Friend or Foe. . . (Noomi)

hun trak sig væk.

''du skal ikke røre mine sår.'' sagde hun bare, hårdt.
hun bandt hans hænder op igen, sammenbidt.

''slap dog af, hvis det fortsætter sådan ender du da med at få mistet for meget blod, for duften i skoven af blod kunne lugtes, og helllere lade dig blive forbindet ordenligt istedet for at du skal gå rundt med støre smerter, så om du vil det eller ej, så lad mig i det mindste hjælpe dig med dine sår'' han kiggede kort på den knude hun havde lavet og kiggede kort på sin egen hånd og spekulerede hvordan situationen havde været, og hvordan det tilbagefald som hun snakkede om måtte havde været

''sig mig, hører du overhovedet efter, din nar? du skal ikke røre mine sår. du har gjort mere end rigeligt!'' sagde hun vredt.
hun stolede ikke længere på ham.

hun begyndte at gå igen, hurtigere end før

anubis øjne ændrede sig langtsomt til mørke og mørkere øjne, og et let smil bredte sig, han nærmede sig hende hurtigere og greb fat om armen på hende med hænderne under hendes arme og om bag nakken på hende hvor efter han pressede hårdt, ned mens han holdte hende med halv samlede føder, ''jeg sagde jo at legen først lige var begyndt'' den samme stemme som i skoven lyd fra anubis mund, det var både anubis stemme og en eller anden mere, som om at det var 2 i en

uden tøven, efter hans overfald, jagede hun buen op mod hans hals, hvor den burde rive hul.
''jeg nægte at kalde på Atka, men du giver mig snart ikke noget valg!'' snerrede hun inden hun tog en pil i munden satte den mod hans kind.
''flyt dig!'' snerrede hun med pilen i munden

et støn af smerte kom fra hans læber og han lod sig fat om hendes hals med begge hænder ''lad mig stille et spørgsmål kort, hvem er det som har magten, og sagde jeg ikke at hvis du var lydig kommer du ikke så meget til skade?'' hans greb om hendes hals blev hårdere og hårdere, hvor efter han lod sig selv hoppe op på hendes ryg og med benene omkring hendes liv hvor efter han kryssede dem så han sad orden lig fast mens han holdte sig oppe med hænderne mod hendes hals så grebet ville være endnu hårdere. ''smid buen og pilen eller det bliver værre!'' hans to tommelfingere begyndte lige så roligt at presse mod hendes hals(det hvor drenge plejer at havde deres adams æble)

hun hev efter vejret, men nægtede at give efter.
''d-du bad selv o-om det..!'' hvæsede hun, mens en dyb snerren kom fra træerne et stykke fra dem.

en ulv, på størrelse med en grand danoir satte i spring mod ham med blottede tænder.
den greb fat i hans hånd, som maste mod Noomis hals og bed hårdt til. Den flåede nærmest Anubis hånd væk fra Noomi.
Mens ulven gik til angreb på Anubis gang på gang spændte Noomi buen og holdt den rettet på Anubis.
hun sagde intet, men ulven bakkede nu tilbage til Noomi som havde rejst sig. Stadig med den spændte bue mod Anubis.

Ulven snerrede, blottede tænder i en truende knurren.
Noomi havde samme drabelige og vilde blik som ulven.

øjne på anubis var sorte, som natten og et smil var stadig på hans fjæs, dog mærkede han blodet løbe ned fra armen, hvor efter han smilede let ''dræber du mig, dræber du anubis'' sagde han og smilede let, hvor efter hans blik rettede mod ulven, ''en ulv? selvfølgelig.'' han lukkede kort øjne og rettede dem nu mod noomi, hvor efter at han smilede afventende om noomi ville fyre pilen mod ham, men selv hvis hun gjorde det vidste uriel(skyggen) at dette ville også ramme ham, dog prøvede han at holde den maske, mens anubis inden i desperat prøvede at få fat i kontrollen, og det ene øje fra anubis begyndte halvt at blive hans normale farve og anubis kunne nu se noomi med pilen trukket mod ham mens det andet øje stadig var kul sort som natten. hvor efter øjet bliv igen sort og farven forsvandt igen, mens anubis inden i prøvede at få kontrollen over hans krop.

