Friend or Foe. . . (Noomi)

hun så ikke på ham, hun så bar ned.

''det vedkommer ikke dig.'' sagde hun bare, mens hun pillede ved hendes bue.
den var næsten sort, med indtegninger af hjorte og slanger

''det sandt, men når døden kommer og tag dig, så kommer de forskellige ting til at gøre, eftersom at jeg uheldigvis pga min far er vogteren, selv om jeg dog lod mit kælde dyr tag positionen, så om du vil eller ej, kommer du til at ende hos hades eftersom at kun guder kan komme oppe hos dem, og ikke dødelige som dig og mig. '' han kiggede lidt på hende og undre sig om han nu havde ramt plet, men det overasker ham ikke siden hendes komentar var både strenge og hård, så det måtte vel være en fuldtraffer, og rejste sig op hvor efter han gik et par skridt, ''har du lyst til at vandre en tur i skoven?'' sagde han lidt spontant, og tænkte det ville være muligheden for at kunne få fat i hendes gudinde, eller i hvert fald komme tætest på hende.

hun så bare ned, mens han talte om den skæbne der ventede hende.
at gå en tur med Hades søn, ville nok være en idiotisk ting at gøre.

hun rejste sig dog alligevel og stirrede lidt ned i jorden inden hun tog sin bue og pile igen.

''tja.. skal du ik ha noget mere, ehm.. tøj på?'' anubis undrede sig lidt over hendes let påklædning men overaskede ham ikke så meget, artemis var vel kendt for naturen, så det passede vel fint til hendes dødtre og sønner, han lod et par skridt mod skoven, og undrede sig om hun overhovedet accepterede han selskab '' døden skal du ikke tænke så meget på, de fleste mennesker plejer at leve i en alder på 70-80 år så du har langt tid endnu''

hun rystede på hovedet.
''jeg hader trøjer.'' sagde hun bare.

''og døden bekymre mig ikke... det er den anden side af døden...'' mumlede hun
og gik videre.

anubis kunne ikke lade vær med at undre sig over det, med det måtte vel være en del af at være artemis børn, han lod et par skridt imod skoven og morede sig lidt over at hun åbenbart accepterede en som var så langt fra ung at de fleste så han som børn og sig selv som den ene gamle mand, men stadig fokuserende på at forholde sig som den han var for 12.000 år siden, men det ville jo være umuligt, for alle ændre sig jo gennem årene, dog spekulerede han hvordan hans oldebørn klarede sig.

hun gik bare, hurtigere end en normal halvgud. hun så på ham, inden hun sprang op på en gren og videre fra gren til gren som en panter.

Anubis gik roligt gennem skoven mens han kiggede efter noomi, og smilede lidt over at hun begyndte denne hurtige bevægelse men kiggede på de forskellige grene for at sikre at ingen nu knækkede under hendes føder.
*hmmm mon hun overhovedet tænker på at more sig i livet..*

''niks'' sagde hun som svar på hans tanker da hun landte på benene foran ham.
''at morer sig er for børn. man lærer hurtigt at vokse op i Washington.'' sagde hun bare inden hun gik videre

anubis smilede lidt over hendes lidt energiske træk i skoven, så det var vist måske det hun trængte til, ikke dårligt syntes han selv i hvert fald, men det kunne være at hun har andre ting hun kan gøre, dog morede han sig stadog voer hele hendes triks og finter hun lavede, ''plejer du at løbe på træerne?''

"når det er valget mellem at gå med en søn af Hades, og klatre? så ja." sagde hun bare.
hades sønner havde et ry for at være værre end hades selv, med hor, mord og ondskabsfuldheder.

hun så ham i øjnene kort, med sine dybe mandelbrune øjne, og begyndte så at gå igen.

han stoppede kort op og lukkede øjne kort før han begyndte. . . ''fordi man er søn af en far som er kendt for onskab, betyder det ikke at jeg ønsker at følge hans fodspor, da alle hans tidligere børn fungere glimrende eksemple på det, da de allerede er nogle svanser og dårlig nok kan tag vare på dem selv, deres liv er spild på emotionelle tanker, eller tilegnelse til at savne deres foræderiske far, som man kalder ham, dog har jeg et lille spørgsmål, tror du virkelig at jeg ønsker at være som min egen far? ham som forlod alle os børn mens han kunne mæske sig i kvinder og folks frygt? ellers tak siger jeg kort, for livet her handler mere at kende mennesker istedet for at leve i sin egen idiotiske verden af flammer, jeg har oplevede hans verden en gang og det gider jeg ikke en gang til, for hades verden er kun ren og sker muligheden for at se døden, kedelige sjæle som vandre rundt, og hans kone som holder ham selskab med alle hans private samlinger af positioner, som han mener er relevante for hans egen morskab skyld, også ikke nok med hans kone så kan han åbenbart ikke få nok og prøver samtlige andre, nej jeg er ikke stolt over at være søn af hades, han er et væsen som fortjener at leve alene istedet for at leve sammen med en han kan elske højere end andre, men at opleve guder i deres ynkelighed og deres morskab i at lave intern stridigheder mellem sine børn og sine med guders børn, som han gør nu, jeg har levet alt for længe til at se forskellige halvguder blive træmpet på, så mit eneste spørgsmål til dig er, hvis du savner din så kaldte mor, ønsker du så at møde hende ansigt til ansigt, for jeg ønsker ikke at se den anden del af mine forældre som næsten aldrig har været der for en.'' anubis begyndte at gå over til et træ og stillede sig ved det *hvorfor tog jeg med, det var en dum ide, skoven minder mig for meget om det møde med...* hans tanker stoppede da han kiggede rundt efter noomi for at sikre sig hvor hun var.

