An Errand For Chiron ~ Topaz og Adrianna

Adrianna var stoppet et øjeblik, da hun ikke længere kunne høre nogen skrige, og så syntes hun også at temperaturen var steget i huset. Hun ville have viftet tanken væk og undskyldt den med, at hun bare havde løbet for meget rundt og ødelagt adskillige døre, hvis det ikke havde været for den tykke, sorte røg, der lå under loftet på alle gangene. Hun hostede en gang hæst, hvilket lød som en kat, der blev druknet på grund af hendes meget lyse stemme.
Adrianna var meget urolig. Hun kunne ikke længere høre den rædselsslagne stemme, der så længe havde skreget efter hjælp. Hun troede det værste. Hun rystede på hovedet. Hun måtte ikke give op. Hun skulle redde sin veninde ud af flammerne levende eller død. Ingen skulle blive efterladt til sin egen morder alene for altid uden at kunne komme til dødsriget.
Hun løb op af nogle flere trapper. Hold da op der var mange derinde! Hun kunne snart ikke mere, og det gav heller ikke mening, at huset bare kunne blive ved med at gå op af. Der var ingen huse, der var designet sådan.
Pludselig opdagede hun en brædde, der stak lidt op fra gulvet. Den var fuldstændig identisk med én, hun lige havde stødt ind i. Men det havde været langt bag hende, nede af nogle trapper. På den anden side kunne et par brædder ikke ligne hinanden så meget, som de her gjorde. Det var utvivlsomt den samme plade, som hun lige havde stødt ind i. Hvilket måtte sige at hun på en eller anden mystisk måde var gået i ring.
Hun stønnede af udmattelse og irritation. Det skulle absolut være et forhekset hus, der var designet til at genere halvguder! Adrianna tænkte lidt over den tanke. Måske tog hun fejl. Måske var det ikke for at genere hende, men tværtimod at hjælpe hende. Måske fortalte huset hende, at hun allerede var løbet forbi det sted, hun ønskede at komme hen.
Hun fik ikke tid til at tænke videre over det. Et skrig skar igennem stilheden, og fik Adrianna til at sætte i løb efter lyden igen, men denne gang drejede hun af på en af sidekorridorene.
Hele korridoren var fyldt med tyk røg og Adrianna fik sværere og sværere ved at trække vejret jo længere hun kom ind i korridoren. Hun trak i nærmeste dørhåndtag, men der var låst. Hun ville have gået videre til næste dør, hvis det ikke havde været for, at endnu et skrig flænsede stilheden. Topaz var uden tvivl derinde! Hun tog hurtigt tilløb og samlede alle kræfterne i sine ben. Hun sparkede en gang til døren og fik vredet sin ankel om i sammenstødet, men døren var meget massiv og gav sig ikke så let. Adrianna var heller ikke i tvivl om, at der var magi med i spillet; hun kom dog igennem i andet forsøg.
Rød og varme strømmede mod Adrianna, og hun blev hevet ud i et nyt hosteanfald. Hun fik hurtigt øje på Topaz, der sad og rokkede langt inde i værelset. Adrianna kom med et lille udbrud, da hun så, hvor slemt tilredt Topaz var, men det så ud som om, at Topaz ikke selv lagde mærke til det. Adrianna løb hurtigt ind i værelset for at trøste sin skadede veninde. Hun slog en arm om hende og ville trække hende ud af værelset, men i det samme smækkede døren i med et brag, og en klikkende lyd indikerede, at den nu var låst. En hæs og sprukken latter brød ud i hele lokalet, men Adrianna lod sig ikke mærke af den. Det føltes dog som om, at Topaz begyndte at ryste mere ved lyden af den sadistiske stemme.
Det gik op for Adrianna, at den eneste udvej var at slukke ilden. Hun prøvede at samle alle sine kræfter på at få fat i det mindste vand, der var i nærheden - lige meget hvilken slags. Helst et vandrør. Adrianna kunne mærke at der var noget, men det var for langt væk. Der var noget der blokerede for, at det kunne komme tæt på værelset.
 I det øjeblik fik halvgudinden øje på to platforme ca. en centimeter over resten af gulvet, og hun regnede den ud med det samme. Det hele havde hele tiden været en fælde.
 For at få fat på vandet, skulle der være hele TO, der kunne styre vandet. Endelig noget Adrianna ikke kunne klare selv. Hun smilte lidt for sig selv. Topaz og hende ville dø i flammerne, men hun kunne ikke lade være - fælden var genial. Den vakte hendes trang til at besejre sin fjende, som det burde være så nemt for hende at besejre, - nemlig ild - men den, der havde lavet fælden, havde selvfølgelig sørget for, at det ville blive umuligt for hende at gøre alene.

