are you starring at my b***?! ~ Aydan

''Nej du behøver ikke forklare mig noget... For jeg forstår bedre end du vil erkende...''

Han fulgte efter ehnde hurtigt... Han vidste at hun var bange for ham, over at han forstod hende bedre end hun havde lyst til at indrømme, og bedre end mange nogensinde ville...

''Men du har stadig brug for noget at skulle ud med...''

''Skrid tilbage til Noomi og lad mig være i fred! Jeg vil ikke have din hjælp!'' snerrede hun højlydt, inden hun satte kursen mod sin hytte.

''Der ingen grund til at blive vred overfor venlighed! Det er uretfærdigt og respektløst...''

Han stirrede direkte ind i hendes øjne...

''Det er som at være nogen utro! Det er lige så respektløst!''

Han var blevet en smule vred over det...

''hør her, Aydan, jeg er ligeglad med hvad du finder respektløst. Voldtægt og mishandling vil altid være værre!'' hun så direkte ind i øjnene på ham.

''så næste gang du vælger at lege en helgen, så find en der faktisk vil frelses!'' Hun begyndte at gå igen, uden at sige mere.

''Igen du ligger op til at du vil ud med det... Siger at du ikke vil frelses... Men det er tydeligt at du gerne vil frelses... Du tør bare ikke sige det ene ord: 'hjælp'!''

Han fulgte efter hende og lod være med at fortælle at han godt vidste hvor slemt den slags var, og at han kendte bedre til det end hun sikkert regnede med... Han gad ikke fortælle den slags...

''fint! Tror du jeg ønsker hjælp!? Lad mig nu vise dig hvor lidt jeg har brug for andres hjælp!''

Hun greb fat i hans arm, og straks blev alt sort.

Lyden af sengen der knirkede for hvert stød fik det til at virke som en pornofilm fra 50'erne.
Væggene var grønne, men malingen skallede af, og afslørede blodige pletter som var flere år gamle. Lyset, det eneste lys i rummet, kom fra en lampe på natbordet, som lyste som en projektør på sengen.
På sengen lå en ung pige, på omkring 12 år. Hun klynkede og græd mens hun prøvede at skrige efter hjælp, men hendes ord døde hen for hvor slag hun fik på siden af hovedet.
Over hende var en middelaldrende mand, nøgen, igang med at voldtage hende. Han sagde ting, men det eneste man kunne hører var gråden fra den lille pige.

Igen blev de hevet ud af mindet, og stod nu igen på skovbunden. Dany havde taget sin hånd til sig, og stirrede nu tomt ned i jorden.

Han havde ikke mange reaktioner på det... Han oplevede kun vrede imod den mand der gjorde det overfor hende... Lysten til at dræbe ham kom indover ham samtidigt med at tankerne faldt på den stakkels lille pige han havde mødt for noget tid siden...

Hele mindet om hendes historie dukkede op... Det minde som var blevet hans eget gennem sin oplevelse og afstraffelse af manden der havde skaddet hende... Hans tanker drejede sig kort kun om Melanie...

Melanie lagde på gulvet... Hun var fem år og var lige blevet voldtaget af en mand... Han slæbte hendes nøgne krop gennem skoven og ned til søen hvor hun blev voldtaget igen...
Han smed hende i søen, hvor hun druknede...

Han stirrede tomt frem for sig, da mindet stoppede, og han så så på hende... Han vidste ikke hvad han skulle sige... Han kendte for godt smerten ved at folk blev voldtaget og mishandlet... Hun forstod slet ikke hvor mange menneskers smerte han havde set, og taget ind som et del af hans liv... Hjulpet dem med at få hævn...

''Jeg kender selv smerten... Og ved hvordan man kommer af med den... Det er op til dig om du vil tage imod hjælpen... Men lad være med at påstå du ikke gerne vil have den!''

''jeg vil ikke have din hjælp! Jeg vil ikke have nogens hjælp! Jg vil være i fred, dø alene og ensom om nødvendigt! I har ikke bragt mig andet end smerte, hele mit liv! Min far begik selvmord lige efter min fødsel! Min mor vil nok ikke kendes ved mig! Min barndomsveninde, min eneste veninde, forlod mig til fordel for en af jer! Jeg har fået nok af jeres 'hjælp'! Bare pis af!'' snerrede hun stille.

Hun begyndte at gå igen, mens billedet f pigen og manden forblev i hendes hoved.

''Hvis du hader mit køn så meget... Så lad al den vrede gå udover mig!''

Han fulgte hende stadig... Han vidste godt han bragte sig selv i farezonen, men hvis det betød en anden fik det bedre, var han ligeglad... Hun skulle ud med en masse... Hun havde virkelig brug for at komme ud med en masse af det...