hun så på ham, og stod nu igen lige foran ham.
"om jeg ønsker at se min mor? nej." svarede hun kort.
hun gik tilbage mod lejren mens hun bandede højlydt

anubis stod lidt og kiggede, mens et bredt smil kom på hans læber, da hun begyndte at bande, hvor han lod sig gå med ind mod lejren igen og prøvede at trippe op ved siden af hende.

hun gik hurtigt, mens hun bed sammen. hun var træt, og havde tydeligvis brug for søvn.
så hun gik tilbage mod hytten, tavs.

anubis fulgte hende roligt hvor efter han tænkte det ville være bedst at lade hende sove...

//end?//

//medmindre du vil være mere møgungeagtig, så ja? har skam intet imod hvis han bliver voldelig, grov osv. elsker at være forsvarsløs, det ved du da?//

hun fumlede med at få døren op, mens hun igen bandede

anubis smilede lidt og gik over til hende hvor efter han jog hendes hænder om bag på ryggen og pressede hende ind mod døren ''jeg troede at artemis datter havde mere at byde på'' anubis stemme lyd anderldes, næsten som om at det var en værre personlighed end den som han plejede at havde, hvor efter anubis øjen farve ændre sig fra de ellers normale brune til kul sorte, og et let smil kom på hans læber, mens hans halskæde føltes som noget glødende varme på hendes ryg.

hun blottede nu voldsomt tænder og prøvede at vride sig fri.
"fjern dig!'' snerrede hun sammenbidt, mens hun prøvede at vride sig endnu mere.

grebet om hænderne blev strammere og strammere hvor efter han jog hende hårdt ned mod gulvet, og satte sig på hende hvor efter han tog noget gylden snor anubis plejede at bære om armen og bandt hendes hænder med det, hvor efter et let latter kom fra ham, det lyd lidt som anubis stemme, men der var noget mere, noget som ikke burde være i hans sjæl, ''stille!'' lyd en hård stemme fra anubis hvor efter en hånd ramte hendes bag hovede efter han havde bundet hendes hænder, hvor efter at han gjorder sig klar med en løfted hånd klar til det næste slag skulle komme. . .

hun vendte sig mens næste slag var på vej. hun hamrede et knæ i ryggen på ham.
"flyt dig!" hun havde svært ved at få luft. hun prøvede at vride sine hænder fri, mens hun nærmest hamrede ham ned mod gulvet på verandaen.

han rystede sit hovede og en vred lyd af bande ord og iritation kom fra ham, han rejste sig hurtigt op og tog fat i hendes ben og slæbte hende ned af verandaen fuld stændig kold overfor om hun slog sig eller ej, han kiggede på hende med kul sorte øjne og kiggede vidre ind mod skoven de kom fra, ''en tøz som dig bør lære nogle manere, og bedte jeg dig ikke om at holde kæft!'' han smed hendes ene ben han havde fat i og sparkede hende i siden hvor efter han prøvede ivrigt at tag fat i hendes ben igen. . .

hun hamrede sin fod mon hans kæbe, og knurrede.
"fuck dog af!" snerrede hun vredt.

hun prøvede at komme på benene.
hun var ikke bange, hun var vred.
hun kom op og stå og hamrede uden tvivl hendes knæ i skridtet på ha.

en vred knurren efter at få et slag i hovedet og der efter det andet, af ren raseri stormede han ind mod hende og tarcklede hende hvor efter han prøvede at komme over hende for at give de første par slag ind mod ansigtet men fokuserede nu på at ligge en albue mod hendes hals ''er du færdig med at lege helt! her er det mig der bestemmer tøz, og dette lille stunt du har lavet skal du betale for!''

hun bed ud efter ham. hun vred sig igen voldsomt.

hun kunne snart ikke få vejret længere.
hun klynkede kort over at blive holdt fast på den måde.