er jeg alene?~Raven Blackfield

Tid: 22:30
Sted: det store lejrebål
Omgivelser: bål,træer,hytter
Vejr:stjernehimmel og lunt
Dag: tirsdag
Årstid: forår
Påklædning: t-shrit med stramme bukser ,og ballerinasko.

Yoona sad ved bålet , med et tæppe om sig.
Alle gik i seng og kun Yoona sad tilbage ,og nød himmelens smukke stjerner.
Hun sad og tænkte på om hun overhovede var alene nu, og om hun frygter at dø nu.
Yoona så sig omkring, *skal jeg miste alt det her?*tænkte Yoona trist.
Yoona græd. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun føler sig fortabt.
Hun har mistet alt håb, og har mistet at sit selvtillid.
Plusenlig hørte hun en stemme. En stemme som hun kender.Det var....

"Må jeg sætte mig her?"
Hans britiske acent var nem at spotte. Præcis som den altid havde været.
Hans stemme føring var lav, kontrolleret, men alligevel usikker. Det var faktisk første gang, han havde spørgt om det. Hvad jeg sætte mig her? virkede som nemme ord, men det de nemme ord, som der er de sværeste. Engang havde han været stolt over at kunne forklare 'kommunisme', mens han nu ikke engang kunne forklare 'mig' eller 'dig'.
Vejret mildt. Ingen vind. Ingen kulde. Men varmen udeblev. "Ravens" blik vandrede ned til pigens ansigt og til hans forskrækkelse, græd hun. Hun græd! Hvad nu? Han havde aldrig været god til at være omkring folk, og slet ikke trøste dem. Ikke fordi nogen havde haft brug for at blive trøset af ham.
"Uhmm.... Jeg skal nok gå, hvis det er det du vil... Undskyld"
Ja, og hvor dumt lød det? skreg hans tænker, Idiot!
Han flyttede vægten fra den ene fod til den anden, stadig usikker. Det ville være nemmere at bare gå, men det havde aldrig ligget til ham at vøre ubehagelig eller uhøflig.
Og da slet ikke nu.

Himlen over dem var mørkeblå og uden stjerner. Uden håb.

Yoona tørrede tårerene fra sine brune øjnene, , og svarede drengen pænt “ja“.
Yoona samlede en lille gren fra jorden, og kastede den ind i bålet.
Flammerne voksede højt op over jorden, og dannet et billede .
Det lignet en løve med en stor manke.

Pigen tørrede øjnene og svarede med et svagt "Ja".
Ja? Ikke mere?
Raven smilede let til hende, selvom han tvivlede på hun så det, og satte sig på en hårderer og forbavsene kolde træ. Hun smed noget brænde på og ilden flammede, brølede og gjorde sig til, som en mægtig hanløve på spring. Som Mufasa i Løvernes Konge.
Træerne omkring dem tårnede sig op, store og sorte, som skygger, der kigger ned over dem. Spioner for den mørke fyrste.
Men der fandtes ingen mørk fyrste.
Kun uhyrer og monstre, som ikke var kloge nok til at tænke selv.
Stilheden imellem dem var ved at blive temmelig pinlig og luften var lydt med intensivitet. Mærkede hun det også? Stilheden fandt han tit som en velsignelse, men nu var det, det stik modsatte. Hvordan skulle han bryde den? På hvilken måde skulle han angribes?
"Er der... Noget du vil tale om?"
Hans stemme lød mere nervøs og usikker end han brød sig om. En femten-årig dreng skulle til lyde som om, han talte til en pige for første gang. Også selvom det ikke var meget galt.

Drengen spugerte om der var noget galt, mens stilhedensvind fløj gennem træerne.
Yoona kiggede ned i jorden og svarde "der er ikke noget galt når du er ha'",
Hun fortsatte " jeg smiler altid når du er ha', fordi du gøre mig glad".
Yoona smilte. nogle fugl kom til syne over dem. Yoona følte en uro i kroppen.
"Jeg har en sær fornemmelse" sagde hun...

Andrew Mackinley studerede hendes ansigt. Hun var køn. På den anden side, havde han ikke set nogen grim pige, eller dreng, endnu. Det var faktisk underligt. Hver gang han var med i en gruppe følte han så... out of place. Som om han ikke hørte til der. Og på den anden side, havde han ikke været et sted, hvor han følte sig mere hjemme.
Da pigen kiggede ned på jorden, fulgte han hendes blik, selvom han ikke kunne se, hvad der var spændende med jorden. Den var beskidt med noget let nedtrådt græs; altså, præcis som om resten af plænen. Nej, det var nok for at undslippe hans blik, hun kiggede ned.
Andrew, aka Raven, kiggede væk.
Så åbnede pigen munden og han vendte sig med et ryk mod hende.
Ikke noget galt, når du er her

Jeg smiler altid, når du er her, fordi du gør mig glad

Hvad. Sagde. Hun?
"...Um..." fik han ud mellem sine læber, kiggede væk for anden gang i løbet af det sidste halv minut og valgte at hoppe videre.
"En sær fornemmelse? Om hvad?" Pause. "Hvad hedder du?"