Han havde stadig billedet af Melanies voldtægt i hovedet, blandet med hendes død... Som efter lidt tid blev overtaget af et andet minde... Et af hans egne denne gang...

Aydan stod foran manden, ham der havde voldtaget og dræbt Melanie, med en nål, som var stukket ind imellem nakkehvirvlerne og lammede manden...
''Du voldtager aldrig nogen igen?!''
Manden nikkede stille, med et skævt smil...
Aydan stak en kniv i mandens lår, og trods han var lammet vred manden sig...
''Gør du?!''
''Nej nej!? Bare skån mig!'' bad manden...
Aydan var kold da kniven lagde sig på hans strube...
''Hvor meget vil du opgive... Din tro?''
Manden nikkede... Og så væk fra aydan, hvor en pigestemme kom fra...
''hades tager imod dig...'' Sagde pigestemmen...
manden hals blev skåret over...
''Hans pinsler begynder først nu...'' sagde pigestemmen...
Aydan nikkede...

hun bed bare sammen. Hun havde ikke brug for hans hjælp, og hun ville bestemt heller ikke have den.
''Lad mig nu være, okay? Hyg dig med Noomi, og lad mig være i fred.'' snerrede hun bare, mens hun gik videre.

''Hvorfor finder du ikke Noomi, og hygger dig med hende?''

Han fulgte hende stille med et fast blik, for at se hvor hun bevægede sig hen, og han mente faktisk at det var en god ide at hun gik ud og fandt Noomi og fik hygget sig med hende, eller bare talt med hende...

De mindede jo meget om hinanden, og kunne muligvis godt komme ud af det med hinanden...

''Og stop nu for pokker med at lyve om at du ikke vil have hjælp... Det behøver ikke være fra mig, men erkend dog at du faktisk ikke kan klare det helt selv...''

''kan jeg ikke? Jeg har overlevet fint alene, jeg har ikke brug for nogen der render i hælene på mig og beder mig passe på! Jeg er ikke hjælpeløs!'' knurrede hun.

Hun stoppede op og så på ham, sammenbidt

''Ja din krop er måske overlevet, og du tror også din psyke er... Men tro mig det er tydeligt at mærke at din psyke kun er overlevet på et hængende hår, og det hår hænger den stadig i... Men med hjælp fra andre kan det hår blive til et nærmest ubrydeligt bånd...''

''Og jeg siger ikke du er hjælpeløs... Men alle har brug for en støtte, selv de stærkeste kan ikke klare alt alene... Ikke engang vores forældre kan...''

Han gad ikke tvinge hende, men han ville gøre hvad han kunne for at få hende til at indse det at hun havde brug for hjælp...

''Prøv at snakke med Noomi, det kan muligvis hjælpe dig...''

''og krybe tilbage til hende, at få at vide at jeg tog fejl!? glem det!'' snerrede hun og gik videre

''Så prøv at finde pigen Ashley og snakke med hende istedet...''

Hans stemme var en smule bedende men dog stadig venlig... Han blev ikke chokeret over at hun havde snakket med Noomi før... Det virkede til at mange havde det, og at hun ikke rigtigt fortalte om det...

''For pokker... bare tal med nogen!''

''jeg snakker med nogen! Med mig selv! Jeg har det fint!'' mumlede hun bare

''Du har det ikke godt! Du har det faktisk så skidt, at du ikke engang kan se dine problemer!''

Han fulgte efter hende, træt af ham selv over at han ikke bare kunne lade andre kæmpe med deres egne problemer...

''jeg kan klare migselv, mange tak. jeg har ikke brug for dine psykolog-prædiker!'' snerrede hun bare, inden hun igen skruede op for sin musik, og gik.
Hun havde ikke brug for at nogen belærte hende om sig selv

''Nej fordi du ikke kan tåle at indse at andre faktisk kan se hvor elendigt du har det! DU er svag! Så svag at du lyver for dig selv! Så svag at du har svært ved at lyve for andre! DU vil måske ikke indse det, men du er alt for svag! Og ved du hvad der er værst? At du tror du har det godt... At du vil leve i din lille falske løgn! Løgnen om at du har det godt... At drenge og hankøn er onde! Bare fordi du har haft dårlige oplevelser, så vælger du at leve i den verden som dem der har gjort dig ondt har skabt for dig! Istedet skulle du skabe noget selv og vise dem at du er stærk og komme væk fra den verden!''

Han var ligeglad med om hun blev vred på ham, hun kunne bare komme hvis hun ville ham noget...

Han fulgte stadig stædigt efter hende...