Sophies vejrtrækning blev efterhånden mere og mere overfladisk, og hun hamrede og skreg håbløst efter hjælp. "En eller anden," råbte hun, "HJÆLP!" Mens hun hamrede løs på stenmurene i det cylinderformede fængsel. Melodie forsøgte at bevare roen, og siden Jason var den af de tre der havde mindst grund til at bekymre sig (Poseidon søn, hallo?), hjalp han hende med at lede efter en udgang eller en måde at stoppe vandet på. "Sophie træk vejret, vi finder en vej ud," forsøgte Mel at berolige hende, "det lover jeg." Hun brød sig ikke om at love ting hun ikke kunne holde, men ville i øjeblikket gøre alt for at få Sophie til at trække vejret normalt. Vandet stod nu en meter, hvilket ikke var et problem for Melodie endnu (endelig noget hun kunne bruge sin højde til), da hun stadig stod 75 centimeter over vandet, men for sådan en som Sophie, der var 20 centimeter lavere, var det forståeligt nok hun panikkede så meget, som hun gjorde. "Hjælp os i stedet med at finde en udvej, vandet stiger," sagde Jason, og forsøgte at finde løse sten, men lige lidt hjalp det. Sådan fortsatte de i et stykke tid men så måtte Melodie indse at det var håbløst. Hun satte sig med et suk på hug i det iskolde vand med hovedet hvilende mod væggen. Hendes støvler var fyldt med vand og hendes tøj var gennemblødt.

"Kan du ikke forstå det, idiot?!" Melodie var ikke klar over om det blot havde været ren indbildning, men den raspende stemme, der lød i væggene vagte hendes opmærksomhed. Hun tyssede på de andre, satte sig på knæ og lagde sit øre mod muren. En uforstående mumlen lød derefter en lang stilhed.
"Profetien var meget uklar, mor, skal vi ikke bare æde dem alle sammen?" lød en bævende stemme.
"NEJ!" Skreg den raspende stemme, der kun kunne tilhøre en stor, fed mutter, "profetien sagde, en halvgud ville gøre mig frygteligt syg, og jeg har på fornemmelsen det bliver inden længe, jeg må have en til at helbrede mig når det sker, men må samtidig sikre mig ingen anden halvgud vil klare turen herind i live."
"Men... men jeg forstår ikke, mor, hvad skal vi bruge Apollon datteren til?" lød den anden stemme igen, og nu vagte samtalen for alvor Melodies opmærksomhed. Et højt suk lød.
"Skal jeg forklare alting til dig mindst 100 gange?" rungede den,"hun kan helbrede mig! Jeg har hørt hun skulle være en dygtig healer."
"Hvad med resten?" - "Resten skal..."

Melodie rejste sig med et sæt, hun havde været så optaget af samtalen, at hun ikke havde bemærket vandet var nået hende helt til hagen. De ville bruge hende, og så vidt hun havde forstået, havde de tænkt sig at holde hende som fange indtil damen, der havde talt, havde brug for Melodie til at kurere hende. De steg langsomt længere og længere op mod stenloftet, og Sophies vejrtrækning blev virkelig vild. Melodies hår der endelig var blevet tørt, blev endnu engang helt gennemblødt og sjasket. Der var kun omkring 3 meter til loftet, og hun kunne langsomt mærke at hun langsomt var ved at ryge ud af fatning. "Hvorfor sker den her slags altid for mig?" brokkede hun sig for sig selv, inden hun tog en dyb indånding og dykkede de 6 meter ned til brøndens bund.

