En af Artemis's sønner? ~Jason

Tid: Lige efter tusmørke
Sted: Søen
Omgivelser: En svag fugle sang og puslen af nattens dyr der er ved at vågne, men ellers ingen levende væsner.
Vejr: Lunt og stillestående


Ashley sad stille på en sten tæt ved søen bred, hun sad i skrædderstilling og havde lukkede øjne mens hun trak vejret dybt. Hun havde en sort tanktop på samt et par slidte og sorte bukser kunne hun stadig passe, utroligt nok, og et par ret slidte converse sad på hendes fødder.
Ved siden af hendes sad et barnespøgelse med skulderlangt, blondt og glat hår, og stirrede på hende og vrængede alle mulige ansigter af hende. Hvor er du bare kedelig! sagde det lille spøgelse. Et lille skævt smil brød langsomt frem på Ashleys læber. "Du er bare utålmodig, Melanie," svarede hun igen med en grinende stemme og en let syngende spansk accent. Hun mærkede derefter kuldegysningerne sprede sig på hendes arm og i hendes skød. Da hun åbnede øjnene så hun at hendes barndomsveninde havde sat sig i hendes skød. Ashley kunne ikke lade være med at smågrine over det lille spøgelses sure mine, der bare blev mere vrængende da Ashley grinede. Hun elskede simpelthen at drille hendes afdøde bedste veninde, som druknede da de begge kun var fem.

Jason kom stille og roligt gående ned mod søen, han havde sin bue over skulderen sammen med sit pilekogger, han gik med hænderne i lommerne på det lyse pr. bukser han havde på, han så ned i jorden, sukkede kort. Hørte skriget fra sin fugl der dykkede mod ham.

Da han mærkede kløerne i hans skulder kunne han ikke lade være med at føle sig hel nu. ”Det var længe du har været væk” sagde han lavt og forsatte ned mod søen, ”jeg skulle måske ikke have taget buen med du, hvis jeg skulle ud og svømme altså” sagde han og strøg høgen over hovedet, hun nappede ham blidt i øret og et lille smil spillede over hans læber. Han satte sig ved vandkanten, havde ikke opdaget der var nogen i nærheden, tog buen af skulderen og sammen med den røg pilekoggeret, han stirrede ud over vandet inden han lukkede øjnene igen, smilet forsvandt, han tænkte lidt tilbage til tiden hvor han mildest talt boede på gaden .

Den lille Melanie farede så pludselig om og pegede. Der er en dreng! Råbte hun fnisende og hoppede ned fra Ashleys skød og løb over mod ham. Det lille spøgelsesbarn hoppede ned i drengens skød og så op på hans fugl. Drengen, der sikkert ikke ville kunne se Melanie, ville bare kunne mærke en klæbende kulde der lagde sig om ham. Ashley havde rejst sig og så over mod drengen. "Hey!" Råbte hun med et lille grin og løb over mod ham og stod kort efter foran drengen. Hun skævede ned på Melanie der klæbede sig til ham og stirrede stort op på fuglen der sad på hans skulder. Ashley så på ham og smilede nu en anelse genert, men åbent. "Hey," sagde hun igen med et undskyldende blik. "Hvad laver du herude, på den her tid?" spurgte hun så nysgerrigt og satte sig ned ved siden af ham. Hun sendte kort et strengt blik til Melanie, som skulede igen inden hun forsvandt. Ashley klukkede let. "Så er den lille tøs smuttet," sagde hun, som om det var tydeligt hvad hun snakkede om.

Jason mærkede den klæbende kulde, rystede lidt og så sig om efter hvad der kunne forsage det. Han hørte pigen der råbte, han så mod hende, rystede kort på hovedet "Hey" sagde han bare og så ud over søen igen med et fjernt blik. "Prøvede at tænke tilbage" sagde han bare da hun spurgte, "prøvede at få noget fred og ro, men det virker ikke særlig godt kan jeg mærke og se" sagde han, hans blik vendte sig mod hende da hun satte sig "hvilken.. lille?.... En af Hades børn" sagde han og så over søen igen. Han rykkede sig lidt væk fra hende. Høgen baskede med vingerne og satte af fra hans skulder.

