An Errand For Chiron ~ Topaz og Adrianna

Topaz lod som altid Melodie føre ordet, og hun lyttede ikke forfærdeligt meget efter, hvad Chiron sagde. Det var det, der var smart ved en Mel.
Hun stod bare og strakte hals for at se om hun kunne få øje på noget af Halvblodslejren eller nogle kendte ansigter.
 Pludselig lagde hun mærke til, at Melli og Chiron så småt afsluttede samtalen, så hun nærmest råbte panisk: "Hils Dionte, Chiron! Og sig at jeg har det godt." 
Jim sendte hende et blik, som om at hun var en bortløben hundehvalp.
Topaz trak bare på skuldrene, og så snakkede Melodie igen. 
"Vi er da meget heldige taget alt i betragtning! For resten så vil jeg høre alt om, hvordan i alverden I fandt mig i bussen," sagde Topaz og blinkede.
De to andre halvguder krammede hende hurtigt farvel og lovede hende, at hvis hun en dag var svag og alene ude på en mission, og de så ville finde hende, skulle de nok give hende noget nektar.
Topaz grinede hurtigt tak, men blev lidt nervøs, da hun blev husket på hvor meget nektar og ambrosia, hun havde givet dem, og hvor meget hun manglede.
Hun trak lidt på skuldrene og fulgte efter sine veninder.

"Se og lær piger, se og lær," grinede Topaz hånligt og tog langsomt og roligt sin læder jakke af, som om at hun lærte nogen, hvordan man skulle gøre det. Det måtte være ulideligt for Adrianna og Melodie. Lange bukser, huer og bluser. Topaz var glad for, at hun altid kun gik i kjoler eller nederdele, for nu havde hun bare ben, bare arme og åben hals.
Det skulle hun så åbenbart aldrig have gjort. Melodie stoppede ikke med at klage derfra.
"Jeg havde aldrig troet, at missioner indebærer at blive fanget af gribbe, vandre i timevis i ørkenen og hike alle de busser, man kan komme i nærheden af," sagde Topaz og selv om, at hun havde mindst tøj på ud af alle pigerne, tørrede hun sved af panden.  

Pigerne løb resten af vejen hen til den ventende bus. De nåede den lige i sidste sekund, og Topaz kunne slappe af igen. Hun var totalt smadret, og hun kollapsede nærmest ned på bussædet. Før hun vidste af det, sov Melodie op af hende, og hun sov selv op af Adrianna.

Adrianna var åbenbart den eneste, der holdt sig vågen. Det var pænt tungt, når hun nærmest bar to piger på sin højre skulder, men hun syntes alligevel at det var behageligt. De var allesammen sammen igen, og hun ville i hvert fald kunne mærke, hvis en af dem lige pludselig besluttede sig for at forsvinde. Det bevidnede også for trekløverens venskab, hvordan de alle tre stolede på hende - det var svært at kunne det i deres verden.
Adrianna ville gerne falde i søvn, men hun ville ikke risikere at være så sårbar - hvis alle sov, ville det bestemt ikke være svært for et eller andet monster at gøre noget. Desuden fløj hendes tanker rundt omkring i hendes hoved. Hun var lidt vant til det med sin ADHD, men det var ekstra slemt nu. Normalt når halvguder sov, så de små glimt af virkeligheden. Sådan havde Adrianna det, bare mens hun var vågen. Hun syntes hele tiden, at hun hørte skrig og så flammer. Hun regnede med, at det bare var hendes underbevidsthed, der prøvede at skræmme hende, og det virkede. Hun rynkede på næsen og bestemte sig for, at det nok ville være smart at tjekke, hvad hun havde i sin taske. Uden at vække Topaz hev hun sin rygsæk ned fra ryggen og lagde den i skødet. Chokolade bar, tom chokolade bar, tom chokolade bar, - hun burde virkelig slå op med sin elskede chokolade! - tom vandflaske, vandflaske med ambrosia, sit elskede kompas/skjold, gaffatape - man vidste aldrig, hvornår man ville få brug for sådan noget, men man kunne være sikker på, at det ville man før eller senere - lidt tøj og... Ikke noget. Hun blev panisk og rodede tasken igennem, hun hældte endda indholdet ud i hendes skød for at finde det. Pludselig gik det op for hende, at hun selvfølgelig bare havde den i håret. Hun tog hurtigt sit lille spænde ud af håret, kiggede hurtigt på den lille perle, der var sat fast til det glimtende spænde og satte det i igen.
 Hun blev altid bange, når hun troede at hun havde mistet det. Det var det eneste, hun havde fra sin mor, og hendes far havde givet det til hende. Det havde en helt speciel betydning. Desuden duftede det altid salt og friskt ligesom havet, og duften af havet beroligede hende.
Hun svang sit lange blonde hår over skulderen, begyndte at samle alle tingene fra hendes skød og lagde det tilbage i tasken.

Da hun var færdig, lænede hun hovedet tilbage for at slappe af, men inden hun nåede så langt fik hun øjenkontakt med en stranger. Alligevel syntes hun at hun kendte hende. Vendt mod hende nogle sæder frem sad en smuk kvinde. Man kunne se, at hun var begyndt at blive lidt gammel, hun så ud til at være sidst i fyrrene, så hun havde få rynker omkring de tynde læber og grønne øjne, men hun havde langt glansfuldt sort hår og pæne accessories, så det var tydeligt, at hun bestemt havde været betagende, da hun var lidt yngre. Normalt ville Adrianna bare have smilet høfligt og imødekommende og så kigget væk, men ikke nu. Efter at hun havde brugt lidt tid på at stirre, lagde hun mærke til, at kvinden ikke havde grønne øjne, de var gule!
Adrianna blev lidt overrasket og lidt nervøs, så hun ruskede både i Topaz og Melodie, for at hun ikke skulle være alene om at være bange. Til hendes held havde de kørt længe, og pludselig holdt bussen ind til siden og en stemme, der prøvede at lyde venlig, men var tydeligvis en robotstemme, skrattede ud af højtalerne: "Cleveland station".
"Godt I er vågne, har I haft en god lur? Jeg tror, at vi skal af her," mumlede Adrianna til dem, for at kvinden ikke ville kunne høre det. Inden at nogle af de andre halvgudinder ville kunne sige indvendinger - Adrianna ville ikke blive overrasket, hvis Melodie skulle rette på hende - rejste hun sig fra sædet, selvom at hun sad inderst, maste sig ud og gik ud af bussen, så de to andre halvgudinder ikke ville have andet valg end at følge efter hende.
Hvis Adrianna havde kigget sig over skulderen, havde hun lagt mærke til, at damen også havde rejst sig fra sit sæde og var vandret ud af bussen.

Melodie følte sig lidt omtumlet, men fulgte efter Adrianna, der af en eller anden grund havde virkelig travlt med at komme af sted. De kom ud i den friske luft, og man kunne med det samme godt se, man var ankommet til Cleveland - regen stod ned i "lårfede stråler" eller noget. Regnen gjorde med det samme hendes hår vådt, det blev tyndere og hendes mascara var begyndt at løbe. "Jeg ved, jeg brokkede mig over varmen," started hun, mens hun tørrede sin løbende øjenmakeup væk fra sit efterhånden våde ansigt. "Men alt er bedre end det her," sluttede hun. Ja, nu havde hun noget nyt at brokke sig over. "Jeg er lige nu bare glad for jeg ikke er Topaz," sagde hun med et grin og hentydede til hendes kolde påklædning, der havde været hende en fordel i Pennsylvania, men nu ville der ikke gå længe før hun hundefrøs. Melodie rakte tunge ad sin veninde og satte farten op, inden Topaz kunne nå at komme med et svar, for at indhente Adrianna. "Hvorfor havde du så travlt med at komme ud af bussen, Adria?" Spurgte hun nysgerrigt. Men mens hun forsøgte at finde ud af hvad der foregik i hovedet på hendes veninde tumlede en masse underlige tanker rundt i hendes eget. En del mærkelige tanker, hun forsøgte at finde ud af. Hun blev ved med at se den samme scene, bare fra forskellige synsvinkler. Men hun kunne ikke finde ud af synet. Måske burde hun fortælle det til Topaz og Adrianna, de var der jo for at hjælpe, måske kunne de hitte ud af synet. "Hey piger..." Men så igen - hun vidste, at hvis man fortalte andre hvordan deres fremtid så ud, ville det ikke gøre noget godt, medmindre det var meningen, de skulle vide det. De ville blande sig i "væven" og ødelægge et eller andet og skæbnen ville blive fucked. Hvis de kendte til deres skæbner ville de måske blive skræmte og trække sig, og de ville ikke gøre hvad, det var meningen de skulle. "Øhm.." mumlede hun "Jeg ser lige om, jeg kan finde et sted, vi kan komme i læ for regnen, på GPS'en," sagde hun, og fiskede hurtigt GPS'en op ad sin lomme. "Der er...." hendes øjne fangede noget. "Lige meget faktisk. Vi kan bare gå derind," forslog hun. Egentlig var hun ikke meget for at gå derind, huset lignede noget fra en gyserfilm fra 70'erne, men noget - eller nogen - bad hende om det. Hun rystede tanken ud af hovedet; nogle gange var hun simpelthen for dum. Men alligevel - der var et eller andet tillokkende over stedet, hun ikke anede hvad det var. Hun luntede hen i mod det gamle hus.

Lugten inde i huset var ulidelig, men hun ignorerede trangen til at holde sig for næsen. Bag dem lukkede Melodie stille døren, som var en koloenorm trædør, i. "Jeg.. ser lige om jeg kan finde nogle håndklæder," sagde Melodie fraværende, nu da de var helt inde i huset, var hun overbevist - nogen "kaldte" på hende. Der var noget der lokkede hende, hun var overbevist om nogen havde hængt "halvgude-lokkemad" op i et af rummene. Hun havde virkelig ikke lyst til at gå på egen hånd, men følte ikke hun kunne stille noget op. Døren knirkede øreskærende, da hun roligt skubbede den op. Rummet var helt støvet til, og fik hende til at hoste. Hun fumlede i mørket efter en stikkontakt og fik tændt noget lys - det viste sig at rummet var et form for værelse. Alt stod pænt og rent, som om det aldrig var blevet brugt, men hele hulen var dækket af støv. Der lugtede værre i soveværelset end resten af huset, og da hendes øjne fik øje på noget, indså hun hvorfor. Melodie udstødte et forskrækket skrig, trådte et skridt tilbage og fik væltet en hel reol. Det værste af det hele? Hun kunne genkende det - liget. Hun havde set ham i lejren før, han virkede bekendt, det var derfor hun med det samme vidste han var en af de savnede halvguder. "Piger!" Råbte hun. "Hallo, piger, kom lige herop!" Råbte hun igen og bakkede langsomt i panik væk fra liget, med en latterligt frygt for det ville røre på sig. Hun bakkede lige ind i den lukkede dør, så det gav et bump fra sig."Den husker jeg ikke jeg lukkede," mumlede hun for sig selv i forvirring, men hun havde ikke lyst til at blive for at finde ud af hvem, der havde gjort det. Men det var for sent. Det opdagede hun, da hendes øjne låste sig fast til nogle svagt genkendelige gule øjne. Hun hev sin kniv op ad skeden og strammede grebet om den. "Piger!" Råbte hun af sine lungers kræft og flyttede sig fra døren. Hvis det var kamp den ville have, var det kamp den skulle få. "Urgh.. jeg har aldrig kunne fordrage jer erinyer.."