Topaz var i en paniktilstand, der ikke kunne beskrives. Hun følte, at hun skulle kaste op, men hun havde ikke kræfter til det. Hun hostede hele tiden voldsomt af den tykke og giftige røg, og øjnene sved af varmen. Hun ønskede at besvime, men det var som om, at hver gang det beroligende og afslappende mørke var lige ved at overvælde hende, var der noget, der holdt det tilbage.
Den væmmelige latter rungede i hovedet på hende på gentagelse, men hun vidste ikke om den ukendte person stadig grinte, eller om det var noget, kun hun kunne høre. Hun hiksede og haksede, før hun begyndte på endnu et udbrud. Man burde kunne høre hende i hele huset. Hun var angst for ild, og hun kunne på ingen måde styre det. Hun rystede af angst, skreg og græd uden at kunne bare en gnist af stolthed. Da hendes psyke var allermest svækket, kunne hun mærke en velkendt følelse komme snigende.
"Nej, nej ikke igen," græd hun først hviskende og bagefter skrigende. Det måtte bare ikke ske igen. Ikke her, ikke nu.
Hendes bange anelser gjorde det bare værre og fremskyndede anfaldet.
"Du fortjener at dø på denne måde," hviskende en slesk stemme i hendes øre. Hun gøs, men den havde opnået hendes opmærksomhed. Hun stoppede skrigeriet og lyttede melankolsk, mens hun hev ynkeligt efter vejret. Hun tænkte slet ikke over, at den uvenlige stemme bare var purre opspind fra hendes egen utilregnelige bevidsthed.
"Især ikke med den måde du forlod din far på; fy fy, slem halvgudinde, slem halvgudinde," supplerede en anden ondskabsfuld stemme. Topaz bemærkede knap nok da den gigantiske dørs hængsler nærmest blev flået fra døren og et kendt ansigt dukkede op. Ej heller registrerede hun yderligere de beroligende ord og berøringer, som den anden halvgudinde gav hende. Det eneste, hun kunne tænke, uden at stemmerne generede hende, var en svag erindring om, at det var vigtigt, at hun ikke måtte have et anfald, mens andre var til stede, men Topaz havde glemt ordenes betydning i øjeblikket, og hendes ivrige forsøg på at slippe af med sine 'små venner' gjorde dem bare tydeligere og mere indtrængende.
"Du har lige sørget for at hende - datteren af havet - dør sammen med dig. Kan du huske hende? Hun er bemærkelsesværdigt nok din veninde," sagde den første stemme igen anklagende. Den gav Topaz dårlig samvittighed. Hvis hun ikke havde skreget eller råbt om hjælp, ville hendes veninde ikke være dømt til at dø sammen med hende.
"Adrianna... Adrianna?" smagte Topaz på sin venindes navn, som om at hun aldrig havde hørt det før. "Hvor vover du at tale?! Du er bare en parasit!" Udbrød en tredje stemme pludseligt og voldsomt, og hun kunne lige forestille sig, hvordan mundvandet sprøjtede, da den arrigt råbte sætningen af hende. Hun sad bare og stirrede uforstående ud i luften og prøvede at væde sin mund, men den var alt for tør. Hun ville rette sig efter stemmen, men hendes viljestyrke var ikke særlig stor. Vand... Vand," mumlede hun til sidst og kiggede bedende op på Adrianna som et barn med store ravgule øjne.