Ashley så på ham og stoppede med at smile. "Det må du undskylde, at jeg forstryrrede dig i," sagde hun brødbetynget. Hun så tydeligt hans blik og hvordan han rykkede væk fra hende da han gættede hvem hendes far var. "Jah, jeg er en af Hades døtre," sagde hun langsomt og stille, hun havde aldrig været særlig stolt af det. Hun så på ham. "Den kulde du sikkert mærkede, var på grund af min døde veninde satte sig på dig," forklarede hun tøvende. "Hun druknede da hun var fem, og er stadig lige så drillesyg, som hun var den gang." Hun så ned inden hun løftede blikket og så på ham med sine strålende blå øjne. "Har du noget imod Hades børn?" Spurgte hun forsigtigt. Det var der mange der havde, ikke uden grund normalt. Ashley selv, havde aldrig været én af dem der gik rundt og generede andre og fik ånderne til at plage dem. Hun tøvede endnu en gang inden hun rakte ham sin hånd. "Ashley Morte," præsenterede hun sig. "Nok én af de sødeste af mine søstre og brødre." Hun så på ham og prøvede at fange hans blik. Hun synes, at det var høfligst at holde øjenkontakt mens man snakkede.

”Det er vel okay, det er et frit land, og en lejr, man kan ikke få ret meget fred her” sagde han og så ned i jorden inden han lukkede øjnene igen. ”jeg væmmes ikke ved dig, jeg kan bare ikke lide at fremmede sætter sig så tæt, som nu inden jeg har snakket med dem først” han så mod himlen inden han lagde sig ned.
”det er ikke så svært at gætte hvis du kunne se… Pigen der satte sig på mig” sagde han bare vendte så ansigtet mod hende inden han så væk igen. ”Mit navn er Jason Anthony Stark” sagde han og så mod hende inden han så mod søen igen, han satte sig op igen, lagde hovedet i sine hænder og lukkede så øjnene igen inden han rystede kort på hovedet.

Ashley så på ham. "Jeg undskylder stadig," sagde hun en smule stædigt. "Jeg er bare meget nysgerrig anlagt, og du gjorde mig nysgerrig." hun grinede præbende til ham.
Hun så på ham og begyndte at få røde kinder og trak sig lidt væk fra ham. "Undskyld," sagde hun igen med et lille genert grin. "Vane." hun rødmede endnu mere. "Og undskyld jeg spurgte, der er bare mange der ikke bryder sig om os ..." hun så ned og pillede ved græsset. Hun så ned på ham da han lagde sig ned. Hun klukkede let da Melanie dukkede op og satte sig på hans mave og havde sit hoved over for hans. "Melanie!" udbrød Ashley og grinede forlegen. "Smut med dig din lille møgunge!" Ashley så undskyldende på Jason og blev helt rød i kinderne. Melanie havde rejst sig fra og ham skulede ondt til Ashley.
"Det må du virkelig undskylde," sagde hun helt forlegen. Hun prøvede at smile lidt. "Hyggeligt at møde Dem, Jason," sagde hun en anelse formelt og med sin syngende accent.
Da han satte sig op og lagde hovedet i hænderne, rakte Ashley automatisk ud, men stoppede sig hurtigt igen og lagde hånden ned i skødet. "Er du okay?" spurgte hun en anelse bekymret.

”du skal ikke undskylde for at være nysgerrig, jeg nåede ikke særlig langt med mine tanker” sagde han, hans blik forblev på vandet ligesom hans hoved blev i hænderne.
”du rødmer, ved du godt det? Jeg kan mærke varmen helt herovre” mumlede han og så hun trak sig lidt væk fra ham. Jason tog sin bue og fik den over skulderen igen ligesom pilekoggeret. ”Som sagt lad være med at undskylde noget det ikke skal undskyldes for, det er bare et spild.. Nej det er okay du spurgte, men jeg har ikke rigtigt nogen fordomme.” mumlede han og lukkede øjnene igen, han mumlede hen for sig, Hunter fløj ned og satte sig på hans skulder igen, han sukkede kort og smilede så inden han strøg hendes fjerpagt.
”du bliver ved med at undskylde, hvorfor gør du det?” spurgte han og så nu på hende ”ja det er også hyggeligt at møde dig” sagde han og vendte blikket mod søen igen.
”Jeg har det helt fint tak” sagde han ”jeg tænker bare på min tid før lejren” mumlede han kort og så op mod himlen og så søen igen.

Ashley så på ham og rødmede bare endnu mere. "Jeg ved godt at jeg rødmer, men eg kan ikke gøre for det," sagde hun en anelse genert og så stadig på ham. "Det er nok bare blevet en lang vane, fordi der altid er noget at undskylde for." hun trak på skuldrene og fangede hans blik da han endelig så på hende. Hun smilede let og venligt til ham og så på fuglen. "Hvad er dens navn?" spurgte hun nysgerrigt og blidt da hun tydeligt kunne se hvor meget fuglen betød for ham, det var så let at se.
Hun nikkede lidt til hans svar. "Hvordan var din tid da før lejren?" spurgte hun, endnu en gang, nysgerrigt. Hun så på ham med sine store blå øjne og et lille venligt smil.

