Strange.. - Raven Blackfield.

Tid; Klokken er omkring 19:40.
Sted; Nede ved søen.
Vejr; Det er forholdsvis køligt, solen er ved at gå ned og det er tørvejr, selvom der er overskyet.
Årstid; Det er forår.
Omgivelser; Well.. Der er en stor sø, nogle træer og sådan. Ellers er der stort set ingen personer, så der er ret tomt.
Påklædning; En råhvid skjorte, som er en anelse for stor, et par sandfarvede bukser, som skjorten hænger udenover, og nogle sorte, enkle sko. Han bærer på en kæde, med en tand i.

En let brise gled forbi, og fik søens vand til at bevæge sig en anelse, dog bare for at lægge sig stille igen. Der var næsten ingen lyde at hører, på nær de lave skridt, fra en dreng der langsomt nærmede sig søen. Joss var drengens navn. Han var en halvgud, søn af Apollon.
Han havde bevæget sig ned til søen, efter at have spist lidt aftensmad, dog havde hans appetit ikke været stor. Han gik med den ene hånd i bukselommen, imens den anden pillede let ved skjortens ærme. Hans blik var blot rettet mod søens vand, med et tungt blik. Han kedede sig, manglede virkelig noget underholdning, eller bare en person at snakke lidt med, så han ikke bare vandrede tavst rundt.
Det var længe siden han sidst havde været ved søen, faktisk næsten en måned efterhånden... Måske fordi søen aldrig havde været det sted han lige ville gå hen, men i eften havde han besluttet sig for, at tage et kig på den. Han forventede egentlig at se flere dernede, men der var ikke andre end ham. På en og samme tid irriterede og lettede det ham egentlig. Han åndede tungt ud og stak den anden hånd i bukselommen. Nu stod han med begge hænder i lommerne og betragtede søens vand, med et tungt blik.

Nogen havde fundet ham igår og taget ham tilbage i lejren og taget ham tilbage til hans så kaldte familie og hytte. Der havde han gjort det klart, at det overhovedet ikke hans ønske. Det ikke hans ønske at være her, sammen med de mennesker, være den han var. Eller måske var tanken om være halvgud, faktisk være helt og aldeles unormal, tanken om at have en skæbne, tanken om, at han havde familie, tanken om nogen bestemte over ham, tanken om, at han ikke bare kunne flygte fra stedet, når det passede ham...
Andrew skar tanken af og fokuserede på sine omgivelser i stedet.
Alting føltes underligt tomt her. Igen var overskyet, solen bryd ikke igennem de grå skyer, intet blåt og det var en anelse koldt i vejret. Han havde taget sort hyttetrøje, i ønsket om at holde på varmen. Og ønsket var blevet opfyldt.
Lejren støj forsvandt bagud. Der hørtes ingen sværd blive slået sammen, råb, skrig og ingen latter. Her var stille. Stilheden havde sejret.
Med raske skridt gik halvguden ned mod sin yndlingssted.
Et var steder, hvor han kunne være alene og sjældent opdaget. Andrew havde lært, at de fleste blev i lejren hele dagen og faktisk sjældent gik andre steder. Hans held. Desværre svigtede netop det, denne mørke aften. Hvor ved søens bred sad en anden dreng. Denne havde brunt hår.
Han sukkede og da han vist ikke bare kunne vende om, satte han kurs mod hans oprindelige destination.
"Hej" sagde han til den anden. God manner, ved du nok. Og satte sig ned en meter væk.

Joss sad blot i sine egne tanker, med et fjernt blik. Han ønskede egentlig bare at kunne blive siddende her, leve sig tilbage til dengang alting var normalt. Ingen ulykke var sket, han var ikke endt her .. Intet! Det hele skulle bare vende tilbage til normal. Han kørte kort en hånd igennem hans hår, for at fjerne det fra øjnene. Faktisk irriterede håret ham ikke, det var mere bare blevet en vane for ham, at håret skulle fjernes fra hans øjne.
Et tungt suk forlod hans læber. Hvorfor var han her? Hvorfor kunne han ikke bare vre normal? Hvorfor skulle han også lige havde... En stemme skar igennem hans tankestrøm og han løsrev langsomt blikket fra søen.
En dreng var kommer derned. Og Joss som ellers havde håbet på at være alene... Han kunne ikke genkende drengen, faktisk mindedes han ikke at have set ham før, så en enkel ting var i hvert fald sikker. Denne dreng var ikke hans halvbror, da de ikke boede i samme hytte.
"Hej." Hans stemme var tungt og lettere irriteret. Han gjorde intet for at skjule irritationen. Han var ikke normalt så sortseer agtig, men han havde ikke just haft en god dag, så han ønskede ikke at spille glad. Han ville hellere vise at han ikke var i specielt godt humør.