Adrianna slog armene om Topaz og prøvede at få hende til at slappe af, og pludselig virkede det. Adrianna skulle lige til at give et gladt udbrud fra sig, men så opdagede hun, at Topaz ikke lyttede til hende, men noget andet. Nogen anden.
Adria kiggede sig forundret omkring for at se om der var en kilde eller noget so hun bare ikke kunne høre eller sådan noget men alt stod i flammer og ilden brølede faretruende og pigerne kunne snart ikke klare at indånde mere røg.
Alt i hendes krop - hver eneste celle - skreg at hun skulle ligge sig ned og lade sig glide ind i mørket der faretruende fyldte en stor del af hendes synsfelt.
 Hun rystede på hovedet og bed tænderne sammen, hun kunne ikke bare give op nu - hvis hun gjorde var hun en tøsepige. Hun rullede med skuldrene; hendes tatovering på skulderbladet sved ikke så meget som før, men den smertede stadig. Var det normalt? Adrianna var pænt sikker på, at det burde være stoppet for længst.
Adrianna prøvede lige så forsigtigt at klappe Topaz på kinderne for at få hendes opmærksomhed, men det virkede lige meget, og Topaz fortsatte bare med at stirre ud i luften - en gang imellem gik en grimasse ind over hendes ansigt, men ellers sad hun stille.
Adrianna havde lyst til at give op, men det lå ikke til hendes natur bare sådan at stoppe på halvvejen, så hun skubbede sig besværet op fra gulvet, fik et hosteanfald og gik så hen til platformene. Der måtte være et eller andet ved dem...
Hun studerede dem tavst. De to platforme var som sagt en centimeter over gulvet, og der var to fodaftryk på hver platform. Hun overvejede, om hun bare kunne få Topaz til at stille sig på den ene, og hun så kunne stille sig på den anden, da hun så fodaftrykkene, men den idé skød hun hurtigt ned, da hun kom tættere på dem.
Bølger og græske bogstaver så små, at hun kun kunne tyde få ord som farvand, dybde eller bølger, var indhakket fint i platformene - nej det skulle være vandbetvingere der stod på dem.
Hun hostede igen og rystede på hovedet. Det var håbløst, men alligevel begyndte hun at træde på flammerne for at dræbe dem, men det var som om, at de ikke var normale flammer. Så snart hun ramte dem, smertede det i hele foden, selvom at det havde været med hendes skosåler.
Adri vendte sig overrasket over mod sin veninde, da hun kunne høre hende sige hendes navn med en hæs stemme.
"Vand... Vand," sagde Topaz.
Adria nikkede bare og rodede sin taske igennem efter sin vanddunk. Heldigvis var der en smule tilbage. "Selvfølgelig," sagde hun og hjalp Topaz med at drikke.

"Der er et rør på bunden," informerede Melodie forpustet, da hun vendte tilbage til overfladen. "Og, jeg tror, jeg har en idé," fortsatte hun. Jason holdt Sophie oppe, da hun vist ikke var en super svømmer, og de gloede begge underligt på Melodie, da hun tog sin ene trøje og jakke af, så hun til sidst kun havde en hvid tanktop på. Hun rakte Jason tøjet, "Du må stoppe hullet til. Jeg kan ikke, du er Poseidon sønnen," forklarede hun. Han rakte Melodie Sophie, og dykkede ned til brøndens bund med tøjet i hænderne. Mel var så smut begyndt at få vejret, og hun var begyndt at få et dårligere og dårligere forhold til vand. Hun var på, hvad der kun føltes som 2 timer, forsøgt druknet to gange. Og jo mere vandet steg des mere ubehageligt til mode blev hun. Det sidste hun havde lyst til var at opbygge en forbi for vand, en af hendes bedste veninder var datter af havet. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at samle sig. Jason ville redde dem, han skulle nok redde dem. Men vandet steg og de kom tættere og tættere på toppen, selvfølgelig var det Melodies hoved der ramte først. Hun forsøgte at holde sin hånd mod loftet for ikke at blive mast, men det gik ikke så godt, og hun var konstant ved at sluge vandet. Men det var da hun havde mistet alt håb, Jason pludselig steg op til overfladen.

"Virkede det?" spurgte hun ham, men inden han nåede at svare, blev de alle mast mod det kolde og fugtige stenloft. Melodie klemte øjnene i af frygt, men pludselig stoppede vandet med at stige, og der var stadig 10 centimeter til loftet for de andres vedkommende. Hun åbnede øjnene. Vandet forsvandt ikke, men det steg heller ikke. Hun vidste ikke, hvad der var værst, at dø en ufrivillig druknedød eller at blive sindssyg af at være fanget sådan dér. Så tæt på at dø, men så alligevel ikke.
"Kig op," sagde Sophie. Melodie drejede hovedet lidt og fik øje på en lem over hende. Hun bakkede bagud og røg længere under vandet i forsøget på at få den op, men det lykkedes, og hun hev sig selv op ad den først, da hun gik ud fra hun var den stærkeste, når det gjaldt om at hive de andre med op. Hun var godt klar over Jason talte med, men han virkede ærlig talt ikke som den stærke type, og hun fik hevet dem alle op.