"Adrianna, husk mig lige på, hvorfor vi gik ind i det her hul?" Sagde Topaz. Hun blev altid irriteret, når der var noget, der stank råddent. Det mindede hende om sit gamle hjem.
Topaz samlede sit hår og begyndte at flette det, for at det ikke lige pludselig ville sprænge elastikken, som det plejede at gøre. De var trådt ind i en støvet entreen, og Topaz var bange for at røre ved noget, for det lignede, at det ville smuldre, hvis man gjorde. Der var store kroge til overtøj og lange ægte-tæpper. Det ville sikker have været betagende smukt, hvis det ikke havde stået urørt i 100 år eller længere.
"Det her er creepy! Vent, hvad i alverden skulle Mel med håndklæder?" Spurgte Topaz og lavede et underligt ansigt, da hun prøvede at regne den ud. Hun havde i hvert fald aldrig hørt om, at huse blev helt nye, flotte, skinnende, ikke-skræmmende fra vid og sans og anti-monstrøse... Vent var det et ord?
Pludselig syntes Topaz, at hun hørte noget, men hele huset knirkede ad Hades til hele tiden, så hun trak bare på skuldrene af det. Men der var det igen. Topaz vendte sig forskrækket, da en høj lyd kom fra ovenpå.
"Hørte du det Adri?" Spurgte Topaz uroligt.
Hun krympede sig og sendte et langt blik efter trappen.
"Jeg tror, at du bliver nødt til at trække dit sværd," mumlede Topaz til Adrianna og trak selv sin egen kniv.
Hun brød sig ikke om skæret, der var i huset; det fik hendes knivs ellers så lysene og smukke skær fra alle krystallerne til at se helt sort ud.


Topaz løb op af trappen, og hun håbede bare, at Adria var lige i hælene på hende. Hun ville dø af skræk, hvis hun skulle gå alene rundt i det gigantiske hus. Det begyndte at lugte værre og værre, jo længere hun kom op.
Hun luntede ned af gangen. Normalt ville hun havde været helt panisk, men når det handlede om at hjælpe andre, var det som om, at hun sagtens kunne holde hovedet koldt. Pludselig hørte hun Melodie kalde inde fra et værelse. Topaz tog fat i dørhåndtaget og hev det frem og tilbage. Den var låst! Det smuldrede åbenbart ikke, som hun havde regnet med.
Nu blev hun panisk, når hun ikke kunne komme til at hjælpe sin veninde. Hun bankede hårdt på døren, men den gik ikke op. Det var langsomt begyndt at gå op for hende, at der var noget grueligt galt. Melodie ville ikke bare låse døren og stille sig til at skrige, og Topaz var hundrede på, at det ikke var en joke, for så ville Mellow være en fantastisk skuespiller, og det kunne hun da ikke finde på, når de alle var så udmattede og angst.
"Jeg har en ide, men den er meget usikker. Kan du ikke blive ved med at prøve at smadre døren med dit skjold? Så finder jeg en anden indgang," forklarede Topaz. Hun så faktisk lidt op til Adrianna.
 Hun var selv ikke spinkel, men hun kunne godt en gang imellem komme til at se sådan ud, - nok fordi hun så ofte gemte sig - hun ville til hver en tid hellere flygte end at kæmpe, og hendes eneste armering bestod kun af en lille kniv.
 Adrianna derimod var også spinkel og lille i det, men hun var rank, man kunne se, at hun var en heltinde, det strålede fra hende, hun var godhjertet, tænkte på andre, og de få gange, Topaz havde set hende kæmpe, havde hun stort klodset udstyr at kæmpe med udover hendes sværd, men hun var selv så elegant og spinkel, at hun fik det til at se ud, som om at hun dansede. Topaz kunne ikke lade være med at have lidt ærefrygt.


Hun løb ned til det næste værelse på korridoren. Der var døren heldigvis ikke låst. Der stank af død derinde. Mange ville tro, at det var Topaz' natur at være omgivet af stanken af død og sygdom, og mange regnede med, at hun var et kæmpe rodehoved, og at hun havde det vildeste temperament, men hun var normalt fuldstændig modsat. Godt nok skiftede hendes sind lidt, så der var undtagelser, men for det meste var hun det mest ryddelige menneske med bedste manere. Mange af dem, der havde kendt hende længe, men ikke vidste, at hun var datter af Lyssa, blev overrasket, da de fik det at vide. Hun var stik modsat af, hvad man regnede med af en datter af Lyssa.
Hun rynkede på næsen af sig selv.
"Arrrgghh!" Udbrød hun og hoppede en meter til siden, da en rotte løb hen over hendes fod. Hvor var det ulækkert!


Topaz var kravlet ud af vinduet og hang nu på en meget usikker plante, der strakte sig op af muren. Hun kiggede ned. Hvis hun faldt nu, ville hun dø. Hun prøvede bare at komme på andre tanker. Hun gjorde det her for Melodie! Det ville Mel også have gjort for hende, ville hun ikke? Hun bed sig i læben og holdt et par skræktårer tilbage. Hun måtte være lidt mere som Adria.
Hun kravlede en meter længere hen mod vinduet ind til det værelse, hvor Melodie var fanget; nu skulle hun bare få åbnet vinduet udefra og få sig selv derind. Pludselig trådte hun på en tynd gren, og den knækkede under hendes vægt. Med et skrig faldt hun en halv meter ned, men hun havde så gode reflekser, at hun nåede at få greb planten igen. Adrenalinen pumpede i hendes årer, og hun pustede hurtigt ud. Hun fik hurtigt skubbet vinduet op, nu skulle hun bare derind. Heldigvis var hun meget smidig, så det var ikke et problem.
Hun trak sig selv ind af vinduet og stod klar. Klar til at hjælpe sin veninde.

Adrianna blev så hurtigt distraheret af alt inde i det gamle hus. Hun var ret nervøs for at stå der halvt på grund af alle de monstre, som plejede at elske at forfølge hende, halvt på grund af, at taget kunne falde ned hver sekund, det skulle være.
Adrianna fnes lidt og trak bare på skuldrene af Topaz' spørgsmål. Hun vidste, at hendes veninde kunne være pænt underlig en gang imellem, men det her virkede anderedes. På hende virkede det som om, at hun bare sagde en eller anden undskyldning for at blive separeret med sine veninder. Det bekymrede og undrede hende lidt, men hun trak bare endnu en gang på skuldrene.
Adrianna krøb sammen, da en høj og skinger lyd gik igennem hele huset. Hun bandede et øjeblik på fransk, gik så over til græsk og sluttede så af med engelsk.
"Forband det, Poseidon! Jeg er ked af at indrømme det, men jeg tror, at du har ret," sagde Adrianna bistert. Hun var snart træt af at hele tiden flygte, kæmpe, rulle, gennembore og køre busser i grøfter.
Hun stod et øjeblik, mens hun prøvede at få kontrol over sin irritation. Da det var klaret, satte hun højre hånd på sit sværdskæfte følte et øjeblik på stoffet og nød dens behændighed og trak det så op i en stor bue, så det smukke og elegante sværd sang. Njah, det var alligevel lidt det værd, at være halvgudinde.

Adrianna løb efter Topaz. Det var ikke specielt behageligt at løbe efter nogen, for hele huset var støvet til med et tykt lag, så når man løb, sparkede man støv op i ansigtet på mulige løbere i baggrunden.
Topaz stoppede brat op foran Adrianna, så hun var ved at gå hovedkulds ind i sin veninde.
Hun stod og lyttede lidt til Topaz ide. Hun brød sig ikke om at pigerne blev spredt, - det var helt sikkert det, fjenden ville have - og da slet ikke hvis Topaz skulle gøre noget farligt alene. Hun havde knyttet sig meget til den yngre halvgudinde i løbet f deres farefulde mission, og selvom at hun ikke var meget for at indrømme det, følte hun både et ansvar for in veninde, og så havde hun også en beskyttertrang over for hende. Adrianna prøvede at se hende som en selvstændig og stærk kvinde, hvilket Adrianna også regnede med, at hun var bag alle lagene af usikkerhed, men det var svært, da alt på Topaz nærmest var skrøbeligt. Adrianna kunne forestille sig at med lidt mental træning, ville hun blive den farligste og listigste kriger med kniv. Især taget i betragtning hvor smidig Topaz var.
Hun nikkede til Topaz spørgsmål, rodede lidt i sin taske og fandt sit smukke kompas frem. Ikke nok med at det var yderst brugbart alle de gange ude på vandet, var det også det smukkeste skjold, der for resten også viste hver gang, et ny Poseidon barn trådte ind af den store port i halvblodslejren. Hun åbnede det, stillede sig lidt væk fra muren og trykkede på nordpilen, så det flotte skjold sang og foldede sig ud. Adrianna kiggede tilfreds op. Hun elskede bare det skjold.
Hun kiggede efter Topaz, da hun gik. Hun havde lyst til at kramme sin veninde eller ønske hende held og lykke, men det ville bare virke for meget, som et farvel.

Efter lang kamp mod den store trædør fik hun den op. Hun havde prøvet at sparke, hamre, skære, hugge og rive sig ind. Normalt ville det kun tage to spark for hende at komme igennem, men der var formegentligt noget magisk over den. Til hendes overraskelse stod Topaz allerede derinde.

Topaz og Adrianna var kommet ind på hver deres kreative måder, og det samme gjaldt to nye erinyer. Den første erinye kastede sig over Melodie med et hæsligt hvæs. Melodie forsøgte at stikke den med sin daggert, men det syntes umuligt, da den bevægede sig alt for hurtigt. Hun kunne høre de andre erinyer var gået i aktion, så hun regnede ud hun måtte handle hurtigt, hvis de ikke skulle ende som den sidste halvgud, der var derinde. Hun mumlede i smerte over erinyens vægt, og løftede med anstrengelse sin hånd . Udyret gjorde sit bedste for at stoppe hende, men det lykkedes hende med meget besvær at få stukket sin kniv ind i siden på erinyen, der skreg i smerte inden, den forvandledes til støv. Melodie rettede sig op og børstede monsterstøvede af sin Jersey trøje. "Jeg elskede den trøje," mumlede hun irriteret. "Denne vej!" Råbte hun og luntede hen i mod den ødelagte dør, og hoppede hen over liget, der gav hende kuldegysninger over hele kroppen. "Kom nu venner!" Skyndte hun på dem. På vej ud af døren nåede hun at samle sin taske op, ellers løb hun ned af de støvede trapper og hev den knirkende hoveddør, i håb om Topaz og Adri var lige bag hende.
 