*mig?!*tænkte Yoona. "Jeg hedder Yoona"sagde hun "jeg er næsten lige flyttet ind i lejren". "Jeg føler at vi bliver overvåget" sagde Yoona, hun så på Raven's hals. Der var en snit sorg på hans hals, det blødte lidt. "Hvad er der sket med din hals?" hun pegede.
Der blev stille, ingen sagde noget i meget langt tid...

Yoona var et kønt navn, præcis som han fortalte hende. Det var gode manner.
Lige flyttet ind? Han kunne godt finde lidt medlidenhed med hende. Hvis ikke han vidste, hvordan det var at være ny, hvem gjorde så? Det var det færreste, der havde været den nye, den fremmed, den venneløse hele livet. Men han havde overlevet, ikke sandt? Trods alle odds havde han overlevet.
Bliver overvåget? Det var en fin beskrivelse. 'Du har en skæbne, Raven Blackfield! Du skal ud og død, så vores åndssvage lejre kan hylde dig for det fjols du er for at tro på os!'.
Som om han ville stole på en mand, eller en kvinde, som ikke engang kendte hans navn. Det var bedre på den måde, fortalte han sig selv, også selvom det kun skabte længere afstand mellem ham og alle andre. Godt eller dårligt, kæmpede hans bevidsthed stadig om at afgøre. Det var en lige kamp. Hjerte mod fornuft. Venner mod sikkerhed.
"Jeg hedder Raven Sam Blackfield" sagde Andrew Emmanuel Mackinley.
Løgnen rullede nemt af hans tunge; den var blevet sagt så mange gange allerede. Sætningen blev efterfulgt af endnu en løgn, nemlig et smil.
"Hvad er sket med din hals?" spurgte pigen, Yoona.
Min hals?
Andrew løftede armen og tog sig såret på den venstre side af halsen. Der var blod på den hvide, tunge hånd, da han kiggede på den igen.
Stilhed. Han kunne godt lide stilhed, men ikke nu. Slet ikke.
"Er... Det er... ingenting. Intet at bekymre sig om"
Virkelig? spurgte hans underbevidsthed, men den blev, som altid, ignoreret.

"Er du sikker?" sagde Yoona. Hun kiggede på Raven, og rejste sig. Men hans hånd dækkede allerede såret, da hun rejste sig.
Hun så ind i hans øjne, men det førte sig kun til tomheden.
Hun kiggede væk. " Må jeg høre nåde om din barndoms-historie?"
Sagde Yoona lavt, men i det hun sagde det, hørte hun et skrig. Det kom fra skoven.
Yoona trak sit dagger , som altid havet på sig...

"Sikker som en bombe" et smil løb over hans læber, og for hurtigt til bære glæde og varme med sig. Hun rejste sig, pigen Yoona, og han dækkede instintivt såret med hans hånd. Det forbandede sår af den forbandede...
Hemmeligheder skulle beskyttes og oplysninger skulle gemmes. Sådan var det, hvis du ville overleve. Og i øjeblikket var det Andrews største ønske.
Hun scannede hans ansigt og lod blikket hvile ved hans øjne, men hun fandt ingen. Alt var bevogtet nidkkært. Hun fandt intet, eller var det måske alt? Intet og alt, ligesom ingen og alle, er jo brødre. En familie skabt af ligegyldighed og dovenskab.
Min barndomshistorie?
"Det er høfligt at fortælle noget om sig selv, før man spørger til andre" lød hans undvigende svar. Det var uhøfligt at lyve, at slå det hen, at undgive er det sidste man kan gøre.
Et sted i natten lød et skrig. Lige præcis den lyd havde han aldrig brudt sig om. Den gik under hans hud og gav ham kuldegysninger. Skrig lød kvindeligt; ikke det gøre det bedre. Faktisk det modsatte. Andrew vendte sig hurtigt om mod den mørke skov.
Der var en skikkelse mellem skyggerne, det var han sikker på....
Så forsvandt han selv, for øjnene af Yoona, og gik mod den.

"Raven" råbte Yoona. Men der kom intet svar, hvor er han henne?

Han løb fra hende, og ind i skoven ,hvor hun stod nær.
Hun prøvede at råbe højere, men det nødtede ikke noget.
Hun har mistede en person hun holder af, og hvad skulle hun dog gøre nu?
Hun måtte gøre noget, og det måtte gå hurtigt.
Hun måtte løbe efter ham, men hvor er han henne?

*jeg må gøre noget* tænkte Yoona. *jeg må vise hvad jeg duer til*.....