En af Artemis's sønner? ~Jason

"Jason!" sagde hun højt. "Du aner ikke hvilke væsner der findes dernede!" Hun stod stiv som en støtte og så efter ham, hun bevægede sig ikke længere ud. "Kom nu ind igen..!" Råbte hun prøvende efter ham og begyndte selv at gå ind. Hun kendte kun alt for godt de væsner der kunne lure i vandet. Hendes onkels havvæsner.

Jason kom op igen efter nogle minutter og svømmede ind til hende "Jeg har det fint. Jeg bar bare brug for at træne.." sagde han og tog hendes hånd og gik ind mod kanten igen "skulle vi finde et sted du kan hvile dig, så du ikke behøver at støtte på dit ben" smilede han blidt

Ashley så målløs på ham og trak sin hånd til sig. Hun skulede af ham og begyndte selv at gå ind. Hun ville ikke have at han bare skulle holde hende i hånden, ingen gjorde det, og han skulle ikke være den første der fik lov. Hun nåede ind og kunne næsten gå normalt på sin fod, hun haltede en smule over til den klippe hun sad på til at starte med og kravlede op på den.

"Undskyld det skulle have været fordi jeg troede du stadig havde brug for hjælp" sagde han bare og gik op mod klippen og sprang op på den og lagde sig så på den. Jason så op på himlen "du må meget undskylde" sagde han lavt og lukkede øjnene, lagde hænderne bag sit hoved

Ashley så væk fra ham og sukkede lidt. "Det er okay, du skal bare ikke tage min hånd," sagde hun roligt, dog lidt afvisende. Hun begyndte at snørre sine sko op og tage dem af, derefter røg hendes tanktop, hun havde en bikinioverdel på. Hun vred tanktoppen fri fra så meget vand som muligt og tog den så på igen. Hun frøs ikke, på trods af at solen var gået ned, hendes kropstempratur var flere grader koldere end normale menneskers, eller halvguders.

Jason så på hende og rystede på hovedet "det er min fejl.. det vil ikke ske igen.. Det lover jeg." han sprang ned og landede adræt "jeg tror jeg smutter, Du klare dig, gør du ikke?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, han vendte sig hurtigt, da han så hun tog tanktoppen af. "Jeg har brug for at jage lidt" mumlede han og trak hurtigt sin bue.

"Godt," sagde Ashley bare uden at se på ham. Hun sukkede stille og vred så sit hår. Hun så derefter på ham med et roligt blik. "Hvorfor skulle jeg ikke klare mig?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Et grin forlod hendes læber da han vendte sig væk mens hun trak sin tanktop af. Hun havde aldrig været særlig genert med sin krop. "Okay," var det eneste hun sagde. Hun så bare på ham nu.

"Jeg ved ikke hvorfor du ikke skulle klare dig.. Jeg er ikke dig, jeg ved ikke hvad der foregår oppe i dit hoved" sagde han bare og smed en våde trøje. Han havde en topatlets ryg, veltrænet og muskoløs. Han knyttede sine næver og lukkede øjnene tog en dyb indånding og tog det første skridt "vi ses vel.. Måske" mumlede han lavt

Ashley smilede let. "Det er rigtigt," medgav hun bare og så på ham. En stille rødmen sneg sig op i hendes kinder da han smed trøjen og hun så hans bare overkrop. Hun måtte kæmpe for ikke at måbe. "Det gør vi vel," sagde hun nærmest åndeløs. "Det er et lille sted."

Han smilede kort for sig selv "nemlig" sagde han bare og vendte sig "nu sker det igen" sagde han og smilede til hende "du rødmer igen" sagde han og stoppede op "det er et meget lille sted" han gik hen til klippen igen og lagde trøjen der "så kan du ikke se mere" sagde han og sprang ned på den side hvor hun ikke kunne se ham.

"Hvorfor må man nu ikke rødme?!" sagde hun lidt mut og genert. Hun skulede ondt af ham og sagde ikke mere, trak bare benene op til sig og holdte om dem. Hun stirrede ud over vandet og sukkede opgivende. Hvorfor skulle han også lige have sådan en lækker krop?

"det må du også, Men overfor mig, Jeg misforstår det bare, jeg opfanger små ting ved folk, Det lære du nok, når du lære mig bedre at kende, hvis du gør det" sagde han bare og smilede fra den anden side. Jason sprang op igen. kravlede hen og så på hende "hvorfor rødmer du og måber sådan?" spurgte han da han havde set det. "du er vel ikke vild med min krop?" spurgte han og grinte

Ashley vendte forsigtigt blikket mod ham og lyttede til hvad han sagde. "Okay," sagde hun tøvende. Hun betragtede ham med et vagtsomt blik. Da han kom for tæt på trak hun sig lidt væk fra ham. Hun svarede ikke, men skildte bare læberne og knurre dybt af ham. "Længere væk," sagde hun hæst og trak sig længere væk fra ham. Hun kunne af en eller anden grund ikke li at have ham så tæt på sig.

