, Aydan," sukkede hun stille og så på sine slanke fingre. "Jeg er her igen, så hvis du har brug for nogen at snakke med, så er jeg her, okay?" Hun løftede blikket og så blidere på ham. Hun anede ikke, om han havde bemærket at hendes spanske accent havde fået en anden accent under sig. En accent nogen mente ødelagde den, men hun kunne ikke gøre for det, for efter at have tilbragt næsten et helt halvt år i underverdenen sammen med selveste Hades, hvor hun havde lært at styre sin evne og snakke latin og oldgræsk udenad, så satte det sine spor. Hendes venste mundvige trak op i et lille smil. "Hades," sagde hun som svar på hans spørgsmål. "Jeg har været i Hades i over fem måneder, jeg ville have været der i et halvt år nu hvis jeg stadig var dernede." Hun trak lidt på den ene skulder, den raske af dem, og sagde det hele, som om det var helt normalt at man være nede i dødsriget og kom op igen, fuldstændig uskadt.
Da han endelig kom med sit svar, krympede hun sig over det ene, lille ord og så endnu en gang ned i sine hænder inden hun så op på ham med tårefyldte øjne. "Er det noget jeg kan gøre?" spurgte hun lavmælt og knyttede næverne for ikke at ligge dem om ham. Det ville sikkert bare gøre det hele værre.

Han havde slet ikke lyst til at tale med hende om de problemer han havde, men det ville han da ikke sige til hende hun ville vel føle sig virkeligt såret og stødt hvis han agde det, så han valgte at sige at han ikke havde lyst til at snakke med nogen overhovedet.

''jeg har slet ikke lyst til at snakke med nogen om det...''

Han så væk fra hende han fik ondt i hjertet hver gang han så på hende og det eneste han kunne tænke om det var at han bare var en ven, det var det der altid poppede op i hans tanker hver gang han kiggede på hende. Han kunne ikke holde tanken om det ud. han kiggede ganske roligt på hende. Han ville ikke virke svag.

''Du kan ikke gøre noget... Okay? Du gør det bare værre!''

Han kunne ikke holde det ud mere. han kiggede bare ganske roligt på hende han vidste ikke lige hvad han skulle sige men han greb om knivens blad og rakte håndtaget frem imod hende.

''Du kan dræbe mig hvis du virkeligt vil hjælpe!''

Ashley nikkede bare lidt og bed tænderne sammen. "Okay, så stopper jeg med at spørge," sagde hun stille og så endnu en gang ned i sine hænder og strakte sine fingre imens hun betragtede dem. Hun lukkede sine øjne og sukkede stille og krympede sig endnu en gang ved hans ord. Hun hvilede sine albuer imod sine knæ og hvilede derefter sit ansigt i sine hænder. "Aydan, jeg kan ikke være den du vil have jeg skal være overfor dig," mumlede hun hæst og dæmpet ned i sine håndflader. Hun løftede blikket da han bad hende om at dræbe ham. Man kunne tydeligt se hvordan en flamme bokstavelig talt blev tændt i hendes blå øjne. Hun tog kniven ud ad hans hånd, passede på med ikke at skade ham og kastede den så hårdt ned i jorden så halvdelen af knivets blad endte nede i jorden. "Godt nok er jeg datter af Hades og jeg ser alle de døde der stadig befinder sig her på jorden," sagde hun med en hvislende stemme, en stemme der lød som ildens gnitren og lød utrolig faretruende. "Men jeg tager ikke et andet liv, ikke et levende, og jeg er ved at være led og ked af at folk hele tiden beder mig om at dræbe dem, bare fordi at de ikke vil være her længere. Har I nogensinde overvejet hvad det gør ved mig?" Hun endte med at råbe de sidste ord og hun ignorerede alle dem der havde vendt blikket imod dem, hun var ligeglad. Ligeglad med andres blikke og frygten i deres øjne. Flammerne i hendes øjne fik hendes blå øjne til at lyse faretruende og hendes hår løftede sig op af de gnister hendes vrede påførte.

''Du spurgte om du kunne hjælpe mig så jeg kom med et forslag men hvis du ikke vil så fint...''