hun så bare på ham, koldt og hårdt.
''du har vanæret din far. du har forrådt hele lejren ved at gøre dette, Anubis. Jeg tilgiver dig ikke. Aldrig. Men jeg slår dig ikke ihjel.Den lette straf fortjener du ikke.'' Hun slog et slag med hovedet, hvorefter Atka - ulven - Satte en pote hårdt ned på Anubis' sår på armen.

hun afspændte buen og slog ham så hårdt med den over kæben, så den flåede hud med af i slaget.

Hun vendte sig om, piftede kort efter Atka og gik mod hytten igen

i det ulven rørte mærkede den at blive svagere og så ud til at blive ældre, skyggen kendte få af anubis triks men det stoppede da slaget fra noomi ramte ham, hvor efter han mærkede blodet risle roligt ned, og en vrede voksede inden i, mens han prøvede at rejse sig op tog han fat kort på atka's hæl og lod en kort forbandelse som fik den til at ældre hurtigere gennem tiden der gik, så den efter 2 uger ville være 2 mennske år et let smil kom på hans læber efter dette og han mærkede smerten raserede gennem kroppen, han mumlede kort ''værsegod anubis, herer den smerte hades gav mig!'' og et skrig af smerte kom igennem anubis krop mens han vred sig og hans ellers så kul sorte øjne blev ændret om til hans ellers normale farvet øjne og han kiggede rundt efter noomi for at sikre sig at han hverken var død eller havde fået en pil igennem sig, dog mærkede han smerten fra kæben, og tog sig til den, hvor efter et had til hans indre begyndte.

''Atka, kom her!'' kaldte hun bare, mens hun gik væk fra Anubis.
Atka blottede tænder af ham, og løb så efter noomi.

hun satte sig på trappen og lagde armene om Atka, mens hun hviskede blidt til den.
Atka var ikke blot hendes ven, men hendes et og alt.
Hun elskede den ulv, mere end sit liv.
hun havde tårer i øjnene mens hun hviskede til den.

han rejste sig op og kiggde forskræket på sin arm, han undrede sig hvordan alt dette havde sket hvor efter han stormede ind mod hades hus, mens blodet fra hans arm fortsatte, han gik der efter over mod bålet og uden tøven lod sig kigge i bogen han havde fået af sin far, efter svar hvordan han enten kunne forsegle eller sikre sig kontrol over dette bæst han havde inden i sig, nu hvor at noomi havde nær kommet helt til skade pga ham, dette kunne han ikke tilgive sig selv for, han passerede artemis hus hvor han kort så noomi sammen med en stor ulv, men han lod blikket vidre mod bålet, han ville sikre sig at hun ikke kom til skade yderligere, på trods af at hun ikke havde været den mest venligeste person, men hun var stadig en del af lejren.

hun havde bare armene om Atka, mens hun bed sammen. Dette var hendes første uge i lejren. Og allerede nu, havde alle tydeligt bevist hendes frygt, hun hørte ikke til her, ikke som en af dem.
hun rystede, mens tårer gled ned af hendes kinder, dryppede ned på Atkas pels.

''lad os få sovet.. vi tager afsted imorgen..'' hviskede hun til Atka, som rejste sig og sprang op på verandaen hvor den begyndte at skrabe på døren.
''du må ikke sove indenfor, det ved du..'' mumlede hun mens hun rejste sig

azariel lod sig stoppe kort og kiggede over til noomi, han havde ondt af hende, han havde forvoldt hende så meget skade, dette kunne han ikke acceptere, han kastede meldajionen som han havde fået fra lejren(kan ses i profil tekst) over til dem og gik vidre mod bålet, med et let smil, han viste at han sikkert ville blive bortvist for dette, men hvor skulle han mon tag hen, han kunne jo leve i menneskes verden, men dette ville jo bare bringe flere og flere tomsindighed hos ham, men en ting var sikkert, han kunne ikke blive i lejeren, hans liv som søn af hades var sikkert sluttet her.