De løb så hurtigt de kunne ned af den mennesketomme gade, da Melodie fik øje på en form for gyde mellem to lejligheder, hun løb derind og vinkede pigerne efter sig. Inde i gyden var der helt mørkt, det skyldtes nok mest af alt det var ved at være aften. Som de gemte sig i mørket, ventede de i få minutter indtil de ville løbe forbi. I den tid kunne man ikke høre andet end deres dybe vejrtrækninger. Det værste ved at stå der i den mørke, lugtende gyde, var uvidenheden. Ingen af dem vidste, hvor lang tid de ville være tvunget til at vente på at erinyerne enten ville finde dem eller løbe forbi gyden - det var indtil Melodie mærkede en smerte i sin ryg. "Av," hvæsede hun, selvom det højst sandsynlig kun ville føre til irriteret bemærkninger fra pigerne om, hun skulle være stille. Hun vendte sig om for at få øje på gerningsmanden, men fik kun øje på et dørhåndtag. "Kom, den her vej!" mumlede hun lidt efter og hev ned i håndtaget, hvorefter hun hev pigerne med sig ind i tunnelens mørke. Inden døren smækkede bag dem, nåede Melodie at få et glimt af en noget vred erinye. "Løb, de er lige bag os," råbte hun til dem, da det nu kunne være lige meget om, hun var højrystet. De løb ned af tunellen der syntes aldrig at ende, men nåede efter ikke længe en ny dør. Hun åbnede den i en fart og landede midt i... et indkøbscenter. "Det her er faktisk det mest normale sted, vi er rendt ind i indtil videre," sagde Mel med et grin, og blev straks tryggere ved synet af de mange mennesker. Men det skulle selvfølgelig spoleres af erinyerne, der to sekunder efter kom gennem sammen dør som dem. Hun skubbede pigerne ind i en random dør i håb om de ikke var blevet opdaget endnu. "Hvad er de overhovedet ude efter?" Spurgte hun. Hun havde aldrig set monstre der var så obsessed på at dræbe hende, men de monstre gjorde jo alt for at få dem ned. Hun opdagede til sin store overraskelse at, de var endt i en tatoveringsshop, da der for det første kun var store, overtatoverede mænd at se i butikken, og der var et stort skilt, hvorpå der stod: "Don's Tatoveringer"

Hun var klar over de måtte finde på en afledningsmanøvre og siden de stod i en tattoo shop kunne hun kun komme i tanke om én. Hun vendte sig mod Adrianna med et skævt smil. "Vi er kun sytten, " startede hun ud. "Og vi har virkelig, virkelig brug for dig her, Adri," forklarede hun og pegede over mod tatoveringsstolen.

"Det ser vist ud til, du skal have en tatovering."

Topaz var kommet elegant ind af vinduet og stod nu i et stort rum. Hvis man så bort fra, at der var en forfærdelig stank derinde - værre end i resten af huset - og at alt var dækket med mindst fem lag støv, var der faktisk pænt og rydeligt i forhold til i resten af huset.
Hun stod nu ansigt til ansigt med Adrianna, Melodie, to erinyer - hvilket bare synet af dem fik Topaz til at skrige indvendigt - og... Og en camper. En død camper - hvilket fik Topaz til at skrige udvendigt. Klart at der lugtede så meget i hele huset. Mystery solved!
Erinyerne rettede et øjeblik deres hoveder mod Topaz, da hun skreg forfærdet, men opgjorde åbenbart med dem selv, at Topaz ikke rigtig var det værd. De vendte sig over mod de to mere erfarne halvgudinder, baskede med deres ulækre "skæl" vinger og genoptog kampen. Topaz lavede et fornærmet udtryk og ville selv hoppe ind i kampen, men noget stoppede hende. Melodie og Adrianna havde to erinyer hver, og Topaz vidste at en erinye allerede var en kæmpe byrde, men hendes sind blev hele tiden prikket til.
Hendes øjne fandt hen til den døde halvgud.
Han så ud som om, at han var i smerte, da han døde. Topaz fik tårer i øjnene, da hun så, hvor oppustet han var. Han havde ligget der i uger.
Hun følte sig lidt dum i forhold til, at hendes veninde i øjeblikket kæmpede for deres liv, og hun kun koncentrerede sig om det, der allerede havde tabt kampen, men hun vidste lige så godt som alle andre halvguder, at livet efter døden var virkeligt og meget vigtigt.
Topaz fiskede hurtigt to små guld drakmer op fra sin lomme og lagde dem på liget af halvgudens øjne. Hun havde set et par græske film hvor folk havde gjort det mod folk, der var døde i krig, så hun følte det passende. Hun ignorerede stanken og trangen til at rynke på næsen for at ære en med halvguds liv et øjeblik.
Hun strøg hurtigt en tændstik og smed den på liget uden at tænke sig om.
Hunstod et øjeblik i tavshed og kastede sig så endelig ind i kæmpen. Det var ikke svært for hende, da hu bare kunne gøre uhyret sindssygt, men det tog mange af hendes kræfter og hun blev hurtigt udmattet. Varmen spredte sig hurtigt  rummet, sveden piblede ned af Topaz' pande, så hun blev lettet, da Mel - lederen for øjeblikket - gav ordre til at flygte.
Det hele gik så hurtigt, at Topaz slet ikke lagde mærke til, hvad der foregik. Hun var træt, så hun fulgte bare med. Hun lagde ikke engang mærke til, hvor de var bortset fra da det løb i en eller anden tunnel, hvor der var meget højt til loftet.
Hun blev helt overrasket, da pigerne foran hende pludselig stoppede op. Til hendes overraskelse og frygt stod de pludselig i en tattoo shop. Hun holdt sig normalt væk fra sådan nogle steder, hun brød sig ikke helt om nåle og hun havde ikke de bedste erfaringer med tattoo shops. Da hun var lille, havde hedes far tvunget hende hen til en, som vist ikke var helt lovlig, og havde tvunget hende til at få en tatovering. Den eneste grund til, at hun bogstaveligt talt ikke var blevet mærket for livet, var at hun havde - uden at hun havde været klar over det - fået tatovøren til at tro, at han var sindssyg, og så var hun flygtet. 
Hun prøvede alt, hvad hun kunne at følge med i samtalen, selvom at det var svært, men hun opfangede dog, at hun ikke skulle gøre noget. For nu.

Adrianna kiggede underligt på Melodie. Der var mange ting, hun gerne ville sige, men hun ville ikke nævne noget, der på tv ville være censureret. Hun skulle bestemt ikke have en tatovering! Hun var imod alt unaturligt i hvert fald på sin egen krop udover det mest normale, så hun skulle under ingen omstændigheder blive tegnet på. Ikke for at nævne smerten.
Hun kiggede med et bistert ansigt, mens hun prøvede at finde en god begrundelse for, at det var Melodie eller Topaz der skulle tatoveres, men sådan en fandtes der vist ikke. De måtte ikke engang få en.
Hun blev ved med at åbne munden for at sige et eller andet, men hun kunne ikke komme på noget, så hun til sidst lignede en eller anden underlig fisk.
Pludselig var der et kæmpe brød, - Adrianna var ikke særlig stor i forvejen, men ham her fik hende til at ligne en myre - der tog fat i hende. Han havde åbenbart hørt Mel og var gået ud fra, at Adrianna var enig.
Han hev hende hen mod en briks, mens hun blev ved med at pive. Hans enorme hånd brækkede næsten alle knogler i hendes arm.
"Hva... Ne... Årh!" Udbrød hun, da han satte hende på briksen.
Han begyndte at pusle lidt rundt mellem nogle ting for at gøre sig klar.
Adrianna kiggede surt, men sigende på sine to veninder. Det var tydeligt at hun ville have dem til at lede efter en eller anden åbning til labyrinten, de lige havde været nede i.
"Jeg hader at ofre mig selv..." Mumlede Adrianna surt.
"Hvad?" Spurgte brødet.
"Jeg sagde bare, at jeg gerne vil have den på højre skulder, og at det skal være en hest med fiskehale."
Han brummede et eller andet, som lød som "for mange heste piger", og gik i gang.
Adrianna bed sig i kinden for ikke at skrige. Hun var vant til smerte, men hun skulle normalt ikke sidde stille samtidigt.
De havde bare at finde den åbning!

Adrianna var efterhånden ved at være færdig, og det samme gjaldt Mel og Topaz. De havde nu brugt lidt lang tid på at luske rundt i den forbandede tattoo shop, og havde endelig fået øje på en form for dør godt gemt væk i butikken. Så godt gemt væk at der var meget stor sandsynlighed for at ham, der ejede butikken ikke engang anede, den var der. Men pludselig ramte en tanke Melodie: "Er jeg den eneste, der er mega tørstig?" mumlede hun spørgende til Topaz. Hun vidste det nok ikke var, hvad der var vigtigst nu, men udgangen var jo fundet, og de var i et storcenter; hvad var chancen lige for erinyerne ville finde dem? Hun skævede til Adrianna, og så tatovøren var ved at lægge sidste hånd på tatoveringen. Hun foreslog Topaz, at de kunne se om, de kunne finde en Starbucks med næsten ingen kø. De gemte døren lidt væk endnu engang, ved at trække reolen, de før havde fjernet, hen foran døren endnu engang. Hun trak Topaz med hen til Adri lige som det store brød forlod hende, med et "jeg-er-færdig" smil. "Den blev da flot, Adri," smilede hun og beundrede hendes nye tatovering. Det var en majestætisk, flot tegnet hest, vis bagende mundede ud i en fiskehale. Selvom hun vidste, hvor meget hendes veninde måtte være i mod den, var hun ikke i tvivl om, den måtte betyde et eller andet for hende.

"Hey, det er jeg ked af. Jeg ved du ikke er typen, der er får tatoveringer," undskyldte hun og lænede sig længere ned mod hende. "Men vi fandt indgangen til tunnelen," hviskede hun, da hun var sikker på manden ikke kunne høre hende. Hun trak sig tilbage med et smil.

"Men hvad siger du til, vi lige finder noget at drikke?" Spurgte hun og pegede hen mod en Starbucks overfor tattoo biksen, mens hun langsomt bakkede mod udgangen.

"En Refresha - Berry Hibiscus," sagde Mel efter lidt tids overvejelse. De var nu nået Starbucks, og det var lige blevet deres tur til at bestille. Alt virkede normalt for en stund. Det føltes som om de blot var tre teenage piger, der efter skole havde valgt at hænge ud på nærmeste café. Alt virkede for normalt. Det var indtil hun så noget bevæge sig i døråbningen. Hun hev i nærmeste person, der så ud til at være Topaz. "Vi burde måske overveje at komme væk i en fart," hviskede hun så stille som muligt, for erinyen ikke skulle høre hende, og pegede på vingen der før havde været synlig i den mørke døråbning. Hun gjorde også Adrianna opmærksom på uhyrernes tilbagevenden, og foreslog, de gik så stille og ubemærket som muligt, og Melodie troede et kort øjeblik at det ville være muligt at komme ud uden at blive opdaget erinyerne - men det var før hun fandt ud af, hvor meget dørene i Starbucks knirkede. Alle tre sæt gule øjne vendte sig mod dem i samme øjeblik, og de tre halvgudinder stormede ud af Kaffe shoppen så hurtigt de kunne. Uden egentlig at være klar over, hvor de løb hen stod de pludselig i et gigantisk Walmart. "Okay, jeg tror, det er tid til at splitte op," sagde Melodie til sine veninder og pegede på de forskellige afdelinger.

"Vi mødes ved kasse 23," råbte hun inden hun forsvandt ind i den enorme malerisektion.