Hun så sig omkring og opdagede at de stod i en gang, hvor alt havde forskellige mørke nuancer af, lilla, lyserød og rød, og omgivelserne mindede hende foruroligende meget om et dukkehus. På tæpper hun stod på var en million mønstre, men på en eller anden måde virkede det stadig beskedent, måske fordi farverne faldt i et med resten af gangene. De måtte være i en form for hus, men hvordan? Pludselig kunne hun høre nogen skrige. Hun identificerede straks stemmen til at være Topaz, men forsøgte alligevel at holde hovedet koldt. I retningen af Topaz' stemme var et tykt lag røg, der dækkede over hele to gange.
"Vi må derhen," meddelte hun, men så fik hun øje på noget i rummet ved siden af hende, noget der glimtede, og hun vidste ikke, hvorfor, men hun havde på fornemmelsen at det var noget vigtigt.

"Jason," sagde Melodie og kiggede på ham, "tag Sophie med dig. Følg røgen, og forsøg at slukke den." Hun hostede kort, da røgen efterhånden var begyndt at nå dem. "Ser I en blond og ikke panikramt pige, så fortæl hende du er Poseidon søn," hun kiggedede på Jason, "og fortæl hende I er kommet for at hjælpe."

"Men, hvad med dig?" spurgte Sophie forvirret, men Melodie rystede bare afværgende på hovedet. "Jeg indhenter jer, skynd jer nu, og forsøg for gudernes skyld, at redde dem begge," fortalte hun og sendte dem af sted. De løb begge mod røgen, hvorefter Melodie selv løb ind i rummet, der viste sig at være et gammelt og nedslidt børneværelse. I værelset hang billeder fra helt tilbage til 1914, og de gamle ødelagte bamser og dukker i rummet, var nok til at give hende gåsehud. Men hun havde en mission og hun kunne ikke lade noget så latterligt, som dukker, skræmme hende fra at fuldføre den.

Topaz nød følelsen af det iskolde vand - der slet ikke var iskoldt, men det føltes sådan i heden - der gled ned i hendes hals, men det var en kort fornøjelse. Der var lidt ufatteligt vand tilbage i den drikkedunk, og det gjorde også ondt, da vandet gled ned gennem halsen, for det føltes som om en eller anden havde stået med en opsprætter og tegnet rundt omkring inden i Topaz' hals. 
Med det samme da hun havde skubbet flasken væk fra sin mund og havde mumlet et hurtigt tak, begyndte stemmerne igen. Hun havde aldrig nogensinde følt sig så elendig, især fordi at en af hendes bedste veninder faktisk var til stede.
"Du er så ynkelig. Mens dine veninder kæmper fysisk, sidder du bare her og kæmper mod dig selv. Du kan ikke reddes, og det ville også være spild af kræfter," sagde stemmen med syrlig stemme.
 Topaz overvejede, om den kommenterede hendes tilstedeværelse i det brændende rum eller hendes psykiske tilstand, og hun kom frem til den konklusion, at den nok mente en blanding af begge dele. Hun kunne ikke rigtigt tænke klart længere, så hun opførte sig lidt som en zombie - en levende død. Hun kiggede rundt på flammerne i værelset, men registrerede dem ikke rigtigt, og hun tvivlede på, om hun overhovedet ville kunne genkende sin egen kæreste, - Dionte - hvis han viste sig. Det skulle hun ikke have tænkt højt. Pludselig stod en mørkhåret muskuløs mand foran hende. "Dionte," hviskede hun med meget smerte og længsel i stemmen; hun savnede ham så forfærdeligt. Hun rakte hånden ud efter ham, men han viftede den væk.
"Du skal dø langt væk fra dit hjem i lejren, og jeg vil ikke sørge over dig," startede han ud med is i stemmen. Hans stemme var helt forkert - og Topaz kunne godt opfange, at hendes kæreste ikke stod foran hende. Hun så syner.
Efterhånden som han blev ved med at sige ubehageligheder til hende, begyndte hun mere og mere at vugge, holde sig for ørene og synge en melankolsk vuggevise, en sød gammel sindssyg dame en gang havde lært hende, for sig selv.