Jason rystede bare på hovedet af hende og sukkede kort, ”hvorfor er det du rødmer, der er jo ingenting her” sagde han roligt og forsatte blikket ud over søen, han sukkede kort og strøg igen Hunter over hovedet. ”så det er altid noget at undskylde for, og hvad er der så lige nu, du vil undskylde overfor mig nu?” Spurgte han uden at tage blikket søen, ”hendes navn er Hunter” sagde han bare og mærkede Hunters næb mod øret, han smilede og vendte hovedet så han kunne se hende og lagde sit hoved mod hendes.

”Min tid før lejren betror jeg ikke til nogen” sagde han bare og smilede kort for sig selv, mens han blik gled op mod himlen, ”Jeg ville ønske jeg kunne flyve som dig Hunter” hviskede han til høgen.

Ashley så ned med et genert blik. "Det ved jeg ikke, jeg rødmer bare," mumlede hun stille og så på ham da han sukkede over hende. "For at forstyrre dig, det er tydeligt at der ingen her i lejren der vil snakke med mig." Hun stirrede lidt ud over søen. Hun så på ham igen da han nævnte fuglens navn. Hun smilede en smule. "Et passende navn," sagde hun med et lille smil. "Hun er smuk." Hun betragtede ham og fuglen lidt.

"Nåh, okay," sagde hun stille og så ned. Hun nikkede lidt for sig selv og mærkede så nogle små kolde hænder mod sine skuldre. Hvorfor er du så trist, Ashie? Spurgte Melanie og lagde sit hoved mod Ashleys skulder. "Det ved jeg ikke," mumlede hun bare og så ned på sine hænder.

”Det kan jeg se du gør” sagde han og rystede kort på hovedet og lagde sig så ned. ”du forstyrrede mig ikke, jeg forstyrrede dig, og så viste du nysgerrighed” mumlede han bare og rejste sig så op ”der findes sikkert en masse der vil snakke med dig, du er bare lidt uheldig med det tidspunkt du valgte at komme over til mig” sagde han og gik hen til vandkanten og satte sig ved kanten ”det ved jeg hun er” sagde han roligt og sukkede.

”ja.. jeg holder det helst for mig selv” sagde han lavt og rystede på hovedet. ”undskyld jeg er så hård og kold, det her er slet ikke mig, jeg har bare brug for fred og have lov til at tænke” hviskede han og strøg forsat Hunter over hovedet, mens hun nappede i hans øre, han smilede blidt og lukkede øjnene.

Ashley smilede svagt og så ned på sine hænder, som om de pludselig var blevet interresante og trak så let på skuldrene. "Måske," sagde hun stille. "Men de fleste har jo noget imod os Hades børn, det er langt fra alle man kan snakke med, kun nogle ganske få, som ikke har noget imod os."

Hun løftede blikket en anelse og så på ham. "Jeg forstår det godt," sagde hun blidt og så på ham med et mærkeligt glimt i sine blå øjne. Hun klukkede stille. "Det er okay, jeg burde være ved at være vant til det," sagde hun med et sørgmodigt smil. "Skal jeg gå?" Hun så på ham med et åbent og venligt blik. Hun ville sagtens kunne forstå, hvis han sagde ja.

Jason rejste sig og så på hende, ”du behøver ikke at gå… Du var her jo først, jeg smutter bare” sagde han lavt og lod Hunter flyve i forvejen. ”vi snakkes måske på et andet tidspunkt, når jeg.. Ja vi ses vel” sagde han og begyndte at ro i et roligt tempo tilbage til lejren hvor han var kommet fra. Han lod mørket opsluge ham og han forsvandt, ligesom Hunter der fløj omkring hans hoved

Ashley så på ham. "Nej, du må ikke gå," sagde hun bedende og rejste sig og skulle til at gå efter ham, men opgav og så bare efter ham. Hun rystede på hovedet over sig selv og hadede det at hun bare blev ladt alene hele tiden. Hun vendte sig om og fik øje på buen og pilekoggeret han havde ladet ligge. Hun tøvede ikke da hun tog det op, vendte sig om og løb mod det sted han var forsvundet ind i skoven. "Jason," kaldte hun og så rundt.

Jason forsatte sin gang. Hørte noget bag sig, og sprang op i et træ, han mærkede hans bue ikke var hos ham, da han rakte om efter den "pokkers... Jeg må have glemt den ved søen." Mumlede han til sig selv, Han så gennem mørket og fik øje på hende, han rystede på hovedet, opdagde hun havde hans bue. lukkede øjnene og bed sig kort i læben og satte sig til rette.