Han rejste sig bare op... Han sattes foden imod kniven og hev til med foden sådan at kniven fløj op i luften hvor han bare greb om skæftet. Han kiggede på hende stille og roligt. Han kunne sagtens gøre det selv. han kiggede på hende ganske stille og roligt... Han, holdte knivens æg op imod hans strube og talte bare langsomt...

''Nej jeg ved du ikke kan være den jeg gerne vil have, men jeg ved så tilgengæld også at jeg ikke kan være den du gerne vil have jeg skal være... Jeg kan ikke miste det jeg føler for dig, så hvorfor bliver du ved med at finde mig?''

Han sank en enkelt gang og stod stadig med kniven mod hans strube han regnede med at hun godt fattede hvad det var han mente med at holde den der.

Ashley sukkede tungt. "Aydan, jeg er ikke en morder, jeg kan ikke bare tage folks liv, det ville være at lege gud, og det vil jeg ikke," sagde hun trist og betragtede ham trække kniven op med foden hvorefter han greb den og satte den for sin strube. Al farve forlod hendes ansigt og hun måbede. Hun sank en gang og flammen døde i hendes øjne og gnisterne forsvandt fra hendes hår. "Det er et tilfælde at jeg finder dig, jeg har jo ikke set dig i over et halvt år, Aydan, jeg ville vide hvordan du havde det, men jeg skulle aldrig have havde opsøgt dig i dag, jeg skulle været gået videre, ignorerede dig, bare for at gøre det nemmere for os begge, ikke? Det er det jeg burde have gjort." Hendes stemme var stille og hun så pinefuldt op på ham. "Men det kan ikke, ikke medmindre du beder mig om at skride." Hun trak vejret i små gisp, som om det var hende som havde en kniv for struben, og ikke ham. "Du må bare ikke dø fra mig ... ikke også dig." En lille tårer forlod hendes øjenkrog og hun tørte den hurtigt væk igen inden hun rejste sig op og så på ham med et trist blik.

''Ja det var lige netop det du burde have gjort, det ville have gjort det nemmere for os alle sammen... dig mig, din kæreste...''

Han sukkede over hende. Han vidste ikke ligefrem om han ville gøre det eller ej, han vidste ikke om han bare skulle tage sit eget liv eller om han skulle lade være med det, mest af alt havde han bare lyst til det men han vidste det ville såre hende men lige nu kunne han ikke tænke på andre end sig selv. Men han kunne vel få det til at ligne et uheld kunne han ikke?

''Du har da så mange andre der betyder noget at jeg ikke kan være ret vigtig i denne sammenhæng...''

Han sukkede bare han overvejde stadig hvordan han skulle sørge for at dø på en måde så daet lignede et uheld... Bålet eller at drukne... Nej han kunne vel falde og spidde sig på kniven eller rende ud og dø til et af de mange væsner der eksisterede uden for lejren... han sukkede...

''Jeg kan ikke sige du skal skride, men du ved også hvorfor...''

Ashley rystede bare på hovedet og sukkede stille. "Jeg har aldrig rigtig gjort noget af det jeg burde have gjort," sagde hun med et lille, trist og skævt smil. "Og jeg ved ikke engang om han er min kæreste, vi har aldrig snakket om det." Det sidste var kun en lav mumlen for hende selv og hun begyndte faktisk at undre sig over det. For hun elskede jo Angus, og han elskede hende, men de havde aldrig snakket sammen om de var kærester eller hvad de var ...
Hun rystede på hovedet, men stoppede hurtigt igen og gav et lille gisp fra sig da det brændte i hendes sår ganske kort. "Nej, jeg har ingen der betyder det samme som du betyder for mig," sagde hun lavmælt, men ærligt, det kunne ses i hendes blik der ikke forlod hans øjne et enkelt lille øjeblik. Havde hendes blik flakket, ville man tydeligt kunne se, hvis man altså kendte hende godt nok, at hun løj. Hun lukkede kort øjnene inden hun så på ham igen. "Jeg ved det godt, og det er ikke fair at bede om, men Aydan ... jeg beder dig, lad være med at gøre det," hviskede hun indtrængende og så bedende på ham, hende som havde utrolig svært ved at bede folk om noget. Uden at hun lagde mærke til det, løftede hun den ene arm og knugede om noget der lå under hendes bluse. "Jeg ved ikke om jeg kan klare, at der er endnu en der dør fra mig." Hun så på ham med blanke øjne og et bedende blik. Åh, Hades, far, lad ham ikke gøre det, bad hun tavst til sin far.