"jeg skal nok gå hvis det er det du vil have" sagde han bare og smilede kort. han rejste sig op og lagde sin bue fra sig, knækkede nakken, og lagde sig ned igen. "Jeg foretrækker at sove under åben himel, jeg føler mig hjemme.." sagde han bare "alene og udendørs" hviskede han kort og lukkede øjnene

"Du skal bare ikke så tæt på," knurrede hun mut og trak sig lidt væk fra ham igen. Hvorfor skulle han være så tæt på? tænkte hun en smule irriteret. Normalt havde hun ikke noget imod det, men lige nu var hun noget irriteret over det. Hun anede ikke hvorfor.
"Jeg foretrækker at sove i min seng," sagde hun stille og så ligeud.

"jeg er bare et udendørs menneske" mumlede han og og åbnede øjnene og sukkede "du vil vel gerne ind og sove?" spurgte han og satte sig op og tog sin trøje på igen "jeg er ked af jeg gør dig utilpas." sagde han og rejste sig så op igen. Han så mod skoven og knyttede sine næver igen og lagde sin bue og pilekogger fra sig.

"Nej, virkelig?" sagde hun en smule drillende, hun kunne ikke lade være. Hun så på ham og smilede svagt. "Jeg er et natmenneske," sagde hun stille og forsigtigt. "Jeg kan bedst li natten."
Hun sukkede dybt. "Du skal bare ikke være så tæt på," sagde hun bare og så på ham med et lidt undskyldende blik.

"Jeg skal nok holde mig fra dig og på afstand..." sagde han og satte sig op og betragtede hende. Hans krop var stadig våd, og dråberne gled over hans muskoløse krop. "er du helt okay?" spurgte han og rejste sig op og lagde sine hænder på buen og kørte over den. "Venator, veni ad me ... Dilectus meus accipitrem" sagde han ud i mørket og smilede.

Ashley smilede en smule undskyldende til ham. "Tak," sagde hun en smule blidt og prøvede at slappe lidt af. Hun prøvede virkelig at se på hans ansigt og ikke hans overkrop.
Hun trak bare på skuldrene over hans spørgsmål og så en smule undrende på ham da han talte igen. "Latin?" spurgte hun nysgerrigt, da hun havde forstået alt hvad han sagde. Hun smilede en smule bifaldende, uden at tænke over det.

han knipsede for at få hende til at se på sit ansigt "jeg er heroppe... Det er mit ansigt du taler med ikke min krop" sagde han og grinte over hende "Vil du ikke godt.. Okay gør hvad du vil" grinte han.
"jeg jeg taler det, og andre oldtids sprog, det er naturligt" sagde han bare og mærkede kløren fra Hunter i sin skulder "Ja jeg er underlig jeg ved det" sagde han bare og så ned på hende

Ashley så på hans ansigt og beherskede en stærk trang til at knurre af ham, hun nøjedes bare med at skule ondt. "Jah, hvad ville du ikke gøre hvis jeg sad i bar overkrop?" spurgte hun en smule irriteret og kunne ikke lade være med at knurre det sidste.
Hun sukkede lidt. "Det er naturligt for alle her," sagde hun stille og smilede svagt til ham.

Jason smilede "jeg ville se dig i dine øjne... Eller slet ikke se på dig overhovedet" sagde han bare og så ned på sine hænder inden han lagde sig ned igen "så let er det." mumlede han bare "og man behøver ikke knurre.. Det er uhøfligt" grinte han kort og strøg Hunter over fjerene "Det er det" sagde han bare og rystede kort på hovedet og lagde hænderne bag sin nakke endnu en gang.

Ashley nikkede let og bifaldende. "Godt," sagde hun bare og smilede let til ham nu. Hun betragtede ham venligt mens han lagde sig ned og klukkede let. "Impulser," forklarede hun smilende. "Jeg blev opdraget til at være høflig, men min far er alt andet end høflig." Hun klukkede stille.
Hun så på ham og smilede let, men sagde ikke mere.

"jeg føler ligesom du har et eller andet i mod mig" sagde han bare og satte sig op og betragtede hende kort inden han tog sin trøje på igen. Jason sprang op og sprang ned foran han og gik lidt væk derfra.

"det tror jeg på" sagde han bare og satte sig ned fem til seks meter fra hende

Ashley sukkede over ham. "Jeg kan ikke lide hvis folk rør mig uden jeg vil," forklarede hun. "Som da du tog min hånd." Hun så lidt undskyldende på ham og sukkede da han satte sig så langt væk. Hun lagde sig ned på maven, på stenen, og hvilede sin hage i hænderne mens hun betragtede ham. "Det må du altså undskylde," sagde hun så.