"Og hvad skal du så have søde?" Spurgte en tyggegummi tyggende ekspeditrice. "Hallo?"
Topaz rystede lidt på hovedet af sig selv, smilede hurtigt og fokuserede på damen bag disken. Hun var begyndt at komme til kræfter igen efter at nærmest at have brugt dem alle sammen op, så nu svajede hun ikke, og hun kunne fokusere på, hvad folk omkring hende tænkte om hende.
"Øh, en cappuccino med ekstra skum og ingen sukker, tak," svarede hun, stadig lidt åndsfraværende.
 Hun skævede til Adriannas tatovering. Stedet var stadig rødt. Hun følte sig lidt skyldig over, at Adrianna skulle have den for livet, men Topaz syntes egentlig, at den var helt vild fantastisk. Hun ville ikke selv have valgt sådan en tegning, hvis hun selv sad i situationen, men den passede så godt til Adrianna, og den var flot. Tatovøren havde været god til sit arbejde og havde fået et smukt billede tegnet på Adriannas krop.
Hun smilede hurtigt til begge sine veninder på skift og vente sig mod ekspeditricen igen.
"Hvad er dit navn søde?" Spurgte hun og blæste endnu en bobbel.
Topaz kiggede undrende på hende først. Pigen på den anden side af disken havde et glimt i øjet, som om hun morede sig - hun var vist vant til det. Hun løftede hurtigt sigende koppen og klikkede med sin kuglepen på den.
Topaz rystede igen på hovedet af sig selv og sagde, mens hun forberedte sig på den normale reaktion: "Åh, undskyld. Topaz. Jeg hedder Topaz".
Damens mund formede et "O".
"Hvordan staver man det søde? Kønt navn, men meget specielt."
Topaz nikkede bare og begyndte at stave. Hun nåede lige at blive færdig med at stave, da Melodie advarede hende.
Topaz kunne ikke holde sin maske, da hun blev overrasket, så hun måtte have set skræmt til Hades ud. Hvilket hun var.

Før hun vidste af det, befalede Mel, at de skulle splitte. Topaz ville protestere, men der var ikke tid til det. Før hun vidste af det, var både Adrianna og Melodie forsvundet i hver deres sektion af det enorme supermarked, så hun aftalte hurtigt med sig selv, at hun skulle følge planen. Hun var skrækslagen, for hun vidste, at hun ikke kunne klare sig selv. Hun havde ikke en chance alene. Da hun havde været lille, havde hun klaret sig selv, men det var noget af det mest traumatiserende minde, hun havde.
Hun fandt sig selv løbe rundt i vin afdelingen. Var der noget nyttigt ved vin? Man fik pletter på tøjet, der ikke kunne vaskes af. (Brugbart under nogle omstændigheder, men Topaz tvivlede på, at en erinye ville bekymre sig om sin nye læderjakke i sådan en situation.) Man kunne skære sig på skårene. (Meget brugbart, men hvis Topaz kendte sig selv vel, ville hun ikke skade erinyen, men sig selv.) Var der mere? Hvorfor kunne hun ikke bare være datter af Dionysos?!
Et hvæs skar gennem luften bag hende.
Hun kiggede hurtigt bagud og løb til, alt hvad hun kunne. Hendes hjerte begyndte at pumpe hurtigere. Adrenalinen pumpede. Hun hev i en elegant bevægelse sin lille kniv op fra sine sko og var forsigtig med denne gang ikke at skære i sig selv.
Hun vendte sig hurtigt om. Klar til at se sin fjende i øjnene.
Hun var ikke klar til så voldsomt et sammenstød. Den var tættere på hende, end hun havde troet. Det havde været det helt rigtige øjeblik at kæmpe i. Ellers ville den have dræbt hende.
Den blev også overrasket, men den fik alligevel slået hende væk. Hun kurede hen af gulvet på ryggen, indtil hun ramte en hel kasse med vin med nogle flasker stående ovenpå. Det var som om hele salen hele etagen holdt vejret. Flaskerne klirrede. Selv erinyen stoppede et millisekund for at se, hvad der skete. Topaz lukkede øjnene, forberedte sig på det værste, men hun turde ikke dække ansigtet. Hun turde ikke røre sig. Hun turde ikke engang skrige i smerte eller bare sukke i opgivelse. Flaskerne lavede en sidste klirrende lyd, før de bestemte sig for at blive på kasserne og på den måde skåne Topaz' liv.

 Hun drog et lettelsens suk, men hun var næsten hundrede procent sikker på, at hun havde hjernerystelse.
Erinyen havde åbenbart ikke hørt hendes suk og ville læne sig ned over hende for at se, om hun var død. Det skulle den ikke have gjort, for i det øjeblik stak Topaz kniven op i luften lige mod dens bryst. Den havde gode reflekser så den undveg, men hun flængede alligevel dens vinge, så den umuligt ville kunne flyve.
Hun kom hurtigt på benene, selvom at hendes hoved dunkede smertefuldt, og hun sprang af sted mellem de endeløse rækker af vin.
Efter lydende bag hende at bedømme var den stadig på sporet af hende, så hun sørgede for at vælte hver en vinflaske bag hende ned, så de smadrede i tusind stykker og spærrede vejen.
Lige inden hun nåede til enden på de lange rækker, hørte hun et højt "puf" bag sig, og støv hvirvlede i luften. Uhyret var forsvundet til Tartaros.

Træt og rødplettet af blod og vin ankom hun som den første til kasse 23. Hun brød sig ikke om at være alene og slet ikke at vente alene, men hun havde ikke noget valg. Hun havde klaret det at være alene pænt godt taget alt i betragtning, så hun kunne være godt klare et par minutter ekstra. Der var heldigvis ikke nogen til at kigge underligt på hende, hendes nu røde hår og nu røde kjole, for alle var forsvundet ned af gangene i vinafdelingen, maleri sektionen og legetøjspladsen for at se hvad i Olympen, der skete.

Adrianna prøvede, alt hvad hun kunne, at surmule, men hun fandt det svært. Melodie havde jo haft ret; selvom ingen af de andre gerne ville, kunne de ikke have fået den tatovering alligevel, og selvom at Adri ikke ville indrømme det - hverken overfor sine veninder eller overfor sig selv - kunne hun faktisk godt lide den. Lidt. Meget. Den betød meget for hende, og den beskrev jo på en eller anden måde meget hendes liv. Men i Hades hvor gjorde den ondt! Den var stadig øm.


"En Chai tea Latte, tak," sagde Adrianna da hun var tøet lidt op og igen kunne have sit sædvanlige halvskøre smil på.
Hun fortalte hurtigt sit navn. Hende bag disken mumlede et eller andet med "klubben for mærkelige navne" og kiggede sig så hen over skulderen. Det var åbenbart ikke meningen, at Adrianna skulle have hørt det.
Adrianna kiggede rundt i det store rum. Der var mange mennesker derinde, som sad, snakkede og hyggede sig. De havde det helt normalt som en hver anden hverdag, og de troede sikkert, at de tre halvgudinder var præcis lige sådan. De skulle bare vide. Adrianna tænkte lidt over det. Man måtte kunne se, der var et eller andet specielt ved pigerne. Selv ikke tågen kunne fjerne det.
"Ej, jeg har savnet at drikke starbucks!" Stønnede Adrianna til sine veninder.


Adriannas vejrtrækning blev hurtigere og mere overfladisk. Hvor i alverden var hun endt henne? Hun var bare løbet ind i en eller anden gang for at komme væk fra erinyerne og følge planen. Gangen drejede mere og mere til den forkerte vej i forhold til kasse 23.
Hun regnede ud at hun løb i midten. Til hendes højre på den anden side af et par reoler - formegentligt lidt foran Adrianna - løb Topaz, og til hendes venstre på den anden side af et par reoler - formegentligt lidt bag ved hende - løb Melodie. Det var ret behageligt, at vide præcist hvor hendes venner var, og at hvis hun kunne gå igennem reoler ville hun være lige ved siden af dem. Topaz var den, der skulle løbe mindst, så hun ville sikkert ankomme først, og Melodie var den, der skulle løbe mest, så hun ville sikkert ankomme til sidst.
Adrianna blev ved med at røre stedet ved hendes tatovering. man kunne se lidt af det ud fra hendes bluse. Det var som om, at det blev rødere og rødere og ømmere og ømmere, jo mere hun løb, og jo tættere på erinyerne kom.
Hun ømmende sig igen. Det begyndte at føle som om, at nogen sad og stak nåle ned i hendes ryg.
Pludselig skar et skrig gennem luften.
Hun skyndte sig at holde sig for ørene. Det var en uudholdelig lyd.
Hun kiggede sig over skulderen og fik øje på en kæmpe erinye. Den var større end nogen, hun nogensinde havde set.
Hun ville skrige i frygt og løbe sin vej, men hun var alligevel i gang.
Tattoon blev værre og værre, og det begyndte at gå ud i hele hendes krop. Hun var nødt til at stoppe op. Hun kunne ikke mere, og smerten var for stor. Hun hørte et skrig ikke så langt væk fra hende, og det lød ubehageligt meget som Topaz.
Hun kunne ikke føle sin hud længere, andet end at den brændte, og hun kunne ikke få vejret. Hun ville have trukket sit sværd, men bare hun rørte på sig, brændte hendes hud værre.
Erinyen var lidt bagud, Adrianna havde løbet hurtigt. Ikke langt, men den havde heldigvis svært ved at komme frem til hende på grund af dens store vinger, men hun kunne ikke løbe mere, og hun kunne ikke kæmpe.
Der måtte være noget andet, hun kunne gøre! Hun havde... Hun havde hørt noget!
I lejren havde nogen af Hefaistos børnene pralet med, at de havde installeret et eller andet i alt legetøj i wallmart over hele USA. Hun skulle bare finde en knap... Hvor havde de sagt, at de havde placeret den?
Erinyen var ti meter fra hende.
Hun begyndte at flå en pakke med Monster-High legetøj i fra hinanden. Det var nærmest umuligt uden en saks.
Erinyen var syv meter væk.
Hun fik hurtigt fat i dukken, selvom den stadig sad fast i pappet, og begyndte at undersøge den for at finde et eller andet usædvanligt.
Erinyen var 4 meter væk.
Hun blev panisk og blev ved med at røre overalt på den lille forbandede dukke.
2 meter.
Hun begyndte at græde i panik.
1 meter.
Hun huskede et eller andet med, at Hefaistos børnene havde sagt at de havde sat knappen et sted, hvor man aldrig ville kunne finde den.
Erinyen hvæsede og greb fat i hende med sin klamme klo.
Adrianna hulkede, rev hovedet af dukken, og der var det! En lille rød knap sad inden i det hule hoved. Hun maste den i bund med sin blålakerede negl, og hele afdelingen begyndte at summe. Erinyen gav slip på hende af overraskelse, men rev samtidigt hendes hud op på hendes overarm.
Hver og en lille dukke og bamse rejste sig, kom ud af sin indpakning, som om at den var lavet af candy floss, og gik til angreb på erinyen. Adrianna takkede både Hefaistos og hans børn og løb så alt hvad hun kunne mod kasse 23. Erinyen var optaget af hele legetøjsafdelingen, så hun kunne smutte i fred.
Hun tørrede hurtigt en tåre væk, inden hun sluttede sig til Topaz, krammede hende hurtigt og sagde: "Godt du også kom igennem! Lad os håbe for, at Melodie er lige så heldig."