"Oh, skata!" Bandede Adrianna på oldgræsk, da hun hørte Topaz forvilde sig ud i nogle syner. Hun blev helt ked af det, da Topaz tydeligvis troede, at hendes kæreste var der. Hun overvejede og regnede også med, at det var bedst at stoppe hende, men hun kunne ikke få sig selv til det. De skulle alligevel dø lige om lidt, man kunne lige så godt tage afsked. Adrianna ønskede at hendes kæreste også var der. Hun savnede ham så forfærdeligt meget, og hun kunne bare ikke leve med tanken om, at han aldrig skulle finde ud af hvad, der var sket med hende, eller hvor hun var.
Hun hostede endnu en gang og endelig kunne hun mærke mørket overvinde hende, men lige i sidste sekund var der en høj lyd, der fangede hendes opmærksomhed.
BONK, BONK, KNÆK, sagde det, da nogen sparkede døren op på ny. To skikkelser trådte ind over den forhøjede dørkarm, og døren lukkede sig og låste igen, som den havde gjort alle de andre gange. 
"Her henne!" Kvækkede Adrianna og skubbede sig op på sine rystende ben. Hendes ansigt var vildt og sort af al asken og soden inde i det tætpakkede rum. To halvguder kom med lange skridt hen mod hende og den ene - pigen - hjalp hende med at holde balancen. Hun nikkede taknemligt og sagde så: "Tiden er ved at løbe ud, så jeg vil ikke spilde den på at forklare jer det eller høre en forklaring fra jeres side. Er en af jer tilfældigvis barn af Poseidon?"
De to halvguder kiggede først lidt underligt på hende, men så trak pigen på skuldrene og pegede diskret over på drengen. Adrianna skulle lige til at danse af begejstring. Det var nok det heldigste, hun nogensinde havde været ude for. Hun havde haft på fornemmelsen at de nok skulle klare den. Hun mimede til pigen, at hun skulle holde øje med Topaz, og trak drengen med hen til de to platforme. Hun signalerede, at han skulle stille sig op på hans, mens hun stillede sig op på sin egen.
"Nu skal du koncentrere al din kræft ned i dine fødder og så få vandet til at springe igennem de der rør deroppe," forklarede Adrianna hurtigt og meget utydeligt; hun håbede bare at han forstod.


Adrianna følte, at hun var en form for trance. Normalt havde hun ikke kræfter til så stor en ting som denne, og slet ikke når hun var udmattet, men platformene gav halvguderne energi. Først virkede det som om intet rørte på sig, men endelig efter lang tid og tålmodighed sprang først det ene rør, så det andet og til sidst det tredje. Adrianna kunne mærke, at ilden ikke var en helt normalt ild, - hvilket ikke var så svært at gætte sig frem til. Man kunne overleve mange minutter derinde - og den døde med det samme da det kolde vand oversvømmede lokalet fuldstændigt. Adrianna nåede lige at give drengen en high-five før de blev væltet omkuld. Adrianna nød det kolde vand, der rensede hendes tøj og ansigt for sporende af ilden. Hun kunne høre døren springe op af kræften af vandet og alle halvguderne flød ud i korridoren.
"Nå men det gik jo godt," sagde Adrianna med et smil om munden, "jeg hedder for resten Adrianna."