Han kiggede på hende og af årsager der ikke var til at forstå sagde han de ord der flød over hans mund, egentligt var det ikke for at være sød ved hende men bare fordi han skulle være logisk og simpel han kiggede på hende og åbnede så munden.

''Hvis i har sagt til hinanden at i elsker hinaden så er i sammen...''

Han sagde det bare stille og kiggede på hende han kiggede så på hende med et ganske stille og roligt blik. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre i forhold til det emd at hun ikke vidste om hun kunne holde ud at nogen døde fra hende men han endte med at blive træt af det. han kiggede på hende.

''Så har vi et problem fordi jeg orker ikke at leve mere okay?! Og du har trods alt stadig andre der kan hjælpe dig det har jeg ikke!''

Han skubbede sig forbi hende med den ene hånd og han flyttede så endelig kniven fra hans strube og lod den hænge ned i slap arm. Han gjorde dog klar til det med faldet...

Ashley rystede bare lidt på hovedet. "Ikke i mit hoved, der skal man have snakket om det først," sagde hun bare med en lille skuldertrækken, uden at benægte at hun elskede ham, eller at han elskede hende. Hun ville ikke lyve overfor ham, hun var ikke ond. Hun krympede sig endnu en gang over hans ord og kom med en ret forpint lyd. "Jeg er her for dig, selvom det sikkert ikke hjælper så meget," sagde hun ked og følte, at det hele var ved at gå i opløsning igen. Hun savnede deres venskab, deres samtaler, før det hele var gået galt og gået i stykker. Hun tumlede lidt tilbage da han skubbede sig forbi hende og hun så ked og trist på ham. Hun kunne dog hurtigt regne ud hvad det var han skulle til og var hurtigt omme bag ham og tog fat i kniven der lå i hans hånd og vristede den blidt ud ad hans hænder og smed den fra sig inden hun lagde armene om ham og holdte sig ind til ham. Han var høj, godt tyve centimeter højere end hende så hun nåede ham kun til skuldrene, men det gjorde hende ikke noget.

''LAD''

Han råbte bare det første ord af ehnde allerede da han mærkede hende tage kniven fra ham. han blev sur nu ville han bare have lov til at dø... han ville ønske der var nogle muligheder for at være over bålet men han kunne vel forsvinde og dukke op inde i det, sådan ville han jo også kunne dø.

''MIG''

Ja det ville da være en god ide? Så ville der jo også knap nok være noget lig tilbage og måske hun heller ikke ville se ham dø, måske hun bare tænkte han var forsvundet... han tænkte det virkeligt igennem

''VÆRE''

Han rev sig fri fra hende og stod og kiggede på hende hun vidste godt at vær eneste gang hun var sø ved ham blev han bare mere forelsket i hende

''Fint!!! Så gør jeg det sådan her!''

Ha vadede med tunge hårde skridt hen til bålet og bare inden nogen kunne reagere stak han hånden ind i bålets flammer.

Ashley anede ikke hvad hun skulle gøre, hun havde aldrig følt sig så fortabt før i hele sit liv, det målte sig endda til den smerte hun havde følt da Melanie forsvandt, og de dage inden Ashley selv fandt liget af sin veninde ... det havde sat sine spor på den lille fem årige Ashley. "Nej, du skal lade være," sagde hun ked og med en træt stemme. Allerede kort efter at han havde vredet sig ud ad hendes greb og havde stukket hånden ind i flammerne, var hun ovre ved ham og trak ham væk fra ilden. "Du skal ikke dræbe dig selv med ild, du skal ikke dø, Aydan," sagde hun højt og så bedende på ham. Hendes blik var desperat og det viste hvor meget hun holdte af ham. "Jeg beder dig, Aydan, lad være, så skal jeg nok gå igen ... bare du lover mig, ikke at begå selvmord." Hun trak ham stadig længere og længere væk fra ilden, hun ville være sikker på at han ikke gjorde det igen, og hun blev også ved med at holde fast i ham så han ikke kunne forsvinde fra hende.