Melodie stormede ned af den lange gang - selvfølgelig skulle hun få den længste af de tre afdelinger. Hun kunne fornemme erinyen komme tættere og tættere på, og hun begyndte at føle sig mere og mere hjælpeløs; hun ville ikke kunne nå at trække sit våben. Hendes vejtrækning blev vildere og vildere, og inden hun vidste af det, kunne hun mærke to enorme sæt klør bore sig ind i hendes ryg. Hun nåede ikke at lukke andet end en halvkvalt lyd ud før kløerne var væk igen og hele hendes verden nu snurrede rundt for hendes øjne. Til hendes venstre kunne hun se Adrianna løbe for livet, mens hun flåede forskelligt legetøj fra hinanden og til hendes anden side, nåede hun lige at se et glimt af Topaz, der smadrede hovedet ind i en vinkasse. Mere nåede hun ikke, før hun endnu engang skabte nærkontakt med det hårde marmorgulv. Hun ømmede sig kort og lagde sig først på alle fire, hvorefter hun rejste sig helt op på to ben, men lige så snart hun stod op i fuld størrelse, begyndte alt at svimle for hende og sorte pletter dansede for hendes øjne. Den pludselige svimmelhed resulterede i, hun ramlede lige ind i en reolhylde og væltede en hel række malerier, der faldt ned over hende, da hun endnu engang landede på gulvet. Hun stønnede i smerte, da hylden hun før var ramlet ind i væltede ned over hendes ben.

"σκατά," bandede hun for sig selv og forsøgte i vild panik at komme ud fra reolen, men hun kunne ikke, den var for tung, og hun var for træt. "Argh.." mumlede hun, da hun endelig fik flået sit ben ud af reolhylden, var hendes hvide ynglings bukser for det første ødelagt og et stort sår var nu til at se på hendes ben. Rundt om såret var blå og lilla farver begyndt at danne sig. "Det kommer til at gøre ondt i morgen," sagde hun og for sig selv, rejste sig op og begyndte at humpe videre ned af gangen. Der var ikke så langt tilbage; højst 20 meter. Men hun nåede ikke langt før erinyens knivskarpe kløer endnu engang var til at mærke i Melodies efterhånden røde ryg. Endnu engang slyngede erinyen Melodie gennem gangen, og hun væltede ind i en enorm hylde, hvis malerier væltede ned over den efterhånden trætte halvgudinde. Kun 6 meter tilbage, hun kunne se kasse 23 fra hvor hun stod.

Uden egentlig at tænke over hendes næste træk samlede hun en af de væltede malerier, der lå på det bonede butiksgulv, og slyngede den i høj fart gennem luften så den smadrede lige ind i siden på hovedet af erinyen, der var lige bag hende. Erinyen landede på sin ende og sad lidt omtåget på gulvet, men inden den kunne nå at komme til sig selv. Tog Melodie et nyt maleri, med en hund med solbriller på, og slog den ned i erinyens hoved, så selve maleriet dækkede hendes arme til. Mens den sad og hvæsede og bandede af hende på oldgræsk, så hun sin mulighed til at humpe sig det sidste stykke hen til kasse 23, hvor Topaz og Adrianna stod og ventede. Hun lagde sine arme om sine veninders skuldre for støtte. "Lad os komme væk herfra," foreslog hun og forlod Wallmarten.

Topaz skulle til at juble og danse over, at alle piger var noget igennem. Oddsene havde været elendige, men de var alligevel kommet igennem, men da hun så udtrykket i Mels ansigt, blev hun straks alvorlig igen. Hun nikkede og løb efter Melodie.

"Hey hey! Vent lige! Vi har vist glemt noget," sagde Topaz og smilede, da hun hørte sit navn blive råbt op. Hun løb hen til skranken med sine veninder i hælene, snuppede sin cappuccino og tog en stor tår.
"Det var... Længe ventet," grinede Topaz, "hey, kom. Lad os komme ud herfra. Lad os gå tilbage til tattoo butikken og gå ind af den åbning".

Topaz havde det lidt underligt. Hun følte lidt, at hun førte an, hvilket hun overhovedet ikke var vant til. Det var typisk Adrianna eller Melodie, der banede vejen, men pludselig tog hun initiativet. Det ville hun aldrig have troet om sig selv hjemme i lejren.
Hun smilede stolt.

Tatovøren havde kigget ekstra på dem, da Topaz kom med den vage forklaring, at hun havde glemt sit armbånd et eller andet sted i forretningen, mens hun bare havde insisteret på, at han skulle ekspedere sin næste kunde, og at de nok skulle forsvinde, når de havde fundet det. Han havde bare brummet et eller andet om "sindssyge kvindemenneske" og havde hjulpet sin næste kunde, men ikke desto mindre havde de da fået lov til at rode rundt i butikken i fred. De havde hurtigt fundet den lille åbning og var kravlet derind.
Topaz havde ikke lige regnet med det, da hun var kommet fra en tatoverings butik. Hun var bogstaveligt talt trådt ned i en grotte. Ikke sådan en kold smal en, som man så i de der dårlige discountfilm, men en gigantisk fugtig drypstenhule med højt til loftet. Man kunne høre dråberne falde til jorden. Topaz' ravfarvede øjne skinnede som krystaller, da hun stirrede rundt i den store grotte. Der var en stor grottesø derinde, men man kunne godt lige komme uden om den hen til en åbning i den anden ende af grotten. Den var ret tydelig, - åbningen - den lyste nærmest op. Der var nogen eller noget, der ville have, at hun opdagede den. Det skræmte hende, men de havde vel ikke rigtigt noget valg andet end at gå igennem.
"Wow... Hvem vil gå først?" Spurgte hun med ærefrygt i stemmen.

Adrianna kiggede sig forundret omkring.
 Hendes øjne var vidtåbne og uden, at hun lagde mærke til det, mumlede hun "Wow". Det var noget af det mest fantastiske, hun nogensinde havde set, men samtidig var hun skræmt fra vid og sans.
 Søen så sørgelig og yderst farlig ud. Adrianna ville aldrig tøve med at hoppe i vandet, men i den der - nej. Den så giftig ud, og det ville ikke undre hende, hvis en klam søslange eller lignende boede dernede. Selvom at havets dyr adlød og elskede Adrianna normalt kunne det sagtens være at uhyret under vandet ville angribe hende. 
Grotten så sørgelig og skræmmende ud, og det kunne falde sammen hvert sekund, det skulle være. Adrianna brød sig ikke om at være lukket inde i et fugtigt og koldt sted, og da slet ikke da der overhoved ikke kom en eneste solstråle ind.
Hun stod bare afslappet og nippede til sin dejlige varme Chai tea latte. Hun var godt glad for, at Topaz huskede dem på at snuppe deres drikke, for ellers ville hun stå at ryste. Hun havde på ingen måde tænkt sig at gå først og lede vej, - te og afslapning lød meget fint i hendes ører - så hun pegede bare på Melodie, men koncentrerede sig om sin varme drik.
De tre piger begyndte bare at gå frem mod et eller andet, som Adrianna ikke kunne se, før de var helt henne ved det. De stod ved en dør. Adrianna havde ikke rigtigt tænkt sig om, - hun tænkte kun på sin Chai tea - så hun skyndte bare at skubbe døren op og nærmest vælte ind af den. Først bagefter gik det op for hende, hvor farligt, det hun lige havde gjort, var. Hun rystede lidt på hovedet og gjorde sig klar til det værste, men der skete ikke noget. Hun åbnede forsigtigt sine øjne. De tre piger stod pludselig i en tusmørke fyldt labyrint. Vinden blæste igennem den og Adrianna begyndte langsomt at ryste. Man kunne gå til højre eller venstre. Store slyngplanter svang sig op af de grå mure, der skilte gangene fra hinanden.
Vent. Hvordan kunne der være vind indenfor?

Melodie famlede sig vej frem i mørket efter Topaz' og Adriannas hånd, for at sikre sig de ikke forsvandt fra hende. Kulden tog til og var så kraftig, den blæste en del af Melodies hår væk fra ansigtet. Hun drejede hovedet og kiggede bag ud i håb om at få øje på døren de var kommet fra, men den var ingen steder at se. Det fremkaldte en lille panik i hendes mave, men stadig var det ikke nok til at skræmme hende. Hun forsøgte så godt som muligt at holde hovedet koldt selvom, der var bælgmørkt i grotten, der nu ikke længere var en grotte, men lignede en lang gang. Pludselig ud af det blå kunne man ane nogle høje og enorme hække på hver side af dem, og lige meget hvem man var, kunne man ikke undgå at blive lidt klaustrofobisk af det, hun turde slet ikke tænke på, hvordan de andre havde det. Hun prøvede forgæves at få et nogenlunde overblik over deres omgivelser, men det var som om de konstant ændrede sig for til sidst at forvandle sig den klaustrofobiske gang igen med de enorme hække, hvis grønne farve hun kun lige kunne ænse. Hun slap kortvarigt den ene af hænderne og nippede til sin refresha, som godt nok gjorde hende lidt mere klar i hovedet.

Luften i gangen gik fra kold til varm, og den syntes at blive mere og mere dunkel. "Det her minder mig så meget om labyrinten fra Flammernes Pokal," mumlede Melodie til pigerne. Hun vidste ikke, hvorvidt hun skulle blive mega glad og fangirle eller om hun skulle flippe ud, for i Harry Potter var Voldemort involveret - og hun ville hellere møde endnu en irriterende erinye end stå ansigt til ansigt med ham. Hun rystede på hovedet af sine egen tanker. Hvordan skulle de nu komme til Detroit når de var fanget her? "Vi må finde en udvej hurtigt, bliver vi meget mere forsinket, ender den stakkels halvgud som Gigant morgenmad! Hvor er vi overhovedet?" sagde hun denne gang med en tydeligere stemme. Hendes hånd fandt endnu engang den, hun tidligere havde givet slip på, og hun følte sig straks tryggere. "Så længe vi ikke forsvinder fra hinanden eller noget, skal vi nok komme ud herfra," mumlede hun mest for at forsikre sig selv en for at forsikre pigerne. Hun havde på fornemmelsen noget var helt galt..

Topaz rystede lidt. Det havde været koldt i grotten, men i det mindste havde der været vindstille. Labyrinten var på en eller anden måde fyldt med en vind. Den blæste, men ikke så kraftigt, men en gang imellem kom der stød, hvor pigerne nærmest ikke kunne stå på deres egne ben og snakke eller høre noget, og vinden truede hele tiden med at gå amok.
Hendes tænder klaprede. Det var underligt, for når vinden ikke blæste, var det meget varmt, - nærmest gloende - og når den blæste, var det isnende som på Nordpolen. Topaz kinder og ører var blussende, men hun havde gåsehud på ben og arme. Hun begyndte at blive mere og mere nervøs, men hun beroligede sig selv med at hendes to bedste veninder var lige ved siden af hende, og hun havde Melodie og Adrianna i hver sin hånd, så hun kunne på ingen måde blive væk.
"Uhm, hvis Fleur og Harry pludselig kommer løbende, kan vi jo spørge dem om vejen ud, ikk'?" Sagde Topaz med et smil, før hun var lige ved at snuble over sine egne fødder.
 Okay, det var virkelig kikset, men hun havde en god undskyldning. Vinden blev ved med at skubbe til hende; det var som om, at hver gang hun var en lille smule i overbalance, blæste vinden op for at ramme hende hårdt - som om at den modarbejdede hende. Hun skød tanken ned. Hun var jo snart træt af at gå, hun var nervøs, og så var underlaget en lille smule underligt. Det var en blanding mellem jord og sand så nogle gange, sank man ned i det og nogle gange gjorde man ikke, og man vidste ikke hvornår man ville gøre enten det ene eller det andet.
Pludselig tog vinden til i styrke og skubbede sand op i luften, så man hverken kunne se, lugte, høre eller sige noget.