Lugten af røg var efterhånden nået Melodie, hun hostede let, og forsøgte at ignorere tanken om, hvordan hendes to bedste veninder og Sophie og Jason havde det. Hun følte sig selv elendigt til mode, på grund af et såret og højst sandsynligt brækket ben, helt gennemblødt tøj, et hjerte der gjorde ondt af Hades til efter at have været ved at drukne to gange, men hun kunne kun forestille sig, hvor meget værre hendes venner måtte have det. Siden Melodie havde ingen idé om, hvad hun ledte efter, begyndte hun bare at åbne en masse forskellige skuffer, hvori hun fandt mange sære ting. Gammelt ødelagt legetøj, forskellige håndskrevet breve og deriblandt, noget hun faktisk kunne bruge. Hun anede ikke, hvad hun skulle finde, men hendes halvgudelige intuition fortalte hende dette var præcis, hvad hun ledte efter; hvis hun ikke havde vidst det, kunne hun bare dømme ud fra det gyldne skær, der omkransede hele papirs rullen. Papiret var gulligt, lidt ødelagt og håndskriften, meget sirlig. Men hun proppede den alligevel ned i hendes rygsæk, hvorefter hun spænede ud af rummet, og hen til det rygende rum. Da hun nåede rummet, var der på trods af det tykke lag røg ingen ild at se, og alle halvguder var samlet i gangen. Hun skyndte sig at kramme Adri hurtigt, da hun stod ved siden af hende og derefter Topaz, der så ud som om, hun lige var blevet trukket gennem sit værste marridt.
Hun fortalte sine veninder, hvad hun havde oplevet, siden de skiltes, hvorefter hun sagde: "Vi har de savnede halvguder, så skal vi ikke se at komme ud herfra. Alt ved det her sted virker forkert, og ærlig talt så skræmmer børneværelset mig." Ingen nåede at røre sig ud af flækken, før en skummel kvindestemme lød for ørerne af dem.

//Undskyld for lort og ventetiden!!

Topaz rystede pludselig af kulde, da alt vandet, som ikke kunne være varmere end ti grader buldrede ind i hendes sammenkrummende skikkelse og alle de andre halvguder. Hun fik først et chok, men det rystede hende ud af hendes syner og stemmerne forsvandt. Hun havde altid frygtet at få et anfald mens folk var omkring hende, og nu havde hun fået det. Hun vidste ikke, hvad hun skulle føle, men pludselig gik tingene op for hende. De havde overlevet! Hun var ikke død til hendes værste frygt! Hun sukkede af behag, da vandet slap hende ude i korridoren og sivede væk; efterlod hende ren og afslappet. Hun havde selvfølgelig fået brændemærker overalt på kroppen, og der hvor kroppen ikke havde været dækket af bylder, havde hendes hud været dybrød, men vandet måtte have været magisk på en måde. Nu, hvor der før havde været bylder for et øjeblik siden, var huden bare varm og lyserød.
"Jamen så var det jo alligevel ikke helt fra verdens nytte, at jeg skiftede tøj," mumlede Topaz og prøvede at vride vandet ud af sit tøj. Hun var i godt humør, og følte at hun kunne bære verden på hendes skuldre - sikkert en af de få fordele ved at få en anfald.
"Det er nok det klogeste, du har sagt hele dagen! Du fører an," Topaz skulle lige til at storme ud af huset, da noget fangede hende. En stemme.
Ej helt ærligt! Du skulle absolut komme nu? Fem minutters fred, har du hørt om det?! Skulle Topaz lige til at udbryde, men hun formåede at holde det inde. Hun tænkte aldrig, før hun talte eller nærmere råbte, men det her var virkelig et dårligt tidspunkt at gøre opmærksom på sig selv, så hun holdt kæft.
"Flot måde at undslippe, Adrianna og Jason, det må jeg give jer". Det gav et gys igennem Topaz, da stemmen åbenbart kendte Adriannas navn. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan Adri havde det; hun var selv ved at kaste op ved tanken, men Adri stod bare med rank ryg og lyttede med en rolig aura efter stemmen. Stemmen buldrede voldsomt fra væggene som om den kom alle steder fra. Den var så voldsom, at Topaz kunne mærke den i fødderne som en voldsom bas til en koncert. "Men i er langt fra færdige." Det lød som om at personen bag stemmen vendte sig og talte til nogle andre. "Kom her tumper! Jeg skal bruge Apollo-datteren, men spis i bare resten."
Topaz skulle lige til at give et hulk fra sig. Det var ikke første gang, et eller andet monster havde planlagt at æde hende, men det var noget, man nok aldrig ville blive vant til.
Hele huset rystede i noget tid, og først lidt efter gik det op for Topaz, at det havde været et bifald. De havde tre fjender imod sig.