Atka var henne ved Anubis i løbet af få sekunder, og bed fast i hans bukseben og hev ham væk fra ilden.
Ulven så på ham med et strengt blik, som nærmest lyste af ordene; tal til hende.

den slap ikke hans bukser.

''og tag risikoen for at det indre fjols kommer ud igen? nej jeg ønsker at sikre mig at dette bæst er forseglet, men hun skal være velkommen til at få den ud, for jeg har ingen andelse om hvad der er sket, udover at. . . '' han stoppede kort da han kunne genkænde noget af hans magi på ulven.
''vi skal snakke med hende hurtigt!'' han begyndte at gå hurtigt imod artemis hytte da han kunne se den forbandelse uriel havde lagt på atka.

den gik bare med, Noomi sad på verandaen, og et tomt blik ud i luften.
hun havde opgivet, det var tydeligt

anubis stormede over til hende ''hvor langt tid siden er det at du havde spændt din bue imod mig?'' sagde han hurtigt og halv forpusted mens hans højre arm dryppede af blod han kiggede kort på ulven og begyndte at se halvt efter mærker som uriel's hovede punkt skulle havede lagt men kunne ikke se det da den stod på sin hæl

hun trak bare på skuldrene, tavs.

hun fumlede med en lille kniv ud af hjortegevir.

''hør nu her, hvis ikke snart jeg får af vide hvornår det er , kan jeg ikke rede din ulv!'' udbrød han hårdt, han kiggede kort på ulven ''undskyld'' han blev lidt sstående mens han kiggede på ulven, han viste at ulven's segl om forbandelsen ville være lukket inden for 1 time hvis ikke man brudte det

''så lad ham dø. du lod ikke til at bekymre dig om det før..'' mumlede hun bare.
hun så ned. hun skulle alligevel samme vej som sin ulv snart.

anubis kiggede forvirrende på hende ''hvad snakker du om? sidst jeg så dig havde du en bue spændt mod mit ansigt!'' han mærkede kinden med blodet der løb ned hvor efter han kiggede på ulven og bukkede sig ned, for at se på poterne ''hvorfor vil du lade en ulv dø, jeg troede ellers at artemis døtre ville beskytte dyrene for en hver pris, men det er åbenbart ikke alle som er sådan'' han vendte blikket på hende ''du begynder at lyde mere som din mor'' hvor efter han kiggede på ulven og prøvede at lede efter stedet uriel skulle havde lagt punktet.

''jeg er ved at være godt træt af at alle mener at jeg skal være som min mor! Fint, vil du se hvordan det er?!''
hun skubbede ham væk fra Atka, og så på Atka's hæl. Hun lukkede øjnene kort, hvorefter Atkas hæl lyste lidt op.
''du har præcis en halv time, inden seglet lukker. Skader du Atka, slår jeg dig ihjel, Datter af Artemis eller ej!'' sagde hun bare

''nu har du endelig forstået at være halvgud, godt at høre'' sagde han med et let smil hvor efter han satte sig på hug og kiggede på hælen hvor efter han kiggede lidt i sin bog, og tog en del af hans blod og lagde på ulven, og hviskede ordne fra bogen ''από την '' hvor efter at seglet begyndte at lyse og blodet som var på hælen blev til et sort klat som anubis tog og gravede ned i jorden, hvor efter han kiggede på ulven, *hmmm det burde gøre det* dog smilede han lidt over at seglet som var på ulven var armatør arbejde, uriel måtte havde glemt helt hvordan man lavede den korekt, han rejste sig op og gik over mod bålet ''håber du får et godt liv med ulven, men jeg beklager at uriel som skyggen hedder har lavet dette mod dig, så hvis du vil går jeg nu overmod bålet for at for at prøve at forsegle ham væk, du er velkommen til at komme med, men jeg tag ikke ansvar hvis uriel dukker frem.''

hun lukkede øjnene lidt. sammenbidt