Topaz gjorde sit bedste for at holde fast i sine veninder, men hendes hånd var begyndt at blive svedig.
"Vent på mig! I må ikke bevæge jer!" Råbte hun for at overdøve vinden, men hun var ret sikker på at det var et mislykket forsøg.
 Hun ville lige tørre sine hænder af i sin nederdel, før hun ville tage Mel og Adris hænder igen, men pludselig var de der ikke. Hun turde ikke åbne sine øjne pga. sandkornene, så hun prøvede bare i blinde at falme sig frem for at få fat i deres hænder, men lige meget hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke nå dem.
Vinden tog til i styrke og skubbede hende. Hun var flere gange ved at vælte, men hun nåede altid lige at finde fodfæste i sidste sekund igen, men det krævede, at hun tog endnu et skridt i en retning, hun ikke kendte.
Pludselig holdt vinden op brat og var nu kun en lav susen. Hun kiggede sig omkring et øjeblik. Hvor var hun? Eller rettere: Hvor var Adri og Mel?

Topaz var så småt ved at gå i panik. At være i en dunkel, magisk og yderst farlig labyrint, var slemt nok i forvejen, men at så være alene i en gjorde det bare en milliard gange værre.
"Melodie? Adrianna? Venner?!" Kaldte Topaz som en lille killing, der var blevet væk fra sin mor.
Hun huskede pludselig på en gang, da hun sikkert havde været fire-fem år. Hun havde været i wall-mart alene, fordi hendes far ikke brød sig om at købe ind, og hun havde ikke rigtigt andre steder at være. Hun holdt af at se, hvordan andres forældre så ihærdigt sørgede for, at deres små guldklumper ikke løb væk. En gang imellem var der endda nogle, der havde spurgt hende, om hun var blevet væk. Altid da hun havde spurgt sin far, hvor hendes mor var, havde han bare svaret 'væk', og hun holdt ikke af at lyve, så hun svarede bare et stort ærligt 'ja' uden at blinke. Hun havde ikke lyst til at være uopdragen, men hun havde ikke lyst til at forstyrre de andre forældre, som skulle passe på deres egne børn, så hun havde bare smilet et halv-sindssygt smil og var løbet væk.
 Nå, men en dag så hun pludselig en mørkhåret dreng ca. på hendes alder stå og stortude. Hun havde hurtigt løbet hen til ham og havde spurgt, hvad der var galt. Derefter havde de brugt en time på at lede wall-marten igennem for at finde hans forsvundne mor, for at de til sidst fandt hende, og han gav et lykkeligt hvin fra sig, og moren begyndte at græde af en blanding af bekymring og lettelse.
 Topaz havde bare stået et sikkert sted, hvor moren ikke kunne få øje på hende og stirrede med store ravfarvede øjne. Nu var hun alene igen. Helt alene.
For første gang i lang tid følte hun præcist den tomhed inden i sig igen. Hun var blevet væk, og hun var ikke sikker på, om det var for evigt.

Vinden blæste Adriannas hår op i ansigtet, fik hendes elastik til at springe og gjorde, så hun ikke kunne se noget. Hun ville tage håret fra ansigtet, men pludselig kom et gigantisk vindstød og ramte pigerne.
Adrianna skreg af overraskelse. Hun prøvede at åbne sine øjne, men sandkornene omkring pigerne blæste rundt alle steder, og hvis man prøvede at åbne sine øjne, blev de hurtigt overfyldt med sandkorn.
 Adrianna var glad for, at de havde været så fornuftige at holde hinanden i hånden, for ellers ville hun havde været blevet væk for lang tid siden, men pludselig kunne hun ikke mærke Topaz' hånd længere.
Adrianna var den der gik bagerst, og Mel gik forrest, så Topaz måtte stadig have fat i Melodie. Adrianna blev bange for selv at blive væk, men hun havde det okay med det, for Melodie var der for at passe på Topaz, og Adri kunne godt klare sig selv - i hvert fald i lidt tid. Hun kunne høre at Topaz råbte et eller andet, men det var umuligt at skelne ordene fra hinanden i den kraftige vind.
"Topaz! Kan du så få fat i min hånd igen! Du må ikke give slip!" Idet Adri skældte, fik hun pludselig fat på Topaz' hånd igen.
 Hun undrede sig ikke synderligt over, at den slet ikke føltes som før.

Adri følte, at hun ikke kunne trække vejret. Hver gang hun prøvede at tage en indånding, blev hun nærmest angrebet af den voldsomme vind, der blæste sandkorn og tog hendes ilt fra hende.
Da hun følte, at hun ville besvime, stilnede vinden pludseligt. Hun hostede og gned sandkornene ud af øjnene, før hun åbnede sine øjne igen.
Det tog hende et øjeblik, før det gik op for hende, at der var noget galt. Hun holdt Melodie i hånden.
"Hvor er Topaz?" Sagde Adrianna stille - ja, nærmest hviskende - og rystede af sine egne bange anelser og tanker. De havde mistet Topaz!
*Rolig*, forsikrede hun sig selv i sine tanker. De skulle jo nok finde hende igen! Medmindre et monster fandt hende før de to halvgudinder gjorde. Adrianna skældte sig selv ud indvendigt. Hun undervurderede Topaz totalt. Topaz kunne sagtens klare sig selv.
"Vi må... Vi må skynde os at..." Det sidste blev hvisket ud af vinden, der tog til igen af styrke og tvang Adrianna ned i knæ. Pludselig kunne hun mærke vinden hive ekstra meget i sit hår. Hun kom i tanke om sit lille spænde, der betød alverden for hende. Spændet blev revet mere og mere i af vinden, som om den vidste, at det var den eneste genstand, der betød noget for hende. Spændet blev revet ud med en masse af Adriannas hår og begyndte at flyve væk i vinden. Adrianna tænkte ikke på andet end at få sit dyrebare spænde tilbage, så hun gav slip på Melodies hånd.

Da vinden stilnede igen, vidste Adrianna ikke, hvor hun var, eller hvor Mel var.

For kun guderne vidste hvilken gang, rev vinden fat i dem. Hun klemte Adriannas hånd ekstra meget, men på grund af Melodies efterhånden svedige hånd gled Adris gang på gang. Hun kunne mærke sin venindes hånd glide mere og mere, for til sidst helt at forsvinde. "Adri!" skreg hun flere gange, men lige meget hjalp det, hun var væk. Vinden flåede i Melodies brune hår og både håret og sandkornene var skyld i hun intet kunne se. For at undgå at blive rykket mere og mere fra sin nuværende position lagde hun sig ned på alle fire. Hun klemte sine øjne hårdt i mens hendes tanker fløj rundt. Hvor var Topaz? Og Adri? Hun bekymrede sig mest af alt om Topaz, lige meget, hvor meget hun vidste, det ville irritere hende, hvis hun vidste det, de var begge stærke, men hun vidste at Topaz var mere skrøbelig end Adrianna. Alle de små sandkorn, der var kommet out of nowhere prikkede og flåede i Melodies hud og skabte en masse sår i den. Men pludselig holdt vinden brat op. Melodie lå stadig på alle fire på det hårde gulv og trak vejret meget overfladisk. Hun rejste sig op og humpede på grund af sit ben, som stadig var ømt fra tidligere i supermarkedet. Omkring hende var ikke længere enorme hække, men i stedet var hun omringet af enorme stenmure og hun stod på gråt stengulv. Gangen foran hende var lang og smal og i murene var der indimellem tremmer med monstre bag sig. Hun gik og humpede i, hvad der føltes som en evighed inden hun endelig nåede noget anderledes. Foran hende var et enormt bassin - mindst 6x6 meter. Hun ville egentlig have vendt om og forsøge at finde en anden vej, men så fangede hendes blik noget nede på bunden af bassinet. Tremmer. Det overraskede hende ikke når man tænkte på hun ikke havde set andet end tremmer den sidste halve kilometer, men det her var anderledes. Bag disse tremmer var ikke monstre, der stod tværtimod to mennesker - halvguder. Og hvis hun var heldig, var det de halvguder de var sendt ud for at redde - ellers ville det bare være en bonus at redde dem.

Bassinet så ikke så dybt ud - omkring 4 meter - og Melodie var en god svømmer, så man bort fra hendes skadede ben. Hun var ikke meget for det, men hun hev sin taske af og placeret den på bassinkanten, hvorefter hun sprang i med sammenklemte øjne. Da hun steg op igen, kunne hun ikke undgå at lukke et højt skrig ud, som gav genlød i hele den tomme sal. Vandet var koldt. Ikke bare koldt, som når man træder ind i bruseren for tidligt, men det føltes som at tage en svømmetur på Antarktis - uden overdrivelse. Hun kunne mærke sine lemmer blive følelsesløse, men hun havde sat sig for at redde de halvguder, derfor måtte hun færdiggøre, hvad hun havde startet på. De kunne ikke komme tomhændet hjem til Chiron. Men pludselig begyndte murene at komme tættere på hinanden, men de bevægede sig så langsomt at hun var sikker på det bare var noget hun forestillede sig. Men da hun var overbevist om det ikke var fantasi, skyndte hun sig at gribe sin rygsæk fra bassinkanten og fik besværet fået den om på ryggen. Hun tog en dyb indånding og dykkede ned til bassinets bund. Hun kunne mærke det iskolde vand trænge ind i hendes sår, men hun bed smerten i sig og svømmede videre. I starten var det ikke specielt svært at svømme på trods af kulden, men da hun nåede cirka 2 meter ned under vandet, opstod en voldsom strøm, der begyndte at hive i hende. Hun forsøgte at kæmpe i mod, men den var alt for stræk og hev hende gang på gang tilbage til midten af bassinet. Hun lukkede et frustreret støn ud, som kom til at lyde meget hult under vandet.

Hun var efterhånden løbet tør for ilt, men hun nægtede at gå op efter luft. Så ville hun bare være tvunget til at starte forfra, og nu var hun næsten nået forbi strømmen. Vandets strøm blev voldsommere og føltes nærmest levende. Den hev og flåede i hende og hun røg op til flere gange ind i bassinets væg, med sin efterhånden forslået krop. Hun var efterhånden desperat efter at undslippe, for at få noget ilt, og i sidste ende fik hendes ivrighed hende fri fra strømmen, men ligeså snart hun var forbi den gik det meget hurtigt, så hun landede med et bump på maven på cementgulvet under hende. Hun vendte sig om på ryggen og mærkede svimmelheden overtage hende. Hun kunne mærke at, hvis hun ikke havde skyndt sig i sidste ende, ville hun være druknet. Over hende kunne hun se bassinet, men det stoppet brat ved starten af det nye rum hun var havnet i. Hun begyndte at hoste en masse vand op og lukkede smertefuldt sine øjne i et kort øjeblik samtidig med svimmelheden endnu engang overtog hende og gjorde hende søvnig.