Ashley stod stille et kort øjeblik og så ned på Melanie med et tavst spørgsmål og så så mod det sted hun pegede. Hun kneb øjnene let sammen og fik øje på ham. Hun smilede lettere forfjamsket. "Du glemte din ting," sagde hun med et lille forsigtigt smil. "Og jeg kan forstå, at din bue og pil er vigtig for dig." Hun tøvede lidt og så op på ham med sit normale åbne blik og et lille forsigtigt smil. "Kommer du ikke ned?" Spurgte hun så, en smule forsigtigt.

Jason så bare ned på hende "hvis det er sådan... Jeg har det bedst her oppe" sagde han bare og sukkede, han rakte ned mod hende "ja den betyder meget for mig" sagde han bare og lagde hovedet lidt på skrå. Smilede kort og rejste sig så op på grenen og så op mod himlen gennem kronen, lænede sig op af træet inden han satte sig på hug, rakte efter sin bue.

Ashley sukkede stille og så på ham og rakte ham sine ting. Da han havde taget dem, klatrede hun selv op i træet til ham og satte sig ned på en gren tæt ved hans. Hun så på ham med et lille smil. "Du har ikke noget imod det, vel?" spurgte hun en anelse forsigtigt. Hun sad uden frygt for at falde, hun havde selv klatret meget i træer da hun var barn, selvom hun var Hades datter.

"Hvordan og hvorfor skulle jeg have noget i mod det?" spurgte han og så ned mod jorden "jeg kan ikke se noget galt i at du aflevere mine ting, og at du gerne vil snakke lidt, selvom jeg gerne vil være i fred" sagde han bare og lænede sig op mod træet.

Ashley sukkede let. "Som du sagde, du vil gerne være i fred," sagde hun blidt og venligt, hun smilede lidt til ham og håbede lidt, at han ville gengælde det. Hun trak sine ben op til sig og lagde armene om dem mens hun betragtede ham med et blidt og åbent blik. Hun ville ikke trænge sig på, men hun ville virkelig heller ikke være alene igen.

"Ja jeg vil gerne være alene og holde mig lidt i ro... Men jeg kan mærke og se på di at du ikke vil" sagde han og smilede kort for sig selv, lukkede øjnene, så vendte han sig mod hende og satte sig ned. "hvad er så din historie?" spurgte han og lagde hovdet lidt på skrå, "du skal ikke fortælle det hvis du ikke vil" sagde han

Ashley smilede en smule og rødmede så svagt. "Du ser rigtigt," sagde hun med latter i stemmen. Hun så på ham og tøvede en smule. Hun rystede let på hovedet. "Jeg har ikke noget imod at fortælle min historie," sagde hun med et lille skævt smil. Hun så på ham med et smil. "Jeg kommer fra Spanien, Tarifa," startede hun og tøvede lidt inden hun fortsatte. "Jeg mistede min bedsteveninde da jeg var fem."Hun vidste, at han kunne se smerten i hendes blik. "Hun blev voldtaget og druknet i den sø vi altid legede ved." Hun holdte hans blik. "Jeg fandt hende selv, eller, hun fandt mig, hendes spøgelse gjorde." Ashley sank en klump. "Jeg boede hos min moster da min mor døde ved min fødsel, hun var ikke gift mens hende og Hades var sammen," sagde hun og smilede svagt. "Melanie, min afdøde veninde, hjalp mig hertil da jeg blev tretten, jeg var nødt til at forlade min moster, vi havde kun hinanden og kunne kun lige overleve med pengene." Nu så hun ned og holdte lidt strammere om sig selv. "Jeg har ikke set hende siden." Hun sad bare stille lidt tid og stirrede ned mod jorden mens hun ventede på hans reaktion.

Jason så ned og sukkede ”det er noget jeg er god til” Jason vendte blikket mod hende, hvorefter hans blik gled op mod himlen igen. Hurtigt sprang han ned på jorden, landede blidt, med et bump. ”jeg lytter skam” Han satte sig under træet, lyttede til hendes historie, lukkede øjnene ”det gør mig ondt at høre din triste historie” sagde han lavt og så ned mod søen igen. ”skal vi gå tilbage til søen?” spurgte han så.

Ashley smilede lidt til ham. "Det undre mig ikke," sagde hun blidt.
Da hun var færdig med sin historie sukkede hun stille og så ned på ham. Hun kravlede mindre elegant ned og vrikkede om på sin fod. "For Hades da osse!" mumlede hun surt og hinkede lidt da hun lænede sig op ad træet og massere sin fod og så på ham igen. Hun kluklo let. "Livet er ikke let for nogen," sagde hun bare roligt og stillede sig så normalt. Hun så på ham med et blidt og venligt smil. "Det kan vi da sagtens." Hun smilede lidt til ham og overvejede virkelig hvordan hun kunne få ham til at smile til hende, bare et lille ét.