Topaz løb rundt som en bortløben kat.
"Hjælp mig!" Råbte hun dumt, "Er her nogen? Hallo-o?"
Hun tænkte ikke synderligt meget over, at der sikkert ikke ville være nogle halvguder eller venligtsindede væsner rundt i labyrinten - hun ville sikkert kun tiltrække monstre, der ville prøve at slå hende ihjel. Det måtte være endnu en fatal brist: Massiv idioti og enfoldighed. Men ikke desto mindre løb hun rundt mellem de endeløse rækker af kæmpe hække
"En eller anden?" Klynkede hun til sidst, da vinden begyndte at true med igen at gå i udbrud.
"Arrgh! Det her nytter jo ikke," mumlede hun, mens hun traskede ned af rækkerne med hækkene. Normalt hørte man om halvgudinder og tænkte på store laurbærkranse lavet af sølv, skinnende lys, kæmpe mod, kortfattethed og en underlig form for kompetence, men når man så Topaz og fik at vide, at hun var halvgudinde, blev man meget skuffet, tænkte Topaz sørgeligt over sig selv.
Hun var evigt forvirret og vidste nærmest aldrig, hvad der skulle gøres. Hun begyndte at smålunte. Hvor der er vilje, er der vej - så hun måtte blive ved med at kæmpe. Hun traskede. Og hun traskede. Og hun traskede. Lige før at hun følte, at hun skulle kaste op, mens hun besvimede, men inden det kom så langt, fangede hendes blik noget yderst besynderligt. Labyrinten var fyldt med tåge og dis og man kunne næsten ikke se en hånd for sig, men det var som om at disen flyttede sig og nærmest understregede et par trappetrin, der gik opad. Til hvor kunne hun ikke se, men det var tydeligt, at det var her, hun skulle hen. Ligesom før med døren i grotten nærmest strålede den. Det ville næsten kun blive tydeligere, hvis en eller anden havde hyret en eller anden gnom til at stå med et skilt, hvor der stod: Brug for hjælp? Det her er din heldige time!
Mens hun sad og spildte tiden på at fundere, begyndte disen så småt at blive tyk igen ved trappetrinene, og det blev sværere og sværere at se dem. Det var som om, at disen advarede hende om at vente for længe. Hun hankede hurtigt op i sig selv og spurtede op af de små trappetrin, der var lavet af klinker. Hun standsede ved en dør. Hun vidste ikke helt, om det var sikkert at åbne den, men havde hun andet valg? Hun trak på skuldrene, før hun skubbede døren op.

Adrianna kiggede sig omkring.
"Vlacas," bandede hun for sig selv. Hun var meget imod at bande, men når de eneste, der hørte med, sikkert kun var monstre, kunne det vel være det samme ikke? Hun havde trukket sit elegante bronze sværd, og hun havde foldet sit kompas ud til et stort skjold.
Hun begyndte at synge "Come and Get it" af Selena Gomez højt og falsk. Det var både noget, der beroligede hende, og så ville det nok enten få monstrene i en radius på ti kilometer til at blive pulveriseret eller komme frem fra sit skjul for at brække halsen på den tonedøve halvgudinde. Desuden var hun jo alene, så hvad hun havde at tabe? Dog kom ingen frem hverken for at brække halsen på hende eller tigge hende om at stoppe.
Vinden var fuldstændigt stoppet. Før havde der hele tiden været hvin fra vinden eller en trussel om et kraftigt vindstød, men nu var der fuldstændigt stille.
Pludselig syntes halvgudinden, at hun kunne høre et eller andet pusle bag sig. Hun vendte sig med bankene hjerte om i halvmørket, men der var ikke noget at se. Hun var helt sikker på, at der havde været noget - hun havde gode ører, og det lød for hende som en kat, der halede sig ind på sit bytte - så nogen måtte holde kraftigt øje med hende. Hun brød sig ikke om at blive luret på, især da hun ikke kunne selv kunne se, hvad det var.
"Kom frem og kæmp!" Råbte hun med en brysk stemme, som kun var en græsk gudinde værdig - hun havde øvet sig - da hun havde vendt sig om.
Da ingen gav sig til kende, vendte hun sig tilbage og begyndte at løbe.

Jo længere hun løb, jo stejlere og mudret blev det. Hækkene tyndede ud og blev til beskidte glasvægge, og grusstien blev til en mudret pøl.
"Ew," mumlede Adrianna frastødt, da hun så ned på sine stakkels sko, som hun desværre havde været nødt til at ofre.
Hun kom højere og højere op i luften og hun begyndte at få besvær med at trække vejret. Luften var tynd som på toppen af et bjerg og hun var overanstrengt af at løbe op af bakke i mudder, som nærmest greb fat i hendes fødder for at gøre det hårdere for hende.
Hun ville sætte sig ned, men der var alt for mudret.
Hun pustede ud og begyndte at gå langsomt fremad, indtil hun nåede til en stor lem lavet af glas med et lille håndtag, som man kunne hive i og åbne lemmen, der førte ned til noget, hun ikke kunne se. Det var tydeligt, at der var langt ned når man først begyndte at hale sig ned.
Hun havde ikke lyst til at traske yderligere videre så hun trak på skuldrene og åbnede lemmen. Der var heldigvis en lille rebstige til at klatre ned i hullet.
"Du er sindssyg, det ved du godt, ikke Adrianna?" Mumlede hun til sig selv, før hun begyndte at klatre ned af rebstigen.

Melodie slog sine øjne op og hendes blik flakkede fra side til side. Hvor var hun? Hun følte sig virkelig desorienteret, men så fangede hendes øjne loftet over hende, eller hun rettere; hun bemærkede det manglende loft. Hvor det egentlig burde have været, var vand, og hun ventede bare på det øjeblik, hvor hele bassinets indhold ville vælte ned over hende, og hun ville drukne i sin egen sørgelig pøl. Men det skete aldrig. Hun satte sig op på gulvet og bemærkede nu, hvor gennemblødt hun egentlig var. Hendes brune, bølgede hår hang slattent i hendes efterhånden ødelagte hestehale, hun kunne gætte sig frem til det meste af hendes øjenmake-up nu havde taget plads under øjnene og hendes ynglings jersey T-shirt var fuldstændig våd og gennemsigtig. *Lige hvad der manglede* tænkte hun irriteret for sig selv og satte sig op. Hun kiggede sig omkring i håb om at få øje på halvguderne hun havde set tidligere og som var grunden til hun nær havde mistet sit liv i en sindssyg pool-strøm, men hun fik ikke øje på noget. Der, hvor hun kunne have svoret, hun før havde set to sårede halvguder, var nu fuldstændig muret til. Alligevel tog hun chancen.

"Hallo-o?" råbte hun og samlede sin gennemblødte rygsæk op fra gulvet. "Halvguder, hvor er I?" blev hun ved og gik lidt rundt. "Jeres redning er her?!" råbte hun dobbelt så højt, hvilket i sidste ende var hvad der blev hørt.

"Vi er her.." lød en svag stemme, og hvis ikke det var for den larmende stilhed, ville hun umuligt have kunne høre det. Der lød en banken på væggen, hvor der ifølge Melodie før havde været tremmer. "Gå om på den anden side, der sidder låsen," talte stemmen igen. Hun fulgte dens instrukser, drejede om hjørnet og fortsatte ned af en lang gang. Hun nåede kun at dreje endnu engang og gå maks. 3 meter før hun nær havde mistet livet endnu engang. Men takket være hendes ADHD var hendes reflekser skarpe og hun nåede lige at trække sin mave indad før en flyvende pil havde fået chancen for at bore sig ind i hendes side.

"Hvad i...?" mumlede hun og kiggede ned af den lange, hvide gang hvorfra pilen var kommet. Hun vovede endnu et par skridt ned af gangen med hjertet siddende i halsen, men endnu engang var hun nær blevet til shishkebab i forsøget. Denne gang nåede hun at dukke sig i sidste øjeblik. Pludselig ud af det blå kom en masse pile hurtigt efter hinanden med mindst 120 km/t. Melodie smed tasken hen af gulvet og kastede sig i en bue over pilene, der susede i alle retninger. Hun landede på det hårde stengulv med et brag og måtte konstant bevæge sig i alle mulige retninger i forsøget på at undgå at blive gennemboret. Det fortsatte i cirka et kvarter.

*Det er en fælde*

*Ih, nej virkelig? Du er sandelig svær at narre!" tænkte hun ironisk til sig selv, samtidig med hun endnu engang undgik en pil. En af pilene greb hun med hånden, og hvor ville hun ønske, der havde været en til at se det, for det så så blæret ud! Men lige i det hun greb den, holdt affyringen op, og hun lænede sig forpustet tilbage mod væggen bag hende. Hun var så fristet til at tage et hvil, hun havde ikke sovet i, hvad der føltes som evigheder, og da hun besluttede sig for i to sekunder at lukke øjnene i, blev hendes meget korte hvilen afbrudt af en meget lille stemme. "Hjælp!" forsøgte den at råbe, men måtte til sidst bukke under for en voldsom hoste, der lød alt andet end sund. *Nå ja, missionen!* huskede Melodie på og rettede sig op. Hun fulgte stemmen og endte med at stå foran et sæt tremmer. Åh, hvor mange gange havde hun efterhånden stået foran et sæt af dem? Præcis! For hendes syn så hun to yderst udmagrede halvguder. Den ene var en dreng med blond, pjusket hår og tanggrønne øjne der udstrålede intet andet end ren og skær frygt. Den anden halvgud var en pige, kun lidt yngre end Mel. Hendes hår var langt, krøllet og kulsort som natten, og det samme var hendes øjne. Hendes hud var solbrun og nogle få kønne fregner var placeret henover hendes tynde kinder og lille næse.

"I guder," mumlede Melodie. Hvor længe havde de været derinde? "Bare rolig," forsikrede hun og placeret begge sine hænder på tremmevæggene, "jeg skal nok få jer ud herfra."

Topaz kiggede sig omkring. Det var godt nok et freaky sted, de var kommet hen.
Hun stod i et relativt stort værelse. Det lignede et børneværelse for en teenager, men det var lagt hen i fuldstændigt mørke, og der var spærret skodder for vinduerne. Der var gulvtæppe på gulvet, og der var pænt rodet. En smadret guitar lå og flød på gulvet, som om at en eller anden virkelig havde været dårlig til at spille på guitar, og at nogen så havde fået nok til sidst og havde prøvet at smadre en væg med den. Det passede nok meget godt, for der var også sparket noget gips ind i væggen.
Topaz gav et lille udbrud fra sig da døren knirkende gik i med et brag. Hun vendte sig hurtigt om mod den igen og rev i håntaget - hun skulle i hvert fald ikke lukkes inde sammen med en eller anden neurotisk sindssyg ung pige eller dreng. Hun havde ikke kræfter til at helbrede en lige i det øjeblik - men den ville ikke gå op. Hun blev mere og mere panisk og trak alt hvad hun kunne men den var låst. Det gav ikke nogen mening for man skulle låse manuelt. Nogen måtte havde låst hende inde. Topaz begyndte at hyperventilere ved tanken om, at nogen stod og lurede på hende, og at personen højst sandsynligt ikke ville hende det godt. Godt Melodie ikke var der; så ville Topaz nok høre for det resten af sit liv.
Hun tog en dyb indånding og gjorde sit bedste for at stoppe med at hyperventilere. Hun fik øje på en mahogni-dør i den anden ende af værelset bag en halvvæg. Hun fik ro over sin vejrtrækning og gik med lange skridt gennem rummet. Hele den korte vej følte hun sig iagttaget og jaget, og hun kunne ikke vente med at komme ud af det indelukkede og klaustrofobi-fremkaldende værelse - det var i hvert fald ikke svært at få frem hos Topaz.
Hun åndede lettet op da hun nåede hen til den anden dør og trak i håndtaget. Hun trak alt hvad hun kunne, men den fordømte dør ville ikke åbne sig! Hun panikkede igen og prøvede at sparke til døren, men intet virkede. Hun klynkede fortabt og begyndte at vandre søgende rundt i værelset.
"MWUHAHAHA!" En grov og ubehagelig stemme gennemrystede hele værelset. Topaz skreg i forbavselse og frygt. Bare Adrianna eller Melodie havde været der! Hun havde tillid til sine veninder og følte sig fuldstændig tryg ved dem. De var begge heltinder og kunne forsvare både dem selv og andre men Topaz kunne ikke noget! Hun tvivlede altid på sig selv og var bange for at tage de forkerte beslutninger, og hun var ikke den store fighter.
"Du kommer aldrig ud, min lille halvgudinde," gungrede stemmen endnu en gang i værelset.
Nu blev Topaz sur. Man skulle ikke pirke til hendes indre sindssyge alt for meget, for hvis der var noget, hun var, så var det hidsig! Hun løftede en knyttet næve og skulle til at irettesætte den sadistiske stemme, men inden hun nåede så langt, hørte hun en underlig lyd bag ved sig. Det lød lidt som da en bølge skyllede ind over stranden. Hun vendte sig nysgerrigt og forvirret om og stirrede direkte ind i en brændende væk. Først stirrede hun bare lidt, indtil alvoren gik op for hende. Hun begyndte at skrige i panik og angst og prøvede at sparke døren op, mens den onde stemme brød ud i en høj latter.

"Hellige Poseidon," mumlede Adrianna for sig selv. Hun var snart ved at blive rigtig ensom, og det virkede ikke helt "normalt," at hun hele tiden snakkede til sig selv, men hun var mere irriteret over at være alene end at være bange, og det gjaldt også at være i det gigantiske hus, hun lige havde kravlet ned i - hun var mere nysgerrig for at finde ud af, hvad der var i huset end bange for det.
Hun var bogstavligt talt faldet ned fra loftet. Lemmen førte åbenbart ned til et hus. Adrianna regnede med, at det nok havde været noget vigtigt for nogle halvguder eller noget i den dur, og man så havde brug for at labyrinten kunne føre en til et random sted på få sekunder. Adrianna håbede bare på, at hun ikke var endt i Tyskland eller sådan noget for det, var der en god chance for.
Hendes første tanke var at finde første vej ud af huset og komme væk i en fart, men hun manglede praktisk talt sinde venner et eller andet sted i verden, hun ikke vidste hvor var - de kunne sådan set befinde sig i samme hus som hende eller i Singapore. Hun tog chancen.
"Melodie? Topaz? MEEEEEEELODIE?! TOOOOOOOPAZ?" Intet svar til at starte med indtil Adrianna hørte et skrig. Et meget piget skrig. Aka Topaz skrig.

Adrianna satte med det samme i løb, men det så nok meget underligt ud. Hun kunne ikke høre, hvilken vej det kom fra, og der var en milliard trapper og gange i det hus. De kunne udføre en lille mini labyrint derinde. Adrianna spænede op af trappen. Det eneste hun kunne tænke på, var at en af hendes bedste veninder var i fare og - Adrianna skældte sig ud igen over at tænke den tanke - også den mest hjælpeløse.
Hun nåede hen til en dør. Hun havde efterhånden lært, at de alle sammen var låst, så hun vidste, at hun skulle sparke den op.
Spark - brag - tom pejsestue - videre til næste - spark - brag - tomt hobbyrum - videre til næste; og sådan fortsatte hun i evigheder indtil hun hørte endnu et skrig.
"TOOOOOPAZ?! Hvor er du?!" Råbte Adrianna og håbede inderligt at hun ville blive hørt.

Melodie havde nu befriet begge halvguder fra deres mindre fængsel, de havde efter sigende været fanget derinde i over en uge, og havde kun overlevet på den smule mad, de havde i deres rygsække. Efter hun med sine kræfter havde befriet dem på samme måde, som hun befriede Topaz tidligere i gribbeklubben, havde de fundet endnu en uendelig lang gang, og selvom hun havde på fornemmelsen, det var endnu en fælde, valgte hun at være ligeglad; de havde ikke rigtig noget andet valg. Vejen hun var kommet af var spærret fuldstændig af, de forsvandt alle efter lidt tid, og omgivelserne ændrede sig hvert minut, så det gjorde det svært for hende at finde ud af, hvor hun nogenlunde var. 
Hun var efterhånden blevet bekymret. Hvordan skulle hun nogensinde finde frem til Topaz og Adrianna? Den eneste labyrint fra græsk mytologi, hun havde hørt om, var Daidalos' labyrint, og hvis det var den de var havnet i, havde hun på fornemmelsen, de ville have ret svært ved at finde hinanden igen, for når hun endelig kom ud derfra, ville hun være i Rom, Topaz i Vancouver og Adri i New York, og siden ingen af dem ejede mønter til transport eller en mobil, ville de højst sandsynligt have lidt problemer med at finde hinanden igen.  Udover det var Melodies ben endnu ømt fra erinyes voldsomme angreb (hvor hun håbede et eller andet monster i labyrinten havde ædt dem). Hun følte hendes ben skulle falde af, og hendes svømmetur fra før, havde ikke just hjulpet.

"Stop et øjeblik," stønnede hun og satte sig ned på græsset. Omgivelserne var i øjeblikket anderledes. Omkring dem var skovlignende omgivelser og nu og da tittede et fremmet dyr frem mellem buskene. Hun lod sine hænder glide hen og sit ben, der nu havde forskellige farver. Fra hendes ankel og helt op til under hendes knæ, havde hendes ben en underlig sammenblanding af blå, lilla og sorte farver. Melodie var ret afkræftet efter hun havde brugt sine kræfter på tremmerne til de to halvguders fængsel, de kaldte sig nu Sophie og Jason, men hun forsøgte alligevel at heale sig selv en smule, selvom de var omgivet af mørke. Hendes evner virkede ikke så godt uden for sollyset, så hun brugte dem normalt ikke om aftenen, men sådan noget som at skabe lidt lys, kunne hun sagtens klare, men healing var hun i forvejen ikke særlig øvet i, og det terpede derfor meget på hende kræfter. Hun var helt forpustet og sveden piblede frem på hendes pande, så hun måtte give op efter få minutter. Det havde ikke hjulpet utrolig meget, men hun havde nu nemmere ved at gå.
"Okay, lad os komme af sted," sagde hun og smilede svagt til dem. Det havde vist sig at Sophie var Hefaistos datter og Jason var Poseidon søn, så Adri havde scoret sig en halvbror.

"Hey, hvad sker der?!" lød det panikkende fra Sophie. Melodie kiggede op fra sine fødder som hun havde kigget på i lidt tid. De havde bevæget sig væk fra skovbunden og da Melodie kiggede op, bemærkede hun at de var omringet af sten; væggene var af sten og det samme gjaldt gulvet. "Vi går bare igen," sagde Melodie og begyndte at bevæge sig væk fra det klaustrofobiske rum, men til hendes skræk blev en væg skubbet fra den ene side til den anden. De var fanget og de lille rum på 3x3 meter mindede foruroligende meget om en brønd. Hun kiggede forskrækket på Sophie og Jason, der begge så forvirrede ud. "Det er okay," beroligede Melodie, selvom hun mere prøvede at overbevise sig selv, "Vi kan sikkert finde en vej ud herfr..-"  Før hun fik chancen for at færdiggøre sin sætning fik hun en underlig følelse i sine fødder. Og hun genkendte følelsen med det samme. Vand. Hun så ned på sine støvlebeklædte fødder, vand sivede ud i store mængder fra alle vægge, hvorpå der sad små englestatuetter. Ud fra deres munde, som var dybe sorte, huller, kom vandet, der havde en klam brunlig farve. 

"Åååh nej..." hviskede hun og havde ikke andet valg end at vente på vandet steg højere og højere.

Topaz stirrede overrasket ind i de varme flammer. Hun var skrækslagen for al slags ild, - nogle gange rystede hun endda af ubehag, da hun sad ved lejrbålet hjemme i lejren - men hun tog det alligevel overraskende roligt. Hun blev altid hunderæd i farlige situationer og løb skrigende rundt for at komme væk hurtigst muligt, men hun var muligvis i chok i det øjeblik.
 Hun mærkede, at hun begyndte at svede kraftigt pga. den tårnhøje temperatur i værelset. Hun hostede og begyndte at trække vejret i stød. Hun blev pludselig opmærksom på, at hendes tøj klæbede hende til kroppen, og det var skåret op flere steder. Hun tjekkede med søvnige bevægelser sin taske igennem for at finde noget nyt tøj at tage på. Efter lidt tid fandt hun noget dejligt noget, som hun havde glemt i bunden af tasken.
 Hun trak i det, mens hun hostede en masse gange. Det var nok et underligt tidspunkt at skifte på, men hun kunne nærmest ikke tænke. Det var som om, at hun var blevet hypnotiseret til at være en zombie - død i en levende krop.
 Hun vågnede først op, da flammerne kom så tæt på, at en af dem ramte hende på armen. Hun skreg, da bylderne begyndte at komme frem, og armen blev helt rød. Hun skreg igen i rædsel. Hun var kommet til sig selv, og var nu ikke som en bedøvet længere. Hendes øjne flakkede omkring i værelset. Flammerne var ved alle vægge undtagen ved de låste døre.
 Hun ville løbe, men hun kunne ikke få vejret i den sorte røg, og hendes øjne sved. Hun lagde sig fladt ned på gulvet i håb om, at der var mere ilt dernede, og begyndte at kravle frem ad mod døren. Hun nåede hen til den lille sprække under døren og prøvede at trække noget luft, der ikke var forgiftet, ind i lungerne af sprækken.
"Hjælp! En eller anden hjælp mig!" Skrev hun, mens hun hostede.
Stemmen i værelset begyndte igen at grine hånligt af hende, mens hun skreg på hjælp. Til sidst opgav hun alt og kravlede hen i den fjerneste del af værelset. Hun satte sig i fosterstilling og begyndte at vugge frem og tilbage, mens hun hostede, og hendes tænder klaprede på trods i de skoldhede temperaturer.
Hun begyndte ikke at kunne få vejret nogle gange, og hun kunne mærke angsten stige ind på hende.
Hun lagde bare hænderne for ørene for at lukke lyden af flammerne, der åd alt op, ude og skrev af sine lungers fulde kraft uden at tænke over, at hun ville bruge al sin luft op på den måde.